I det lille lægehus i Janjanbureh sidder Kenneth med foden oppe på et gammelt ødelagt skrivebord. Sygeplejersken har sit spædbarn i en slynge på ryggen, mens hun renser såret på Kenneths ben med håndsprit. Her er ikke just rent. Heller ikke just de mest optimale remedier til selv en simpel sårrensning. Man må gøre med det man har, så der bliver hældt rigelige mængder håndsprit i det åbne sår.

Efter forbindingen går vi ind på hendes kontor. Babyen er blevet sulten, og selvom Kenneth prøver at underholde, mens konsultationen foregår, er gråden nu for meget. Sygeplejersken tager sit ene bryst frem og begynder at amme, mens hun udskriver antibiotika. Hun virker lidt træt. Måske fordi hun er alene på arbejde i lægeklinikken, mens hun passer sit barn. Måske fordi hospitalet mildest talt er lidt nedkørt. Hvem ved. Ihvertfald opdager vi dagen efter at antibiotikaen i virkeligheden er en ormekur, og rensningen med håndsprit har gjort såret endnu større.

Vi er på besøg hos Kebba. Han er rektor for en skole, og da vi mødte ham på gaden udenfor lægeklinikken, inviterede han os straks til at komme og besøge skolen.

Som alle andre skoler i Gambia, er den bygget for nødhjælpsmidler. Kebba har sammen med en tjekkisk fyr startet et projekt, hvor brugte cykler fra Tjekkiet fragtes til Gambia og bliver givet til de elever som har længst i skole. Det kan betyde forskellen på at komme i skole eller ikke, hvis man kan cykle, istedet for at gå 5-7km hver vej.

Projektet er virkelig sympatisk, og vi får selvfølgelig straks lyst til at hjælpe til, hvis vi kan. Vi drøfter længe projektet med Kebba, og han mener, at der er en dybere grund til at vi har mødt hinanden. Han fortæller os, at den største udfordring er, at de fleste forældre ikke har råd til at betale de 10kr om måneden, som skolen tager i vedligeholdelsesgebyr. Han vil have, at hvis vi skal lave noget sammen, så skal det være et nyt projekt. Men vi har det bedst med at respektere det, som allerede er igang, og vil gerne undersøge muligheden for at arbejde sammen med den tjekkiske fyr omkring cyklerne. Kebba begynder istedet at fortælle os om nogle solpaneler, han vil flytte, så de kan få strøm til skolens computerrum. Men de mangler batterier. Han tilkendegiver ret åbenlyst at vi måske kan donere batterierne?

Resten af dagen tilbragte vi med lærerne. Vi spiste sammen med dem og talte med de fleste af dem. Vi sov på skolens område, og næste morgen drak vi igen te sammen, inden vi sagde farvel. Igennem de mange snakke finder vi ud af, at en lærer tjener 300kr om måneden. De lever på skolen i løbet af ugen, og tager hjem til familien i weekenden. Vi fornemmer, at det er svært at leve af jobbet, og ingen virker særlig tilfredse.

Kebba lovede at holde kontakt, det samme gjorde vi. For Kebba betyder det at ringe et par gange om dagen. Vi prøver en mere nede-på-jorden udgave, hvor vi skriver af og til. Snakken om hjælpe-projektet er forstummet. Både fra Kebbas side, men også fra vores. For da vi forlader Kebba, har vi kun været i Gambia et par dage. Indtil da havde vi kun et hurtigt overfladisk blik af et folk som vi finder søde og imødekommende. I løbet af de næste dage bliver vores blik mere nuanceret, og landet begynder at tegne sig i vores tanker og sind, og det er grunden til vi nu er mere forbeholdne overfor ideen om at hjælpe skolen og Kebba.

“Toubab!” råber endnu et barn efter os. Endnu et smil og endnu et vink. Toubab betyder “Hvid mand”. Vi får meget opmærksomhed. Vi kan ikke gemme os bag oprullede vinduer og lukkede døre. Hvorend vi kommer frem, er vi synlige og tydelige. Ikke bare pga cyklerne, men også vores blege hud får os til at stå frem som neonlys i måneskin. Det gør også, at vi hurtigt får en fornemmelse af kulturen og af de lokales syn på os. I Gambia begyndte vi at føle os som et pengetræ, der skal rystes. Vi føler, at hvis man kan få den hvide mand til at give nogle penge, så er det jo væsentligt nemmere end selv at gøre noget for dem. Dette er helt firkantet trukket op, og selvfølgelig ikke særligt nuanceret, men ikke desto mindre den følelse vi har. Til gengæld kan man sige, at folks tilråb til os, som regel er ligeså unuancerede: “Toubab! Give me money!”. Eller: “Toubab! I want your bicycle!”. Der er mange forskellige variationer over det samme tema, men en lille dreng ramte hovedet på sømmet, da han råbte til os: “Toubab is money!”. Selvom det måske var en fortalelse, så beskriver det meget godt den opportunisme, vi oplever.

Til gengæld er der også en følelse af, at det hele måske ikke bunder så dybt endda. Måske er det ligeså meget noget kulturelt, noget historisk, en måde at leve sammen på, en overlevelsesstrategi. Mafugi, som var en gæstfri gambianer, vi boede hos i Mauritanien sagde: “Jeg kan bedre lide at arbejde i Mauritanien, fordi her kan jeg selv bestemme hvad jeg bruger mine penge på. Hvis jeg arbejder og tjener penge i Gambia, så kommer familie og venner og skal have penge”. Det er ikke lykkedes os at dykke længere ned i denne kultur om at dele, men det er værd at have i baghovedet, når vi for 10. gang hører små drenge råbe: “Toubab! Give me football”.

Det med at dele går begge veje. Hvis vi kommer forbi en samling mænd, som spiser frokost, inviterer de altid: “Come and eat!”. De gange vi har spist med, tilskynder de os altid til at spise mere, mere, mere. En dag hvor vi havde fået rigtig mange tilråb, og var ved at være lidt trætte i hovedet, stoppede vi i skyggen under et træ. En lille pige som ventede på bussen med sin mor kom hen og gav os hver en halv appelsin. Så bliver man lige nulstillet med et smil på læben, og det bliver svært at retfærdiggøre overfor sig selv, hvorfor vi ikke bare deler alle vores penge med alle. Ligesom da en anden lille dreng råbte: “Toubab! I miss you”.

Gambia er det mindste land på det afrikanske fastland. Ca 1/4 af Danmarks størrelse. Her bor ca 2mill mennesker, så det er et af de tættest befolkede lande i Afrika, i stærk kontrast til Mauritanien, som er et af de tyndest befolkede lande i Afrika.

Cirka halvdelen af befolkningen lever i fattigdom, for under 15kr om dagen. Til gengæld har mange subsidiært landbrug. Derfor så vi heller ingen sult, ikke engang ude i de mindste landsbyer. Selvom en månedsløn kun rækker til lidt mere end en stor sæk ris, så formår mange at dyrke så meget selv, at de klarer sig. Det er selvfølgelig kun gældende på landet, så den største, og hurtigst voksende fattigdom, er faktisk i forstæderne til de større byer.

Men hvordan kan det egentlig være at et land, som har rigelige naturresourcer til at brødføde hele befolkningen, er så fattigt. Det korte klare svar er: Korruption. Det lange komplicerede svar er langt mere dystert, for os fra det rige Europa.

Gambia har siden sin uafhængighed fra det britiske kolonistyre i 1965 haft 3 præsidenter, som allesammen har været/ er bundkorrupte. Men som vi alle ved, hvis man skal have den rigtige sandhed skal man spørge frisøren. Så mens Kenneth sad i frisørstolen, blev landets politiske finurligheder hvisket i øret. Kongesætningen som står klarest er: “The President is not elected, he is selected”. Hvilket betyder at man ikke må tro at præsidenten bliver valgt af folket ved frie valg. Nej – Præsidenten udvælges af Europa, i dette tilfælde England – det tidligere kolonistyre, og køres i stilling i et valg, som ikke kan tabes. Forstår man først det, så forstår man hvorfor Afrikas situation er så desperat, og hvorfor de korrupte præsidenter sidder på livstid mange steder, mens de holder befolkningen i et jerngreb af nød og manglende udvikling. For virkeligheden er, at præsidenten i Gambia har fyldt sine lommer og sin mave i mange år, med Europas gode vilje, mens befolkningen ikke har udviklet sig. Korruptionen betyder, at hvis nogen laver en god forretning, så kan man være sikker på, at regeringen kommer og kræver afgifter, skatter, bøder for at fylde egne lommer, uden tanke på udviklingen i landet. Derfor flytter rentable virksomheder til Senegal, eller lukker deres aktiviteter i afmagt og frustration. Det betyder at alt initiativ tages fra folk, til at skabe sig et bedre liv. At man fremelsker en opportunisme, hvor det man kan putte i munden nu, er bedre end en langsigtet indsats, for man ved aldrig, hvornår ens opsparing bliver taget fra een.

Europa og USA har igennem mange år ydet hjælp til Gambia. Både organisationer og private donorer har bygget og drevet skoler og hospitaler. Det er smukt og altruistisk. Og med tanke for den nordiske succes med befolkningens dannelse, er det den rigtige tilgang. Problemet opstår, når man kun hjælper med den ene hånd, samtidig med at man ødelægger landet med den anden. For Vesten køber stadig varer og naturressourcer alt for billigt fra Gambia, samtidig med vi sælger vores forarbejdede varer tilbage i alt for stor stil. Gambia importerer for cirka 12 gange så meget, som de eksporterer for. Det er jo et helt håbløst regnestykke for et fattigt land. Så samtidig med Vesten giver nødhjælp med den ene hånd, så medvirker vi til at dræne landet for økonomi, med den anden. Især når vi lader det korrumperede styre rage til sig, inden man betænker befolkningen.

Vi spurgte Kebba, hvad han tænker om Kinas nylige tilstedeværelse i Gambia: “Efter 50år med Vesten, er det godt at prøve noget nyt. Men vi ved godt, at aftalerne med Kina også er dårlige og skader vores land. Problemet er stadig, at vores ledere fylder lommerne, mens befolkningen lider.”

I det østlige Gambia så vi en “Venskabsbro” bygget af Kina. Til gengæld har Kina fået store fiskerettigheder ud for Gambias kyster.

På bredden af Gambiafloden ligger Kaur, en lille landsby. Her talte vi med en af de lokale fiskere. Han var anden generation fisker i familien. Men han bliver sikkert også den sidste, for fiskene er forsvundet fra floden. Tidligere kunne han være ude et par timer, for at hente dagens fangst. Nu kan han ikke engang fange nok efter en hel dag på vandet. Det er resultatet for lokalbefolkningen, efter regeringen har fyldt deres egne lommer og givet fiskerettighederne ved kysten til Kina, som overfisker massivt til skade for fiskebestanden.

Alt i alt tegner det et billede af en befolkning, som er låst fast i fattigdom uden mulighed for at skabe en bedre fremtid for sig selv og landet. Derfor gifter mange unge Gambianere af begge køn sig med udlændinge, enten i håb om at forlade landet, eller i håb om at blive forsørget resten af livet.

Alle vi talte med siger, at der intet håb er for Gambia. Uanset hvordan vi prøver at spørge ind til mulighederne for, at Gambia kan rejse sig , brødføde sig selv, udvikle sig, blive selvstændigt er svaret det samme: Der er intet håb!.

I den kontekst forstår vi bedre, hvorfor man tager chancen og spørger den hvide mand om han giver nogle penge, istedet for at gøre en langvarig indsats selv, for at skabe sin egen fremtid.

Selvom det er en sørgelig og smertelig erkendelse, så leder det os frem til et sted, hvor vi føler at det ikke giver mening at hjælpe Kebba. Det er jo tragisk at tænke, at vi ikke vil hjælpe folk, som har brug for det. Men vores erkendelse er, at Kebba ikke har brug for et batteri til sine solceller, eller flere cykler. Han har brug for en revolution og en leder, som tror på, at landet skal rejses med befolkningens styrke. At der skal bygges op nedefra. At det skal være slut med korruption og at være i lommen på Europa. Indtil det sker er Gambia et sort hul man kan hælde nok så mange penge i, uden det flytter noget.

Bliver det svært? Ja – enormt svært. Og desværre er Vesten mest tilfredse med status quo, for sådan tjener vi flest penge på Afrika, og sådan kommer der mindst ballade og problemer. Men andre lande i Afrika er langt stærkere end Gambia. Andre steder er den unge befolkning langt mere utilfredse og langt mere handlingsparate. Og DET er interessant at følge…

På trods af Gambias ringe udsigter er det umuligt ikke at elske Gambianerne. De besidder en tålmodighed og en rummelighed, som er de færreste forundt. Her er kort vej til smil, latter og venlighed.

Mens Kenneths sår havde brug for hvile og pleje til at hele, brugte vi tiden sammen med Finn, Hanne og Anita på Dana Lodge i bekvem nærhed af hovedstadens bedre sygehuse. Vi havde timevis af dybe og virkelig interessante samtaler om livet og kulturen i Gambia.

Hanne og Finn har tilbragt mange år i landet med at bygge forskellige forretninger op. Selvom også de berettede nedslående historier og manglende tro på Gambias fremtid, så mærkede vi, at de var drevet af noget andet – af kærlighed til Gambia og Gambianerne. En aften tog vi ud at danse med dem. Gaderne var fulde af liv og smil. Barerne fulde af folk, som fejrede livet og tog en stor bid af det. Unge og gamle, tykke og tynde, sorte og hvide. Alle forenedes i lysten til livet og fællesskabet.

Det er de minder, som fylder vores hjerter mest.