Det bliver en barsk fortælling om det farligste land på vores rute. Nigeria er kendt for kidnapninger, mord, rituel brug af kropsdele fra mennesker og i det hele taget en sikkerhedssituation som er fuldstændig vild og håbløs.

Jeg lover dog, at det ender lykkeligt. Meget lykkeligt endda.

Men jeg må advare, at det følgende er meget rå læsning.

To unge mænd står overfor hinanden i bar overkrop. De bevæger sig langsomt rundt i cirkler, som i en slowmotion dans. Den ene ser væsentlig mere træt ud end den anden. Rundt om dem står en gruppe unge mænd. De ser stiltiende til. Og så – med eet – hamrer den ene mand sin bare knytnæve i ansigtet på den anden.

Jeg ser det ske i et flygtigt glimt, mens jeg cykler forbi. Jeg kigger straks væk. Bange for at opmærksomheden skifter til min tilstedeværelse. Med sindet fyldt med urolige tanker, bumler jeg videre ned ad grusvejen, mellem de små huse. Jeg har kun været i Nigeria et par timer. Jeg har nået storbyen Lagos og ville skyde genvej af mindre veje, for at undgå den tunge trafik og konfronteres straks med den rå virkelighed. En nævekamp på gaden. Jeg har ingen anelse om, om de sloges for penge, eller for ære. Men uanset, var det en foruroligende oplevelse, som introduktion til storbyen, og til landet.

Samme aften, da jeg sidder i sikkerhed på mit hotelværelse, læser jeg nyheder på den nigerianske netavis. 10 mennesker er anholdt idag. De er taget i at sælge kropsdele fra mennesker, som de har slået ihjel. Kropsdelene er solgt til “traditionelle helbredere”, som bruger dem til “rituelle formål”. Priserne er nævnt for forskellige kropsdele. Friske kropsdele er dyrere end gamle kropsdele som er gravet op på kirkegården. Et frisk hoved koster ca 500kr.

Velkommen til Nigeria.

Min hjerne gør ondt

Jeg er cyklet direkte til Lagos for at få styr på mit hoved, som gør mere og mere ondt. Min hjerne føles opsvulmet. Min appetit er forsvundet. Mit humør er helt i bund. Jeg er lidt bange for hvad der er galt. Når jeg søger på nettet, peger sympomerne på en mulig hjernesvulst. Pludselig føler jeg mig meget alene.

Heldigvis har jeg kontakt til det danske konsulat og nogle erhversmennesker i Lagos, som er en kæmpe støtte og de pakker mig ind i omsorg og checker op på mig.

Jeg streger alle planer fra kalenderen og tager på hospitalet næste morgen. Her bliver jeg checket af lægen og får foretaget en CT-skanning af hjernen. Lægen kan se en infektion i øret. Jeg tror ikke helt på at det er det, som giver så store problemer. Men han siger at han ser det ofte, fordi luften er så forurenet, samtidig med det er så varmt og fugtigt. Lagos er et af de allermest luftforurenede steder i verden. Og som lægen siger, så ligger der afføring og lig og svømmer rundt i floderne midt i byen.

Senere samme aften får jeg besked om at CT-skanningen umiddelbart ikke viser nogle problemer. Samtidig ser jeg på de sociale medier at Emil Erichsen netop har afbrudt sin jordomsejling og er taget hjem til Danmark, for at blive opereret, for samme problem som mig.

Hvile og vitaminer

Jeg møder nogle sande engle, som indlogerer mig på et luksushotel, så jeg kan komme til hægterne, spise næringsrig mad og slappe af. Den hjælp vil jeg for altid huske og værdsætte højt. Jeg havde virkelig brug for omsorg på det tidspunkt. I særlig grad fordi forsikringsselskabets kriseberedskab fuldstændig svigtede mig. Endda i så høj grad at jeg har indsendt en klage over forløbet.

Hvile, bedre kost, vitaminer og omsorg hjælper som det skal og i løbet af 3-4 dage kan jeg mærke en forbedring. Jeg konsulterer lægen igen og han kan se infektionen har lagt sig, men siger jeg vil kunne mærke det i lang tid endnu. Men der er intet i hjernen at være bekymret for.

Sammen beslutter vi, at det er sikkert for mig at cykle videre.

Lagos’ engle

Selvom jeg ikke nåede nogen af de ting, jeg gerne ville opleve i Lagos, havde jeg alligevel nogle fantastiske dage, mens jeg kom til hægterne. Jeg mødtes flere gange med Jette, Danmarks generalkonsul, som er en fantastisk kvinde. Jeg mødte også Sanne, som arbejder på konsulatet og har boet og arbejdet de sidste 40 år i Afrika. Det var virkelig spændende samtaler med de to, omkring Nigeria og Afrika.

Jeg havde også den kæmpe glæde at møde Arla, som er tilstede i Nigeria. Udover at være fantastisk inspirerende mennesker, så fortalte de om, hvordan de samarbejder med staten, om at bygge en mælkeproduktion op i det nordlige Nigeria. Til forskel fra ren nødhjælp, så har dette projekt et tydeligt kommercielt sigte, som i mine øjne umiddelbart gør det langt mere bæredygtigt for Nigeria, fordi man aktiverer andre brancher og man sammen bygger en meningsfuld forretning op. Dvs at igennem formålet om at der skal kunne tjenes penge, videregiver man viden til lokale. Ligesom man aktiverer andre brancher, som kan levere reservedele, foder osv osv, til driften af farmen.

Det er et virkelig spændende projekt, som jeg håber meget kan være med til at tegne retningen for en ny måde, Danmark kan være tilstede i Afrika.

Afsted på cyklen – ud i virkeligheden

Marie har valgt at blive hjemme hos familien i Danmark lidt længere, så vi aftaler at mødes i Yaounde i Cameroon istedet. Det betyder at jeg cykler alene gennem Nigeria.

Første dag på cyklen, ud af Lagos, er humøret højt. Mange mennesker hilser, vinker og smiler. Det føles som at være med i et cykelløb hvor alle folk hepper på mig. Når jeg stopper og spiser, kommer folk hen og spørger til mig. Alle siger velkommen. Mange vil gerne tage selfies med mig. Jeg mærker tydeligt en kæmpe glæde over, at jeg besøger deres land.

Jeg er lige ved at hoppe på en af de fejlantagelser, jeg fra start har været meget opmærksom på at undgå: Selvom mange folk er søde, betyder det ikke, at der ikke sker dårlige ting.

Samme aften åbner jeg avisen og læser to historier:

I fredags træder syv mænd, med AK47 rifler ud på kørebanen og skyder omkring sig. De dræber en person og bortfører syv tilfældige mennesker. Senere løslader de to gidsler, men beholder de resterende fem, for at kræve løsesum. Nu her, en uge senere, leder politiet stadig efter dem.

Jeg sidder på et hotel under 50km fra hvor det skete. Den vej som det skete på, havde jeg tænkt at cykle på imorgen.

Den anden artikel handler om et mord på en ung pige. Tre mænd er arresteret i sagen. Det er en bagmand på 27år, som har bestilt en kidnapning af pigen, samt to unge mænd på 22 og 23år, som skulle udføre selve kidnapningen. Men pigen gjorde modstand, og situationen endte ulykkeligvis med at kidnapperne kvalte hende. Det skete ca 100km fra hvor jeg sidder og læser historien.

Pludselig føler jeg jorden brænde under mig.

Jeg nærstuderer kortet og min rute igen. Jeg overvejer alternative muligheder. Gennemtænker baggrunden for kidnapninger i området. Jeg ender med at justere ruten gennem staten Enugu lidt, til nogle mindre veje.

Der skal en kæmpe portion uheld til, hvis jeg skal havne i en tilfældig kidnapning på en landevej, som er den mest sandsynlige måde jeg kan blive taget på. Den anden mulighed er, at nogen som allerede er i forbindelse med et kidnapningsnetværk får øje på mig, følger efter mig, eller evt opdager hvor jeg bor på hotel, hvorefter de går målrettet efter mig. Men så skal de tænke og handle hurtigt, for jeg flytter mig jo ret meget hver dag.

De fleste kidnapninger er udsøgte mål, hvor tilfangetagelsen er planlagt. Dvs der er brugt tid, inden det sker. Og den tid arbejder for mig. For inden de får det planlagt, så er jeg væk igen.

Med andre ord: Ja – her er farligt i Nigeria. Men min vurdering er, at risikoen for at jeg kommer i problemer, er meget meget lille.

Konkret om kidnapning

Allerede mens vi planlagde turen hjemme i Danmark, var vi opmærksomme på risikoen ved at rejse i Nigeria. Men gennem timevis af research har jeg fået et meget mere nuanceret billede af hvordan kidnapningerne foregår og hvorfor.

Der sker årligt mere end 2.000 kidnapninger i Nigeria, med et samlet antal ofre på ca 6.000. Kidnapningerne sker næsten udelukkende med det formål at kræve løsepenge. De nordlige stater står for langt størstedelen af tilfældene, primært drevet af den islamistiske terrorgruppe Boko Haram. I de sydlige stater foregår også en del kidnapninger, her er det primært expats som er målet, fordi kidnapperne forventer store løsesummer.

I de mellemliggende stater foregår også kidnapninger, men i langt mindre grad. Her er det primært tilfældige angreb på landevejene, hvor ofrene bliver taget ud af deres biler. Samt planlagte kidnapninger, rettet mod velstillede lokale.

Nigeria er 924.000 kvm og har 225mill indbyggere. Dvs at arealet er mere end 20 gange større end Danmark, og indbyggertallet næsten 40 gange større.

Så hvis vi koger ned til danske forhold, så svarer de 2.000 kidnapninger, til ca 50 kidnapningssager årligt i Danmark, med 150 bortførte.

Jeg kan ikke finde rapporter om kidnapninger af turister. Men som en klog mand siger: “Det er fordi der ikke er turister i Nigeria!”. Og så alligevel. For jeg er i kontakt med andre cyklister og overlanders, som rejser gennem landet. Jeg er fuldstændig klar over, at fordi jeg kender 20 rejsende som ikke er blevet kidnappet, så er det ikke grundlag for statistik. Men jeg har talt med flere af dem om hvordan de oplevede sikkerhedssituationen. Og det betryggede mig.

Udover en mere konkret research af landet, som Udenrigsministeriet iøvrigt fraråder at rejse til, så tager jeg nogle forskellige forholdsregler. Jeg taler ikke med folk om hvor jeg præcist er på vej hen, for ikke at gøre det muligt at planlægge en kidnapning. Undtagelsen fra dette er når jeg taler med politiet i de mange checkpoints, hvor jeg sommetider diskuterer min rute med dem, for at vide om de vurderer den er sikker. Alle de gange jeg har talt med politiet, har de vurderet min rute til at være sikker. Jeg cykler i mit lasede tøj, jeg har ikke ur på, jeg gemmer min elektronik væk, så jeg ikke umiddelbart udstråler penge. Men jeg er også helt klar over, at uanset hvor meget jeg ligner en vagabond, så er den hvide mand en rig mand, i alles øjne. Hvilket jo også er en uomtvistelig sandhed.

Og så kører jeg ikke med hovedtelefoner, så jeg hele tiden er meget opmærksom på, hvad der sker omkring mig.

Sidst men ikke mindst har jeg haft en grundig samtale med en bekendt, som arbejder professionelt med gidseltagning, og igennem ham fået et dybere indblik i hvad der sker, hvis uheldet skulle være ude, og hvilke forholdsregler jeg kan tage i den retning.

Avisen vs virkeligheden

Igennem det arbejde jeg havde gjort med at lægge en rute, som går gennem nogle af de fredeligste områder, følte jeg mig forholdsvis sikker. Men jeg må indrømme at jeg alligevel blev ret påvirket af den ekstremt rå virkelighed i Nigeria.

En aften læste jeg i avisen at en 3årig dreng var blevet bortført og havde fået skåret sin penis af, fordi den skulle bruges i et ritual. De to bortførere havde besøgt en “Ritualist”, fordi de ville beskyttes mod “alle våben og al ammunition”. I ritualet indgik også en voldtægt af en 13årig pige. Jeg begyndte at græde da jeg læste det i avisen.

Det var en helt vanvittig ambivalent følelse at være i landet. Hver dag, når jeg sad på min cykel, fik jeg de varmeste velkomster alle steder. Folk betalte for måltider, sodavand, mangoer. Folk trykkede mig i hånden og deres uskyldsrene øjne strålede af varme og imødekommenhed, når de bød mig velkommen i deres land.

Men hver eftermiddag lukkede jeg mig inde på et hotel, adskilt fra gæstfriheden af en låst dør. Herinde, alene i et kummerligt hotelværelse, åbnede jeg hver aften avisen, for at orientere mig. Og så var det et helt andet billede af Nigeria jeg blev præsenteret for. Rå vold, bedrag, kaos og korruption. Meget af det skete alt for tæt på mig.

Jeg kørte op og ned i en rutchebane af følelser, spændt ud mellem gæstfrihed og frygt for at der skulle ske mig noget.

Hvis jeg var cyklet igennem landet uden at have åbnet en avis, uden at have researchet på forhånd, uden at have forstået sikkerhedssituationen, ville det have været en meget federe oplevelse. Jeg ville istedet have klare minder af et folk, som er stolte over at være nigerianere, et folk som er glade, imødekommende, gæstfri.

Det hele kommer lidt for tæt på

Enugu, cirka midtvejs igennem landet, var den værste af de 8 stater jeg cyklede igennem.

Her læste jeg en aften at 2 politimænd var blevet skudt i et checkpoint, 6km fra hvor jeg sad. Dagen efter skulle jeg cykle gennem det checkpoint! Jeg lavede en lille omvej. Ialt 7 politifolk var skudt, i den forgangne uge i Enugu.

Morgenen efter cyklede jeg hurtigt ud af byen. Vel ude på landet følte jeg mig tryggere. En flok køer kom gående imod mig. De fyldte hele vejen, så jeg trak helt ind til siden og stoppede. Lod dem passere. De første to kvægdrivere kiggede ikke engang på mig da jeg hilste. De to bagerste bar geværer over skulderen. Maven snurrede sig sammen. Jeg satte cyklen igang, mens jeg sagde godmorgen til mændene. Den ene stirrede på mig. Uden at sige noget, uden at vige blikket fra mig, gjorde han en håndbevægelse, som betyder “hvor skal du hen?”. Jeg svarede “Nsukka”. Han gjorde samme håndbevægelse igen, mens han fastholdt sit uvenlige blik. Jeg svarede igen, trådte cyklen op i fart og vendte dem ryggen. Mit hjerte bankede lidt hårdere end det plejer. Her i Enugu er et af de store problemer, konflikter mellem folk som driver deres køer rundt i landskabet, og landmændene som er trætte af, at køerne spiser deres afgrøder. Det kommer ofte til voldelige konflikter, og drab. Inderst inde vidste jeg, at jeg ikke er en del af den konflikt, men jeg vidste også at kvægdriverne har ry for generelt at være kriminelle og de har tidligere foretaget kidnapninger.

Enugu var en vild oplevelse. Ikke blot pga den større kriminalitet her, sammenlignet med de andre stater jeg skulle igennem. Men også fordi folk var meget intense. Der er meget temperament, som får frit løb. Folk er ekstremt højrystede. Tenderende aggresive. Alle er søde nok mod mig, men stemningen er vild. Ikke behagelig og imødekommende, men konfronterende. Ikke dårlig konfronterende, men konfronterende alligevel.

Her tør jeg f.eks ikke tage billeder, fordi jeg er bange for, om folk bliver sure over det. Og jeg vil ikke sætte mig selv i en dårlig situation, som er svær at komme ud af.

Til sammenligning så jeg hvordan to mennesker steg ud af deres biler og råbte ad hinanden, i trafikken. Den ene havde spærret vejen for den anden. I løbet af 30 sekunder var der masseslagsmål mellem 20 unge mænd, som jagtede hinanden rundt mellem bilerne.

Skuldrene falder på plads

Da jeg cyklede ind i staten Benue kunne jeg mærke at folk var mere afslappede og mine egne skuldre faldt helt automatisk også ned.

Der var stadig virkelig mange checkpoints. Jeg cykler igennem 20-30 stykker om dagen. Det er flere forskellige styrker, som bemander checkpoints. Det kan være lokalt politi, føderalt politi, militæret, lokale vagtværn eller migrationsmyndighederne. Langt de fleste gange kan jeg blot smile, vinke og køre lige igennem. Få gange blev jeg stoppet, men kun 2-3 gange er jeg blevet spurgt om penge, hvilket jeg nemt kunne sige nej til. Men korruptionen ved checkpoints er kæmpestort i Nigeria. Det er svært at finde et præcist tal, men der bliver betalt mange mange millioner ved checkpoints til politiet. Jeg ser det dagen lang, der bliver rakt små sedler ud af bilvinduet til betjentene. Der er normal praksis. Heldigvis har der for nyligt været en sag hvor nogle politifolk blev fyret, efter en turist havde filmet en afpresning, og lagt det på Youtube. Flere gange kunne jeg fornemme at overordnede i baggrunden af et checkpoint, beordrede yngre betjente til, at de ikke skulle bede mig om penge.

Men som regel stopper vagterne mig blot fordi de gerne vil sludre og høre hvad jeg er for en sjælden fisk. Eller tage en selfie med mig.

Glæden overskygges

Der er så mange fine historier jeg gerne ville fortælle fra Nigeria.

Jeg har fået taget, jeg ved ikke hvor mange selfies med unge mennesker, som stopper mig på gaden. Et par gange oplevede jeg, at nogen kørte efter mig på motorcykel og sagde: “Du stoppede ikke da jeg kaldte på dig. Men må jeg ikke snappe en selfie med dig?”. Og selvfølgelig må alle det. Det er iøvrigt sjovt at tænke på, at jeg må have et spor efter mig, på sociale medier, af selfies med lokale.

Jeg elsker også måden folk hilser på mig. For det første er det som regel med et håndtryk som har flere “indstillinger” og afslutter med at man laver et lille knips sammen. Samtidig spørger de “How are you sir? How is the day? How is work? How is the weather? How is your family?”.

Og jeg ville gerne fortælle om de forskellige stammer jeg har mødt, som kan kendes fra hinanden med de forskellige snit de får lavet i ansigtet som barn, som fortæller om hvilken klan de tilhører.

Samtidig er der også så meget jeg gerne ville have oplevet, ting jeg ville have set og gjort.

Men sikkerhedssituationen overskyggede glæden ved at være her. Og det er landets problem, også i en større sammenhæng.

De har svært ved at tiltrække investeringer pga sikkerheden. Desuden er korruptionen kæmpestor og spænder lige så meget ben for en fornuftig udvikling og fremmede investeringer.

Det er klart at den store olieproduktion som landet har stået for i mange mange år, har bragt stor rigdom ind i landet. Men det står ligeså lysende klart, at den rigdom slet ikke er kommet almindelige mennesker tilgode.

Landet er fyldt med bundkorrupte og dårlige ledere. Det forhindrer uddannelse, opkvalificering af arbejdskraft, udvikling af et bedre forretningsfundament osv osv.

Igen må vi spørge os selv i Vesten, hvorfor vi bliver ved med at understøtte så råddent et system, som beriger så dårlige ledere og fastholder så mange mennesker i fattigdom? Svaret er helt enkelt: Fordi det er sådan vi selv tjener flest penge på Afrika.

Den skjulte dræber

De sidste dage i Nigeria, cykler jeg gennem staten Taraba. Jeg nærmer mig de smukke bjerge i øst. Der bliver færre mennesker. Folk bor i små hytter på landet. Landbrugene er sirligt anlagte, med velplejede marker. Kvægdriverne hilser på mig. Stemningen er god.

Jeg skal køre en stigning på ca 1.000 højdemeter, på en halvdårlig vej. Det er ikke usædvanligt for mig, og jeg lægger ikke noget særligt i det. Men det skal hurtigt vise sig at blive en helt surrealistisk dag.

Først møder jeg en lastbil hvor to bagdæk er flænset istykker. Chaufføren tager det meget roligt og fortæller at han har sendt sin makker afsted for at købe nye dæk.

2 sving længere oppe ad bjerget, kører en ung militærmand på motorcykel op på siden af mig, og spørger om jeg kan hjælpe ham. Han er styrtet på motorcyklen og har fået dybe sår på ankel og albue, samt en masse hudafskrabninger på hele siden. Vi stopper og jeg finder førstehjælpskittet frem. Jeg renser hans sår og giver ham forbinding på, mens jeg siger han skal tage på hospitalet og få det gjort ordentligt. Han siger ja – men jeg kan mærke på ham, at han ikke kommer på hospitalet. Jeg giver ham mine sidste remedier til at rense og pleje såret, samt antibiotisk creme. Han er meget taknemmelig. Han siger han vil vente på mig i checkpointet på toppen.

Endnu et par sving længere oppe ser jeg en hvid plet på bjergsiden. Da jeg kommer lidt nærmere, kan jeg se det er en minibus, som ligger i noget buskads. Jeg stopper og tager et billede. Mens jeg står der, går realiteterne langsomt op for mig. Jeg kan se mennesker, som bærer ting fra bussen, op på vejen. Det må lige være sket. Bussen er væltet 10m ned fra vejen. Jeg skynder mig at køre hen under bussen, hvor der står en gruppe mennesker. Jeg spørger hvad der er sket. En kvinde fortæller mig at de havde en ulykke, 3 mennesker er døde. Flere er kommet til skade, hvoraf en er hårdt kvæstet og har brækket knogler. Jeg spørger om jeg kan hjælpe, men de siger de har sendt nogen afsted efter en ambulance. I det samme ankommer en anden minibus og jeg spørger om han kan have nogle af de sårede med. Han siger at de nok skal tage sig af det. Jeg vil ikke stå og glo på andres ulykke, så da jeg igen får bekræftet at de ikke har brug for hjælp, kører jeg videre. Da jeg cykler afsted, kører jeg lige forbi de tre døde kroppe, samt kvinden som er hårdt kvæstet, som ligger tæt ved vejen. Jeg får en kæmpe klump i halsen og bliver dybt påvirket.

Da jeg når dertil hvor bussen er kørt ud over kanten, sidder flere tilskadekomne kvinder i vejkanten. Nogle mænd bærer stadig store sække fra bilvraget, op på skrænten.

Jeg stopper og spørger om alle er ok og siger jeg er ked af hvad der er sket. De siger at de venter på en bil, som kan transportere dem væk.

Endnu et par sving længere fremme tror jeg slet ikke mine egne øjne, da jeg ser endnu en forulykket minibus. Den ligger midt på vejen, på hovedet. Alle ruderne er knust og taget trykket sammen. I skyggen under et træ sidder ca 15 kvinder. Jeg spørger om alle er ok, og ånder lettet op, da de siger at det er de. Men de venter på, at nogen kan sende dem en ny bil, så de kan komme derfra.

Mens jeg cykler det sidste stykke mod toppen, summer mit hoved med ulykkerne. Hvor er det tragisk at opleve. Samtidig må jeg også erkende, at jeg langsomt har vænnet mig til virkeligheden i Vestafrika. Men nu, med dette chok, ser jeg igen hvad det er som rent faktisk sker for øjnene af mig, hver dag på vejene. Alt hvad der kan bevæge sig på vejen er konsekvent overlæsset. Folk sidder på taget, på køleren, på bagenden med fødderne i bagagerummet på bilerne. Busserne er propfyldte med mennesker, samtidig med at bagagerummet står vidt åbent, og bagagen er surret fast, halvanden meter bag karosseriet. Folk som kører motorcykel sidder ofte oppe på tanken, fordi bagsædet er fuldstændig pakket med ting og sager. Eller man sidder 3-4 mand på motorcykel. Ofte med fjerdemanden på tværs af tanken. Jeg ser også en eller to geder, bundet om maven på chaufføren. Høns hængende fra styret.

Samtidig er vejene ofte meget ødelagte og folk kører slalom mellem huller og store sten. De trafikale regler er sat helt ud af spil. Chaufførerne er utroligt dårlige til at vurdere konsekvenser, og der opstår igen og igen farlige situationer, fordi alle folk kun kigger lige frem, og aldrig bremser.

Men de elendige forhold og manglende evner og uddannelse af chauffører er ikke det værste. Jeg finder det virkelig tragisk, at se så lidt respekt for sit eget og andres liv og førlighed. Der er helt vildt at opleve, at man blot regner det som en naturlig del af livet, at trafikken er så katastrofal.

Man taler meget om kidnapninger i Nigeria, men realiteten er, at trafikken udgår en langt større risiko.

Da jeg næsten havde nået toppen af bjerget, kom en rød Toyota Corolla bumlende forbi mig. Bagagerummet stod åbent. Inde i bagagerummet lå to af de sårede, ældre kvinder fra den første busulykke. På kofangeren sad en ung mand på hug, og holdt fast i bagageklappen, mens han svajede faretruende frem og tilbage, i takt med at bilen undgik hullerne i vejen.

I checkpointet på toppen stod den unge militærmand ganske rigtigt og ventede på mig. Han var stadig meget taknemmelig og gav mig en æske med te, fra den lokale teplantage, på den anden side af vejen. Hans mor kom løbende over vejen og ville hilse på mig. Det var meget rørende. Han var en rigtig god og omsorgsfuld fyr, men alligevel, eller måske netop derfor, kunne jeg ikke slippe den tanke, at han med mit sidste førstehjælpsudstyr i en pose på styret, var kørt direkte forbi alle kvinderne, som havde brug for hjælp, uden at stoppe.

Mødet med Sali

Om eftermiddagen nåede jeg den lille landsby Maidan. Her skulle jeg mødes med Sali, som en anden cyklist havde sat mig i kontakt med.

Sali fik mig indlogeret i mit eget værelse, varmede vand, så jeg kunne tage varmt bad og gav mig mad. Eftermiddagen brugte vi sammen med hans venner, som var kommet for at se finalen i Premier League, på det eneste fjernsyn i byen. Pludselig var jeg havnet i et hyggeligt fællesskab med de sødeste mennesker.

Efter kampen snakkede vi politik og Nigerias situation. Og de var meget nysgerrige på Danmark.

Jeg var træt og fyldt op med oplevelser, så da klokken nærmede sig 21 trak jeg mig tilbage for at sove. Inden jeg gik i seng, inviterede Sali mig til at deltage i landsbyens fælles morgensamling. Det krævede at stå op kl 5, for at være i fælleshuset halv seks. Men jeg takkede selvfølgelig ja.

Fællesskabets styrke

Mens vi gik op mod fælleshuset i det første svage morgenlys, hørte vi sang gennem den åbne dør. Indenfor var der allerede samlet ca 30-40 af landsbyens beboere. De stod i en rundkreds og holdte hinanden i hånden, mens de sang højt og klart. Vi sluttede os til rundkredsen. Sangen var utrolig smuk. Jeg fornemmede at det var en lovprisning, for jeg kunne genkende nogle få fraser fra de muslimske hilsner jeg kender. Sangen var ikke ligesom vi kender det derhjemme, hvor alle synger i kor. Den var flerstemmig. Tre af kvinderne sang forskellige ledende stemmer. Resten sang flere forskellige underliggende stemmer. Det var så smukt, at jeg allerede fik en klump i halsen.

Da sangen sluttede, satte vi os på stole langs væggene. Der blev bredt tæpper ud på gulvet i midten og nogle af børnene, samt nogle af mødrene, satte sig der. Nogle af børnene pludrede lidt, men ingen tyssede på dem. De fik lov at være som de er. Børn.

Landsbyens overhoved begyndte at tale. Sali havde fortalt mig at der ville være en “diskussion”, hvor man kunne sige noget, som skulle høres af landsbyen. Et spørgsmål, eller en tanke, eller en ide.

Der blev oversat for mig, så jeg kunne forstå, at overhovedet bød mig velkommen, og fortalte at de var glade for mit besøg. Der blev brugt formelle, men dybtfølte ord og jeg blev igen rørt af den store imødekommenhed.

Da han tav, blev jeg opfordret til at tale til landsbyens beboere. Men jeg må indrømme at klumpen i min hals ikke ville løsne sig. Jeg havde tårer i øjnene og var så påvirket af den fuldstændig overrumplende stærke samhørighed og fællesskab jeg mødte her. Jeg vidste alt hvad jeg ville sige, men kunne ikke få det forbi klumpen i halsen, så det blev til et meget bevæget og meget kort tak.

Under resten af diskussionen, hvor flere forskellige havde noget at sige, var der helt stille og alle lyttede til hvad der blev sagt. 80 mennesker var samlet, alle med respekt for den som talte. Ingen svarede imod eller afbrød. En enkelt bøvsede højlydt et par gange, men det var vidst ikke en fornærmelse, blot noget luft som skulle ud.

Sali tog ordet og jeg kunne fornemme han begyndte at fortælle om mig. Han nævnte lande og byer, jeg har været i. Så selvom jeg ikke forstod hvad han sagde på pular, så vidste jeg hvad essensen var. Folk syntes det var spændende og rykkede frem på stolen. Der blev smilet og nikket og små udbrud løftede stemningen.

Efter Sali tav, spurgte jeg, om jeg måtte få ordet igen og fortælle hvorfor jeg var så rørt.

I den vestlige verden bliver vi mere og mere individualiserede. Vi skal præstere individuelt og vi bliver målt og vejet på det. Samtidig er det længe siden Marie tog hjem til Danmark og jeg har været meget alene. Ligesom sikkerhedssituationen i Nigeria har påvirket mig meget. Så da jeg imorges trådte ind i så smukt et rum, med så stærkt et fællesskab, blev jeg fuldstændig blæst bagover. Det gav øjeblikkelig tanker om mit eget liv. Om hvad der er vigtigt og om hvordan vi som mennesker ikke blot er afhængige af hinanden, men også styrker hinanden. Det smukkeste i livet sker når vi er sammen med andre.

Vi rejste os alle. Landsbyens overhoved bad for os alle og specifikt for mig, om at jeg må få en sikker rejse og mange gode oplevelser endnu, med mange andre mennesker på min vej.

Så blev jeg opfordret til at bede. Heldigvis sagde de jeg kunne gøre det på dansk, så det gjorde jeg. Og så sang vi igen. Lige så smukt som før.

Tænk hvis hver dag i Danmark startede så smukt.

Udenfor fælleshuset kom stort set alle beboerne hen og gav hånden, kiggede mig venligt i øjnene og sagde: “You are welcome!”.

Jeg kunne ikke forestille mig en smukkere afslutning på rejsen gennem Nigeria.

Sali sagde til mig:

“Kun gennem at vise vores kærlighed til andre mennesker, har vi selv en berettigelse”.

Men han er så også uddannet teolog, skulle det senere vise sig. Jeg tog nu alligevel hans ord til mig som det bedste minde om Nigeria.