Dette er historien om hvordan hele vores rejse blev vendt på hovedet på et enkelt sekund. Hvordan vi blev slået ud af kurs for en tid. Men også om hvorfor vi kan rejse os igen og ikke mindst – rejse videre.

Det er true crime i Monrovia, den hovedstad i verden, som har flest tasketyverier.

Men vi starter fra begyndelsen.

Vores første indtryk af Liberia er som at komme i Paradis.

Da vi har krydset landegrænsen fra Sierra Leone, tager vi den første grusvej på højre hånd og bumler ad den røde sandede jord, til enden af vejen. Undervejs stopper vi i den eneste lille landsby, som har et gadekøkken. Vi får det sædvanlige; ris med en sauce lavet af bladene fra sød kartoffel, og en tørret fisk. Imens vi spiser, sidder landsbyens overhoved sammen med en flok børn og smiler venligt til os. Da vi er halvt færdige med portionen, sætter vi tallerkenen fra os et øjeblik, for at tørre den røde palmeolie af munden med en serviet. Straks rejser en af drengene sig og tager vores tallerken, for selv at spise resten. Vi når næsten ikke at reagere, men bliver meget berørt af at forstå, hvor lidt mad der egentlig er at spise her. Landsbyens overhoved smiler stadig til os.

En flot ankomst

For enden af jordvejen ligger en lille landsby på bredden af floden. Under et stort mangotræ er en træbænk, hvor vi finder et par kvinder som slapper af i skyggen. Vi fortæller dem vores ønske om at finde en mand med en kano, som kan ro os over floden til Robertsport. Kvinderne kalder på nogle børn, som bliver sendt afsted som budbringere ud i landsbyen. Efter lidt tid i mangotræets skygge, dukker en mand op. Han beder om 30usd for os og cyklerne. Vi forhandler lidt og ender på 25usd. Han smiler bredt. Cyklerne bliver båret ombord, og vi smører solcreme på, så vi er klar til 2 timers stille sejlads over flodmundingen.

Da vores lille trækano anløber bredden i Robertsport, bærer vi cyklerne på land og sætter kursen mod Robertsport Surfclub Beach.

Paradis åbenbarede sig for vores øjne, da vi rullede ned på stranden hvor Surfclubben ligger mellem palmerne, med en lille hyggelig bar og restaurant, samt 4 pavilioner til teltovernatning. Manageren Peter tog godt imod os. Desværre havde han udlejet pavilionerne, men vi måtte sætte teltet op nede på selve stranden. Sandalerne blev sparket af, vi tog en dukkert i det forfriskende hav og knappede en kold øl op. Skuldrene faldt ned og roen bredte sig i hele sindet. Der var en utrolig stemning på den lille perle.

Den kolde øl drak vi i selskab med Tony og Jad – far og søn af libanesisk herkomst, som bor og driver forretning i hovedstaden Monrovia. Vi tilbragte eftermiddagen og aftenen med dem, mens vi talte om livet i Liberia, set fra en ny side. Indtil nu har vi mødt expats og lokale, men Jad og Tony er de første vi lærer at kende, som bor i Afrika, med anden herkomst. Især Libanon, Indien og Kina har store miljøer i Afrika.

Jad og Tonys familie har været her i tre generationer og de har gennemlevet borgerkrig, ebola og corona og set, hvordan det har forandret landet. Alligevel har de et utroligt positivt livssyn og fokuserer ikke meget på politik og kriser, men på glæderne i livet. Godt selskab, god mad og godt værtsskab.

Dagen efter gik vi på opdagelse med dem langs stranden. Et par kilometer fra surfclubben ligger et skibsvrag, som er skyllet op på stranden. Det var målet for vores udflugt. Vi gik i den bagende sol og nød den ene paradisiske øde strand efter den anden. Vi tog tiden til at samle muslingeskaller, bade, spise mandler fra træerne, hvile i skyggen og tage det blå ocean dybt ind. Bare være til. Det var helende uden noget skulle heles. Rent paradis.

Uden vi talte om dybe ting, grundlagde denne oplevelse vores venskab med Jad og Tony. Det var interessant, hvordan en forbindelse til fremmede mennesker kan udfolde sig uden ord, men blot ved at dele en fin oplevelse.

Mere gæstfrihed

Efter kun to dage i Robertsport pakkede vi vores ting og forlod modstræbende paradis, for at cykle til Monrovia. Vi skulle søge visum til Ghana, så vi var tvunget til også at holde stille et par dage i hovedstaden. De 120km delte vi op i to dage, med en overnatning midtvejs. Da aftenen faldt på, stoppede vi ved en lille sidevej og diskuterede, om der ville være et sted i bushen at campere. Imens kom en ældre mand frem fra et hus ved vejen. Manden var lille af statur, men vi kunne se han var bomstærk af et arbejdsomt liv. Hans øjne var indsunkne og røde, men samtidig varme og rolige. Hele hans udstråling indhyllede os i tryghed, midt på den befærdede hovedvej.

Han spurgte os, hvad vi ville, og vi forklarede, at vi ledte efter et sted at sove. “Kom med mig. I kan sove ved mit hus.” sagde han. 5min senere stod vores telt bagved hans hus i perfekt ly for landevejens støj. En del af landsbyens nysgerrige børn var kommet til. Marie tog dem med storm, da hun forsøgte at løbe med deres tøndebånd. I virkeligheden var det en gammel cykelfælg, som de styrer med en pind, mens de løber i fuld fart ned ad den knoldede sti. Hverken Kenneth eller Marie lykkedes særligt godt med det. Men vi fik point for at prøve.

Derefter fik den ældste dreng den ide, at han skulle prøve Kenneths cykel. Han virkede som en god knægt med ben i næsen, så selvom han kun kunne sidde på stangen af cyklen, tog han triumferende en tur rundt om huset, mellem gryder og kvinder, høns og geder. Det gik jo fint, så modet voksede, og inden vi fik set os om, var lillebror ved at kravle op bag på cyklen. Efter en kort betænkelighed overgav Kenneth sig til drengenes projekt og løftede lillebror op på sadlen, og skubbede dem igang. Der var kæmpe jubel og stolthed over at styre den store, tungt pakkede cykel ned ad stien, med lillebror balancerende højt til vejrs. Og man må jo ikke udelukke nogen, så de mindre søstre skulle også have hver deres tur.

Først da den ældste dreng gerne ville køre ud på den mørke landevej og ind til landsbyen på cyklen, “To see their faces”, blev det tid til at lægge en dæmper på gemytterne, og cyklen blev kørt tilbage til hytten.

Mens mørket faldt på, hyggede vi os sammen med familien. Den aften lagde vi hovedet på puden, taknemmelige for endnu engang at blive inviteret indenfor af gæstfrie mennesker, mens regnen slog på teltet, for første gang i flere måneder. Måske som et varsel for hvad der skulle komme…

Næste morgen stod vi op og gjorde klar.

Mens vi børstede tænder snakkede vi med manden i huset. Han viste os sin jord, han pegede på sin kassava, sine ananas og på den brændte jord, hvor han vil dyrke flere afgrøder. Det var tydeligt, at familiens primære overlevelse kommer fra de ting, han dyrker her, som de kan spise. Rede penge er her til gengæld ikke mange af. Sådan lever mange i Liberia. Hvis ikke folk selv dyrker deres mad er det utroligt svært at skabe sig et liv. På den måde er vilkårene faktisk bedre her, end for dem som flytter til byen i jagten på lykken. For i byerne er konkurrencen hård og ofte kommer folk hertil uden kvalifikationer. Dvs. at mange kæmper om meget lavtlønnede jobs og ikke alle lykkes. Derfor er den største fattigdom og den største desperation at finde i de større byer, som Monrovia.

Vi takkede vores vært og børnene for husly og gode oplevelser. Der var kun 50km til Monrovia. Vi var løbet tør for kontanter, så det gjaldt om at holde kæden stram, så vi kunne komme ind før frokost, hæve penge, og finde lidt mad, inden Kenneth blev hangry.

Storbyen viser tænder

Adgangsvejen til storbyen var som altid lidt udfordrende. Mildt sagt. Men vi navigerede hjemmevant mellem hurtige motorcykler, trehjulede tuktuks, ramponerede taxaer og kæmpestore dyre firhjulstrækkere.

Alt gik godt. Vi nærmede os centrum, og vi fandt snart en hæveautomat. Vi hævede hver 250usd og stoppede ved et supermarked og købte lækker frisk lokal yoghurt til frokost. Derefter kørte vi igen ud på den tosporede hovedvej, mod Kaldis kaffebar 800m nede ad vejen, hvor rygtet sagde god kaffe og wifi.

Denne del af byen var meget mere rolig. Vi var i nærheden af ambassadekvarteret og søndagen gav ro på trafikken. Alt virkede trygt, paraderne var helt nede og humøret højt. Indtil Marie pludselig udstødte et højt skrig. En mand på motorcykel svingede en stor bue uden om Kenneth, med Maries taske i favnen. Kenneth råbte eder og forbandelser, mens vi begge trådte cyklerne op i topfart i en vild jagt efter motorcyklen. Tyven var dybt professionel. Han kørte tæt op på siden af Marie, slap gassen, flåede den taske fra Marie, som hun havde på skrå over skulderen, hånden på gassen igen, og fuld fart væk fra gerningsstedet.

Selvom vi trådte til og havde øjnene stift rettet med motorcyklen, forsvandt han langsomt men sikkert, i takt med at det gik op for os hvad vi havde mistet: Maries pas, telefon, kamera, visaer og ca 10.000kr i kontanter!

Med fornyet energi gav Kenneth den en ekstra skalle, mens Marie stoppede ved nogle færdselsbetjente, for at få dem til at forfølge tyven. En kilometer længere nede ad vejen måtte vi opgive. Manden var væk. Og det samme var alle Maries mest værdifulde ting.

Vi fulgte med politiet tilbage til nærpolitistationen. Her blev vi lukket ind på et lille kontor til en meget fåmælt betjent i Mickey Mouse T-shirt og BBQ cap. Han skulle skrive vores rapport, men havde absolut ikke travlt. Han virkede ærlig talt lige dele inkompetent og ligeglad, men vi vidste, at vi var nødt til at vente for at have dokumentation til forsikringen. Da han endelig var færdig, bad vi om en kopi. Det viste sig at være lidt omstændeligt, fordi printeren “ikke virkede”. Vi skyndte os at tage et billede af rapporten med Kenneths telefon, da vi kunne mærke, hvor det hele begyndte at bære henad. Det berømte og berygtede afrikanske system var ved at lukke sine klamme kløer om os. Systemet, hvor bureaukratiske processer tager uendelig lang tid, medmindre de smøres lidt med nogle dollarsedler hist og pist. Til en start gik vi med til at få udskrevet rapporten imorgen, og betalte intet.

Tilliden er væk

Slukørede og forbandede cyklede vi tilbage mod byen. Pludselig havde vi fået helt andre briller på. Normalt smiler vi til alle. Vi er vant til at unge mænd på motorcykler kører forbi os, med hele hovedet drejet af led, for at studere os. For at være ærlig er det jo nok mest Marie, de finder interessant. Det har vi vænnet os til. Men nu – Nu var alting med eet slag anderledes. Vi skulede mistroiske til alle folk omkring os. Folk som kiggede på os blev straks vurderet af vores kritiske blikke, i forhold til sandsynligheden for at de ville os ondt. Eller snarere, med den antagelse at de rent faktisk ville os ondt, hvis de kunne slippe afsted med det. Vi udstrålede den sorteste energi med en kæmpe tordensky hængende over hovedet på os.

Vi checkede ind på Methodist Guesthouse kun 500m fra gerningsstedet. Her boede et par missionærer fra USA. Eller dvs. Don er lingvist og arbejder med to lokale om at “oversætte Guds Ord, til lokale stammesprog”. Robert er pensioneret psykolog, som gennem methodistkirken underviser lokale i at tackle stofmisbrugere.

Humøret var lavt, og vi forklarede dem hvorfor. Der var trøstende ord og stor empati, som varmede lidt. Men så snart vi fandt ro, meldte virkeligheden sig, og vi måtte igang med at lægge planer for de næste dages arbejde med politi, ambassader, banker, forsikringsselskaber, teleselskaber osv osv.

Bundrekord

Monrovia har en kedelig verdensrekord. Det er den hovedstad i verden, som har flest tilfælde af “småtyverier” dvs tasketyverier og lignende. Det vidste vi ikke, da vi cyklede ind i byen. Men alle vi talte med efterfølgende fortalte os: “It happens all the time”. Vi lærte at de lokale ofte bærer deres taske under T-shirten og at de altid har tasken ind mod rabatten, aldrig ud mod vejen. Kvarteret vi bor i, som vi troede var et trygt ambassadekvarter, hvor der er store ejendomskomplekser for expats, viste sig at være plagede af røverier om natten, af samme årsag. De forholdsvis mange og forholdsvis rige hvide mennesker, som klumper sig sammen i ghettoer tiltrækker unge mænd som leger Robin Hood og retfærdiggør overfor sig selv, at det er ok at stjæle fra dem, som har meget. Derfor kunne vi ikke gå eller cykle om aftenen. Når vi skulle ud, var det nødt til at foregå i bil.

Vi trækker i arbejdstøjet

Mandag morgen var vi klar til at tage hul på de mange opgaver, som skulle løses. Første stop var at cykle tilbage til den lokale politistation.

Tasken var ikke dukket op, hvilket ikke overraskede os. Vi havde allerede mentalt afskrevet den. Politiet tog dog opgaven meget seriøst, – på deres egen måde. De kunne stadig ikke give os en rapport, som vi følte var det eneste, vi havde brug for. Istedet ville de tage os med ud på gerningsstedet. Marie var ret ihærdig i sin insistereren på, at der ikke ville komme noget fornuftigt ud af at se en tosporet vej, hvor vi tilfældigvis cyklede, da hun blev bestjålet. Men ud fra politiets udlægning var det “nødvendigt” for at kunne skrive rapporten. Så vi måtte hoppe på cyklerne, betjenten på en mototaxa, og køre ud til gerningsstedet.

Her stod vi så og kiggede lidt på trafikken, kløede os i nakken og snakkede med et par tilfældigt forbipasserende. Ret hurtigt kom en meget oprevet mand hen til os. Han så vild ud i øjnene og stod og viftede med en tom plastikdunk i hånden. Han råbte en hel masse på kreolsk til Kenneth. Kreolsk er næsten engelsk, så man forstår lidt, men langt fra alt. Manden var ret højrøstet og aggresiv. Situationen spidsede til, mens vi forsøgte at bevare roen. Betjenten som var med os havde ingen intention om at blande sig, og det eneste han bød ind med, var et par gange at sige til manden: “Go to the police”. Manden råbte højere og højere, mens hans røde øjne lynede, med blikket stift rettet mod Kenneth. Han lignede en desperat og hjemløs stofmisbruger. Vi forstod ikke, hvad han ville, eller hvad han sagde, ud over at det pludselig kom ret tydeligt ud af hans mund: “I will fuck you up!”. Kenneth prøvede så fattet som muligt at tale ham lidt ned, men det lykkedes ikke. Pludselig drejede han om på hælene og løb væk fra os, så hurtigt som han var dukket op. Betjenten sagde: “He is crazy”. Jatak – det har vi fattet, men tak for hjælpen kammerat politibetjent.

Nu ville den pligtopfyldende betjent istedet ned og se Kaldis Kaffebar, som vi var på vej til, inden Marie blev bestjålet og dagen ændrede sig brat. SÅ brændte Marie sammen. Hun fik på en usædvanlig tydelig måde sagt, at det ville vi ikke spilde tid på, og at vi istedet var nødt til at køre på det danske konsulat, for at få lavet et nødpas. Det virkede efter hensigten, og betjenten indvilgede i at vores veje skiltes for nu. Som en sidste krølle, skulle vi bare betale for hans motorcykeltaxa. SÅ brændte Kenneth sammen. Med lige så stor tydelighed som Marie, fik han fremlagt paradokset i at få stjålet alle sine penge, OG skulle betale politiet penge for at udføre deres arbejde. Det var ikke en 100% fair udlægning, for det er rent faktsik kotume, at man betaler for politiets transport, da de ikke selv har køretøjer til rådighed. Men på dette tidspunkt var vi ved at være godt trætte af at blive trukket rundt i manegen af en uduelig betjent, som havde øjnene stift rettet mod at trække penge ud af os for at skrive en rapport, vi skulle bruge til forsikringen. Så der blev trukket en streg i sandet.

Mens vi stod og talte med store bogstaver havde der efterhånden samlet sig en del lokale omkring os, som fulgte optrinnet. Andre motorcyklister, et par vagter fra et nærliggende hotel, og nysgerrige fodgængere. Igen viste Liberia sig fra sin smukke side, en ung mand trådte ud fra mængden, han havde hørt hele dundertalen om, at vi havde fået stjålet vores penge og sagde: “Jeg forstår Jer. Jeg skal nok betale for mototaxaen. Bare rolig.” Måske lyder det barnligt, men der var faktisk en sten, som faldt fra hjertet, for det største tab vi risikerede her var ikke pengene, men tilliden til andre mennesker på et fremmed kontinent. Og her var en mand, som igen rakte en hånd frem og viste empati og medmenneskelighed. Så selvom det kun drejede sig om få dollars, reparerede han et betydeligt hul i vores indre.

Ekstrem fattigdom giver ekstreme levevilkår

Uligheden i Liberia er enorm. Cirka halvdelen af befolkningen lever under den ekstreme fattigdomsgrænse. Forskellige organisationer arbejder på at løfte folk ud af fattigdommen. Men det går helt utroligt langsomt. Programmerne har været igang mere end 10år, men tallene ændrer sig kun marginalt, og det er altså stadig halvdelen af befolkningen som lever i ekstrem fattigdom, hvilket betyder de klarer sig for under 15kr om dagen.

Mere end halvdelen kan heller ikke læse og skrive. Men det er ikke det største problem, for Liberia er i høj grad et produktionsland, som har brug for stærke hænder. Og her ligger det virkelige problem, for de lavtlønnede jobs er ufatteligt dårligt betalte. Selvom du har et job, er det meget svært at forsørge din familie. Derfor, som nævnt tidligere, må folk supplere deres indtægt med selv at dyrke deres mad.

Derfor kan man godt forstå folk, som tager til hovedstaden i håb om at finde jobs, som kan forsørge dem. Men fælderne er mange, og Monrovia har et kæmpe problem med stoffer. Mange unge begynder at tage et stof som hedder kush. Det har en høj dødelig, men også høj afhængighed. Men værst af alt, skaber det endnu større desperation efter penge, i den i forvejen pressede storby.

Samtidig ser vi mange store firhjulstrækkere med tonede ruder køre rundt i Monrovia. Mange rige som kører til de dyre hoteller, for at sidde i aircondition og spise frokost og drikke kaffe til europæiske priser. Udenfor ser vi desperate mennesker, som står med en fremstrakt hånd ind gennem tremmerne på hegnet, som skal holde dem væk fra de rige. På P-pladsen foran en cafe så vi hvordan sikkerhedsvagter diskuterede højlydt med en flok mænd, som mente de havde ret til at tigge foran cafeen. Sikkerhedsvagterne ville have dem væk. Folk på cafeen kiggede den anden vej.

På besøg hos konsulen

Fra gerningsstedet cyklede vi ud i den anden ende af byen, for at besøge den danske konsul. Han er forretningsmand, og vi fandt hans firmaadresse. Vi blev lukket ind ad den massive jernport af venlige vagter, parkerede vores cykler i skyggen og gik ind på det airconditionkølige kontor. Vi blev vist hen til et par gode stole foran et fint skrivebord. Her sad konsulens nærmeste medarbejder, som med rolig, men beklagelig røst, kunne oplyse os at konsulen netop rejste på 3ugers ferie igår! Endnu et slag i ansigtet!

Medarbejderen oplyste, at nødpassene er låst inde på konsulens kontor, uden mulighed for andre at udstede dem. Vi regnede hurtigt i vores hoveder. Var vi virkelig nødt til at blive 3 uger i Liberia for at vente på konsulen?

Medarbejderen ringede til konsulen, som heldigvis netop var mellemlandet i Paris. Marie fik lov at tale med ham. Han var en virkelig behagelig mand. Men hans bedste bud var at kontakte den danske ambassade i Ghana, for at se om de kan hjælpe.

Marie fik fat i ambassadøren i Ghana. Lang historie kort, blev vi henvist til den svenske ambassade i Monrovia, som muligvis kan udstede et “Laissez-Passer”, et dokument som vil tillade Marie at forlade landet, men udelukkende med den mulighed at flyve hjem til Danmark. Endnu en mavepuster. Det vil betyde et kæmpe afbræk i vores tur. Og en ikke ubetydelig økonomisk byrde begyndte at tegne sig foran os.

Den danske konsul havde dog et es i ærmet. Esset hedder Mamawah Sheriff og er en lokal kvinde, som arbejder for konsulen. Hun er vant til at arbejde med politiet og få ting til at ske. Konsulen bad os kontakte hende, og det blev arrangeret, at vi skulle cykle direkte til politiets hovedkvarter, hvor hun ville mødes med os.

Konsulens rambuk

Udenfor politistationen kom en lille, men moden afrikansk kvinde i en stor smuk kjole os i møde: Mamawah Sheriff. Hun er en powerwoman, som taler kreolsk i en sej blanding af utvetydige kommandoer og opløftende prædiken. Den helt rette cocktail til at sætte fut i politiets indsats. Marie gik med ind på politiets hovedkontor, mens Kenneth passede på cyklerne udenfor. Ventetiden foran stationen blev brugt på at sende beskeder til de venner, vi har i Monrovia. Jad og Tony er centrale personer i byens libanesiske miljø, og de sendte følere og beskeder ud i deres netværk om, at tasken skulle findes og bringes tilbage. Det samme gjorde Randy, en lokal arkitekt, som vi mødte ved grænseposten for nogle dage siden. Begge meldte tilbage at der er god mulighed for at få de ting tilbage, som ikke kan bruges eller omsættes; pas og telefon.

Inde på politistationen følte Marie det som at være med i en amerikansk politiserie og fik samme melding: “We will get your bag back!” Vi havde svært ved at tro på det, men vi begyndte at forstå, at det kriminelle miljø ville være interesseret i at sælge tasken tilbage. Det var kun et spørgsmål om prisen.

Mamawah Sheriff vidste præcis, hvem man skulle smøre og hvor meget. Chefer blev indblandet, dygtige betjente blev allokeret og rapporten blev skrevet. Der skulle stadig penge til, men denne gang føltes det som om arbejdet førte et godt sted hen.

Samtidig ringede lokalbetjenten fra den anden station igen og igen til Kenneth og sagde, vi skulle komme tilbage, så de kunne skrive mere rapport. Vi holdt dem hen og spurgte, om de havde fundet tasken.

Vi prøvede at spille på så mange heste som muligt og at få jorden til at brænde lidt under tyvene, så de ville af med tasken hurtigst muligt.

Oprørte kristne

Da vi kom tilbage til vores Methodist Guesthouse sad Don og hans lokale kollegaer i fællesstuen og arbejdede på deres oversættelse af Guds Ord. Den ene kollega var utilnærmelig og udstrålede vrede. Vi opdagede hurtigt, at hans vrede handlede om det dårlige ry, som Liberia får af sådan en situation, som vi oplevede. Vi havde en god snak og forsikrede ham, at vi har flere gode end dårlige oplevelser i Liberia, og at vi er utroligt taknemmelige for den opbakning vi har mødt. Han løsnede lidt op og fortalte, at han allerede havde skrevet til ministeriet og opfordret dem til at betale vores tab af kontanter! Vi er sikre på, at det ikke kommer til at ske, men hans omsorg for både os og landets ry var rørende.

Don er en utrolig rar mand, som vi senere fik mange gode snakke med. Men på dette tidspunkt kendte vi ham knapt nok. Alligevel kiggede han Marie i øjnene med sit rare blik og sagde: “Min menighed og jeg beder for dig, og for at du får din taske tilbage”.

Hvem ved hvad der hjælper mest i sådan en situation?

Et nyt håb

Vi sad forrest i Følelsernes Rutchebane og kørte fuld fart mellem toppe og dale, mellem håb og afmagt, vrede og taknemmelighed.

Samme aften inviterede Jad og Tony os til middag hjemme i deres beachhouse. På terrassen med udsigt over havet og solnedgangen, og med et glas køligt vin i hånden kunne vi efterhånden grine af den groteske situation og skuldrene faldt igen lidt ned i det gode selskab. Det var trods alt kun døde ting i tasken, og vi var taknemmelige for at der ikke var sket noget alvorligt, at ingen kom til skade. Herfra er der blot en masse praktiske opgaver at løse, og vi fik fornyet energi til at deale med politi, ambassader, forsikringer osv.

Jad kørte os hjem til vores Guesthouse igennem den mørke hovedstad. Derude et sted var der sikkert en flok unge mænd som fyrede den af til en vild fest, for vores penge.

Hjemme på vores guesthouse checkede Marie sin mail, på Kenneths telefon: “Din telefon er lokaliseret i nærheden af Carey street”. Telefonen havde været i flytilstand, men nogen prøvede tydeligvis at åbne den nu. Pulsen steg og vi skyndte os at tage screenshot og sende det til Mamawah Sheriff, Jad og Randy. Måske kunne nogen finde frem til telefonen og dermed tyven i aften?

Vores liv peaker

Næste morgen havde vi aftalt at mødes med Mamawah Sheriff på politiets hovedkontor. I vanlig afrikansk stil dukkede hun ikke op. Hun svarede heller ikke på beskeder eller tog telefonen, når vi ringede. Heller ikke selvom vi havde konfirmeret aftalen en time forinden. Vi stod tæt ved indgangen og var opslugt i planlægningen af, hvordan vi kunne komme videre herfra. Enten kunne vi vente på at konsulen kom tilbage, så vi kunne få et nødpas som, muligvis, kunne få os til Elfenbenskysten. Eller vi kunne cykle lidt rundt i Liberia sammen, inden Marie skulle flyve hjem på et “Laissez-Passer”. Men i og med alle de andre visaer i passet jo også skulle laves igen, inden Marie kunne komme med videre på rejsen, så var den bedste, men sørgeligste, plan nok, at Marie skulle flyve hjem med det samme og få ordnet creditkort, pas, visaer, vaccinationskort osv osv. Ud over de 10.000kr i forskellige valutaer, som lå i tasken i kontanter, samt 20.000kr i værdier, bundet i kamera, telefon, solbriller osv, begyndte vi at indse at bekostningen for alle værdipapirer ville løbe op i omkring 5-10.000kr, plus flybilletter hjem og tilbage. Alt i alt et tab på måske 50.000kr i runde tal. Det ramte os hårdt, men der var ikke andet vi kunne gøre end at smøge ærmerne op, og gå igang med det praktiske. Første skridt på vejen var at få udleveret den politirapport, som lå bag en “betalingsmur” af bestikkelse, så vi kunne kontakte forsikringen!

Mens vi stod og debatterede, gik en finurlig mand med hovedtelefoner sat skævt på toppen af hovedet, forbi os og gav et nik. Vi nikkede tilbage. Der var noget underligt bekendt ved den mand. Kenneth kiggede igen efter ham, og fik igen øjenkontakt. Med et højt råb satte Kenneth i løb efter manden og greb ham hårdt om skulderen. Han bar Maries taske!!!! Den er super nem at kende pga sin røde rem og unikke design. Kenneth havde godt fat i ham og skulle til at ruske, da tiøren faldt – manden var en af de betjente, som arbejdede på sagen. HAN HAVDE FUNDET TASKEN!!

Det kan slet ikke beskrives, hvordan vi hoppede og sprang af lykke, mens vi fulgte ham ind på politistationen. Tårene stod i øjenkrogen, men det var glædestårer. Lettelsen skyllede ind over os, selvom vi næsten ikke kunne tro, hvad der skete.

Inde på betjentenes kontor tog de det lidt køligere, end vi gjorde. Vi var super spændte, da betjenten åbnede tasken og tømte dens indhold ud på bordet. Marie greb straks ud efter sit pas og kyssede det. Og så telefonen, som hun aede mod sin kind. Creditkort, vaccinationskort var der, samt andre småting. Utroligt!!! Simpelthen utroligt. Selvfølgelig var der ingen kontanter. Og batteribank og solbriller manglede også. De havde endda hapset coveret til telefonen. Men tænk en gang, at få pas, telefon og endda vores kamera med titusind billeder fra det sidste halve år tilbage.

Vi skrev til Mamawah Sheriff igen. Og denne gang svarede hun straks. “Jeg er på vej! Gør ikke noget før jeg er der!”.

Og så gik der ellers bilaterale møder og storpolitik i den. Cheferne blev indblandet. Tasken blev holdt tilbage og taget med et andet sted hen. Betjentene holdt møder udenfor på gangen. Mamawah Sheriff tog os til side og sagde der skulle betales “lidt” til betjentene. 100usd ialt!

Vi blev hentet ind på chefens kontor. En venlig mand som ville forsikre sig at alt var ok, og at vi havde et godt indtryk af politiet. Men det var ikke nok, for straks efter tog han os med til et tomt kontor. Os, Mamawah Sheriff og betjentene, samt deres chefer, stillede an foran det store skrivebord i det tomme kontor. “Han kommer ind gennem den dør” blev der hvisket. Folk flyttede sig og gjorde plads. Vi tænkte “Hvad sker der her???”. Døren åbnede og en stor mand i hvid politiuniform gik tavst gennem rummet og satte sig bag skrivebordet. Han flyttede lidt papirer til side, inden han med myndig stemme, uden at kigge på nogen sagde: ”Yes?”. En af cheferne trådte frem og begyndte at forklare: “For to dage siden…, takket være betjentenes store indsats…, vi kan med stolthed sige, vi har lokaliseret tasken og leveret den tilbage til ejermanden…”. En meget formel udlægning af sagen med fokus på at rose politiarbejdet.

Den øverste politichef tog over og talte til os, såvel som betjentene. Han brugte anledningen til at fortælle, hvordan politiet arbejder intenst og bevidst med at løfte niveauet af opklaringer, og at han var glad for at se dette arbejde give pote i denne konkrete sag. Marie afsluttede med en tale om, hvor taknemmelig hun var, hvor dygtige hun synes betjentene er, og hvor godt et indtryk vi genenrelt har af Liberia.

Og så sagde chefen: “Jeg ved, at I dokumenterer Jeres tur, er I interesseret i at tage et billede?”

Jatak!

Tilbage var blot at underskrive rapporten og få den udleveret. Vi går ind på et nyt kontor, hvor en betjent sidder og ser en amerikansk politiserie på sin computer. Han kigger op og udbryder: “I told you we would get it back!”.

Stemningen er høj, og alle smiler lettede. Rapporten underskrives og der gives en kopi til Marie. Mamawah Sheriff trækker os ud på gangen og beder om de 100usd, som hun vil fordele retfærdigt mellem betjentene. Det er første gang, vi har betalt korruptionspenge i Afrika. Det skærer os i hjertet. Ingen tvivl om at Mamawah Sheriff har skubbet på efterforskningen, og 100usd er trods alt en lille pris, for at få tasken tilbage. Men ingen betjente bad på noget tidspunkt om pengene og for vores rejsebudget er det en betragtelig sum.

En fin afslutning

Dagen efter går vi en tur i sumpområdet, i byens udkant, blandt de huse, hvor almindelige mennesker bor. Husene er bygget af blik omkring små jordede stier. Tørresnore går på kryds og tværs. Hønsene løber i gaderne. Her er ingen strøm og sanitet. Joseph stopper os og spørger, hvad vi laver. Vi fortæller, vi gerne vil opleve hvordan almindelige mennesker bor. Joseph har et par gamle sko og en ødelagt T-shirt på. Ligesom os. Han fortæller, at han arbejder for regeringen i kriminalforsorgen. Han bor her i slummen, som egentlig er ret hyggelig. Mens vi snakker sammen smiler folk til os og siger hej. Vi kan mærke de sidste negative følelser og mistroiske blik på folk forlade os, og vi står igen med overskud og troen på det bedste i folk, da vi gengælder deres hjertevarme smil.

Joseph takker os for besøget og slutter med at sige den sætning, vi har hørt allermest fra folk i Liberia: “You are welcome!”