Togo og Benin handler i høj grad om den ældgamle religion voodoo, som dyrkes her. 

Men også om ekstremt søde mennesker. Om igen at få skuldrene lidt ned og finde tilbage til de fede steder at cykle og de gode oplevelser i de små landsbyer, ude på landet. 

Til gengæld var det usandsynligt besværligt at komme ind i landene. Lad os starte fortællingen der. 

Nej. Nej. Nej!!!

Uanset hvor meget jeg prøvede at argumentere overfor grænsevagten, vidste jeg egentlig fra første sekund, at kampen var tabt, at jeg ikke fik lov at krydse grænsen, at komme ind i Togo.

Jeg havde vekslet alle mine penge og tømt min telefon for credit. Det ville blive irriterende besværligt at begynde forfra.

Men der var også en anden grund til at jeg havde svært ved at acceptere afvisningen; jeg var SÅ klar til at forlade Ghana. Oplevelserne i “Afrika for begyndere” havde hældt overraskende meget til den negative side, og da jeg trillede frem til grænsebommen for lidt siden, græd jeg næsten af lykke over at kunne lægge Ghana bag mig og tage hul på et nyt kapitel. 

Nu var afslaget næsten ikke til at bære rent mentalt. 

Men rent praktisk var det også lidt forvirrende, for al min research pegede på, at jeg blot skulle bede om et 7dages transit visum ved grænsen til Togo. Og det var netop det, som de afslog med en så stor arrogance, at jeg var ved at sprænge i luften af afmagt. Fuldstændig gennemblødt, i regntøj fra top til tå, sjoskede jeg tilbage til min cykel, hoppede på den og pegede snuden mod en grænseovergang 30km længere mod nord. Min tanke i nuet var, at jeg måtte kunne få visummet deroppe. At de ville være nemmere at tale med, længere væk fra storbyen.

Mens jeg cyklede, summede hele hovedet. Ikke kun af en sær hovedpine, som var begyndt at snige sig ind på mig, men også af, hvad perspektiverne var. Jeg havde 10dage til, jeg skulle være i Lagos. Dér skulle jeg tage imod Marie i lufthavnen, når hun kom tilbage fra Danmark. Grænsepolitiet fortalte mig, at al ansøgning af visum nu skulle foregå online. Og jeg fandt ud af at den tidligste ansøgningsdato lå 5 dage fremme. Men at selve ansøgningsprocessen kunne tage 7dage. Det ville tvinge mig til at skulle ræse direkte igennem Togo og Benin, til Lagos. Det lugtede alt for meget af det, vi lige havde gjort i Ghana og Elfenbenskysten, og det havde absolut ikke været noget eventyr at ligge på flad asfalt i flere dage i træk. 

Jeg savnede eventyret. Oplevelserne. Tiden med de lokale. Alt det, jeg var kommet til Afrika for. Jeg kunne mærke en mental træthed. Måske var det frustrationen over Ghanas fuldstændig hjernedøde og livsfarlige trafik, måske var det blot tid til lige at trække hovedet ind i skildpaddeskjoldet og lade oplevelserne synke lidt ind, uden at være på hele tiden. Eller måske var det frustration over at være på så stort et eventyr, uden at føle det kilde i kroppen ude på asfalten. 

Lang vej til visum

Da jeg nåede den næste grænsepost smurte jeg hele mit korpus ind i drenget charme. Med mit bredeste smil og et glimt i øjet gik jeg frem til grænsebommen. Efter lidt snak fik jeg lov af vagterne til at forsøge mig hos chefen. Men umiddelbart mente vagterne, at meldingen var den samme. 

Jeg hankede endnu mere op i mig selv og tilføjede en passende mængde ærbødig respektfuldhed, da jeg mødte manden i uniformen. Med ekstremt velvalgte ord og en knusende ro, fremlagde jeg min sag. Han var kold som en snemand! Men jeg gav ikke op. Prøvede alle mulige argumentationsteknikker, lagde op til at jeg jo kunne betale “et gebyr” for ydelsen (som jeg ellers er lodret imod). Intet hjalp. De ghanesiske myndigheder meldte sig på banen og helt uventet kastede de sig ind i kampen, på min side. De forklarede op ad vægge og ned ad stolper omkring min situation. Jeg sagde, at hvis det ville løse situationen, så kunne jeg krydse Togo på 5 timer (ja – så lille er landet). Til sidst mistede jeg overblikket over, hvem der var hvem, og hvem der satte hvem i gang med at påvirke hvem. Men efter godt halvanden times frem og tilbage, stod jeg igen foran snemanden, som kun var blevet endnu koldere. Det endte med, at han sagde direkte til mig, at nu skulle jeg sætte mig på min cykel og køre tilbage til Ghana, hvorefter han tog en motorcykel og fulgte med ned til gaten, hvor han instruerede folk i, at jeg skulle forlade grænseområdet. 

Så stod jeg igen i Ghana. Intet havde forandret sig i min situation, bortset fra at jeg havde spildt en halv dag. Men een ting havde jeg dog fået ud af det hele, for en af ghaneserne nævnte, at de havde en kineser for en uges tid siden, som var i samme situation: “Han måtte tage tilbage til Accra og få lavet visummet der”. 

Jeg vekslede mine penge tilbage til ghanesiske cedi, tankede min telefon op med credit og fandt et snusket hotel og brugte resten af aftenen på google. Den var god nok. Istedet for at søge visummet online, burde det være muligt at tage på ambassaden i Accra, for at få det lavet. En kæmpe chance for ikke at vente på onlineansøgningen. Min værtinde på hotellet bekræftede, at der går busser fra grænsen til Accra. Hvis alt gik vel, kunne jeg få et visum i morgen og krydse grænsen i overmorgen. Jeg faldt i søvn med krydsede fingre. 

Efter en 4timers nærdødsoplevelse i bus med en 25årig, der har set for meget Formel1, bag rattet i den totalsmadrede Ford Transit, havde vi tilbagelagt de 150km tilbage til hovedstaden. Smilet blev smurt bredt på igen, da jeg entrerede ambassaden. Det virkede. Damen bag skranken gengældte smilet og bad mig udfylde nogle papirer. Det tegnede godt. 

Et par timer senere var stemningen vendt 180grader. De var ikke glade for , jeg havde angivet “landscape surveyor” som job. Jeg havde hevet min gamle titel op af hatten, for at de ikke skulle tro jeg er journalist der kommer fra TV. Men nu tror jeg, at jeg havde spændt ben for mig selv, for “surveyor” kan måske forveksles med en observatør. Der er nært forestående præsidentvalg i Togo, og de plejer ikke at være synderligt interesserede i at blive kigget alt for meget efter i sømmene af internationale observatører. Men det gik. Jeg fik mit pas med visum og kunne begive mig tilbage mod grænsen. 7 hårrejsende timer senere nåede jeg endelig mit hotelværelse. Pyyyhhh jeg er glad for vi normalt cykler selv. 

Togo or not to go

Dagen efter ved grænseposten mødte jeg nu noget mere selvsikkert frem, med passet triumferende i hånden. Men de var ikke sådan at imponere. Der var strenge ordrer om at ringe til den øverste chef for at få godkendt min adgang til Togo. Det trak ud. Vagterne smilede lumsk og sagde: “Det er ikke noget problem. Bare rolig”. Indeni kogte jeg. Men efter lidt tid ringede vagtens telefon, og jeg hørte en positiv tilkendegivelse. 

Så skulle man jo mene, at det var en formalitet at blive stemplet ud af Ghana, når nu jeg endelig havde fået lov at komme ind i Togo. Men det var som at svømme i våd beton. Nu ville den ghanesiske chef “gerne lige tale med mig”, så jeg blev slæbt ind på kontoret for at stå skoleret. Ham, som havde fulgt mig ind til chefen, nåede lige at hviske: “Du har overskredet dit visum i Ghana, det er derfor du skal tale med chefen”, inden han forlod kontoret. Jeg tabte kæben, men prøvede at tænke hurtigt. Det kunne ikke passe, og jeg tænkte, at de var ude efter penge. Jeg blev bedt om at sætte mig og vente, men gik istedet tværs gennem rummet til chefen, gav ham et fast håndtryk, kiggede ham venligt i øjnene og spurgte: “Hvad er problemet?”  Han stod med mit pas i hånden, og jeg kunne se datoerne på stemplet. Jeg havde 3 måneders visum og havde kun været i Ghana i 13 dage. De næste sekunder stod tiden stille. Jeg afventede hans ord. Hvad var hans intention? Ville han have penge? Men jeg kunne se i hans øjne, da han kiggede i passet, at han opdagede, de havde lavet en fejl. Han kiggede forlegent på mig, gav en ordre til sin soldat og forlod straks lokalet. 1minut senere var jeg stemplet ud af Ghana. 

Det plejer at gå nemt ved grænserne. Der har ikke været problemer indtil nu. Det kan være mere eller mindre omstændelige, langsommelige, bureaukratiske affærer, men det går altid efter bogen. Og det gjorde det jo for så vidt også her. Præcis efter bogen. Denne gang var det jo mig, der har været for længe i Afrika, og hørt for mange røverhistorier, så jeg troede jeg kunne sno mig uden om reglerne, hvis der kom lidt penge på bordet. Men den gik ikke. Hvilket jo egentlig er ret fedt.

Indtil nu har vi samlet brugt mere end 20.000kr på visaer. Det er en bekostelig affære i Vestafrika. Til gengæld burde de besværlige og dyre af slagsen nu også være i hus. Vi mangler Angola, Namibia og Sydafrika. Dem er vi ikke så nervøse for. 

Man kan ikke elske alle… lande

Med det samme jeg krydsede grænsen, med mit nyerhvervede visum, ændrede stemningen sig. Trafikken faldt helt til ro. Folk kørte meget langsommere. Tog hensyn til hinanden. Der var endda en bred rabat, jeg kunne cykle på. Folk smilte og nikkede, istedet for at råbe efter mig. Skuldrene faldt ned og smilet vendte tilbage. 

Og NU glædede jeg mig til at opleve Togo. Jeg havde mistet lidt tid, så jeg satte kurs direkte mod hovedstaden Lome. Indkørslen til centrum var den mest fredelige jeg har prøvet i en storby. På trods af højtalervogne, som agiterede for at stemme til præsidentvalget, var der forholdsmæssigt meget ro på. Jeg kørte omkring et kæmpe marked og fyldte taskerne med frugt. Kvinden, jeg handlede med, kaldte mig “Mon ami”. Et udtryk jeg skulle høre igen og igen. Togo er fransktalende, men alle taler fint engelsk. Meget bedre end i engelsktalende Ghana.

Jeg ville så gerne holde af Ghana. Jeg prøver altid at se det bedste i et sted. At forstå årsagen til tingenes tilstand. At acceptere og endda elske de kulturelle forskelligheder. Men vores rute gennem Ghana var præget af turistede områder, hvor lokale var trætte af hvide og kun forsøgte at udnytte dem. Samtidig var trafikken på asfaltvejene direkte livsfarlig. Flere gange var vi begge ved at blive kørt af vejen, af unge mænd, som ikke fatter hvor farligt, de kører. 

Da jeg landede her i afslappede Togo, gik det virkelig op for mig hvor ufed en oplevelse, vi havde i Ghana. Og det må jeg slutte fred med. Til gengæld er jeg sikker på, at hvis vi var kørt nordligere i landet, væk fra turisterne, ud på landet, op i bjergene, så ville vi sikkert have fået masser af skønne oplevelser. 

Voodoo for alle pengene

Det jeg glædede mig mest til at opleve i både Togo og Benin var voodoo. Den mytiske religion som er så dæmoniseret for os, igennem amerikanske film der puster til frygten for den mørke side. Voodoodukker med nåle i kroppen, der skal bruges til at gøre ondt på et andet menneske. Onde ånder. Præster som kan lave zombier af levende mennesker. Sort magi. Det er det billede vi kender af voodoo. Men min rationelle hjerne siger mig, at når voodoo er en statsanerkendt religion, som ca 2mill af Benins befolkning dyrker dagligt, så er der nok ikke kun død og ødelæggelse bag denne mystik, som vi egentlig ikke kender så meget til.  

I Lome ligger Akodessawa fetish marked. Et marked fyldt med relikvier som bruges når voodooen udøves. Og souvenirs. For selvom nogen hævder at det er Togos, endda Vestafrikas, ja nærmest verdens mest betydningsfulde voodoomarked, så er virkeligheden ihvertfald også, at det er en åbenlys turistattraktion med et stort skilt, der angiver entréprisen, og prisen for at tage billeder. 

Jeg havde ikke noget imod at give en skilling for at lære noget om voodoo, men havnede dog i en venskabelig diskussion med en dreng, som tog et billede af mig, hvorvidt han så også skulle betale for det. Det lykkedes mig ikke at vriste en øre ud af ham. 

Med i prisen fik jeg en guide. En passioneret fyr fra Benin, som på den ene side fortalte om voodooens lyse sider, men på den anden side også berørte de mulige mørke sider, uden at ville svare på yderligere spørgsmål herom. 

Hvad er voodoo?

Voodoo er en naturreligion. Animisme. Religionen udspringer fra de oprindelige folk, som har boet her i området de sidste mange tusinde år; Ewefolket.

Jeg kan ikke påstå, jeg har fået en klar og sammenhængende forklaring af, hvad voodoo i bund og grund er. Men jeg tror også, at det hænger meget godt sammen med voodooens natur. At den er kringlet. Utilgængelig. Ufuldstændig. Uforklarlig. Der findes ingen skrevne regler eller overleveringer af voodoo. Alt er mundtligt og har rejst gennem generationer og den halve verden. Derfor ser voodoo meget forskellig ud, forskellige steder i verden. Men lad mig alligevel fremføre noget af det, jeg lærte. 

Voodoo kommer fra sproget Fon hvor ordet Vodun, betyder gud eller ånd. Der findes een samlende eller overordnet gud; Mawu. Og herunder en masse små guder for mange forskellige ting. Guderne arbejder for at gøre gode ting for menneskene, derfor påtager menneskene sig, at give guderne mad og drikke. Man kunne kalde det ofringer. Typisk geder, høns, hunde og katte. 

Voodoo præsterne fungerer som mediatorer mellem menneskene og guderne. Så hvis man gerne vil bede guderne om beskyttelse eller hjælp, så går man til præsten som vil fortælle en, hvad man skal bringe ham, og så vil han lave et ritual for at opnå det man ønsker. 

Og her bliver det så lidt uklart. Fordi nu er personen så blevet sendt på voodoomarkedet, kaldet fetishmarkedet, for at købe noget bestemt. På fetishmarkedet er der så mange døde dyr i alle mulige forskellige afskygninger, at man tror det er løgn. Men der er også levende dyr, som kan købes til at ofre. Ligesom man finder amuletter og lignende. Samt voodoodukker til turisterne. 

Hvordan ritualet med et dødt dyr foregår, blev jeg aldrig helt klog på. De levende dyr bliver ofret, blodet hældt på forskellige voodoorelikvier og spist bagefter. 

Der er meget mere at fortælle om voodoo, men lad os lige pausere ved fetishmarkedet. For det er godt nok et vildt sted. Jeg tror jeg vil lade nogle billeder tale for sig selv. 

OBS: Billederne er ikke for sarte sjæle!

Tilbage i rette element

Fra Lome kørte jeg igen ud på de små veje, ud på landet. Med lyden af knasende grus under dækket og synet af Ewefolkenes sirlige marker med yams, majs og papaya, prøvede jeg at nå så langt væk, at jeg igen kunne tilbringe en nat i teltet, som jeg savner. 

Ved en lille flod faldt jeg i snak med en lokal kvinde, mens vi gik om bord på en lille træbåd. På sejlturen over floden, snakkede kvinden og bådføreren om den lokale palmevin, som de nærmest var forfærdede over, at jeg ikke havde smagt. Kvinden inviterede prompte hjem til hende, så jeg kunne få et glas. Jeg takkede selvfølgelig ja. 

10minutter senere skubbede hun døren til sin gårdhave op, og vi trådte ind til børn og bedstemødre, som hilste venligt. En stol blev stillet frem til mig og en kop vand stukket i hånden på mig. Jeg holder meget af den venlighed og de former, der er omkring at modtage fremmede. Man føler sig straks velkommen. Kvinden fandt flasken med palmevinen frem og fortalte, hvordan de banker en studs ind i træet, og tapper væsken som så står noget tid – og noget med noget – og så bliver det til palmevin. Først drak kvinden selv et glas. Så meldte den ene bedstemor sig på banen. Og til sidst fik jeg det lille shotglas, fyldt til randen med en god krads omgang palmevin, der brændte i brystet. Den smagte nu egentlig ret godt. 

Kvinden sagde så: “Nu har du fået din palmevin, så nu kan du køre videre til markedet i Vogan, som du gerne ville nå”. Og det havde hun jo ret i. Så lige så hurtigt invitationen var landet i skødet på mig, ligeså hurtigt var jeg ude af døren igen. Nu med et lille snedigt smil på læben og lette ben. 

Fremme i Vogan var der rigtignok gang i byen. Det var markedsdag og det hele kogte i en skøn stemning. Jeg ledte efter et hotelværelse. Det første sted jeg spurgte, så ejeren meget forundret ud og udbrød: “Vil du sove her?”. Allerede dér skulle jeg måske bare have svaret “Nej – ikke når du siger det på den måde”. Men det var først, da jeg så værelset, jeg trak følehornene til mig og ledte videre. 

Det næste hotel hed Better Hotel, hvilket jo var meget lovende. Udenfor sad to kvinder og en lille dreng. Jeg spurgte, om det var et hotel? De bekræftede. Så spurgte jeg, hvad det kostede, men inden de kunne give en pris, ville de vide, om jeg ville have “cream or fun?”. Uden jeg helt forstod, hvad der var hvad, blev jeg alligevel lidt paf. Jeg prøvede, uden at fornærme nogen, at forklare at jeg bare gerne ville sove. “Aaahhh – you want simple?”. Jeg tog chancen og bekræftede. “So no fun?”. Nej tak – vi blev enige om simple og prisen virkede til at passe med at ekstra ydelser var taget ud af regnskabet. 

Hverdagsvoodoo

Dagen efter kørte jeg lidt længere mod nord, ad de små støvede jordveje. Jeg fandt noget lækker singletrack, som førte igennem en skov, og helt udenfor kortets vejnet. Men jeg havde en god fornemmelse af at kunne finde vej, på retningssansen. Indtil jeg stod inde midt på en gårdsplads ved en lille hytte og 20 højrystede unge mænd tav på et splitsekund, mens de tabte underkæben. Ligemeget hjalp det, at jeg prøvede at spørge om vej – de var fuldstændig målløse og forstummede. En stor mama med bare bryster trådte ud af døren og tog styring på tingene. Hun fik forklaret mig vejen videre frem, mens mændene livede op og nikkede og sagde yes yes. 

Da jeg igen nåede til en by, efter min singletrack-shortcut gennem skoven, fandt jeg en kiosk, som sælger varm sodavand. Det er ikke alle i verden, der har råd til køleskab. 

Jeg satte mig på kioskens veranda og drak det varme sukkervand. 

Her stod et bord fyldt med døde dyr. Jeg spurgte, om det er voodoo. Nogle mænd nikkede og jeg fik lov at tage billeder. Det fascinerer mig altid mest, når man kommer de steder hen, hvor andre turister aldrig kommer, så man kan opleve kulturen rent. Her var ingen entrebilletter og souvenirs. Ingen voodoodukker. Det mest påfaldende var, at det tilsyneladende var en lille pige på 10år, som solgte tingene. Det ville jeg gerne have spurgt mere ind til, men hun talte ikke engelsk, og mændene var lidt bøvede. 

Jeg drak min varme sodavand færdig og sprang på cyklen igen. 

Varmen og hovedpinen tager til

Det er så afskyeligt varmt her. Det er svært at drikke nok, for jeg ser ingen brøndboringer, og der er for langt mellem kioskerne. Jeg burde købe mere vand med, men fejlvurderer hele tiden. Jeg har efterhånden en ret slem hovedpine. Jeg tror, det er vædskemangel, men begynder også at tro der er noget andet på spil. 

Ud over varmen, så er fugtigheden ved at slå mig i gulvet. Jeg ser nyheder fra Nigeria, hvor hedebølgen er et stort emne. 

Selv de lokale her ser ud til at være påvirket. Der er ihvertfald en del kvinder, som har taget konsekvensen og smidt trøjen. Nypuritanismen er ikke nået til Togo. 

Jeg sveder 24timer i døgnet og er opmærksom på dehydrering, men har svært ved at løse det. Samtidig er der langt mellem madboderne og portionerne er små, så jeg får heller ikke nok energi. 

Voodooens epicenter i Benin

Efter kun 3 dage i Togo, krydser jeg grænsen til Benin. Jeg har kurs mod Abomey, som var hovedsædet for Dahomey kongeriget. Altså fra før kolonisterne delte Afrika op med en lineal på et skrivebord. I Abomey blev jeg straks fascineret af byens rige kulturhistorie, som er meget tydelig i gadebilledet. Alle steder er der udsmykkede husmure, som fortæller historier om fordums tider. Også på nye bygninger.

Byen har også et stort fetishmarked og er i det hele taget epicentret for voodoo. Jeg ville gerne vide meget mere om voodoo og havde tusind spørgsmål. Jeg havde glædet mig til at komme hertil og researchet mig frem til en guide, som hedder Mark, som jeg kontaktede. Det lykkedes ikke at få fat i Mark om aftenen. Men næste morgen meldte han ind, at han var klar på en rundtur. “Jeg kommer og henter dig om 35minutter”. Og det vidste jeg selvfølgelig var løgn. Han var sandsynligvis lige stået op. Da han endelig kom, halvanden time senere, så han noget bagstiv ud. Jeg tror seriøst ikke, han havde sovet hele natten. Men han havde gode anbefalinger fra andre, og jeg var spændt på at opleve noget, så vi drog afsted. Jeg hoppede bag på hans motorcykel, og vi kørte afsted for at besøge en voodoopræst som det første. 

På besøg hos voodoopræsten

En lille gammel mand, som nåede mig til brystet og mindede mig om Yoda fra Star Wars, kiggede mig venligt i øjnene og bød mig velkommen. Vi tog sandalerne af og gik ind i hans hus, i det første rum, hvor hans voodoo alter var. Han begyndte at tale på lokalsprog. Indimellem tog han en ordentlig slurk af en palmevin og spyttede det ud over sine forskellige voodoofigurer. Så tog han en kalabas, lavede en rytme med den og begyndte at messe. Mark oversatte det meste, som handlede om at velsigne os og bede guderne om at beskytte os. 

Derfra gik vi ud i hans gårdhave, hvor et lignende ritual gentog sig. Der var en meget skøn ro over den gamle mand, som han stod der i sine bare tæer og hældte vin i små krukker, trådte figurer på hovedet og messede på fon. Men der var også en absurditet i, at vi stod der, os tre sammen i fuld solskin og kaldte på gudernes beskyttelse via lerfigurer overhældt med palmevin. 

I det sidste rum var nogle af hans ældste figurer, som var gået i arv i familien. De var helt tilbage fra det syttende århundrede. Præsten viste mig en del forskellige amuletter, man kunne købe. Jeg fandt en lille pose med hemmelige ingredienser, som man kunne have i lommen. Han lagde den i hånden på mig og dryssede hvidt pulver på den. Så bad han guderne om at den måtte beskytte mig mod ondt på min vej. Til sidst pustede jeg pulveret af amuletten og lukkede min hånd om den, og stak den i lommen. 

Jeg takkede præsten for et indblik i hans voodoo og for at lade mig besøge ham. 

Motorcykelguide

Dagen igennem kørte vi på Marks motorcykel rundt og besøgte forskellige steder af betydning for voodoo i området; en kirke formet som en gigantisk kamæleon, et fetishmarked, og et par af de paladser, som kongerne har beboet. Under hele turen øste Mark af sin viden. 

Dagens højdepunkt

Men den vildeste oplevelse fik jeg først om aftenen. Jeg havde fortalt Mark, at jeg var interesseret i at opleve nogle af de ritualer, der er forbundet med voodoo. I januar findes der en kæmpe festival, hvor man kan se ritualerne og dansene. Men resten af året foregår der stadig rigtig mange ting i de små landsbyer. Mark talte med en del mennesker i løbet af dagen og til sidst lykkedes det ham at få nys om, at Engungun var løs i en lille landsby tæt ved, samme aften. 

Da Mark hentede mig igen, var han væsentlig mere frisk. Ja nærmest energisk. Og vi havde travlt med at komme afsted, så vi kunne nå at se Engungun, inden det hele stoppede igen. Primært fordi han igen var en halv time for sent til vores aftale. 

Vi fræsede gennem byen og kunne se en folkemængde begynde at samle sig. Mark virkede en smule stresset, da han parkerede motorcyklen. Han sprang hen til nogle mænd og spurgte dem om noget. Så viftede han mig med gennem en lang gyde. For enden kunne vi se en råbende folkemængde, som bølgede frem og tilbage som et brusende hav. Et par gange kom nogle folk løbende imod os og Mark greb hårdt fat i mit håndled. Han trak os tilbage. Folkene løb nu tilbage mod, hvad der end var foran os. Vi fulgte efter. Men da der pludselig kom en stor mængde unge ophidsede mænd løbende imod os, trak Mark hårdt i mig og råbte: “Vi kan ikke være her”. Sammen med menneskemængden forsøgte vi at komme væk, gennem den lille gyde. Først bølgede vi med folkene, dernæst måtte vi kæmpe os imod mængden, da alle andre ville tilbage igen. Ude på vejen igen måtte Mark konstatere, at hans sandal var blevet trådt af ham og havde mistet sin rem. Han virkede lidt oprevet. Men han fik en god ide. Der var en låge ved siden af gyden. Der gik vi ind og ved en mur stod et par bænke placeret, med en masse folk på, som kiggede over muren. Vi hoppede op og kiggede med. 

Foran os lå en stor åben plads, med et kæmpe træ i midten. Pladsen var propfyldt med unge mænd. Alle var lidt ophidsede. Mange stod med deres sandaler i hånden. Alle var klar til at løbe for livet. For med eet kom en farlig ånd løbende, dansende, snurrende ind midt i mængden, med uforudsigelige bevægelser. En Engungun var løs. Hvis den rører dig, er du død, og skal bæres derfra af dine kammerater. Når Engungun kommer flygter alle, skræmte fra vid og sans. Men selvfølgelig leger nogle med døden, som en tyrefægter, der forsøger at komme tæt på, uden at blive ramt. Stemningen var på kogepunktet. Folk så vilde ud i øjnene. Det, som med et vestligt øje kunne se lidt teatralsk ud, var ramme alvor. Og så alligevel. For der var også lettede grin og skulderklap til dem, som lige akkurat undgik døden. 

Hvem er Engungun?

Når et menneske dør, vil personen ligge i sit hjem den første tid. Efter nogle dage vil ånden fra den afdøde vise sig i en maske, en Engungun, inden den forlader familien. 

Efter et år vender ånden så tilbage, og den vil måske have et budskab fra den afdøde med, som den vil fortælle. Måske vil den jagte en bestemt person, som gjorde den afdøde ondt. 

Men den vil også jagte de mennesker som deltager i begivenheden og forsøge at “dræbe” dem. 

Engungun er ikke et udklædt menneske. Det kan man se af dens form. Den har slet ikke menneskelige former. F.eks har den intet ansigt, den har typisk mange flagrende lag, måske en helt firkantet ryg og den kan måske have et lille hoved på ryggen. 

Hvis en Engungun stiller sig foran een, og man giver den nogle småpenge, kan man få en velsignelse af den. 

Eneste hvide mand

Igen var det helt fantastisk at opleve hvordan voodoo helt konkret foregår i hverdagen og i livet hos almindelige mennesker. Dette var ikke en turistattraktion. Jeg var den eneste hvide, sammen med måske 200 lokale. Det var en ret vild og intens oplevelse. Og nu havde jeg titusinde spørgsmål.

Har voodoo en skjult side?

På vejen hjem spurgte jeg Mark, hvad det var vi havde oplevet. Han forklarede lidt, men ikke så meget, som jeg kunne google mig til. Og det er nok den oplevelse, jeg generelt står tilbage med. Dem som jeg har talt med om voodoo, vil meget gerne mane billedet af den sorte magi i jorden. Men de har svært ved at give et klart billede af, hvad voodoo mere præcist er. Og de undgår konsekvent at svare på spørgsmål om den sorte magi, som de dog indrømmer findes. 

Jeg forstår godt, at man gerne vil af med den stereotype holdning, der udspringer af amerikanske film. Det er nedladende, at portrættere nogens religion så ensidigt. 

Jeg forstår, at voodoo er noget andet. Men der er en tilbageholdenhed. Noget usagt. Voodoo er ikke noget, man viser stolt frem. Det er svært at forstå en helhed. Det virker som om meget er skjult. 

Da jeg cykler ud af Abomey dagen efter, stopper jeg og tager et billede af en udsmykket mur. Noget har fanget min interesse. For noget her er anderledes end det pæne billede, jeg er blevet præsenteret for igår. 

Efter jeg har taget billedet kommer to unge mænd løbende ud og taler til mig på fon, i en lidt intens stemning. Jeg siger helt roligt til dem, at jeg ikke forstår. “Not for tourists!”. OK. Det forstår jeg. Fair nok. Den ene kommer tæt på cyklen, og jeg kan se han har lyst til at åbne min taske, hvor kameraet er. Men han opgiver. Han gestikulerer, at jeg skal gå med indenfor. Den anden siger på gebrokkent engelsk: “Come inside. We wan’t to talk to you”.

Det bliver et nejtak drenge – og jeg kører videre, men kigger mig lige en enkelt gang over skulderen…

Farvel Togo – goddag hovedpine

Jeg sigter mod Porto Novo, Benins hovedstad. Jeg er ved at løbe tør for tid, inden jeg skal møde Marie i Lagos. 

Mit hoved gør nu så knasende ondt, at jeg er nødt til at besøge en lægeklinik, hvor jeg forklarer, at min hjerne føles opsvulmet. Som om den ikke kan være inde i kraniet. 

Lægen google-translater, at han vil give mig en sprøjte, og så vil han tage nogle prøver. Jeg spørger, hvad det er for en sprøjte. “To make you feel better”. Jeg får ham overtalt til, at vi først tager prøver og konstaterer, hvad der er galt, inden jeg får sprøjter. 

Han finder ikke andet end den malaria, som stadig ligger og ulmer, siden Ghana. Men vi bliver enige om, at det er tid til at slå den ned. Jeg har ikke lyst til at blive ved med at belaste imunsystemet. 

Jeg mistænker dog selv, at det nærmere er dehydrering og spørger efter elektrolytter. Det har de ikke på klinikken. Heller ikke på apoteket. Ingen steder. Det er ved at være kritisk. 

Jeg fortsætter til Porto-Novo. Her leder jeg efter byens sjæl, men finder den ikke rigtig. 

Men hjerne tænker for langsomt. Jeg er bekymret. Her er ingen ordentlige hospitaler. Men i Lagos ved jeg, at der er mange expats, som arbejder for store firmaer. Derfor er der flere gode sygehuse. Jeg beslutter at tage dertil en dag tidligere end beregnet og lægger alle planer tilside, indtil jeg har været på et ordentligt hospital. 

Dagen efter krydser jeg grænsen til Nigeria efter mindre end 500km i Togo og Benin. 

De to lande fortjener meget mere opmærksomhed, og jeg ville have elsket at tilbringe meget mere tid her. Kulturen er vildt spændende. Folk var virkelig søde og imødekommende. Trafikken var eksemplarisk – i afrikansk sammenhæng. 

Men vi må komme tilbage en anden gang.