februar 5, 2024

Senegal – blå læber og flerkoneri

Vi krydser grænsen til Senegal i den østlige del af landet. Her har vi udset os en grusvej, som tager os igennem små samfund og smuk natur, der ændrer sig fra semi-ørken til bevoksning. Vi bliver overvældet af de mange gæstfrie og smilende mennesker, vi møder på vores vej. Mennesker, som lever på traditionel vis og som ikke har meget – men de har store hjerter og styrke, som kommer til udtryk gennem deres levende øjne.

Krydsning af Senegal floden

Vi kigger over på den anden side af floden. Lige derovre ligger Senegal. Vores land nummer 8 på rejsen og endnu engang et kæmpe skift i kulturen. Det er fascinerende, hvordan alting ofte ændrer sig ved at få to stempler i passet. Vi forlader den arabiske kultur og starter for alvor på de afro afrikanske lande i Vestafrika.

Det er en lille grænseovergang, men der er gang i den. Vi cykler igennem en handelsgade med masser af menensker. Der sælges alt fra vaskepulver til små friturestegte brød. Vi drejer ned af en lille sandet sidegade og for enden af den ligger grænseposten. Her skal vi stemple ud af Mauritanien. Vi bliver vist ind til Chefen og bænket ved siden af hans skrivebord, som er ved at falde fra hinanden. En fyr kommer ind og stikker en pengeseddel i Chefens lomme. Andre kommer forbi, endnu en pengeseddel i chefens hånd. Der skal også drikkes te og spises brød, mens vi sidder skoleret på den lille bænk og venter. Efter lidt tid åbner Chefen en bog, hvori han laver nye linjer med en klipsemaskine som lineal. Herefter bliver vores pasoplysninger sirligt skrevet ind i bogen. Han var lidt stram i starten, mens hans lune side fik overtaget, og da han først finder ud af, hvor vores navne står i passet, udtaler han dem med sjov accent og smil på læben. Derefter tager han et billede af vores pas og sender det på Whatsapp til hovedkontoret. Der fyldes omhyggeligt blæk i stempelpladen og vores pas får et udrejsestempel med et ordentligt knald. Vi er officielt ude af Mauritanien.

Ved floden ligger flere små både, der hele tiden sejler frem og tilbage med mennesker og varer. Vi forhandler en pris og sammen med cyklerne bliver vi placeret i en pirog, der sammen med en anden båd, fyldt med kvinder i farvestrålende tøj, bliver bugseret over på den anden side. Her bliver vi modtaget af en flok unge smilende og meget snakkesaglige unge fyre. Modsat i Maiuritanien, hvor mange ikke ville være med på billeder, var vi dårligt nok kommet ud af båden, før de unge gutter sagde: “Ta’ et billede af mig – ta’ også et billede af mig” og sådan fortsatte det, indtil vi til sidst måtte sige, at nu skulle vi checke ind i landet.

Vi krydsede grænsen med vores mexicanske cykelven, Gustavo.

Vi kunne mærke skiftet i kulturen med det samme. Der var høj musik, da vi stoppede for at købe noget koldt at drikke i en kiosk og mennesker i flot farvestrålende tøj. En mand i et pang-gult sæt tøj, store solbriller og en uldhat – en cool funky stil, der ville gå rent ind på Vesterbro.

Nationalrute 7 – Baobabtræer og stjernehimmel

Vi har udset os Nationalrute 7, som går fra den lille by Ogo mod syd til den større by, Tambacounda. Når nu det er en Nationalrute kan man godt fristes til at tro, at det er en flot asfaltvej. Det er det ikke. Det er til gengæld en grusvej, som bliver til et vejnet af små hjulspor, inden det igen bliver en grusvej før Tambacounda. Lige som vi bedst kan lide det.

Vi er stadig i semi-ørken, så der er kun få træer og buske. Vi er begejstrede over at se træer. Det er så længe siden. Vi er til gengæld knap så begejstrede for varmen. Temperaturen har taget et hop opad. Især om eftermiddagen bager solen på os, og termometeret viser plus 45 grader. En enkelt gang rammer vi 50 grader.

Vi cykler forbi en lille landsby og kigger ind. Der er nogle, som ser os og vinker os ind. Vi trækker cyklerne ind i den lille samling af huse. I midten står et flot træ med en kæmpestor tæt krone og laver en dejlig skygge på platformen, der er bygget rundt om træet. Det er et Moringa træ, som bruges til at forebygge og kurere sygdomme. Marie kalder med det samme træet for ‘Livets Træ’. Midt i den bagende eftermiddagshede føles det i hvert fald sådan. Vi bliver mødt med nysgerrige blikke og vist hen på platformen. Vi får også en kop med vand. Meget sødt og betænksomt. Landsbyens overhoved, Alkaloen, kommer og sætter sig ved siden af os. Han taler fransk og lokalsprogene Wolof og Pular. Vi prøver at kommunikere så godt, vi kan. Vi taler om familien, som bor her. Forældre, søskende, fætre og kusiner, som bor i husene, der står rundt om træet. Der er to sandstenshuse på hver sin side af træet. Imellem dem står flotte lerhytter med palmetag og forskellige udbygninger. Alle husene danner en cirkel rundt om træet, som de traditionelle familiesamfund ofte er bygget rundt om. Det er også her, at de ældre samles, når der skal diskuteres vigtige emner.

Vi bliver vist rundt og stopper ved koranskolen, som er fire stolper med et tag over. Her kigger vi på træpladerne, som børnene skriver på. De skriver med en sort farve, og pladerne rengøres med aske og vand. Det er virkelig smart. Vi så senere børnene være i skole, og der er stram disciplin. Det er de ældre børn, som underviser de yngre børn, men Alkaloen har hele tiden et øje på skolen. Hvis der er det mindste med børnene, får de reprimande.

Vi begynder at tage tilløb til at cykle videre, men det kan der ikke være tale om. Vi skal blive at spise. Vi prøver at sige, at det er jo for meget, men det virker ikke. Og vi vil jo også virkelig gerne blive og opleve mere af dette fantastiske samfund. Omvendt er vi også meget opmærksomme på ikke at spise deres mad. Vi ved, at det er et område, hvor der ikke er meget at gøre med.

Vi ser, hvordan kvinderne er i gang med at forberede maden. Frisk fisk fra floden bliver renset. Lækre lokale grøntsager ordnes og skæres ud. Søde kartofler stampes sammen med krydderi, og risen ligger klar til at blive dampet. Maden laves i en kæmpe gryde over bål. Vi afkoder hurtigt, at kvinden, der står for madlavningen, har ben i næsen. Hun laver mad til hele landsbyen og styrer samtidigt børnene og ammer et spædbarn. Mens maden laves, leger vi med børnene. Der er mange, og de kigger nysgerrigt på os. Det eneste “legetøj”, vi ser, er en reservedel fra en bil, som der kan komme en pind igennem, og så triller de afsted med den. En anden pige har fundet resterne fra en læbestift, som hun inspicerer. Ellers ser vi intet plastik. Intet skrald. Børnene hjælper til med madlavningen og leger med hinanden. Da maden er klar bliver den meget velovervejet fordelt i flere store fade. Derefter fordeles fadene. To store fade til mændene, som spiser under træet. Et fad til de større drenge og et fad til de mindre drenge. De helt små børn får grød og spiser selv, hvilket er et imponerende syn. To fade til kvinderne, som spiser i huset. Vi får også et fad og spiser sammen med mændene under træet. Maden smager fantastisk. Risene er kogt i en form for sauce. På toppen fire lækre grøntsager og et stykke fisk. Ung som gammel sidder rundt om fadet, som står på jorden. Fisken pilles fra hinanden og deles ud, så alle får. Det samme med grøntsagerne. De sidder på den højre fod og har det venstre ben fremme. Vi føler os som de stiveste cyklister, som nærmest ikke engang kan sidde i skrædderstilling i mere end fem minutter. Vi er også udfordret i at spise med fingerne, og vi må øve os i teknikken med at lave en lille bold med mad, så det hele ikke går til spilde, før det kommer ind i munden. Der er noget helt særligt over at sidde sammen og dele maden på denne måde.

Efter maden gør de ældre drenge vognen klar og spænder hesten for. Her læsser de alle familiernes store vanddunke, som skal fyldes op. De kører afsted med cirka 25 dunke, og vi møder dem igen ved brønden, da vi cykler videre. Der er mange familier med deres æsler, heste og vanddunke. Der er to æsler, som trækker et tov for at trække vandsækken op af brønden. Der er langt ned til vandet. Rigtig langt. Manden, der er i gang med at fylde sine dunke, synes det er sjovt, hvis Kenneth og jeg prøver at tømme vandsækken. Er du vimmer, den er tung. Cykelarmene kommer virkelig på arbejde. Det er hårdt arbejde at fylde så mange dunke hver dag. Men der er god stemning ved brønden. Det føles næsten som om livet ved brønden også tjener en social funktion.

Vi cykler videre, og inden vi skal campere, ser vi et sted, hvor vi kan tappe vand. Der går ikke længe, inden vi er omringet af smilende kvinder og mænd i smukt tøj. Vi må gerne tappe vand og får fyldt vores drikkedunke. Vi er meget taknemmelige, for vand er ikke en selvfølgelighed på denne strækning. En dreng holder en sjov frugt frem mod os. Vi forstår, at vi skal smage den. Vi står under det karakteristiske Baobab træ, som rent faktisk har kælenavnet, Livets Træ. Det ligner, at det vender omvendt, så det vender rødderne i vejret. Stammen er ofte kæmpe, og træet kan blive flere tusinde år gammelt. Det absorberer vandet i regntiden og bruger vandet i tørketiden til at lave en næringsrig frugt. Det er helt genialt, da der ellers ikke er meget andet frugt på det tidspunkt. Frugten er en stor kapsel, som hænger på træet. Det har en hård skal, som ligner, at den er betrukket med velour. Indeni er der en tør hvid frugt med kerner. Den har en syrlig, men god smag. Man kan spise frugten, som den er, bruge den i madlavning, lave juice og presse kernerne til olie. Vi får resten af frugten med, og vi takker mange gange.

Vi cykler videre ad den sandede vej og møder kun vogne trukket af æsler og heste. Ingen biler. Vi finder et dejligt sted til teltet og sætter det op, mens solen går ned og månen titter frem. Da vi ligger i teltet, taler vi om dagens oplevelser. Vi føler os så heldige at få lov til at få indblik i og være en del af deres hverdag for en stund.

Alkaloen og de mange kvinder

Dagen efter cykler vi forbi en samling huse, og da vi er ud for indgangen kommer en flok kvinder løbende hen imod os. Vi stopper op for at tale med dem. De er super søde og inviterer os med ind i deres landsby. Vi takker ja. Det er derfor, at vi er cyklet afsted. For at opleve og lære om de lokales liv. Vi kommer ind til en samling huse. Der er gang i bålet, og kvinderne er i gang med forskelligt husligt arbejde. Alt går i stå, da de ser os, og de kommer nysgerrigt over for at hilse på. Det er noget helt magisk over den umiddelbarhed og åbenhed, som vi ofte mødes med. Vi bliver sat ind på en overdækket terrasse lavet af træ med et tag af palmeblade. Vi taler sammen så godt, vi kan. De på lokalsproget Pular, og vi på engelsk krydret med tegnsprog. Stemningen er god. Der bliver smilet og fniset. Kvinderne er iklædt det flotteste farverige tøj og tørklædet smart bundet på hovedet. De står helt skarpe, og vi undrer os over, hvordan de kan holde tøjet så rent og pænt, når jorden er støvet og de bor i små lerhytter. Vi kigger ned ad os selv og på vores støvede kedelige cykeltøj til sammenligning. Deres læber er malet blå, og de har to markeringer ved siden af øjet. Det får de som barn for at vise, hvilken familie, de hører til. Kvinderne overrasker os med mad. Det ligner en form for korn, men det er hirse, som de stamper med en pind i en stor træmorder, der står på jorden. Der er også en kop mælk, som skal blandes med hirsen. Det er meningen, at det skal spises med hænderne. Marie giver det et forsøg, men vi overgiver os til vores ske, som vi har på cyklen. Det smager godt, og vi takker mange gange.

På terrassen ved siden af sidder Alkaloen foran sin hytte. Han er ældre, smilende og ser meget venlig ud. Vi taler med ham, men det er svært på lokalsprog. Inden vi får lov til at cykle videre, skal vi hvile os. Vi prøver at sige, at vi gerne vil afsted, men vi kan godt mærke, at det er sådan, det bliver. Så vi ligger på terrassen i skyggen og lytter til livet i landsbyen. Der stampes hirse, en ko tygger drøv, gederne trisser rundt, børnene leger og lige pludselig skælder kvinden ud på æslet, som har vippet låget af en stor balje hirse og nu gumler løs. Før vi cykler videre, spørger vi, om vi må tage billeder af dem. Vi spørger altid og er altid meget opmærksomme på, om det er ok. Der er ingen tvivl om, at kvinder synes, at det er ok. De griner kærligt, da vi viser dem billederne bagefter, og alle vil gerne have taget deres billede. En mor vil også gerne have sin baby fotograferet, men det er babyen ikke klar på, og den skriger af lungernes fulde kraft.

Den ene kvinder peger på barnet, og vi forstår det som om, at hun spørger, om vi har noget til barnet. Så vi spørger, om vi må betale for maden for på den måde at give noget tilbage. Kvinderne henviser til Alkaloen, som bestemmer, og han afviser det venligt, men meget bestemt. Der er så mange koder, og vi gør vores bedste for at gøre det rigtige. Efter en lang farvel-ceromoni cykler vi videre med et stort smil. Sikke nogle fantastiske kvinder og personligheder. Vi taler om, at der kun var en mand og flere kvinder i landsbyen. Manden var helt sikkert Alkaloen, familiens overhoved. Marie vil helst tro, at de andre mænd arbejder i marken. Kenneth hælder mere til, at det er flerkoneri, som er helt normalt på disse kanter. Det er i hvert en mulighed, hvis vi ser på interaktionen mellem Alkaloen og kvinderne samt hvordan stedet er bygget op. Alkaloen har sin egen hytte, og det samme har kvinderne, og så sover kvinderne på skift ved Alkaloen. Det er lovligt og helt normalt her, men Alkaloen var ældre og nogle af kvinderne unge, så det skal vores hjerner med en anden verdensopfattelse lige tygge lidt på.

Ved aftenstid når vi igen en lille landsby, og her inviteres vi også ind. De spørger os, om vi vil sove der, og det vil vi selvfølgelig meget gerne. Vi bliver placeret på et træ-plateau hævet fra jorden med fire ben. Lige ud til den lille vej, som går igennem byen. Så kan vi følge med i, hvad der sker i byen og beboerne kan også følge med i, hvad vi laver. Det er helt perfekt.

Det er en virkelig god aften med gode snakke så godt som vi kan på et mix af sprog og endnu engang skøn mad. Marie sidder på en bænk sammen med kvinderne. De synes, at lynlåsen i lommen på bukserne er sjov og en sports BH helt fantastisk. Marie er til gengæld fascineret af deres smukke farverige kjoler og mange smykker. Da mørket falder på, sætter to teenagere sig på en bænk for enden af plateauet. Marie kigger med og siger: “Ahhh TikTok”. De griner og siger, at Marie jo taler deres lokalsprog, Pular. Det er en vild kontrast til resten af oplevelsen. Kvinderne og pigerne er klædt i de flotte traditionelle kjoler, maden laves over bål og vandet hentes ved byens brønd udenfor byen. De sover i flotte, men primitive lerhytter. Æslerne og gederne går i gaderne. Der er ingen elektricitet, men der er et bål og lys fra månen og købmanden har en lommelygte. Og så er de unge fyre (vi så ingen unge kvinder) på sociale medier. Det er de eneste, vi har set bruge telefoner udover tryk-mobiltelefoner, mens vi har været i den lille landsby. Modsætningerne er store, og det er fascinerende og fantastisk samtidigt med, at vi tænker på, hvad adgangen til internet og sociale medier vil gøre for det traditionelle samfund og generationerne imellem. Vil det påvirke udviklingen positivt, eller vil det skabe kløfter generationerne imellem.

Verden er foranderlig og inspirerende

Ruten er kun ca. 300km., og det tager os fire dage at cykle distancen, fordi vi bliver inviteret ind så mange gange. Gæstfriheden er enorm, og vi nyder at få lov til at være en del af disse samfund og opleve, hvordan de lever. En levevis, som er så forskellig fra det danske samfund. Vi har trykket så mange hænder, når vi cykler igennem landsbyerne – børn og voksne. Fået så mange smil og givet det samme retur. Der stråler en livsenergi ud af øjnene på de fleste, og de har en åbenhed, som er helt speciel. Vi kan allerede mærke, hvordan energien og samværet er meget mere intenst her i afro Vestafrika, sammenlignet med de arabiske lande vi lige kommer fra, og især Danmark, hvor alle har meget større privatsfære. De fleste på denne strækning har ikke meget, men de kan lige klare sig. Alligevel deler de med os, og vi bliver inkluderet i samfundet med det samme. Det skete kun i en enkelt by, at børnene spurgte om gaver. Ellers bliver der venligt, men meget bestemt sagt nej til, at vi må betale for maden. Det er en svær balance, for vi vil jo så gerne give noget, især fordi vi ved, at det er et fattigt område, men omvendt skal vi også respektere og acceptere deres venlighed og traditioner. Vi har fået meget tid til at gå med at tale om, hvad det gode liv er. Hvad skal der til? Er det vores moderne liv med masser af materialisme eller kan mindre også gøre det? Hvor går grænsen for, hvad der skal til? Her har alle en plads og en opgave i samfundet samt skal hjælpe til for at få samfundet til at fungere. Og hvordan vil disse samfund udvikle sig i fremtiden, når ‘TikTok’ generationen skal tage over. Vi talte ved en lille handelsstation med en fyr, der kunne engelsk. Han havde gået i skole i en større by i fire år. Han var vendt hjem til familien, fordi det var her, han hørte til. Det er jo en god udvikling, men vi hører også om flere, der ønsker at komme til Europa. Hvordan vil levevilkårene være i området fremadrettet. Vil der blive ved med at være vand i brøndene, som allerede er meget dybe for at få vand. Det er tydeligt at mærke, at der er stor forskel i de små samfund alt efter, hvem der er Alkalo. Han er ofte ældre og sætter en retning og en stemning for samfundet. Vi håber, at de finder deres vej i udviklingen og opretholdelse af deres kultur og traditioner.

Forrige indlæg

Næste indlæg