I Guinea fandt vi igen det vi elsker allermest ved bikepacking. Rå jordveje gennem bjerglandskaber, med små landsbyer fyldt med imødekommende folk, som lever livet på en helt anderledes måde end i Danmark.

Men vi fandt også nye venner og tiltrængt luksus i Conakrys expat miljø, samt et par oplevelser vi aldrig vil glemme.

Allerede inden vi har parkeret cyklerne foran migrationskontoret i Foula Mori, har vi haft vores første vilde oplevelse, som fik os til at spærre øjnene op. Vi har kun været i Guinea i en halv time, da vi cykler ad grusvejen og får øje på en løjerlig træstump midt på vejen. Træstumpen står lige ud for et hus, og mens vi tager farten af, tænker Kenneth, at det er et barn, som er klædt ud. Det har vi jo set før. For at spille med på barnets udklædning, udstøder Kenneth et mildt “Uuuuuhhhh woooaaaaw”, som straks sætter gang i den løjerlige træstump, som med høje klagende lyde rejser sig op i fuld mandshøjde og hæver to macheter i luften. Mens den barkklædte figur langsomt går væk fra os, skriger og klager den, mens den slår macheterne sammen og laver en metallisk lyd. Vores blod fryser til is af forskrækkelse, men også af skam. To mænd kommer løbende ud fra det nærliggende hus og taler intenst til os på fransk. Vi undskylder, men forstår ikke hvad de siger, selvom det er tydeligt, at vi har forstyrret noget vigtigt. Vi skynder os at spørge om vej til migrationskontoret, og mændene peger ned ad vejen. Vi træder cyklerne op i fart og forlader scenen med flovhed over forstyrrelsen, men også med tusind spørgsmål om, hvad vi lige har oplevet.

Det er stadig ikke lykkes os at få svar på det, men vi formoder at figuren er en ånd fra stammens oprindelige kultur. Men god eller ond ånd ved vi ikke. Og vi ved heller ikke, om vores forstyrrelse gjorde skade eller gavn.

Lidt efter, da vi så har været i Guinea en times tid, fandt vi migrationskontoret i den lille landsby. Her var der anderledes ro på, og to mænd satte sig bag det faldefærdige skrivebord. Den ene tog læsebrillen på og læste op fra vores pas, mens den anden med sirlig skrift, førte os til protokols i en stor bog. Da indskrivningen var slut, spurgte vi, om vi kunne sove et sted i byen. Svaret kom prompte: “I må slå teltet op her ved siden af migrationskontoret. Velkommen!”.

Vi er i Guineas højland, Fouta Djallon. Det nordvestlige hjørne af landet. Området er kendt for sin smukke natur og mange vandfald. Mange af Afrikas vigtigste floder udspringer her: Niger, Gambia og Senegalfloderne er de 3 største, som har udspring i det, man kalder “Vestafrikas vandtårn”. Men vi er her primært for at finde små snørklede grusveje, som tager os langt ud i bjergene, til de helt små traditionelle samfund. Og vi skal ikke lede længe. Faktisk findes der kun få hovedveje i dette hjørne af verden og ingen af dem er asfalterede.

Tværtimod må man sige, at det er imponerende, at de små, fuldstændig smadrede grusveje vi finder, faktisk også bliver brugt til at transportere både mennesker og varer. Man glor lige en ekstra gang, når man er ved at skubbe sin cykel op ad en smal sti, for stejl til at cykle, og der så kommer en lastbil til syne på bakketoppen. Lastbilerne fylder lidt meget, så de er ikke det foretrukne transportmiddel. Det er firhjulstrækkerne. Men de bliver til gengæld læsset med samme vægt og antal mennesker, som der kan være i en lastbil. Ofte ser vi læs som er 2-3 gange højere end selve bilen. Som regel med et par unge mænd siddende øverst, eller hængende på bagsmækken. Men det allermest populære transportmiddel må alligevel være scooteren. Der kan også nemt sidde 3mand på. Eller flere. Vi har set så mange som 2 voksne og 3 børn på samme scooter. Ofte ser vi også scooterne læsset med 3-4 store sække. Kun sjældent går det galt her på de små veje. Det er en anden sag på de hurtige asfaltveje ved hovedstaden, men det vender vi tilbage til.

Hver aften camperer vi i smukke omgivelser. En aften i en kæmpe dal. En anden aften ved et stort vandfald. Her er roligt og de lokale vi møder er blot nysgerrige, men de har intet imod, at vi slår teltet op. Vi føler os ikke utrygge. Eller dvs at de mange historier om sorte mambaer, som er en af verdens mest dødelige slanger, begynder efterhånden at få os til at kigge godt efter i træerne, hvor de sover om aftenen. Vi troede, at de kun findes i Østafrika, men nu er vi blevet lidt i tvivl. Og hellere være lidt varsom end blive bidt, for så er der kun 20min tilbage, inden man stopper med at trække vejret.

Når vi camperer står menuen på ris, linser, hirse og måske en dåse med sardiner. Men så snart vi kommer til en landsby, prøver vi altid at se, om vi kan købe et måltid mad lokalt. Det er fedt at prøve de forskellige retter, de har, og som regel er det rigtig godt og altid med lokale råvarer. Variationen er dog ikke så stor. Det er ris med sauce. Der er lidt forskellige saucer. En grøn, som er bladene fra kartoffelplanter, en brun som er peanutsauce, som regel med fisk, og så er der sommetider noget lam eller ko i rød palmeolie.

I Kolenté var vi dog heldige at ramme en markedsdag, hvor hele byen var på den anden ende. Der var et kæmpe kaotisk virvar af mennesker. Nogle var halvfulde, nogle bare i højt humør, scootere og taxaer pressede sig gennem den tætte folkemængde, mens højtalere bragede løs med musik og salgstaler for alle mulige produkter. Her midt i dette kaos fandt vi Mariam, med ophøjet sindsro og et kæmpe varmt smil. Hun havde markedets mest populære madbod med 10-15 forskellige plastikspande fyldt med lækre ting. I løbet af nul komma fem havde hun rørt en lækker kartoffelsalat med kylling sammen til os. Det var en befrielse med lidt variation i kosten, og det var fantastisk at sidde på hendes lille træbænk og følge med i livet på markedet, som udspillede sig for øjnene af os. Hvilken folkefest.

Efterhånden var det tid til at forlade de kølige højder i Fouta Djallon. Vi begav os ned mod varmen og fugtigheden, på vej mod hovedstaden Conakry. Vi var ved at løbe tør for kontanter, så vi måtte opgive den sidste lille sløjfe på grusvejen og istedet begive os ud på den asfalterede hovedvej. Det røde støv fra grusvejene havde mildt sagt også sat sit præg på tøj og udstyr. Og på os. Så på den måde var det fint med lidt asfalt. Det betød, at kilometerne løb lettere, men der var også en bagside. Asfaltens sorte overflade suger solens varme til sig og skaber en bageovn. Termometeret i cykelcomputeren var oppe på 48grader midt på dagen. Sveden løber ned i øjnene og svier. Alt tøj er gennemblødt. Taskerne bliver brandvarme, og intet sted er der køligt på cyklerne, så alt vand vi drikker er brandvarmt.

Asfalten har også en anden bagside. Der bliver kørt stærkt. Et sted så vi en lastbil, som havde torpederet et hus. En bus var kørt i grøften. En firhjulstrækker var trillet ned ad skrænten og lå under en bro. Kombinationen af at det primære chaufførsegment er unge mænd med blafrende pandelapper, overlæssede biler som nemt kan komme ud af kontrol, og for høj hastighed på de “nemme” veje, gør at alle ulykkerne sker tæt ved hovedstaden. Ude på landet hvor det føles som at sidde på en rodeotyr, når man snegler sig afsted på grusvejene, sker der ikke noget alvorligt.

Men andre gode ting fulgte dog også med de lidt større byer og mere befolkede områder. For her var der pludselig frugt og grønt alle steder, og vi begyndte at smovse i modne mangoer. Byerne var på en måde sjovere end de små landsbyer, hvor der ofte var meget roligt. Her var der gang i den og fest og farver.

Da vi kom ind til selve Conakry blev den gode stemning virkelig intens og udfoldede sig i en vild og kaotisk oplevelse. Vi havde ca 25km cykling gennem forstæderne, på store brede veje med 2 spor i hver retning, inden vi ramte selve centrum. Det lyder måske meget ligetil, men på hele den strækning, må man ikke miste koncentrationen i eet sekund. Folk kører tæt på. Og de kører hurtigt. Der er mad- og frugtboder helt ud til vejen, så alle der skal handle går ude på kørebanen. Konsekvent kører der biler og scootere i indersiden af den forkerte vejbane – dvs præcis der hvor vi kører som cyklister. Alle dytter hele tiden, så larmen er infernalsk. Bilerne oser sort røg i hovedet på os. Lokale råber efter os, for at vi skal stoppe og snakke. Alle scootere sætter farten ned og glor på os. Der er ild i store interimistiske lossepladser i vejsiderne, som indhyller vejen i tæt røg. Og sidst men ikke mindst, så er der ingen afmærkninger på vejen, så alle køretøjer fletter hele tiden med hinanden efter princippet “Kig kun fremad, aldrig bagud. Rør aldrig bremserne. Og frem for alt, så dyt hele tiden!”. Vi er ærligt talt nok lidt glade for, at det ikke er første gang, vi cykler ind i en storby, men Conakry tager alligevel prisen som den vildeste, vi har prøvet.

Det var med en hvis lettelse, at vi kunne navigere direkte hen til Kakimbo Towers og tage hul på anden del af vores Guinea-eventyr, frem for at skulle cykle byen tynd efter et egnet hotel.

I Conakry skulle vi søge visum til 3 lande længere fremme på ruten, så vi vidste, at vi skulle være her nogle dage. Vi havde hørt fra andre at Conakry til gengæld er en by, man ikke rigtig har lyst til at være i. Så for at undgå dét dilemma, havde vi skrevet til den eneste fyr på Warmshowers, som bor i byen. Og heldigvis indvilgede han i at lade os bo hos ham.

Men vi havde ingen anelse om, hvor heldige vi var, eller hvad vi gik ind til.

Det viste sig at Peter bor i den mest luksuriøse bygning i Conakry, Kakimbo Towers, med 27etager, fitnesscenter, swimmingpool, supermarked, og hvad ved jeg. Som han sagde: “Dette er det mest luksuriøse sted siden Dakar!”. Og alt dette skulle blive vores hjem de næste dage.

Peter havde besøg af sin kæreste, så istedet havde han aftalt med sin kollega, at vi kunne bo hos dem. Da vi trådte ind af døren hos Elizabeth og Jared, på 25. etage, fik vi næsten tårer i øjnene og kunne ikke tro vores held. Elizabeth og Jared er utroligt søde, og vi følte os straks meget velkomne. Vi stod der i stuen, i vores svedige ulækre cykeltøj og spurgte om vi som det første måtte tage et bad.

Da de første stråler fra det kæmpe bruserhoved væltede ned over vores beskidte kroppe, flød det røde vand ud i afløbet og vores kroppe blev efterhånden transformeret fra røde støvmonstre til respektable verdensborgere igen. Aldrig har et bad gjort så godt.

Samme aften havde de inviteret gæster, og vi blev efterhånden introduceret til expatlivet i Kakimbo Towers. Folk fra mange forskellige lande bor her, mens de arbejder på ambassaderne eller forskellige nødhjælps- eller forretningsprojekter. Som een sagde på et tidspunkt, så er Kakimbo et lille paradis, så mange der bor her oplever aldrig Guinea, fordi de aldrig kommer ud af bygningen.

Jared og Peter arbejder med nødhjælp i Guinea og Sierra Leone, for USAID. Det var vildt interessant at høre, hvad de konkret arbejder for at gøre, men det blev også hurtigt et samtaleemne, hvor politisk deres arbejde egentlig er. Vi må nok indrømme at vores syn på det man før kaldte U-landsbistand, er blevet temmeligt udfordret og en hel del mere nuanceret end vi havde forventet, igennem de ting vi har set og oplevet fra cyklen. Derfor var det virkelig spændende at diskutere med nogle, som rent faktisk arbejder med hjælpen til hverdag. Ydermere så er Elizabeth fra Tanzania, men har gået på college i USA, så hun havde så mange indsigtsfulde og interessante pointer fra hendes perspektiv.

Hvis ikke dette skriv skal udvikle sig til en lang tirade, så skal vi måske holde os til at Lars Løkke, Danmarks udenrigsminister, nok har en pointe, da han kom hjem fra Afrika for nyligt og udtalte noget i retning af: “Vi skal nok til at indrømme, at vi ikke er så fede i Afrika, som vi selv troede. Og vi skal nok omlægge vores strategi en hel del, for at blive ved med at være relevante i den del af verden, som ændrer sig meget i disse år”. Det er gengivet frit fra hukommelsen, men pointen står klart. Kina og en del andre lande har stor indflydelse i Afrika. I Afrika deler man egentlig ikke særlig ofte politiske værdier med Vesten. I Afrika er meget af den “hjælp” vi har givet gennem årene, fuldstændig fejlet.

Det bliver virkelig spændende at se, hvad der sker her de næste 10år.

Samtalerne fortsatte de følgende aftner, når vi mødtes over aftensmaden, efter vi havde brugt dagen på de forskellige visumkontorer i byen. Vi skulle søge visum til Liberia, Elfenbenskysten og Nigeria. Vi startede med det sværeste. Nigeria er kendt for at være ret kompliceret at få visum til. For det første har ambassaden kun åbent et par dage om ugen, men timingen passede heldigvis med at besøge kontoret onsdag morgen. Vi ankom med motorcykeltaxa og vind i kinderne, efter en hårrejsende tur på bagsædet, gennem Guineas morgentrafik. Med os havde vi en stor stak fotokopier af pas, ansøgningsbrev, ruteplan, kvitteringer og selve ansøgningsskemaet, samt en stor stak pengesedler. Forinden havde vi uploadet de samme dokumenter og udfyldt en online ansøgning, samt forudbetalt 108dollars.

“Normalt” har folk ansøgt visum til Nigeria i Benin, hvor man skal købe et falsk borger-kort, inden man kan ansøge. På ambassaden gælder det så om at finde hende damen, som tager imod bestikkelse, for at lade ansøgningen gå igennem. En nervepirrende og ret beset ulovlig måde at få visummet på. Men for blot en måned siden dukkede der rygter op om, at man kunne ansøge visummet i Conakry. Endda uden bestikkelse. Det var svært at turde tro på, men selvfølgelig ville vi forsøge den mulighed først. Så her sad vi så, i sofaen i receptionen i Conakry, med lidt høj puls og krydsede fingre. En dame kom og talte med os. Hun gennemgik vores dokumenter og var slet ikke imponeret over det, vi havde med. Der var mange indvendinger, men efterhånden som samtalen skred frem, kunne vi nøjes med at lave en hotelbookning i Nigeria og gå ud på gaden til en fotokopist, for at lave en kopi til hende. Og så iøvrigt betale 2mill Guinea franc pr mand. Til gengæld virkede sandsynligheden for rent faktisk at få visummet, til at være stor. Så vi betalte og sagde: “Vi ses imorgen”. Dermed kostede visummet indtil videre små 2.500kr incl mototaxi frem og tilbage til ambassaden.

Dagen efter sad vi igen i sofaen og ventede. Og ventede. Indtil en anden dame, uden så meget som at kigge på os kom og lagde vores pas på bordet foran os, samt en kvittering på 2mill. Vi jublede højlydt, indvendigt, og gik derfra med kæmpe smil på læben. En stor hurdle er overvundet.

Det er ikke fordi det er uladesiggørligt med de forskellige visa i Vestafrika, men det kræver tid. Mange af ansøgningerne til Vestafrikanske lande er komplicerede og kræver mange dokumenter og ansøgninger i bestemte byer. Reglerne ændrer sig ofte og med kort varsel, så man skal følge godt med. Desuden er de dyre og behandlingstiden er ofte et par dage. Når man ganger det med at vi besøger ca. 20 lande i Afrika, så bliver det unægtelig en krævende opgave at holde styr på.

Elfenbenskysten var også en mundfuld, men trods alt lidt nemmere.

Liberia var en drøm. Vi mødte op på ambassaden. I porten sad en vagt som bad om passet, 2 pasfotos og 100dollars. Dagen efter kunne vi hente visummet. Endda på en lørdag. Det tog 3min hver gang.

Da de 3 visa var i hus, kunne vi egentlig forlade Conakry. Men sådan gik det ikke. Vi kom tilbage fra Liberias ambassade lørdag eftermiddag, til en besked fra Jared: “USA’s ambassadør i Conakry har hørt om Jer, og han vil gerne møde Jer. Han er nede ved poolen”.

What?!!

Den chance ville vi selvfølgelig ikke forpasse, så vi sprang i noget badetøj og en T-shirt og tog elevatoren ned. Og ganske rigtigt, så lå ambassadøren og hans kone på hver deres badehåndklæde ved poolen. Ambassadøren startede samtalen ud på flot dansk med sjov accent. Han har været udstationeret i Danmark i flere år. Troy og Kathryn var søde og sjove og samtalen flød nemt. Efter 10min inviterede de os til middag i ambassadørboligen samme aften. Og vi som troede at vores luksusoplevelse med gode mennesker i Conakry ikke kunne blive bedre.

Tilbage i lejligheden fik Jared aftalen på plads med, hvornår vi skulle komme og så gik der tøjkrise i den. Kenneth har kun det tøj han cykler i, samt et par tynde træningsbukser til hviledagene. Marie er heldig og har fået en kjole af Hanne i Gambia. Jared forsikrede, at det ville være casual aften og tog selv afslappet tøj på, hvilket gav lidt ro.

Da vi ringede på dørklokken åbnede ambassadøren selv i røde basketshorts til Kenneths store lettelse.

Vi blev inviteret ned til poolen i haven til en drink, mens solen gik ned over havet og millioner af flagermus fløj forbi deres have. Det var en helt magisk start på aftenen.

Samtalen flød igen let og både Troy og Kathryn var virkelig underholdende og behagelige.

Da solen gik ned, gik vi indenfor og spiste fish-tacos og drak øl til. Helt perfekt uprætentiøst og afslappet. Indtil telefonen ringede. I røret var EU’s ambassadør, som bor to huse nede ad vejen, og som nu inviterede til improviseret havefest med et lokalt band, som hun havde hyret.

Endnu en gang tog aftenen en uventet drejning og endnu engang frygtede Kenneth for dresscoden, da Troy sagde: “Jeg skifter lige tøj til noget mindre casual”. Men der kom hurtigt ro på igen, da Troy kom tilbage fra garderoben iført et par endnu mere spraglede shorts, og den samme polo T-shirt.

Hos EU ambassadøren blev vi vist ned i haven, hvor stolerækker var stillet op til koncert og et lokalt band sad klar til at spille. Vi hilste pænt og formelt på alle, men kunne heldigvis mærke at stemningen også her var afslappet.

Bandet begyndte at spille og flere folk strømmede til. Det var stadig intimt og alle dansede. Ikke længe efter ankom aftenens mest kendte og prominente gæst: Grand-P. En dværg, som nyder ambassadør status i Guinea – fordi han er dværg. Det er åbenbart anset som et særligt privilegie at være dværg. Alle hilste på ham og ville have selfies. Vi var dog for generte til at spørge. For et par dage side så vi en kæmpe reklameplakat med ham nede i byen. Uden tvivl aftenens celebrity nr 1. Da han gik på dansegulvet fulgte alle med. EU-ambassadøren i bare tæer, viste sig som en virkelig god danser. USA’s ambassadør i spraglede shorts med rytme i kroppen. Os i cykeltøj med generte dansemoves. Og afrikanere i snorlige jakkesæt med totalt overskudsagtige dansetrin, som satte alle til vægs.

Og sådan endte vores sjove lørdag aften i Conakry.

Søndagen brugte vi sammen med Elizabeth og Jared på bare at hygge os og pleje tømmermændene, mens vi fik grineflip over aftenens eskapader.

Noget af det vi hjemmefra havde glædet os til, og håbet på vi kunne opleve, er de mange forskellige virkeligheder som eksisterer tæt, side om side i Afrika. I Guinea fik vi det.

De første 10 dage cyklede vi gennem hårdt terræn i bjergene og mødte mennesker som lever i små hytter af ler og strå.

Men i Conakry mødte vi folk, som lever i det totalt modsatte samfundslag. I en luksus som ingen i bjergene overhovedet kan forestille sig. Den luksus er i virkeligheden den vestlige livsstil. Hverken mere eller mindre end den samme måde, som vi lever vores liv i Danmark. Men fordi vi oplevede det lige efter at have cyklet i bjergene, så virkede det voldsomt på os.

De dybe politiske samtaler, vi havde med Elizabeth og Jared var virkelig givende. Vi har i den grad nydt at kunne dykke ned i det komplicerede billede af Afrika, som vi er ved at samle af uendeligt mange små brikker.

Fælles for begge steder, både bjergene og Conakry, er at vi mødte mennesker, som lever med hjertet forrest og en uforlignelig åbenhed og imødekommenhed. Tak for oplevelserne.

Herunder lidt flere billeder: