marts 8, 2017

Quien se apura en la Patagonia pierde el tiempo

Et lokalt ordsprog siger, at de som skynder sig i Patagonien mister tid. Vi blev helt glade, da vi hørte det, for det er lige præcis sådan, vi oplever stedet. Tid mister sin betydning, og den store natur sætter dagsordenen med vind og vejr. Dagen på cyklen er ikke for at nå frem til noget, men at være undervejs er et eventyr.

Vi er nu ca. halvvejs på den ikoniske Carretera Austral rute, som snor sig fra den lille hyggelige by Villa O’higgens i syd til Puerto Montt i nord. Vejen går gennem smukke bjerge, turkisblå floder, gletchere, skov og tempereret regnskov. Vi oplever alle fire årstider på én dag med sol, vind og regn. Det er utrolig svært ved at vælge ting fra, og vi kigger hele tiden bagud for at få det hele med.


Carretera Austral (vejen mod syd) er 1200 km. lang. Det kæmpe og udfordrende vejprojekt startede i 1983 og de sidste 100 km. til Villa O’higgens blev færdigt i 2000. Målet med Carretera Austral var at forbinde de meget afsides områder i det sydlige Chile. Rygterne siger også, at det var for at positionere sig overfor Argentina. 

I dag er det en rute, som bliver mere og mere populær blandt turister. Områderne langs ruten har en fantastisk og interessant historie – og så er det simpelthen så smukt.
60 procent af vejen er grus – endnu engang blev vi så glade for vores cykler. De er som skabt til terrænet. Vi har mødt flere cyklister, som skåler for manden, der har opfundet asfalt. Det er virkelig udfordrende med små hjul, tynde dæk og bagage på grusvej med vaskebræt eller blød grus. Selv bilerne er udfordret – og mister deres nummerplade.



Vi elsker at selve cykelturen er en oplevelse. Det handler ikke om at komme fra a til b, hvor vi så skal se en turistattraktion. Selve vejen er enestående. Og byder på eventyr gennem et simpelt behov for mad eller gennem mødet med interessante mennesker på vejen. 

Et eksempel på det er, at vores gasbrænder gik i stykker. Aftensmaden bestod derfor af en dåse tun, en tomat og en umoden avocado. Næste dag måtte vi på jagt efter noget mad, som ikke skulle koges. 

Vi havde hørt om en estancia (tradionel chilensk farm), hvor kvinden selv bagte brød og lavede marmelade. Det var 10 km. væk fra Carretera Austral ud af en lille vej, som førte os ind i bjerglandskabet, herefter over en smal hængebro (der kunne lige præcis komme én bil over) og til sidst 1,5 km. singletrack for at nå til stedet. 

Estancia Rio Nadis er det mest idylliske sted ude midt i ingenting med heste, får og køer, som gik frit rundt. Køkkenhave og frugttræer i haven. Og det bedste hjemmebagte brød og hjemmelavede calafatebær-marmelade. 

Det er en tysk kvind og en rigtig chilensk gaucho, som driver og bor på stedet med deres to børn. Alt er hjemmebygget og i træ. Vi så nærmest ingen plastisk. Der var en ro på stedet, som var magisk. Vi blev hurtigt enige om at blive en ekstra dag.


Vi var så heldige, parret skulle lave asador til en anden gruppe cyklister. Det stod højt på vores ønskeliste at prøve en rigtig asado – helstegt lam over bål. Vi fik lov til at deltage. Smilet nåede fra det ene øre til det andet.

Vi så gauchoen slagte fåret, tage ulden af det med sin skarpe kniv og gøre den klar til at komme over bålet. Det så simpelt ud, men det er et håndværk og en stolt tradition. Der er ingen tvivl om, han havde prøvet det før. 


Kenneth spurgte gauchoen, hvor lang tid, det tager at gøre et lam klar til bålet. Han kiggede på os og svarede:‘det vidste han ikke, for han havde ikke noget ur’. Kenneth forsøgte igen med at spørge, hvor mange personer, der er til i sådan et lam. Gauchoen svarede lunt: ‘hvor mange spiser?’. Ingen grund til at komplicere tingene ved at sætte tal på.

De næste 4-5 timer sad tre generationer – far, søn og bedstefaren ved bålet og passede lammet mens de sendte en kop maté rundt (te-agtig lignende drik, som drikkes gennem metal sugerør og som de er helt vilde med).

Prikken over i’et var vi havde mødt Gabe og Emma, som vi spiste sammen med. Det blev til en rigtig hyggelig aften, hvor vi smovsede os i lam (Kenneth blev til sidst nødt til at takke nej til mere kød), gaucho-brød (som er brød stegt i lamme-fedt), kartofler og salat fra haven, hjemmelavet salsa samt hjemmelavet brændevin. En helt perfekt aften og en asador som vi kun havde turde håbe på. 

Næste dag synes både Gabe og Kenneth uafhængigt af hinanden at kunne høre et får kalde på sit lam. Men det skal man jo ikke tænke så meget over. 

En anden fantastisk oplevelse opstod ud af mødet med et argentinsk par, som kører rundt i et hjemmemalet fint folkevognsrugbrød. Vi så bilen første gang i Ushuaia, og vi har set den flere gange undervejs. Vi så bilen igen i byen Cochrane og på vej ud af byen indhentede vi dem, da de holdt for rødt ved et vejarbejde.

Nu var det nu. Vi kørte op til dem, og de var simpelthen så søde. Parret var også på vej nordpå, men de havde tilbagelagt de sidste 4 måneder i det sydige Chile/Argentina.
Der blev grønt, men parret ventede på os længere fremme ad vejen. Der, hvor vi ville have drejet fra for at tage bagvejen gennem Argentina til Chile Chico. 

De fik os overbevist om at fortsætte ad Carretera Austral, da det var noget af det flotteste, de havde set. Det bragte os til et kæmpe vandfald, hvor Rio Baker og Rio Nef løber sammen. Brusende og overvældende i sine farver og kraft. 


Det førte os også til byen Rio Tranquilo. Her er det muligt at se marmor huler lavet af vandet gennem millioner af år. Det er virkelig spetakulært og meget forskelligt fra, hvad vi har set indtil videre. Fra havnen kan man tage med båd ud til hulerne. Men hvorfor sejle i båd, når man kan sejle i kajak. Både for at komme helt ind i hulerne og fordi det var en fantastisk måde at gøre noget andet på end at cykle.


Vi var ikke kun heldige med solskin og en stille turkisblå sø. Kondorerne fløj frem og tilbage til deres rede på bjerget og der var en lille solformørkelse. Kl. 10.30 skiftede lyset til at være nærmest aftenlys. Vi følte os meget priviligerede. 

Mest af alt nyder vi at være så tæt på naturen. Dagene på cyklen. Stoppe til frokost med udsigt til en gletcher, bjergkæde, skov og campe helt ned til floden. Og møde andre søde mennesker på vejen. 


Vi nyder at miste fornemmelsen for tid, dage og lade os drage af omgivelserne og hvad de bringer af oplevelser. Kontrasten til bylivet, som vi også elsker. Nyde Patagonien, som er under hastig forandring. En udvikling som man hverken kan eller skal bremse, men med håbet om at vi som mennesker vil være gode til at passe på den rå natur. 

Lige nu har vi brugt mere tid i Patagonien end forventet, men som ordsproget siger:’ de som skynder sig i Patagonien mister tid’. 


Forrige indlæg

Næste indlæg