Mælkevejen bikepackingrute

Mælkevejen bikepackingrute

Overskriften til denne historie burde nok nærmere være: “Meget mere end Mælkevejen”, for turen til Norge endte med at indeholde så meget mere, end blot bikepacking.

Efter at have brugt lang tid på at forsøge at langtidsleje en kassevogn, måtte vi sande at det både var nemmere og billigere at købe en bil, og sælge den igen bagefter. Således gjort og valget faldt på den latterliggjorte, men rummelige Berlingo. En bil som er nummer sjok hos størstedelen af befolkningen, men nummer 1 hos mountainbikere. Den har nemlig kæmpe bagagerum og er enormt praktisk at fragte cykler i. Vi kunne pakke alt hvad vi skulle bruge til en måneds ferie, samt 4 mountainbikes og 2 packrafts. Vi begyndte allerede at holde lidt af den udskældte Berlingo.

Vores plan var at køre til Beitostølen, hvor Kasper og Marie var flyttet til. De har firmaet Bike Beitostølen og afholdte kurser i teknisk mountainbiking. Det tilmeldte vi os i vores sidste ferieuge, men lagde alligevel vejen forbi fra starten.
Det endte med at vi fik base hos Kasper og Marie som var super gæstfrie og hyggelige at være sammen med.
Med lidt input fra dem fik vi lagt en sjov plan for en uges tid på bikepackingcyklerne.

Vi ville krydse noget af Valdres naturpark, for at komme over i den tilstødende dal, for derefter at cykle noget af Mælkevejen, tilbage mod Jotunheimen nationalpark.
Det skulle hurtigt vise sig at være en både rigtig god, og rigtig dårlig ide. Landskabet var virkelig smukt på fjeldet i Valdres. Men stierne var absolut kun til vandring og vores skinneben blev fuldstændig revet op, af alle de små buske, som stod lavt og tæt på sporet. Ikke desto mindre opvejede udsigterne, og turen i sig selv, det ekstra slid med at skubbe og trække cyklerne over lange ufremkommelige stræk af mudder eller buske.
Da vi ramte selve Mælkevejen, blev det straks meget mere fremkommeligt. En lækker jævn grusvej langs vandet, med spredte hytter undervejs, udgjorde baggrundstæppet til lækker og hurtig cykling.

Fremme ved Jotunheimen nationalpark havde vi tid til en bådtur ind for at vandre hen over Beseggen, som er en af Norges mest kendte vandreruter. Selvfølgelig primært fordi den er kort, let tilgængelig og instagramvenlig. Men som med alle populære mål, var det absolut turen værd at vandre op på æggen, mellem to de store søer, og nyde udsigten over Jotunheimen.

Tilbage hos Kasper og Marie byttede vi vores 29+ cykler ud med fullsuspensions og tog en tur til Sogndal for at cykle gode spor. Det var ret fedt og virkelig gode udfordrende spor de har bygget rundt om byen. Der er intet kommercielt anlagt, og det hele bliver holdt lidt under radaren, for ikke at tiltrække for mange. Men vi havde nogle superfede dage, hvor vi selv shuttlede op til toppene.

Inden vi lagde vejen tilbage til Beitostølen, kørte vi omkring en af de store smeltevandssøer, fra Jostedalsbreen. Her pustede vi vores packrafts op og sejlede ned til enden af søen, hvor gletcheren står som en lodret væg op af vandet. En helt vild oplevelse at sidde i sin lille gummibåd, så tæt på et kæmpe naturfænomen.
Og så var det tid til at tage tilbage til Beitostølen, til en uges mountainbikeyndervisning for fuld knald, med Kasper og Terry.
Superfed måde at holde sommerferie på.