Mauritanien. Et land vi end ikke havde hørt om, for bare et år siden. Men efter en måned med varme smil, mænd i blå dragter, kvinder på ladet af æselkærrer, med iPhones i hånden, traditionel musik, vindblæste ørkenlandskaber, guldfarvede solnedgange, rå og autentiske levevilkår, er vi blevet fuldstændig forelskede i dette ørkenland i kanten af Sahara. Det er ikke et land for sarte sjæle, men for de eventyrlystne, som gør en ekstra indsats. Til gengæld er belønningen tusindfold i oplevelser, overraskelser og hjertevarme.

Vi var 4 cyklister som stod og ventede på toget i Nouadhibou. Gustavo fra Mexico, Aymeric fra Belgien, og os to fra Danmark. Fire sjæle som alle havde fået samme tanke: At køre dybt ind i den Mauritanske ørken, med det 2,5km lange godstog, som hver dag transporterer 30-40.000 tons jernmalm fra minen i Zouérat, til havnen i Nouadhibou.

Der er daglig afgang kl 14, og vi var der præcis til tiden, vel vidende at vi kunne komme til at vente et halvt døgn eller mere. For selvom toget har en enkelt passagerervogn, så er prioriteten helt klart minedriften, og derfor kører toget, når det passer dem.

Inden vi overhovedet var klar til at hoppe på godstoget, havde vi et par dage til at forberede os, i Mauritaniens næststørste by, Nouadhibou. Byen ligger tæt ved grænsen til Vest Sahara. Det var en kæmpe kontrast for os at ankomme her, efter næsten 1.000km cykling gennem de tyste, øde ørkenlandskaber i Vest Sahara, hvor vinden var vores følgesvend, og vi kun talte med folk, når der en sjælden gang imellem var en kiosk i en lille by.

Da vi ankom i Nouadhibou var larmen fra bilernes horn infernalsk. Til gengæld var der ikke andet elektronik, der virkede på de smadrede gamle Mercedeser. Blink- og bremselys skulle man ikke regne med. Snart opdagede vi, at trafikken var det Vilde Vesten, hvor den der kører først, vinder retten til vejen. Ofte kom en æselkærre svingende direkte ind i vores vognbane, fra en sidevej, og vi måtte klodse bremserne og hive cyklen til side, mellem skrald og geder, for at undgå kollision. Men det var sjovt og intenst. Selv Gustavo fra Mexico City, syntes det var kaotisk at navigere rundt mellem folk og fæ og gamle biler.

I Nouadhibou boede vi på Villa Maguela. Et skønt sted lidt ude for byen, hvor især overlanderne i deres firehjulstrækkere, gerne slår vejen forbi, til et par dages afslapning.

Vi brugte tiden på at blive klar til togturen, som vi vidste ville blive hård. Ca 12timer i en tom godsvogn, under åben himmel, med sand og jernstøv flyvende alle vegne, kræver lidt “specialudstyr”.

Dagene på Villa Maguela var godt givet ud, for en sandstorm rasede, så vi alligevel ikke kunne cykle nogen steder. Vi checkede vejrudsigt og timede det således at tage toget den næstsidste dag i sandstormen. Så passede det nogenlunde med, at når vi skulle på cyklerne igen, så var vejret bedre.

Tish som arbejder på Villa Maguela havde en kasse med aflagt udstyr, fra andre som havde taget turen. Så uden at skulle på markedet selv, blev vi ekviperet med skibriller, gamle aflagte jakker, soveposer, tæpper og liggeunderlag. Vi lignede noget der var løgn, men det skulle vise sig at være altafgørende for en bare nogenlunde succesfuld togtur.

Kl 18, efter kun 4timers ventetid, begyndte skinnerne at synge, og de lokale hoppede af sporet og gjorde sig klar. Det samme gjorde vi. Et gigantisk diesellokomotiv trak den uendeligt lange togstamme frem til os, og vi kunne gå igang med at læsse vores ting. Vi allierede os med et par unge backpackere, så vi kunne lave en kæde, og det tog ikke lang tid at løfte cyklerne ombord i den jerncontainer, som skulle være vores hjem for natten.

Vi nåede at tage et par billeder i vognen, inden dieselmotorerne igen satte i gear og med imponerende kraft og et ordentligt ryk, fik den 2,5km lange togstamme i bevægelse.

Smilene var brede, da vi trillede ud af Nouadhibou, mens solen gik ned. Vi tænkte på togvagabonderne i gamle dage og havde romantiske ideer om den forestående færd gennem Sahara og natten.

Kort tid efter vi forlod byen, var vi allerede i den øde ørken. Vi prøvede at tage nogle billeder, men sandstormen piskede sand ind i kameraet og ødelagde spjældet. Resten af turen måtte kameraet blive i lommen. Godt det samme, for natten faldt hurtigt på. Med natten kom kulden.

Vi lagde os tilrette på vores liggeunderlag. Marie med en sovepose, Kenneth med et varmt tæppe. Det vi ikke havde regnet ud var, at når sandstormen raser, så er et tæppe ikke meget værd, for vinden suser lige igennem. Det endte med at vi lå i ske hele natten og forsøgte at brede soveposen ud over os begge, mens vi måtte råbe gennem vinden og toglarmen, når vi skulle vende os. Vi klaprede tænder af kulde, samtidig med at vi forsøgte at få en nogenlunde stilling på det hårde jerngulv. De romantiske tanker om turen var fortrængt af tanker om, hvordan vi skulle placere os, så vi ikke blev kastet op af jernvæggen med hovedet først, hvis toget bremsede hårdt ned. Kenneth havde fået nogle lidt slidte skibriller, hvor sandet fløjtede lige ind i øjnene, så først på natten tog han sin halsklud og lagde ind i skimasken, så han ikke ku se en pind, men til gengæld undgik sand i øjnene.

Første gang toget stoppede, troede vi at vi skulle dø. En øresønderrivende lyd, som et lyntog der kom skrigende imod os, varslede at alle vognene i den lange togstamme bankede mod hinanden og vi nåede, kun næsten, at blive klar til at vores egen vogn hamrede ind i den forangående med et kæmpe brag, så vi lettede 10cm fra jerngulvet. Det skete mere end een gang den nat. Lad os bare sige, at vi ikke fik sovet meget, og nok var lidt mørbankede da vi næste morgen, efter 13timers togeventyr og 490km gennem ørkenen, stod af i den lille landsby Choum. Vi krøb ud af vores møgbeskidte tøj, børstede sand ud af håret, ørene, cyklerne og taskerne.

Herfra var vi glade for at fortsætte på vores elskede cykler, som mirakuløst overlevede nattens vilde togrejse i sandstormen.

Sådan startede vores tid i Mauritanien og mere eventyrligt kan det næsten ikke blive. Fra Choum cyklede vi til den lille by Atar. Landskabet viste sig allerede råt og smukt, nu hvor vi for alvor var i Sahara. Men selvom vi troede at Sahara er een stor sandkasse, så viste det sig at ørkenen er så meget mere end det. Ja faktisk er kun 20% af Saharas areal dækket af sand. Og kun 9% af deciderede sandklitter, som dem vi kender fra de klassiske Saharabilleder. Til gengæld er Sahara på størrelse med USA, så de 20% sand er immervæk også noget.

Mauritanien er kun et lille hjørne af Sahara. Her fra Atar, midt i landet, var der ca 550km asfaltvej tilbage ud til kysten. Den samme afstand er der til grænsen med Mali. Men her er der stort set ingen veje eller byer, blot ørken.

Mens temperaturen langsomt nærmede sig 40grader om dagen, og sandet gnavede i cyklerne, ødelagde vores lynlåse og knasede mellem tænderne når vi spiste, så nærmede juleaften sig også. Vi aftalte med Aymeric og Gustavo at holde jul sammen. I Atar fandt vi Bab Sahara, et andet hyggeligt sted, hvor overlander-folket holder til, og vi indlogerede os her over julen. Lillejuleaften kom naboen trækkende med en ged ind på pladsen, mellem telte og parkerede firhjulstrækkere. Han udvekslede et par ord med ejeren Just, og vi forstod at næste gang vi fik geden at se, ville den blive serveret på vores juletallerken.

Atar var en hyggelig by at tilbringe nogle dage i. Meget mindre end Nouadhibou, men ligeså livlig. Vi var ofte på markedet og handle frugt og grønt, samt brød. Eller på byens fortovsrestaurant for at få en kvart kylling med pommes frites som afveksling til den simple mad, vi cyklister kan lave på vores blus. Vi fandt også kamelmælk til vores havregryn, og små friturestegte boller, som minder lidt om æbleskiver. En rigtig god og kalorieholdig snack. Ellers har vi mest levet af ris og sardiner på dåse, til aftensmad. Der er ikke meget frisk mad på hylderne hos købmanden, da langt det meste importeres og skal fragtes ud i ørkenen. Kun 0,5% af Mauritaniens areal, dyrkes som landbrug, hvilket kun dækker ca 30% af behovet, på et udbytterigt år.

Det er altid sjovt at snuse rundt på byens marked. Folk er generelt søde og imødekommende og det tager lang tid, at handle få ting, fordi mange gerne ville hilse og snakke. På den måde er det meget godt, at vi ikke kan fransk eller arabisk, for så havde vi stået der endnu og snakket.

Første juledag splittede vi op med de andre cyklister. Vi tog alene videre mod Chinguetti, en lille landsby, som har små private biblioteker, hvor ældgamle arabiske skrifter er gået i arv og bevaret i mange generationer.

Vejen dertil bragte os længere ind i Sahara, og vi kørte lange strækninger med ulidelige vaskebrædt på grusvejen. Samtidig var cyklerne læsset med meget vand, fordi der ingen byer er inden Chinguetti. Derfor tog Kenneth med stor glæde imod en liter vand fra en sød chauffør, som stoppede.

“Vandet er fra Nouakchott, hovedstaden!”

Sagde han storsmilende inden han kørte videre. Samme aften fik Kenneth mavekramper og turens tredie sygedag pga vand, var under opsejling.

Dagen efter var der kun lige kræfter til at se de smukke gamle skrifter. Vi gik gennem byen, hvor alle vejene er sand, så vi ikke kunne cykle. En ældre mand lukkede os ind i familiens bibliotek. Med hvide handsker tog han ærbødigt den ene bog efter den anden frem og viste os fortolkninger af koranen, matematik, poesi, skrevet i hånden, på gedeskind, for flere hundrede år siden. Det var super smukt og spændende. Selvom hele byen nærmest drejer sig om denne turistattraktion, var det det hele værd.

Resten af dagen krøb Kenneth i fosterstilling hjemme i det lille Auberge.

Efterhånden som Kenneth fik kræfter igen, meldte sig gamle længsler på banen. Ligesom togturen var en af de få ting, vi vidste om Mauritanien hjemmefra, så var der også en anden ting, der lokkede. Endnu længere ude ad den bumlede, sandede, besværlige grusvej, ligger Oudane. En landsby på kanten af ørkenen. I Oudane stopper vejen, og man kan ikke køre længere. Medmindre man har en firehjulstrækker og ved, hvordan man gebærder sig i ørkensandet. 50km udenfor Oudane ligger Richat Structure. Et geologisk fænomen så stort, at det først blev opdaget, da det blev fotograferet fra rummet. Det ligner et gigantisk meteorkrater, 40km i diameter. Men i virkeligheden er det en slags vulkansk eksplosion, hvor hele jordskorpen har løftet sig, for til sidst at skyde ‘proppen’ af, som igen landede og lukkede vulkanen. Tror man vistnok. For faktum er, at ingen ved præcis, hvad der skete for 100millioner år siden, da Richat Structure blev dannet. Det, vi ved, er dog, at det var et af de første til at blive optaget på listen over de 100 mest fantastiske geologiske fænomener på jorden. En liste som bedst kan sammenlignes med Unescos verdensarvsliste.

Oudane selv, den lille landsby, er iøvrigt optaget på Unescos verdensarvsliste, pga deres flotte restaurerede ksar, som er den gamle bydel. Byen var et af de vigtige knudepunkter for kamelkaravanerne, som rejste gennem Sahara i gamle dage, med varer mellem nord og syd. Vi fik en supergod guidet tur i den gamle ksar.

Men vores hjerte brændte for at se Richat Structure.

Efter den strabadserende cykeltur, 2 dage mere ud ad sandvejen til Oudane, indlogerede vi os hos Zaida. Hun er en kvinde med stort smil og ben i næsen. Vi følte os straks godt tilpas i hendes selskab og spurgte hende til råds om at arrangere en guidet tur ud i ørkenen, for at se Richat. Over en kop te forhandlede vi en pris med hende og ventede på guiden med firhjulstrækkeren. Da teen var drukket, spurgte Zaida, om vi var klar. Vi svarede ja. Og så hoppede Zaida i sin egen bil og vinkede os ind. Vi havde ikke forstået, at det var hende selv, der stod for turen. Men vi kunne ikke have ønsket os en bedre guide og chauffør. Med Mauritansk musik på radioen, og Zaida bag rattet fræsede vi gennem ørkensandet med fuld fart og lavt dæktryk. Det kræver helt åbenlyst gode egenskaber som chauffør at læse ørkenlandskabet, håndtere firehjulstrækket, afpasse hastigheden og undgå at køre fast i det dybe bløde sand. Zaida mestrede det hele til perfektion, samtidig med hun smilede bredt og sang med på radioens smukke sange. Vi kunne næsten ikke være i os selv af bare begejstring. Alene køreturen ud i ørkenen, et sted som vi umuligt kunne cykle, var en kæmpe oplevelse.

Efter en times kørsel stoppede vi og kunne nu se de første aftegninger af det gigantiske Richat. Når man står på landjorden, er det svært at forstå omfanget. Man ser en 40m høj bakke af sand og sten, men man kan ikke se, at den yderste ring krummer. Vi kørte gennem den yderste ring, og kunne nu fornemme at den næste ring, som er mindre i diameter, krummede. Den kørte vi hen over, og kunne fra toppen se den tredje og sidste ring. I centrum af hele det gigantiske værk, kørte vi op på toppen og parkerede bilen. Vi steg ud i det smukke aftenlys og en fuldstændig fortryllende udsigt. Det var en helt uvirkelig følelse at stå lige her i centrum af så specielt et sted uden helt at kunne begribe, hvad der præcist er foregået. Overalt omkring os lå kæmpestore sten, som ved nærmere eftersyn var klumper af mindre sten, som er presset sammen. Man kan næsten ikke forestille sig de kræfter der skal til, for at presse sten sammen til en masse, der mest af alt lignede nougat.

Et virkelig magisk sted – MEN, man er nødt til at google stedet, for at se et satellitfoto. Ellers er det umuligt at forstå storheden!!!

På vejen tilbage gennem ørkenen gjorde Zaida et sidste stop ved en stor sandklit, hvor vi kunne fotografere lidt i solens sidste gyldne lys, mens hun bryggede aftente over bål i ørkensandet. En smuk afslutning på en helt igennem fantastisk oplevelse.

De fleste cykler via Atar tilbage til hovedstaden Nouakchott, i medvind på asfalt. Men vi havde øjnet chancen for at tilbringe endnu længere tid i ørkenen, ved at køre mod Tidjikja i det sydlige Mauritanien. En ret øde rute med masser af ørkenvind.

På vejen ligger ganske få landsbyer. To af de mest charmerende og mindeværdige er M’hareth og den lille oase Terjit. Det er steder som her, vi skal huske at lukke øjnene, prøve at glemme at det vi ser, allerede er blevet hverdag for os, og så åbne øjnene igen.

Børn leger i den sandede hovedgade, mellem geder og høns. Hytter bygget i palmegrene. Bittesmå huse bygget i ler. En æselkærre med en ung dreng, der slår æselet med stok, mens han kører store lunser råt kød ned til salgsboden. En oase med rindende vand og skygge fra palmekronerne, midt i den tørre ørken.

Men også de moderne kontraster, hvor de unge har mobiltelefoner og ikke kan løsrive sig fra TikTok.

I Terjit bor ca 10-15 familier. Her er helt stille. Der findes ingen moderne maskiner som larmer. Bilerne parkeres i udkanten af byen.

M’hareth ligger ved en udtørret flod, hvor drenge i bare tæer spiller fodbold. Vi bor i en hytte hos Ahmedkori, som forkæler os med masser af dadler og nødder. Vi tager billeder af ham i sin fine blå dragt, og hans køkken som det nu tager sig ud.

Landskabet er fantastisk på den øde rute. Det er svært at beskrive den smukke råhed, der er i ørkenen. Solnedgangene er fuldstændig fantastiske. Det gyldne lys svøber sig smukt over sandet og vores lille telt i den øde ørken. Når dagen gryer, kan vi igen se de endeløse afstande i intetheden. Når der er lidt bevoksning, står det altid som en smuk grøn kontrast til det røde sand. Når der er klipper, rejser de sig dramatisk op fra det flade sand. Det er så uendeligt smukt.

Men det er også så barskt et landskab, at man har svært ved at forstå, hvordan folk overlevede herude i gamle dage. Sandet trænger ind alle steder. Her er ingen vand, undtagen i de få oaser, som ligger med store mellemrum. Og her er næsten ingenting spiseligt, hvilket gør, at man stort set kun har levet af sine husdyr. Men nomaderne, som der stadig er nogle få tilbage af, har forfinet deres overlevelsesmetoder gennem århundreder.

For os handlede det om at planlægge vores stræk, så vi havde mad og vand nok, mellem de meget få byer der er. Især vand er kritisk, nu hvor temperaturen har nået 45grader. Vi hader at købe vand på plastikflasker, for vi kan se, hvor det plastik ender. Her er ingen systemer til at håndtere skrald. Her findes ingen skraldespande. Alting bliver smidt i ørkenen. Det betyder at udenfor enhver lille by, ligger dynger af plastik og skrald og ødelægger den skrøbelige natur. Det er et kæmpe håb for os, at man kan få iværksat et system til at håndtere skrald i Afrika, for vi gætter på problemet ikke bliver mindre den næste tid.

Men indtil da, vil vi gerne undgå at købe vand på flaske. Så da vi i Aujeft, efter et par dage i ørkenen blev tilbudt vand fra brønden, istedet for at købe vand, sagde vi ja. Og BAM så blev Kenneth syg igen. Lektien er lært nu. Der er bakterier i vandet som vi ikke er vant til. Marie nåede ikke at drikke vandet, så hun slap igen. Vi har nu bestilt gode vandfiltre, så vi kan drikke det vand, de lokale drikker, og slippe for at købe flasker med vand.

Et andet problem med skraldet, udover at det tager 50år for en plastikflaske at nedbrydes, er at dyrene heller ikke kan skelne mellem godt og dårligt skrald. De fleste steder spiser dyrene madaffald, hvilket jo er godt. Men de spiser også papkasser, plastik, gamle sko og hvad de ellers kan finde på lossepladserne udenfor byen, eller sågar i byens gader. Gederne, som spiser allermest, er før os i fødekæden, så alt det skrald bliver jo transformeret over i meneskerne via mælk og kød. Vi ved ikke hvad det reelt betyder, men tvivler på det er en god ting.

Egentlig er der problemer nok at beskrive i Mauritanien. Det er et land med store naturressourcer, men en meget fattig befolkning. Det ses mange steder i Afrika. Omfattende korruption og manglende kreditværdighed sætter hurtigt en stopper for, at den økonomi som hæfter sig til naturressourcerne, kommer folket til gode. Vi har cyklet gennem landsbyer, hvor folk bor i hytter bygget af ler og tørrede palmegrene, og nødhjælpsorganisationer har omfattende projekter her, men alligevel er der stor velstand hos enkelte mennesker i storbyen. Der mangler en fornuftig fordeling af goderne i landet, som er et af verdens fattigste lande.

Et andet problem mange vil hæfte sig ved, er at Mauritanien stadig har slaver. Slaveriet blev reelt forbudt i 1981, men eksisterer stadig. Nogle kilder anslår, at så mange som 10-20% af befolkningen reelt lever som slaver. Virkeligheden er som ofte nok lidt mere nuanceret. Slaveriet kan måske i nogen grad sammenlignes med kaste-systemet, på den måde at man fødes ind i en bestemt social klasse i samfundet. Realiteten er for mange slaver, at selvom de er frigivet, har de meget få muligheder for at ændre deres liv. De kan ikke nødvendigvis få et arbejde. De kan ikke bevæge sig ud af deres sociale klasse.

Mauritanien ligger i grænselandet mellem det arabiske Nordafrika og det sorte Vestafrika, og man ser tydeligt, at der er en herskende klasse bestående af arabisk herkomst, og en arbejdende klasse bestående af sorte. Det er naturligvis lidt firkantet sat op, men det er virkeligheden både på regeringsniveau, og tydeligt i hverdagsbilledet.

Men, som vi har oplevet så mange andre steder i verden, så er venlighed og gæstfrihed ikke afhængig af egen økonomiske velstand eller sociale status.

Efter vi havde tilbagelagt nogle fantastiske dage i den smukke ørken, nærmede vi os det sydlige Mauritanien. I den støvede by Sangrave kørte vi som altid direkte hen til den købmand, som har det største køleskab. Mens vi forsynede os med koldt vand, cola og yoghurt, tiltalte en fyr os på engelsk. Det er første gang i lang tid, nogen har kunnet tale andet end fransk og arabisk, så vi faldt hurtigt i snak. Fyren var oversnakkesaglig, og vi var en smule mistroiske omkring hans intentioner, men han blev ved med at invitere os hjem og sagde: “Det vil være en god oplevelse for Jer, som I kan huske tilbage på, når I kommer hjem”. Og det havde han jo ret i. Som vores cykel-ven Aymeric siger: “Man skal se med hjertet” og med hjertet kunne vi se, at Mafugi var god nok, så vi gik med ham hjem.

Han ville blot lave en hurtig frokost til os “now-now”, så kunne vi køre videre. Klokken var næsten tre om eftermiddagen. Det bliver mørkt kl 19, så vi tænkte det var fint.

Hjemme i huset virkede gaskomfuret ikke, så maden trak ud, og det endte med at frokost blev til sen aftensmad istedet. I mellemtiden havde vi slået teltet op i hans have og nød at kunne snakke med ham om livet i Mauritanien. Selv var han fra Gambia, men har arbejdet her i 7år. Når Mafugi talte om Gambia lyste hans øjne op. Når han talte om sin kone, om maden, om at Gambia er smilets land i Afrika, så fik han os til at glæde os til at tage hul på et nyt kapitel i Afrika. Når vi lige om lidt ruller over grænsen til Senegal, ved vi, at omvæltningen vil være stor. Vi forlader den arabiske verden. Vi ankommer i det sorte Afrika. Vi ved knapt nok, hvad det betyder endnu, men vi kan mærke positive strømninger båret til os fra Senegal.

Mafugi sagde, at han skulle være på arbejde klokken 8 næste morgen, så vi stillede vækkeuret til kl 7. Men huset var stille. Da vi stak hovedet indenfor sov han og hans kollegaer på gulvet i det lille rum. De fik langsomt øjne. Hans kollegaer tog straks på arbejde, men Mafugi blev og lavede morgenmad til os. Gambiansk kaffe, som ham kaldte det. En stor skål med varmt vand, 3 breve Nescafé, 2 tebreve, en stor håndfuld sukker, 2 dåser kondenseret mælk. Sådan! En powerdrik at starte dagen på. Vi fik hver et drikketrug med en halv liter at starte dagen på.

Vi takkede Mafugi for hans varme og gæstfrihed, inden vi begav os ud i Sangraves morgenvirvar af geder, mennesker, busser og lastbiler. Men med store smil på læberne.

Nu er vi i Aleg. En by tæt på grænsen til Senegal. Her har vi fundet os et lille hotel til 140kr om dagen. Vi er næsten ude af ørkenen, så vi har rengjort og plejet al vores udstyr. Det trængte gevaldigt. Cyklerne funkler, teltet er vasket, og vi rydder op mentalt.

Mauritanien har været fyldt med fantastiske oplevelser. Vi havde ikke megen ide om, hvad vi skulle forvente. Men den rå natur, den autentiske hverdag, og de mange søde mennesker har gjort Mauritanien til et land, som vi gerne vil tilbage og opleve mere af.

Vi ser ikke mange turister her. Kun folk som gerne vil køre firhjulstrækkere i ørkenen, og ganske få cyklister der, som os selv, er på vej sydover. Hvorfor er her ikke flere turister, kan man spørge sig selv? Måske netop fordi her er råt. Her er ingen luksus. Man skal ville gøre en indsats selv, for at rejse her. Men der er måske også noget andet på spil.

I 2007 i Aleg, den by vi er i nu, blev en fransk familie på 5 skudt ned. Kun een overlevede. Historien blandt de rejsende vi møder, går på at nogle lokale havde set familien hæve penge, var fulgt efter dem, for at røve dem, men endte med at skyde dem. Altså et røveri, som udviklede sig katastrofalt.

De internationale medier, og Mauritanske ditto, skriver, at det var en sovende terrorcelle, eller ihvertfald at flere af morderne var trænet af Al Qaida. Tre af morderne er idømt dødsstraf.

Hvad der er mest rigtigt, ved vi ikke. Sikkert begge dele. Men konsekvensen for Mauritanien var, at Paris-Dakar lagde ruten om og udenrigsministerierne i vestlige lande har farvet størstedelen af Mauritanien rød. 15år senere, er rejsevejledningerne stadig præget af denne hændelse.

Det tilkommer ikke os at vejlede om rejser for andre. Men vi kan konstatere, at vi har mødt fantastiske mennesker her i landet. Vi har aldrig følt os udsatte. Vi føler, at folk er ærlige og behandler os godt, og at folk er grundlæggene hjælpsomme, uden at være påtagede. Som altid har vi de allerbedste oplevelser uden for de oplagte turistområder.

Vi håber for folket, der bor her, at de vil opleve en bæredygtig fremgang.

Hotellet, vi bor på nu, bestyres af to brødre. Igår aftes inviterede de os til en teceremoni under teltdugen i forhaven. Som de sagde: “Mauritansk te tager lang tid at lave, fordi i gamle dage var der ikke andet at lave. Man kunne ikke læse, ikke se fjernsyn, kun snakke og brygge te”.

Mens vi sad i den lune aften, og drak det ene shotglas efter det andet med skummende sød te, sagde de to brødre: “Vores forældre er født og opvokset i ørkenen. De levede et hårdt liv. Men vi er vokset op og har studeret i hovedstaden. Vi vil gerne leve det moderne liv. Det er nemmere og mere behageligt”.

◦