marts 7, 2024

Guinea Bissau – karneval og cashewnødder

Guinea-Bissau er et lille land i Vestafrika, som ikke får meget opmærksom i medierne. Det ligger ved Atlanterhavskysten og har Senegal og Guinea som naboer. Landet har lige under 2 millioner indbyggere og er et af de fattigste lande i verden. Det skyldes til dels, at landet ikke har naturressourcer, og at der er politisk ustabilitet. Siden landet blev selvstændigt fra Portugal i 1974 har der været fire kup og mange flere forsøg, som ikke er lykkedes. Da portugiserne forlod Guinea-Bissau, efterlod de kun en ølfabrik som indtægtskilde for landet.

Guinea-Bissau er den første tidligere portugisiske koloni, som vi besøger på vores rejse. Vi kan for første gang bruge vores spanske til at kommunikere, da portugisisk og spansk ikke er så langt fra hinanden. Vi finder dog hurtigt ud af, at mange i landsbyerne udelukkende taler lokalsproget Kriol.

Tilråbet ‘Toubab’ erstattes med ‘Blanco’ – som betyder hvid på portugisisk. Det siges stadig med et kæmpe smil, men det kan godt blive lidt enerverende at høre på. Især når børn råber det højt i kor og i takt. Vi får lyst til at vende os om på cyklen for at se, om det lokale fodboldhold er bag os.

Vi gør vores ypperste for at være den bedste version af os selv, når vi møder lokale – smile, vinke og interagere. Det kommer normalt helt af sig selv, fordi alle er så imødekommende og giver os et kæmpe smil, som er svært ikke at returnere. Det er en gave at være så eksponeret, når vi rejser på cykel. Vi har ikke en bilrude mellem os og de lokale. Vi skal stoppe for at få vand ved brønden, købe mad ofte for ikke at slæbe for meget mad med på cyklerne, og det rygtes hurtigt, når vi cykler ind i en landsby. Når vi sover i en landsby, bliver vi også nysgerrigt holdt øje med. Det giver mange sjove møder og oplevelser, som jo netop er grunden til, at vi er taget afsted. Bagsiden er, at vi altid er tilgængelige. Det er svært at gemme sig, hvis man har brug for at trække følehornene til sig og oplade batterierne.

De lokale vil altid gerne vise os vej

Find Marie

Mangroven i solnedgang

Som altid forsøger vi at tage de små veje, fordi vi synes, at det er sjovere, men også fordi bilerne i Guinea-Bissau ikke har bremser. Det føles i hvert sådan. Så i den første by, efter at have krydset grænsen fra Senegal, drejer vi fra hovedvejen. Vi har set på kortet, at det er muligt at tage en lille båd over et flodindløb gennem mangroven til en anden lille by. Derfra kan vi cykle til hovedstaden af små veje.

Vi finder stedet, hvor båden skal sejle fra, men vi kan hverken se båd eller noget, der ligner en havn. Vi spørger en flok mænd, der sidder lidt længere oppe af vejen under nogle store træer. De nyder skyggen, hører musik og snakker. De er en blandet flok af unge, ældre og midtimellem. To af mændende har uniform på, og de andre hænger ud sammen med dem. Det viser sig at være kystvagten. Manden, som lader til at være ansvarlig, har sportsshorts på, rød T-shirt, uldhat og et kæmpe stort kors om halsen. Han tager os med ned til stedet, hvor båden sejler fra. Han kigger lidt på de få trækanoer, som ligger i sandbunden, da det er lavvande. Han ryster på hovedet. Det er ikke en mulighed. Vi må vente på båden, som kommer i morgen.

Vi forstår, at båden kommer kl. 09. Så selvom klokken kun er 16, beslutter vi os for at vente på båden den næste dag. Vi kigger lidt på hinanden, og hvor vi kan slå teltet op. Vi vil så nødigt betale for et hotel. Vi spørger kystvagten, og vi får lov til at slå teltet op foran deres bygning.

Eftermiddagen går med at hænge ud i den lille by og med kystvagten. Naboen, der er engelsklærer, kommer forbi og sludrer og der kommer også løbende andre forbi for at hænge ud med mændene. Vi lærer at sige; obrigado, boa tarde, bom dia og boa noite på portugisisk, som betyder tak, god eftermiddag, godmorgen og godaften. Det er ikke helt nok til at planlægge en bådtur.

God plads til vores lille telt

Vores ven havde vagt næste morgen og til ære for billedet kom jakken på, selvom det var drøn varmt

Den næste morgen er vi oppe i god tid, men der kommer ingen båd. Vi har misforstået tidspunktet. Båden kommer først kl. 14 og sejler afsted igen kl. 15. Vi er lidt slukøret, men vi beslutter os for at vente på båden, da ruten ser virkelig spændende ud. Båden kommer kl. 15, men klokken nærmer sig 18, inden vi sejler afsted. Løbende kommer der flere og flere mennesker, varer og en fuld mand, som underholder hele flokken. Varerne, et par geder, mennesker og vores cykler kommer ombord. Vi er endelig klar til at sejle afsted, men nu er der ikke vand nok til at skubbe piroqen fri af sandbunden. Så vi venter på mere tidevand. Efter lidt tid lykkes det, og vi sejler ud gennem flodsystemet. Det er magisk at sejle gennem mangroven i solnedgangen og se, hvordan himlen skifter farve og de røde-orange-lyserøde farver changerer, mens solen går ned.

Vi ser flere kvinder i små trækanoer, som er ude for at samle østers. De sejler helt tæt på mangroven eller nærmest ind i den og skærer østers fri fra mangroven, som de sidder på.

Det er mørkt, inden vi når den lille by Cacheu, men der står folk inde på kajen og vinker med lys, så kaptajnen finder sikkert vejen. Lige inden vi når den lille havn sætter motoren ud, og båden begynder at flyde baglæns. Selvom vi ankommer meget senere end forventet, der er lidt motorproblemer undervejs og til sidst sætter motoren ud, er der ingen, som brokker sig. Ingen, som stresser. Alle tager det helt stille og roligt. Tålmodighed er virkelig en evne, som afrikanerne besidder.

Slavemuseum og portugisisk fort

Dagen efter finder vi museet, som omhandler den omfattende slavehandel i området. Byen er det første område, Portugal overtog i Subsaharisk Afrika, fordi det var en strategisk handelsposition i udløbet fra Cacheu floden til Atlanterhavet. Herfra transporterede portugiserne varer, elfenben og slaver videre til Cape Verde og derfra videre over Atlanten. Europæerne kom med moderne teknologi og skibe, så afrikanerne havde ikke en chance i kampen mod dem. Museet er to etager med plancher, beskrivelser og virkelig informativt. Selvom vi kender historien, lærer vi stadig nyt. Ingen af os har hørt om, at der kom så mange slaver til Brazilien, og at også Indien samt Kina modtog slaver. Hvordan Afrika allerede havde et menneskehandelssystem, som europæerne udnyttede og udbyggede. I følge museets tal blev 12.500.000 mennesker transporteret fra Afrika over Atlanten i perioden 1501 til 1866. Det er virkelig en grusom periode i menneskets historie.

Museet har også information om, hvor der stadig foregår slave ligende tilstande. Skandinavien går heldigvis helt fri, men det er skræmmende så mange lande, der stadig har dårligere vilkår for arbejdere. Også her i Vestafrika.

Udover museet er der også et lille fæstningsværk, som portugiserne første gang lagde an til i 1588 og senere udbyggede. Fortet har en port, fire tårne og står stadig med kanoner. Selvom det er restaureret, er det stadig noget forfaldent. Sammenlignet med et moderne fæstningsværk ligner det en miniature udgave. Især proportionelt med dets virkelig store bizarre skulpturer af de portugisiske søfarer Gonçalves Zarco og Nuno Tristão, som var de første til at indtage Guineas kyst. Inde midt i fortet vokser et træ med de smukkeste hvide blomster. De ser nærmest himmelske ud. Det må være til alle de mennesker, som led en ulykkelig skæbne under det portugisiske styre.

Gæstfrihed i Bissau

Vi kommer til hovedstaden Bissau i den hektiske fredagstrafik, så det er med at holde øjne og ører åbne. Vi passerer et stort marked og der er godt gang i byen, da de gør klar til karneval. Vores hjul er peget mod en campingplads, som ligger inde i byen.

På vejen vil vi hæve penge og i køen til hæveautomaten, falder vi i snak med Monica og Diana. De arbejder begge på et hospital i byen og er henholdsvis fra Colombia og Spanien. De spørger, om vi ikke trænger til et bad, og om vi vil bo hos dem i nat. Vi sagde kæmpe ja tak i kor. Det kom så uventet og noget af det bedste ved at rejse. At møde mennesker, der har overskud og lyst til at bruge tid på fremmede rejsende.

Vi trækker cyklerne rundt om hjørnet og op på første sal, hvor de to kvinder har en skøn lejlighed. De skal arbejde i Bissau ca. et år og træne sygeplejersker og læger på hospitalet. Monica og Diana starter en forlænget weekend pga. karnevallet, så der bliver knappet en øl op og stemningen er virkelig god.

‘Mi casa es tu casa’ (mit hus er dit hus) sagde Diana fra Colombia, og det fremkalder virkelig gode minder fra Sydamerika. Varmen og gæstfriheden, som vi mødte igennem hele kontinentet. Monica siger med det samme, at vi endelig skal tage et bad, og viser os værelset, hvor vi skal sove. Der er en kæmpe dobbeltseng og adgang til altan, hvor cyklerne bliver placeret. Monica laver også mad til os – super lækker mad med grøntsager. Bagefter er vi på en kort gåtur rundt i kvarteret, og de fortæller om byen.

Vi har mange gode snakke, og de fortæller blandt andet om, hvordan sygehuset ikke har meget. Alle patienter skal selv købe det, der skal bruges til deres behandling. Og det har mange ikke råd til. Derfor dør folk af sygdomme og komplikationer, som nemt kan undgås, hvis de havde adgang til et bedre og mere velfungerende sundhedssystem. Selv nålene er dårlige, og de har ikke mulighed for at lave mange analyser af fx blod eller scanninger, fortæller Monica. Vi er ikke klar over, at der er forskel på nåle, og at medicin rangeres, hvor Afrika ofte får det dårligste. Det samme gælder lægernes og sygeplejernes faglige niveau, som er mangelfuldt. Diana og Monica er udsendt af Baskerlandet i Spanien sammen med tre andre for at hjælpe og uddanne lægerne og sygeplejerskerne. De gør virkelig en forskel, og de har travlt. De bliver endda ringet op efter arbejde af lægerne, som har vagt, for at spørge dem til råds.

Endnu engang sender vi en tanke hjem, og på hvor heldige vi er med vores danske sundhedssystem med super veluddannede personale – som endda er gratis.

Vi skulle egentligt have taget afsted dagen efter, da Monica og Diana skal på forlænget weekend, men de spørger, om vi vil blive i lejligheden, mens de er væk. Vi er dybt taknemmelige og håber sådan, at de besøger os i Danmark, så vi kan gengælde den gæstfrihed, som de viste os. Sikke et fantastisk møde med nogle dejlige mennesker, der kom ud af det blå.

Vi har set frem til årets karneval i Bissau og forventningsfulde går vi ud i gaderne om lørdagen. Den store gade gennem byen er lukket af for biler. Folk går frem og tilbage og hygger sig med vennerne. Der er gang i flere små fodboldkampe på gaden og der er højt humør. Der er enkelte, som er klædt ud, og små boder sælger røde hatte, hvorpå der står ‘Merry Christmas’. Vi taler med lokale, som fortæller, at det er dagen efter, at karnevallet er rigtig godt. Så vi går ud igen dagen efter, men det er det samme. Vi får at vide, at karnevallet har ændret sig med den nye præsident, så det nu kun er i et afgrænset område. Senere får vi at vide, at den store parade først er om mandagen. Selvom vi ikke ser paraden, er det sjovt at opleve karnevallet og alle de glade mennesker i gaderne.

Cashewnødder er landets vigtigste eksportvare

Fra Bissau og videre mod grænsen til Guinea har vi udset os endnu en rute på små veje. Vi tager færgen fra Bissau til den lille by Enxude. Det er samme historie som sidst. Færgen forlader havnen et par timer senere end planlagt, men ingen løfter et øjenbryn.

Det er første gang, cyklerne er kommet ombord på en færge med en kran

På den anden side bliver vi sat af på en lille anlagt kaj. Herfra fortsætter vi på jord- og grusveje gennem små landsbyer. Her er der ingen elektricitet, vandet skal pumpes op fra brønden, og vi kan se og fornemme på folk, at de ikke har meget.

Flotte små veje snor sig gennem landet

En lille flodkrydsning undervejs på ruten

De lokale er altid søde til at give os vand

Hver by har en fodboldbane

Manden til højre har været tre måneder i København for at studere

Langs vejen ser vi mange cashew træer, som er et af landets vigtigste indtægtskilder. Cashewtræet blev introduceret af Portugal, som tog det med hjem fra Brasilien og siden 1980’erne har det haft en betydelig rolle i Guinea-Bissaus økonomi. Cashew-produktionen udgør helt op til 90% af landets eksport og er den mest betydningsfulde indtægt i landdistrikterne. Det er en skrøbelig model for et land at have satset så meget på et produkt, og det er en del af deres økonomiske udfordring.

Lige nu blomstrer cashewtræerne, og vi ser grønne friske cashew hænge på træerne. Kenneth smager på en af dem, men det er ingen succes. Den er helt klistret, og det er svært at få det af fingerne igen. Det er for tidligt. Senere ser vi træerne, hvor der også er en frugt for hver eneste cashew. Frugten er sprængfyldt med antioxidanter og vitaminer, men den har også mange tanniner, så den er lidt syrlig, når man spiser den og udtørrer munden. Ofte bliver den ikke brugt til noget, så der går virkelig meget til spilde for at få en cashewnød. Herudover adskilles frugt, nød og skal med håndkraft. Der er ikke noget at sige til, at cashew koster mere end andre nødder. Vi køber cashewnødder fra sidste sæson på markedet. Kæmpe store lækre saftige cashewnødder, som de kort rister. Der er virkelig noget over at spise mad i det land, hvor det komme fra og vide, hvordan det gror.

Det samme gælder mangoerne, som vi har set hænge på træerne siden Gambia. I Bissau kan vi endelig sætte tænderne i den første lækre modne saftige mango. Der er så mange mangoer på træerne, og nu tror vi på, når de lokale fortæller, at der er så mange mangoer i sæsonen, at det er svært at få dem spist.

Måske fremtiden er mobil-træer?

Bedre sent end aldrig

Vi vælger en lille grænseovergang til at krydse ind i Guinea. Da vi kommer til den lille by, kan vi ikke finde grænsekontoret, da det ligger et andet sted end på vores kort. Så vi spørger os frem og bliver guidet op til hovedvejen. På vejen får vi øje på en lille frokostrestaurant, og så fristes et par sultne cyklister jo nemt til at bremse. Vi beslutter, at vi ligeså godt kan spise frokost, inden vi stempler ud af landet. Kvinden fremtryller en omelet med ris og friske tomater på toppen.

Da vi er ved at bestille maden, kommer der en medarbejder fra grænseposten og spørger, om det er os, der vil tjekke ud af landet. Det er det. Rimelig sejt at det allerede har har rygtes fra byen til grænsekontoret. Kvinden siger noget, vi ikke helt forstår, men vi forstår, at hun vil vise os vej til grænseposten. Der kommer også en mand, som ser ud til at have flere stjerner på skulderen. Han siger også noget, men forsvinder så igen. Kvinden venter på os, og efter vi har spist, starter hun sin motorcykel og kører med os op til grænseposten. Sikke en service tænker vi. Kvinden tager vores pas og går ind på kontoret og beder os vente. Og vi venter. Og venter. Det føles som meget lang tid. Vi spørger, hvor længe vi skal vente, og kvinden forklarer, at grænsevagten er ved at bede.

I det øjeblik går det op for os, at det er fredag, og grænsebetjenten er i moskeen. Og at medarbejderen har prøvet at fortælle os, at det er nu, I kan få stemplet jeres pas eller efter fredagsbønnen i moskeen. Så selvom det strider imod vores vestlige effektive hjerner og plan for dagen, er det også lidt fantastisk, at traditioner følges, mens alt går i stå imens. Det er en god tålmodighedstest. Vi når at ordne lidt forskelligt og drikke en cola, inden grænsebetjenten endelig kommer tilbage. Fedt, tænker vi. Nu er det nu. Han skulle bare lige spise, inden han kunne stemple os ud.

Vi bliver stemplet ud af Guinea-Bissau af en meget venlig og smilende grænsebetjent, og det tog ca. tre minutter. Vi vinker farvel og drejer ned ad en lille grusvej. For enden af vejen, fandt vi manden med en trækano, der kunne sejle os ind i Guinea. Nye eventyr venter.

Det er første gang, vi har krydset en landegrænse i en trækano

Forrige indlæg

Næste indlæg