I Elfenbenskysten og frem til Accra i Ghana beslutter vi os for at cykle mere eller mindre ad den lige landevej af to årsager. Regntiden er tidligt på den i år, og den er ved at indhente os, så vi forsøger at komme lidt derud af. Når først himlen åbner sine sluser, må vi søge ly fra de stærke vandstråler, og jordvejene bliver til mudderbade. Herudover skal Marie flyve hjem fra Accra, for at fejre sin nieces konfirmation.

Elfenbenskysten – palmeolie og hedebølge

Hvor Liberia var under stærk amerikansk indflydelse, er vi i Elfenbenskysten tilbage i en tidligere fransk koloni. Sproget og croissanterne springer i øjenene, men landets kulturelle koder samt poltiske og økonomiske situation er også meget anderledes. Landskabet ændrer sig også. Den vilde intense tykke jungle med træer og planter snoet sammen som en naturlig plantemur i Liberia er væk. Det samme er lokale, der går rundt med en machete på hovedet for ikke at blive slugt af junglen.

Istedet møder vores øjne lange lige rækker af kokospalmer, kæmpe palmeolieplantager så langt øjet rækker, gummiplantager og kakao-fabrikker. Vi ser personer med håndsprøjter og traktorer. Der er en mere strømlinet tilgang til landbrug, og det er nemt at se, at der er flere penge i landet. Det er estimeret, at 80% af alt jungle er ryddet i Elfenbenskysten siden 1970’erne. En stor del af rydningen skyldes, at Elfenbenskysten er leverandør af tropisk tømmer, landbrug, og at der foregår en ulovlig rydning i junglen. Her ryddes en del af skovområdet for at lave kakao-produktion, som Elfenbenskysten er verdens største leverandør af.

Den vigtigste industri i landet er stadig landbruget, men i de senere år er Elfenbenskysten også begyndt at eksportere olie og gas og landet har Vestafrikas største olieraffinaderi, hvilket også er med til at sikre dem økonomisk fremgang. Der er desværre ikke mange lande i Vestafrika, hvor de bearbejder naturressourcerne i landet, hvilket betyder, at de går glip af både arbejdspladser og højere indtægt til landet.

Tradition versus moderne management

De store landbrug gør det en smule mere kompliceret at finde et sted til teltet om natten. De første nætter slår vi teltet op ved ledningsmasterne, som løber langs vejen. Her er vegetationen ryddet, og vi kan finde et fladt sted til teltet.

Vi synes jo også altid, at det er sjovt at bo hos de lokale, så da vi en dag, kan se, at der er lukket af pga. en kæmpe palmeplantage, tænker vi, at nu er det tid til at finde et sted hos nogle lokale at sove. Vi tænker, at det jo ingen sag er, da det har været nemt indtil nu, og i Liberia mødte vi en mand fra Elfenbenskysten, som talte meget godt om sit land. “I kan spørge alle steder, og I får et sted at sove”, sagde han. Det lyder jo som sød musik i vores ører og i tråd med de oplevelser, vi har haft i Vestafrika indtil nu.

Så da solen gør klar til at skinne på nogle andre, begynder vi at kigge efter steder at slå teltet op for natten. Vi ser en skole og tænker, at det vil være et godt sted. Vi drejer af for at finde nogle at spørge, om det er ok. Det viser sig, at skolen er en del af den omliggende plantage. Der er en vagt, som siger, at vi skal finde chefen og spørge ham. Vi cykler ind i plantageområdet og kommer til en landsby, hvor vi spørger efter landsbychefen. En sød mand er hurtig til at forstå, hvad vi gerne vil. Det er ikke altid, at folk er helt med på, hvad vi vil, når vi forklarer, at vi har et telt, mad og det hele til at overnatte. Især teltet er ikke et koncept, folk altid kender. Manden taler engelsk, og han vil gerne vise os hen til landsbychefen. Han skal bare lige have skiftet undertrøjen ud med en pæn T-shirt. Han går med os hen til landsbychefen og spørger interesseret til vores rejse.

Landsbychefen bor i et hus for enden af landsbyen. Vi kan mærke, at der er stor respekt for ham. Tøjet bliver lige børstet af, inden vi går ind. Vi kan se, at han er chef ved at der står en kæmpe fryser med kolde poser vand i. Det er i høj kurs. Ellers er der ikke så meget andet end fryseren og stole-borde i det store rum. Vi bliver bænket på to stole, og manden begynder at forklare vores forespørgsel. Chefens voksne datter er der også. Hun taler godt engelsk og er helt med på, hvad vi gerne vil. “I kan sætte teltet op alle steder”, siger hun. Hun er skøn, og vi vil gerne tale mere med hende. Chefen siger også god for os. Han skal bare lige ringe og få det godkendt af plantageejeren.

Stemningen er god, og vi tænker, at det er en formalitet. Men da chefen ringer op, kan vi se i hans ansigtsudtryk, at der er problemer. Smilet stivner, og ansigtet indtager de forkerte folder. Han siger; “daccord, daccord” og lægger på.

Chefen og vores ven taler sammen på en blanding af fransk og lokalsprog, og vi kan forstå, at de afsøger, om der er andre muligheder. Om de kan gemme os. Datteren er dybt skuffet og lægger ikke skjul på det. Vi er lidt beklemte ved at have sat dem i en dårlig situation. Vi kan mærke, hvordan afslaget strider imod deres traditioner om at byde fremmede velkommen og landsbychefens rolle som overhovedet for sin landsby. Vi kan forestille os, at der har siddet en i den anden ende af røret og ikke helt forstået det og tænkt – vi siger nej for en sikkerheds skyld.

Vi skynder os at sige tusinde tak for hjælpen, og at vi nemt finder et andet sted at sove. Det er ved at blive mørkt, så vi har behov for at rykke hurtigt. Det er datteren også godt klar over, og hun kigger mod solen, der er ved at gå ned i horisonten. Plantagen er kæmpe stor, og nu er det helt sikkert ikke en mulighed at slå teltet op i den. Vi træder til i pedalerne og heldigvis er der længere fremme en lille sti, der går ned til en kassavamark. Her sætter vi teltet op for natten under et fint palmetræ og ser de sidste solstråler forsvinde i mørket, mens vi spiser vores ris og sardiner. Eller dvs. Marie gemmer sig bag myggenettet i teltet, da myggene elsker hende meget højt.

Vores første skorpion

Den næste dag, slår Kenneth bremserne i og råber begejstret: “Så du det?”. En kæmpe skorpion løber over vejen. Kenneth går i gang med den helt store fotosession, mens Marie synes, at Kenneth er lige lovlig tæt på den. Kenneth mener, at det er de mindre skorpioner, som er mere farlige. Skorpionen er kæmpe stor – i hvert fald 15cm og med to store kløer. Det er fascinerende, hvordan den formår at kravle ned i en grøft og op igen ad den glatte betonkant. Så er det altså lidt mere fredeligt med de mange firben, der drøner rundt alle steder. I forskellige farver. De virker til at være ret vilde med cyklerne og drøner op og ned på dækkene eller hænger ud i solen på den varme sorte saddel.

Tørsten slukkes i kokosvand

Elfenbenskysten har et tropisk savanneklima med luftfugtighed og høj varme, og vi føler det, som er vi bacon på en grill. Solen nærmest stikker på huden, og vi er hele tiden tørstige. Vi aftaler hver dag, at vi skal holde pause, når eftermiddagsheden rammer, men det lykkes aldrig rigtig for os.

Vi forsøger at købe elektrolytter på et apotek, men uden held. De aner ikke hvad det er. Heldigvis kender vi kloge Annika, som er fysioterapeut og cyklist, og hun lærte os, at bananer og kokosnødder har samme funktion som elektrolytter. De indeholder en naturlig sammensætning af kalium, natrium og magnesium, som sikrer, at vi ikke bare skyller det indtagede vand ud igen. Naturen er fantastisk. Og det er brugbar ny viden for os, for i Elfenbenskysten er det nemt at finde friske kokosnødder. Der står ofte en kvinde eller mand i vejkanten, med en trillebør fyldt med friske kokosnødder. Med en machette laves der hul i toppen af nødden, og vi kan drikke kokosvandet. Bagefter åbner de den, og vi kan spise det friske kokoskød. Det smager himmelsk, og så koster en kokosnød kun 3-5kr.

Vi nyder også de små kaffebarer i byerne, som vi kommer forbi. De er lavet super fint som en bar, man sidder rundt om. De serverer kaffe og omeletsandwich, som vi er store fans af, og det er en hyggelig måde at komme i dialog med de lokale på. Der er også kommet bagere igen efter mange lande med kage-tørke, hvilket helt sikkert er den tidligere franske indflydelse, der spiller ind her. Det bedste er nu de små boder i vejkanten, hvor vi kan købe frisk frugt – papaya, kokosnødder, bananer, ananas og nogle gange appelsiner, som vi heller ikke har set i lang tid. Det er det bedste i varmen og simpelthen så dejligt med et lille hvil i skyggen sammen med de lokale.

Ghana – storhed og forfald

Ghana er for os en stor overraskelse. I guidebogen står landet beskrevet som ‘Afrika for begyndere’, og når vi læser om landet, er det politisk stabilitet, en bedre økonomi, og at landet er mere udviklet, som er fremhævet. Et land, hvor turisterne tager til for at dyppe deres korpus i det brusende Atlanterhav. Et land kendt for sin stabilitet, som har været forskånet for borgerkrig og ikke har oplevet et kup siden 1981, hvilket er ret unikt i Vestafrika. Vi finder dog ud af, at der er noget på færde, og måske er befolkningens vision om aldrig at gøre oprør heller ikke lykken.

Det første indtryk ved grænsen er, at det hele er lidt mere professionelt med scanning af pas og fingeraftryk – eller også er det fordi, at mange af vores grænsekrydsninger er foregået gennem små grænser på landet, men nu er vi på hovedvejen ved en større grænsepost. Ved grænsen bliver vi sendt ind til chefen for at få vores stempel. Kontoret er et dejligt afbræk fra heden med aircondition og fine møbler, som vi slår os ned i. Der sidder en anden mand i rummet, og de taler lidt sammen. Chefen er venlig, men afmålt. Han går i gang med vores pas og udbryder pludselig: ‘Danmark – I bader i is om vinteren’, siger han i et stort grin. Den anden gæst kigger meget mistroisk på ham. Kenneth griber den med det samme og stemmer i, at vi laver et hul i isen og bader deri. Flere gange. Chefen nikker hen mod den anden gæst i rummet med blikket, der signalerer – hvad sagde jeg. Mere skal der ikke til for at løfte stemningen, og vi får hurtigt vores pas med et stempel og velkommen til Ghana.

Plettet som en rødspætte

Vi har begge haft varmeknopper i noget tid, men det er på det sidste stukket helt af. Vi har røde knopper på næsten hele kroppen. Vi har også fået nogle knopper, som ligner bid, men som ikke er myggestik. Dem kender vi. En aften klør det ekstra meget, og vi begynder at tale om, at det måske kan være noget andet end varmeknopper? Måske det er fnat eller væggelus? Billederne på Google passer selvfølgelig på begge dele, og det kløer pludselig endnu mere. Vi skriver til vores søde cykelven, Peter, som er sygeplejerske, og han mener ikke, at det er fnat ud fra billederne. Pyha! Vi beslutter os alligevel for at svinge ind forbi et hospital i Ghana. Processen med at blive skrevet ind, få et kæmpe hæfte som journal og betale, tager længere tid end snakken med lægen. Men de er søde, og vi er glade for, at de tager os ind. De afkræfter hurtigt, at det er fnat. Så langt så godt. Væggelus mener de heller ikke er så almindeligt mere i landet… og vi har jo heller ikke set nogen. Til gengæld vil de gerne teste os for malaria. Da Marie ikke er helt frisk, får vi lavet en test. Vi har begge malariaparasitter i blodet, men niveauerne er så lave, at hvis vi bare fortsætter med at spise Malarone, så er det fint. Vi bliver ikke klogere på vores bid, men kommer frem til at det måske er sandlopper, der har bidt os. Vores kloge ven Peter foreslår os at tage antihistamin for varmeknopperne, og det hjælper heldigvis hurtigt.

Den ene mands brød den anden mands død

Til gengæld bliver vi klogere på Ghana. Inden vi forlader lægen, spørger han, om vi drikker det lokale vand? Vi fortæller, at vi får vand fra de lokale brønde og filtrerer vandet. Han kigger myndigt på os og siger, at det vil han ikke anbefale os at gøre i Ghana. Der er så meget illegal minedrift, at grundvandet er forurenet. På sigt vil Ghana blive nødt til at købe drikkevand udefra, fortsætter han dystert med et alvorligt og næsten opgivende ansigtsudtryk. Han fortæller, at det er kineserne, som laver illegal minedrift. Hvordan en af farmerne som har stillet spørgsmål til minedriften, endte her på hospitalet. Vi har på dette tidspunkt været i Ghana i få timer. 

Den illegale minedrift og konsekvenserne af den, er et emne, som går igen i vores samtaler med de lokale og udlændinge, der bor i Ghana. Den illegale minedrift foregår på to måder. Der er lokale ghanesere, som leder efter guld. Det er ofte i mindre skala, men meget forurenende for grundvandet og ødelæggende for landbruget. Vi så nogle unge mænd i gummistøvler stå i et mudderhul tæt ved vejen til lyden af generatorer, der kørte for fuld kraft. Vi spurgte, hvad de lavede, og de råbte tilbage ‘illegal mining’ i et kæmpe grin. Der gik ikke længe, før der kom en mand og viftede os væk med store armbevægelser. Så selvom det er ulovligt, er det i hvert fald ikke usynligt. Herudover laver kineserne ulovlig minedrift, der er meget mere organiseret og som udgør den største trussel for landet.

Vi cykler videre ind i landet, og vi mærker vi en lidt spændt stemning. En form for desperation. Det er så tydeligt at mærke, at mange er utilfredse. At der bag smilet gemmer sig noget mere.

Vi har mange samtaler med lokale og udlændinge, som bor i landet, om hvordan det står til i Ghana. Vi bor bl.a. hos en fantastisk fransk kvinde; Danielle, i Busua, som er en lille hyggelig surferby. Danielle og hendes mand byggede for 21år siden et hotel, som hun stadig driver, efter sin mand er gået bort. Hun fortæller, hvordan hun kan mærke ændringen i landet. Den den høje inflation og store arbejdsløshed. Hun nævner også den illegale minedrift, og hvordan det ødelægger landbruget og kakaoproduktionen. Hele 30% af den eksporterede kakaomasse til Europa er blevet afvist pga. for stort indhold af gift (fra minedriften). Turistbranchen har også haft nogle hårde år både under og efter pandamien. Danielle tilføjer, at endnu flere turister vill besøge Ghana, hvis de kan få visum, når de kommer til landet i stedet for at søge det på forhånd og betale for det. Hun nævner Senegal som eksempel. Her havde de også indført, at man skulle ansøge om visa på forhånd, men da de oplevede et stort fald i antal turister, ændrede de det igen. Generelt er mange brancher udfordret og mange har svært ved at klare sig. Der er officielt 75% arbejdsløshed i Ghana, og mange lever af uofficielle jobs. 

Det samme hører vi, mens vi spiser frokost i en lille by. Vi falder i snak med en mand, som spørger, hvor vi er fra. Da vi siger Danmark, udbryder han: “Det er mit yndlingsland!”. Kenneth spørger ham, hvad han bedst kan lide ved Danmark. Det viser sig ikke overraskende, at han ikke ved noget om Danmark, men han er skarp, og siger, at Danmark er symbolet for drømmen om et bedre liv. Som vi har hørt det i nærmest alle landene i Vestafrika, savner folket visionære ledere, som vil folket det bedste i stedet for at fylde deres egne lommer. Han fortæller om den håbløshed, han oplever, og at han ikke kan se en fremtid for sig i Ghana. Det er svært at få et job og økonomi til at forsørge en familie. Han peger på den slidte asfaltvej og siger, at der ingen udvikling er. Vi synes vejen er fin i forhold til nogle af de andre lande, men det er klart, at når landet tidligere har været i økonomisk fremgang, og regeringen har lovet udvikling, så er det en tilbagegang. Vi prøver at udfordre ham på, at det måske heller ikke er lykken at komme til Danmark, og at det er bedre, at han bliver i Ghana og kæmper for en ændring af tingenes tilstand. Han ryster på hovedet, og det er tydeligt, at han har givet op. Han er bestemt heller ikke fan af den siddende præsident, som han ikke synes har levet op til sine valgløfter. Så han er godt tilfreds med, at der er valg til december. Det bliver til en længere samtale og flere perspektiver på livet i Ghana. Det er ikke sort og hvidt, men fyldt med lige så mange nuancer som en farvepalette. Imens vi taler, giver kvinden, som havde den lille madbod, en hjemløs gratis mad og en vandpose.

Overnatning på en tankstation

Vi har udset os et lækkert sted ved kysten, som vi firsøger at nå, til nattens overnatning. Men det går jo ikke altid som planlagt. Vi cykler afsted i hedebølge og bliver helt glade, da vi ser en frugtbod. Vi køber en ananas, og kvinden i vejboden er så sød at skære den ud til os. Den er sød, saftig og smager himmelsk. Mens vi sidder i skyggen og kigger ud på himlen, kan vi se, at det begynder at trække lidt sammen. Vi undgår nok ikke regn i dag, er vi enige om. Da vi sætter os op på cyklerne igen, kan vi efter lidt tid se, at det regner i horisonten og meget hurtigere end forventet, begynder det at dryppe på os. Vi svinger ind på en tankstation, og det begynder at styrte ned i lårtykke stråler. Vi kigger på hinanden og derefter på en garage, der ligger i forlængelse af tankstationen. Vi spørger kvinderne, om der er et sted, vi må slå et telt op for natten, og hun peger hen på garagen. “Der må I gerne sove”, siger hun. Vi føler det som om, vi har vundet jackpot. Der skal bare lige flyttes nogle dæk og et gammelt bilsæde, og vi skal lade være med at falde ned i mekanikergraven, så er det et perfekt overnatningssted. Det er i hvert fald tørt. Hvad vi ikke forudser er, at der holder lastbiler for natten, som skal holdes i tomgang, at der overfor er et diskotek med høj musik det meste af natten, at der skal parkeres et par motorcykler og en moto-taxi inde i garagen, som så bliver hentet midt på natten. Eller at nattevagten sover et par meter fra os i det gamle bilsæde, og at vi vil vågne op til en ung gut, som sidder på en bænk inde i garagen og lytter til gamle amerikanske kærlighedspopnumre kl. 6 om morgenen. Vi sov ikke så meget, men det er aldrig kedeligt på en tankstation. 

Guldkysten og Ghanas største slavefort

I Ghana gør vi stop i Cape Coast, hvor vi besøger landets største tidligere slavefort. Det ligger ud til kysten, og det er her, slaverne blev handlet, opbevaret og sendt på skibene over Atlanten. Fortet startede som et handelsfort, der handlede med guld og elfenben, men med tiden blev handel med slaver dominerende. Det er bygget af svenskerne, danskerne overtog det i en kort periode, så slog portugiserne og hollænderne til, og til sidst kom fortet under britisk kontrol i 1660’erne. Fortet blev deres hovedsæde på Guldkysten, og det er efter deres overtagelse, at slavehandlen tog fart. Vi får en rundvisning på fortet af en guide. Vi er de eneste hvide i den ellers store gruppe af besøgende, og det er svært ikke at blive lidt dårlig tilpas. Det er helt forfærdeligt, hvordan mennesker er blevet behandlet her.

Guiden er en fantastisk formidler. Hun fortæller indlevende, dramatisk og skruer godt op for de følelsesladede historier om slavefortet. Både i måden, hun fremlægger historierne og hvordan hun indrager deltagerne ved fx, at alle skal ind i en fangecelle og lyset slukkes. Flere af de andre i gruppen er tydeligvis påvirket, og de nærmest gennemlever, hvad slaverne gik igennem. Især een kvinde er meget påvirket af det. På et tidspunkt går hun op til Kenneth, og kigger ham direkte i øjenene, mens hun spørger: “How does it make you feel?” Den er jo lidt svær at komme tilbage på, men Kenneth spørger hende, hvad hun mener, og hun trækker lidt i land igen.

Danskerne lavede også slavehandel i Ghana, men længere mod øst i hovedstaden, Accra. Her havde de kontrol over fortet Christiansborg, hvorfra vi sendte estimeret 100.000 slaver til sukkerrørsplantagerne i Dansk Vestindien, indtil Danmark solgte sine kolonier i Caribien i 1850. I dag hedder fortet Osu Castle og fungerede frem til 2013 som præsidentpalads. I Accra mødte vi et hold fra DR, som er ved at lave en dokumentarserie om denne mørke periode i Danmarks historie. Det er en periode, som vi ikke hører så meget om, så vi glæder os meget til at se dokumentarserien og blive klogere.

Vi synes, at det er vigtigt at kende historien i de lande, som vi rejser i, og i dette tilfælde er det virkelig interessant at have en guide til at fortælle den. Der er mange måder, lande bearbejder deres traumer på. I Tyskland og Europa er det information, så vi sikrer at 2. verdenskrig forhåbentlig aldrig sker igen. I Colombia oplevede vi, at fortiden gemmes væk for at fokusere på fremtiden, men her virker det som, at fortiden følelsesmæssigt dyrkes for at bearbejde den. Der er ikke noget rigtigt og forkert, men det er spændende at opleve, hvordan forskellige kulturer fungerer.

Accra – besøg på den danske ambassade

Efter nogle heftige dage på hovedvejen med hjertet oppe i halsen, når vi til hovedstaden Accra. Vi har gennem tiden cyklet ind til mange hovedstader og kæmpe store byer, men vejen ind til Accra tager prisen. Flere gange bliver vi kørt af vejen. Der er et andet temperament her. Mere aggressivt og egoistisk. Folk kører også stærkt i de andre lande, men der er ligesom noget mere på spil her. Kenneth foreslår, at det er fordi 99% af chaufførerne er unge mænd. Der er ingen ældre eller kvinder bag rattet, og vi kan næsten mærke de unges mænd oplevelse af at være udødelige. For de gør det helt sikkert ikke med vilje.

På et tidspunkt bliver Marie kørt af vejen af en lastbil, mens chaufførens ven hænger ud af vinduet i et stort smil og vinker. Han bliver noget slemt skuffet, da Marie råber ad ham, i stedet for at smile tilbage.

I Accra beslutter vi os for at kontakte Anne Marie på den danske ambassade, som vi var i dialog med, da Maries taske blev stjålet i Monrovia. Det vil være fantastisk at møde hende og besøge den danske ambassade og høre mere om deres arbejde i Ghana. Vi bliver inviteret på kaffe og croissanter på ambassaden dagen efter kl. 10. Da vi svinger om hjørnet og ser det danske flag vaje i vinden, og det danske skilt på ambassadedøren, bliver vi varme om hjertet. Og da vi sætter os i dansk design og hælder kaffe i koppen fra en Stelton kande, føler vi os næsten hjemme. Vi har en interessant snak om Ghana og dets fremtid. Hvordan den økonomiske krise påvirker, at internationale virksomheder ikke ønsker at investere i landet, hvilket starter en nedadgående spiral. Hvordan Kina ikke har et problem med at give gaver til de højtstående politikere, mens det ikke er en fremgangsmåde, Europa arbejder med. Når Kina bygger veje, kommer de med alt fra Kina – medarbejdere, maskiner, mad, barakker osv., og når de tager hjem, tager de alt med sig. Her er Europas fremgangsmåde at bruge så meget fra landet som muligt – materiale, arbejdskraft og lade maskinerne stå, så der er noget at arbejde med efterfølgende. Til gengæld er kineserne lynhurtige, og det værdsættes af nogle højere – i hvert fald frem til et valg, hvor der skal gafles stemmer. Vi lærer også, hvordan de offentligt ansatte tjener en løn, som gør det svært for dem at forsørge deres familie, og derfor er det så svært at bryde korruptionen på alle niveauer. Igen bliver vi bekræftet i, at det ikke er entydigt, hvad der er rigtigt og forkert.

Gensynskys i lufthavnen

Vi cykler gennem Elfenbenskysten og til Ghana på den lige landevej, med kun en enkelt afstikker i Ghana på lidt singletrack og en flot grusvej langs kysten, hvor vi føler os i vante miljø. Den lige landevej er en kontrast til måden, vi normalt cykler på, hvor vi sætter oplevelserne forrest og ser, hvor de tager os hen. Gerne ad de små veje, hvor de store dæk kommer til sin ret.

Vi synes, at oplevelserne er færre i Elfenbenskysten og i Ghana, men vi er også meget bevidste om, at det har at gøre med vores valgte rute, og vores egen indstilling. Vi havde snuden i sporet for at nå Accra i tide til, at Marie skal flyve hjem til fejring af sin nieces konfirmation. Og vi må sande at de bedste oplevelser for os, ligger langt fra hovedvejen, og når vi tager os tid til fordybelse.

For en tid er Marie hjemme i Danmark, mens Kenneth cykler videre, så vi kan holde den overordnede tidsplan. Men vi mødes igen inden længe og fortsætter eventyret sammen til Sydafrika.