Nogle af de mest intense dage vi har haft siden vi forlod Nordkapp for godt et halvt år siden, foregik i junglen i Liberia. Den fugtige varme, det ekstreme terræn og vilde menneskeskæbner gjorde oplevelsen udfordrende, men i den grad berigende.

“Jeg vil ikke have at I kører gennem junglen!”.

Vi har kun kendt kvinden i få minutter, da hun prøver at overbevise os om, at vi skal køre en anden vej.

“Junglen er ikke sikker. I skal spørge de lokale, så fortæller de Jer hvilken vej I skal køre”.

Vi er kun en dags cykling fra Monrovia, og har netop taget hul på en strækning vi har glædet os utroligt meget til; en lille jordvej gennem regnskoven, i det sydøstligste hjørne af Liberia.

Kvinden vi taler med, ejer et lille apotek og har givet os lov at slå teltet op bag hendes hus. Men hun er nervøs for vores sikkerhed. Vi lytter altid opmærksomt til råd fra de lokale, men vi forsøger også at filtrere og oversætte deres bekymringer. Folk i Vestafrika er generelt utroligt venlige og optaget af vores sikkerhed. Men vi oplever også at de ikke forstår vores koncept med at bikepacke, og hvor svært terræn vi rent faktisk kan tackle på cyklerne. Vi tror hun er mest bekymret for de mange biler som sidder fast i dagesvis i mudderet i junglen. Men snart skal vi finde ud af, at der også er andre ting på spil.

En brat opvågning

På andendagen i junglen spørger vi igen i en lille landsby, om vi må campere. Der bliver fundet en skyggefuld plads under et mangotræ til os, og jorden bliver fejet og klargjort, inden vi kan sætte teltet op.

Næste morgen vågner vi brat ved lyden af hjerteskærende gråd fra byens kvinder, som går gennem hovedgaden. De råber en blanding af klagende gråd og ord som ikke er sang, men alligevel musikalske, som vi kun har oplevet i Afrika. Sorgen hænger tykt i luften. Vi er ikke eet sekund i tvivl om, at noget frygteligt er sket. Men hvad?

Ejeren af huset vi sover ved, kommer ud til teltet og fortæller hvad der er sket:

“En mine er styrtet sammen tæt herpå. Der var 7-10 mænd i minen, da den kollapsede over dem. De er alle døde. Den ene var her fra landsbyen. Det er derfor kvinderne sørger!”.

Vi er fuldstændig lamslåede. Det er en kæmpe tragedie.

Minen er tyrkisk ejet. Mændene arbejder som daglejere. Dvs at de ingen rettigheder har. Dermed bliver der ingen erstatning eller forsikring til den efterladte familie. Kone og børn må nu finde en ny måde at klare sig på. Sandsynligvis skal børnene til at arbejde. Muligvis gør de det allerede.

Kvinden, hvis mand er død, stiger bagpå en motorcykel og kører afsted til minen, hvor han stadig ligger begravet i mudderskredet.

Ting på toppen af kroppen

Vi cykler på en bred rød jordvej. Regnskoven står som en tæt mur, på begge sider af vejen. Den grønne væg er fuldstændig uigennemtrængelig. Vi har aldrig set så vild og utæmmet natur. Alle vi møder har en machete på sig. Den er ligeså essentiel som fodtøj. Typisk bærer kvinderne macheten ovenpå hovedet. Vi elsker at de er så vilde med at balancere ting på toppen af kroppen.

På et andet tidspunkt ser vi en gående mand, som bærer en generator på hovedet! Det udvikler sig lynhurtigt til en scene hvor vi taber både næse og mund i benovelse: Mens manden med generatoren kommer imod os, overhaler en ung fyr på motorcykel os, men han holder ikke fast i styret, faktisk ligger hele hans overkrop bagover på sædet, så han kigger direkte op i luften! Blærerøv! Da han passerer manden med generatoren, laver han baghjulsudskridning og gasser op, mens han vender kværnen med hjulspind. De udveksler få ord, inden manden med generatoren hopper bagpå motorcyklen og de kører afsted. Stadig med generatoren balancerende ovenpå hovedet!!! Vi stod måbende tilbage, som om vi lige havde overværet et cirkusnummer.

Ærkeenglen Martha

Det er dag 3 i junglen. Ud på eftermiddagen er vi godt møre af solen, som er fuldstændig ubarmhjertig, her tæt på ækvator. Sammen med den ekstremt høje luftfugtighed føler vi nærmest vi bliver kvalt i hedeslag. Det er svært at holde energien oppe og enhver chance for at stå i skygge under et stort træ bliver grebet. Solbrillerne er fedtede af solcreme, vores kroppe er spættede af varmeknopper, alt tøj fra inderst til yderst er gennemblødt af sved. Vejen er hård at cykle. Der er ikke mange flade stræk, det hele er bakker. Vi kører mere end 1.000 højdemeter om dagen, selvom her ingen bjerge er. Og ikke nok med højdemeterne, så er mange af bakkedalene store mudderhuller, hvor vi sommetider kan køre gennem det plørede morads, sommetider må af og skubbe cyklerne igennem. Der går en del “lukkede” vandløb under vejen. Men mange af dem er ikke så lukkede endda, for vejens belægning er regnet væk, og understøtningen af træbjælker er rådnet, så der kan være huller som er op til et par meter dybe. Det er mildt sagt udfordrende terræn, som kræver høj koncentration.

Efter en lang stejl nedkørsel, i begyndelsen af en landsby, rammer Maries forhjul et skjult hul i vejen, slår cyklen ud af kurs, og Marie ud over styret. Det sker på et splitsekund og Marie når end ikke at tage fra. En del af landsbyens børn og kvinder sidder tæt ved, så der er hurtigt hentet vand til at rense sårene. Vi har jod og plastre så vi kan rense og lukke sårene til. Der er mange sår og hudafskrabninger på benene, men ingen af dem er alvorlige. Marie har også fået et tryk i brystet, så da en af kvinderne tilbyder at vi kan hvile hos hende, til imorgen, er beslutningen ikke svær.

Samme eftermiddag vælter regnen ned, som en smagsprøve på regnsæsonen der venter længere fremme. Vi sidder i Marthas hus, sammen med en masse børn og kigger ud på den voldsomme strøm af vand der spuler lodret ned fra himlen. Hvis ikke Marie var styrtet havde vi ligenu været ude midt på den mudrede vej, gennemblødt til skindet, uden mulighed for at campere.

Om aftenen stopper regnen ligeså hurtigt som den startede og solens sidste gyldne stråler glimter i hvert et blad i den friskgrønne regnskov.

Den dualitet oplever vi hver dag i Afrika. Hver dag sker der noget dårligt. Og hver dag sker der noget godt. Kontrasterne er spændt langt ud.

Døden i junglen

Næste dag vågner vi igen ved kvinders klagende gråd. Vi tænker at der også i denne landsby var en mand, som døde i minen. Men Martha fortæller os, at kvinderne græder over en anden ung mand, som døde af sygdom. Vi spørger mere ind til hvad det var for en sygdom og Martha fortæller videre, at den unge mand var styrtet på sin motorcykel (det sker ofte) og havde pådraget sig et stort sår. Såret var ikke blevet behandlet rigtigt og han døde af det.

Vi skulle lige synke en ekstra gang, for at sætte det Martha fortalte i perspektiv. En almindelig ung mand dør af er sår, som ikke er behandlet. Tænk hvis det skete i Danmark. Det siger noget om hvor råt menneskene i junglen lever. At man ikke nødvendigvis har adgang til sygehus og behandling. At man risikerer at dø, blot fordi man har fået et sår.

Den unge mands mor kom hen til os om morgenen og ønskede os god rejse, inden hun sagde: “Min søn er død. Vi begraver ham idag. Mændene er ved at klargøre graven på landsbyens kirkegård”.

Livet og døden er tættere forbundne her i Afrika. Selvom tragedien er voldsom, oplever vi på den måde det håndteres, at det ikke er uvant at nogen går bort.

Druknet i mudder

Dagen efter regnen var den røde jordvej blevet endnu mere udfordrende. I særlig høj grad for lastbiler. I et gigantisk mudderhul var to store lastbiler kørt fast. De havde begge været der siden igår. De måtte overnatte midt i junglen. Der er altid 4-5 mand om at køre en lastbil. Vi er ikke helt sikre på hvorfor, men det er ihvertfald en fordel når man skal prøve at grave sig fri af et mudderhul. Begge lastbiler var nogenlunde fri af mudder, men lå stadig i så dybe huller, at de ikke kunne komme op. De var nødt til at vente på en anden lastbil til at trække dem op.

Marie havde ondt af de strandede mænd, som glinsede af sved i den bagende sol, mens de gravede mudder under hjulene, så hun gav dem en pakke store lækre småkager. Kenneth stod længe og kiggede misundeligt efter de forsvunde kalorier.

På vores cykler kan vi bedre smyge os omkring de fleste mudderhuller, men på et tidspunkt fejlbedømte Kenneth dybden i et hjulspor og fik begge hjulnav, krankboksen og fødderne dyppet i den røde suppedas. Det blev ikke sidste gang i løbet af dagen og flere gange skøjtede vi rundt i de glatte sandaler, mens vi trak og skubbede cyklerne op og ned ad mudderskrænter og interimistiske broer af tykke grene.

Svedig trommedans

På et tidspunkt hører vi insisterende trommerytmer i det fjerne. Da vi kommer tættere på ser vi nogle unge mænd stå i vejkanten og vinke til os.

“Kom med, kom med. Tag Jeres kamera med” siger de, mens vi lægger cyklerne fra os. Det hele er hektisk og de unge mænd er ivrige. Vi tænker på om det er en fælde, for at få os væk fra cyklerne, men følger alligevel hurtigt med.

De fører os over en lille vold, hen til hvor trommelyden kommer fra. Synet der møder os, var vi fuldstændig uforberedte på.

På et kæmpestort afbrændt område i junglen, ser vi 40-50 kvinder som danser til de hurtige trommerytmer, mens en af kvinderne råber nogle ord, som de andre gentager i kor. Kvinderne danser helt foroverbøjede mens de hektisk hamrer i jorden med en lille hakke. Sveden hagler af deres ansigter. Når de har hakket et hul i mulden, smider de et riskorn i.

Da vi ankommer på marken bliver vi straks hentet af nogle af de dansende kvinder, som fører os ved hånden ind midt i infernoet. Marie får en pind i hånden til at hakke i jorden med. Kenneth må nøjes med at fokusere på lækre dansemoves, sammen med kvinderne omkring.

På et kæmpestort væltet træ midt i det hele, sidder 5mænd med hver deres tromme. De leverer de hurtige rytmer, som der danses til. Dansetrinnene foregår helt lavt ved jorden og med hurtige bevægelser. En kvinde får øjenkontakt med Kenneth og en dans udvikler sig mellem dem. Kvinden danser hen mod Kenneth. Trommespillerne opfanger dansen og intensiverer rytmen. Alle retter blikket mod danseoptrinnet. Kenneth og kvinden nærmer sig hindanden, helt nede i knæ og da de er tæt sammen danser kvinden om på siden og løfter armene, trommerne bygger op, Kenneth og kvinden støder rumperne sammen i trommernes klimaks og alle jubler og klapper og griner. Kvinderne samler sig omkring os med svedige ansigter efter det hårde arbejde. Der er en intens atmosfære. De viser deres redskaber og deres ris og vi begynder at forstå hvad der foregår. Det er den årlige ceremoni for at plante ris. Det er en kæmpe festlighed og alle er i højt humør. En af kvinderne råber igen et højt slagord, og alle kvinderne som nu står i en ring rundt om os, svarer højlydt i kor. Wow – hvor kraftfuldt.

Vi er lykkelige i det øjeblik. Lykkelige for at opleve så speciel en ceremoni. En tradition som vi kan mærke stikker meget dybt.

Vi takker alle for at få lov at være en del af det, og alle takker os for at vi deltog. Det er også en speciel ting, vi kun har mødt i Afrika, at blive takket for at besøge folk. Men det er vidunderligt at mærke, at det er et gensidigt møde.

Resten af dagen kører vi konstant og taler om hvad vi oplevede. Hvor taknemmelige vi er.

Junglens nederdrægtige dyr

Vi var nok ikke enige om hvor mange og hvor farlige dyr vi havde lyst til at se i junglen. Lad os bare sige det sådan, at Kenneth nok havde håbet på lidt flere, Marie på så få som muligt.

Vi så slet ikke nogen deciderede farlige dyr. Men vi mødte junglens konge af nederdrægtighed. Myren.

Så tænker man måske – hvad kan der være nederdrægtigt ved en lille myre. Og lad os bare starte her, for myrerne i junglen er bestemt ikke små. De er mellem 2 og 3cm lange! Det er et kæmpe kræ. Og de arbejder aldrig alene – altid i flok. Det gør dem selvfølgelig sjove at fotografere, så da vi så en million myrer som havde lavet en blokering af vejen, stoppede vi et kort øjeblik for at tage et billede.

Bagefter bar vi cyklerne hen over den lille flod af myrer, for at de ikke skulle kravle rundt på cyklerne. Men ligemeget hjalp forsigtigheden, for en enkelt havde været hurtig nok til, at suse op på Maries sandal. Her har de det med at sætte sig i klemme under remmen. Og når de kommer i klemme – så bidder de. Og de bidder saftsuseme hårdt! Som et hvepsestik der bliver ved og ved, for de giver nemlig ikke slip. Marie kan nok ikke undsige sig for at udstøde et panisk skrig, mens hun prøvede at balancere cyklen med den ene hånd, og banke det nederdrægtige kryb ud af sandalen med den anden hånd. Men myren vil som sagt ikke give slip, så først da Marie fik sandalen af, efter en smertefuld kamp, kunne hun flå myren ud af sit faste bid i den tynde hud på foden.

Et par dage senere var der igen en myre som var på vej til angreb. Men den var ikke så klog, for den kravlede op ad ydersiden af Maries bukseben. Da den opdagede sin fejl, gad den ikke kravle ned igen, men besluttede sig for at prøve den direkte vej, ind gennem stoffet. Den lykkedes med at klippe hul i buksebenet, så den kunne komme igennem med hovedet, men nu sad bagkroppen fast i stoffet. Det var lidt en penibel situation for myren, for nu kunne den hverken komme frem eller tilbage, og den måtte derfor ende sine dage med en hævngerrig død, som kompensation for sin artfælles ondskab.

En nat med narkobetjente

På syvendedagen i junglen kom vi frem til Barclayville. En lidt større by hvor vi kunne få friske forsyninger. Allerede i starten af byen fandt vi en brønd hvor vi fik vand. Da vi ankom stod en teenagepige og pumpede, men hun blev så forskrækket over at se os, at hun slap alt hvad hun havde i hænderne og løb hjem til sin mor. Moderen kom ud af huset og lod os pumpe vand, med et smil på læben. Efterhånden vovede pigen sig også ud igen.

Da vi havde fyldt vores vandsække, stoppede en mand på motorcykel og spurgte hvor vi skulle sove i aften. Vi svarede at vi ledte efter et sted at slå teltet op, og han sagde at han var betjent, og vi kunne sove på stationen. Vi fulgte efter ham, mens vi mindede hinanden om den historie vi har hørt, hvor en cyklist blev låst inde af politiet, som forlangte alle hendes penge!

Fyren ledte os hen til nogle faldefærdige barakker hvor de store UN klistermærker var skrabet af. Her bor regionens narkobetjente.

Motorcykelmanden introducerede os til chefen, som han kaldte Big Boss. Han var imidlertid noget mere kølig i sin modtagelse. Stemningen var ikke den bedste. Efter motorcykelmanden havde fremlagt sit forslag om at vi kunne slå vores telt op mellem barakkerne, bad Big Boss os sætte os ned. Kenneth satte sig. Marie skulle lige ordne noget på cyklen. Big Boss betragtede tavst og afmålt den beskidte cyklist, som sad overfor ham, i noget tid. Så forklarede han, at han kun var “Second Big Boss” og at han skulle ringe til Big Big Boss, for at diskutere situationen. Kenneth lænede sig frem og pegede over skulderen på Marie, mens han sagde: “I completely understand. I am also Second Boss”. Han skreg af grin og klaskede sig på lårene, gav Kenneth hånden, og isen var brudt. Telefonopkaldet var en formalitet og vi fik lov at slå teltet op hvor vi ville.

Der blev hentet vand til os så vi kunne bade og vaske tøj. Der blev stillet stole frem så vi kunne sidde i skyggen. Da aftenen faldt på kom Big Big Boss. Han var ikke så snakkesaglig, men fortalte dog at de havde gang i en operation i nat, hvor de ledte efter narkosmuglere i junglen. Så mens han sad og fik sig et par små flasker at styrke sig på, glødede hans telefoner og ordrer blev udstedt.

Vi gik i seng og nød stilheden.

Næste morgen da vi åbnede teltet, kom tre nye betjente hen til os. De fortalte at de havde været i aktion hele natten. Vi spurgte om de havde fanget nogle “bad guys”? Den ene pegede hen på en stol i skyggen, hvor der sad en betuttet ung fyr i håndjern. Det viste sig at være en informant, som var gået over stregen og han var nu bragt ind til forhør og muligvis fængsling.

Mens vi spiste morgenmad kunne vi følge forberedelserne til forhøret, som altsammen foregik udendørs ved barakkerne. Mellem høns og hunde, grædende børn og gravide koner, satte en af de højerestående betjente sig tilrette på en taburet, bag et lavt træbord. Den unge mand i håndjern i en gul plastikstol ved siden af.

Vi listede stille forbi, men forhøret blev afbrudt af nysgerrigheden for vores tur. Betjentene spurgte om hvor vi kom fra, hvor langt vi skulle osv. Vi fortalte løs og alle, inklusive den arresterede unge mand, smilede og grinede og sagde “Wow!”. Til sidst spurgte vi om vi måtte fotografere, inden vi gik. Det måtte vi.

Kolanød og smoke wine

Afslutningen for vores tur gennem junglen, lå i den lille kystby Harper, som samtidig også ville markere enden på Liberia.

Men aftenen inden vi nåede så langt, spurgte vi ved en lille brønd, om vi måtte slå teltet op ved skolen tæt ved.

Kvinden forklarede os at vi skulle tale med landsbyens høvding. Det ved vi godt er den normale måde at spørge om lov, men her lå kun et par huse ved vejen, og skolen så indbydende ud. Hun var til gengæld sød og ville følge os til høvdingen. Vi begyndte at gå med hende og snart opdagede vi at landsbyen var kæmpestor og spredte sig langt ind i junglen. Den var ret hyggelig og folk hilste venligt, da vi gik med kvinden. En del begyndte at gå med os hen til høvdingen. Da vi nåede hans hus blev vi vist indenfor. Alle i vores følge gik med ind i den lille forstue, hvor høvdingen sad. Vi blev bedt om at sidde. Folk kom ind og der var lidt flytten rundt i forhold til rang og alder, efterhånden som folk kom ind. Mange stod op langs væggene, og dem som der ikke var plads til, stod udenfor og kiggede ind ad vinduerne. Vi var nok 20 mennesker på 12kvadratmeter.

En ung fyr som havde fulgt os, begyndte at forklare høvdingen vores ønske om et sted at slå teltet op for natten. Vi forstår ikke det lokale stammesprog, men forsøgte at supplere. Om ikke andet for at vise positiv energi og venlighed. Høvdingen tog godt imod vores forespørgsel, men sagde først at traditionen byder at når der kommer gæster, så viser høvdingen sin imødekommenhed, ved at bryde en kolanød og dele den med gæsterne.

En kolanød blev hentet, sammen med chilipulver og vand. Nødden var skåret ud i stykker. Høvdingen tog første stykke. Et par andre fra stammen spiste også. Da der var to tilbage, tog vi begge hvert et stykke, dyppede det i chili, og begyndte at spise. Kolanødden er meget bitter og tør i munden. Men chilien fremkalder lidt mundvand. Det er dog umuligt at spise, uden at skylle ned med vand. Høvdingen så tilfreds ud, men vi tror egentlig, at på trods af traditionerne skal overholdes, så var han nok væsentligt mere begejstret for den anden del af ritualet. Nemlig at åbne en brændevin, som også blev tilbudt alle. Han tog selv et stort shotglas som den første. Derefter blev vi budt “smoke wine”. Det er en brændevin som laves på sukkerrør og derfor smager lidt røget. Marie tog første slurk og fremkaldte kæmpe latterbrøl da hele hendes ansigt snørede sig sammen i en grimasse. Lige lidt hjalp det da hun prøvede at sige den smagte godt. Det var en grimasse som ikke kan lyve.

Kenneth fik også et shot med tilhørende grimasse og brændt halsrør.

Dermed var pagten forseglet. Vi var anerkendt. Med højtidelige taler fra alle sider, blev det godtaget at vi måtte tilbringe natten i teltet, på byens torv.

Mens vi stillede teltet op, var 30 mennesker forsamlet og fulgte ivrigt med i samling af teltet, oppustning af luftmadrasser osv. Der blev sågar filmet og taget billeder af hele seancen.

Da teltet stod klar var stolerækker stillet frem, så folk kunne følge med i hvordan aftenen ville forløbe for sådan et par hvide mennesker i et telt.

En motorcykel kørte ind på pladsen og to mænd steg af. Den ene, Ferguson, tilbød efter et par høfligheder, at vi kunne sove i hans brors hus. Hans bror er en af landsbyens 16 ældste og dermed betydningsfuld. Vi fortalte at vi allerede var blevet tilbudt husly af høvdingen, men at det var fint nok for os med teltet. Ferguson forstod dilemmaet og forklarede os meget høfligt, at vi var ved at lave rav i den. Han forstod at vi ikke ville være til besvær. Men landsbyen er slet ikke vant til at der kommer hvide mennesker, og det vil være lidt underligt for alle, hvis vi sov i telt på torvet. Traditionen foreskriver at høvdingen og landsbyens ældste, skal sørge for at rejsende får et sted at sove og at alle deres behov er dækket.

Vi blev lidt flove og undskyldte vores misforståede hensyn og takkede ja til at bo hos Fergusons bror, Robert. Teltet blev pakket ned og vi fulgte med til Roberts hus.

Her startede vi forfra med kolanød og brændevin, mens kvinderne kogte vand til os over ildstedet, så vi kunne få et varmt bad, under stjernehimlen. Efter bad serverede de mad til os, på det værelse som var indrettet til os. Vi var super taknemmelige for den store gæstfrihed.

Næste morgen havde kvinderne lavet morgenmad til os. En lokal specialitet: Sneglesuppe! Sneglene har de selv høstet nede i floden. Man sætter sneglehuset til munden og suger det bløde dyr ud med et stort svup. Igen grinede alle højlydt, da Kenneth gik ombord i sneglene og forsøgte at sutte dem ud, med mange mislykkede forsøg og kun få successer. Marie sprang over denne gang.

Med snegle i maven og smil på læben sagde vi farvel til vores værtsfamilie. Endnu engang følte vi os heldige over at komme så tæt på hverdagslivet for almindelige mennesker, som stadig lever helt traditionelt.

En eventyrlig afslutning på Liberia

Som afslutning på vores jungleeventyr, trillede vi ind i Harper og indlogerede os på et lille guesthouse.

Det var helt saliggørende at kunne lægge sig i en blød seng og lade alle indtrykkene afspille igen, for det indre blik. At lade oplevelserne synke ind.

På en måde er det helt ubegribeligt for os, hvor barskt livet er for mange i Liberia. Men det er også smukt. Smilene, nærheden, dansen og glæden, som vi har oplevet, er det som fylder mest. Ihvertfald for os. Men det virker også til, at glæden ved livet fylder mest for de seje mennesker, som lever hele deres liv her.