Øredøvende høj afrikansk musik brager ud i den lille restaurant, hvor der kun er plads til 4-5 mennesker rundt om bordet. Restaurant er måske så meget sagt. Kiosk med mulighed for at købe et måltid mad er måske mere rammende. Jeg prøver for tredie gang at råbe gennem musikken, men må opgive at trænge igennem og peger istedet på den pande, der står på et lille gasblus bag disken. Det ender med, at kioskejeren ser ud til at have forstået mit ønske om, at købe et måltid mad, men jeg har ingen anelse om, hvad jeg får. Han finder en spand med kogt spaghetti frem og smider en håndfuld på panden. Slår et æg ud og kommer i. Åbner en dåse sardiner, som også blandes i den stegende spaghetti.

Det er ikke fordi jeg er nærig og har valgt byens billigste sted. Jeg har valgt byens eneste sted.

Jeg sætter mig ved det vakkelvorne træbord hvor to andre gæster sidder og får sig en øl. Det er vidst ikke dagens første. Humøret er højt, smilene er brede og snakkelysten er stor. Jeg forsøger så godt jeg kan, at overdøve musikken med mit sparsomme fransk, for at svare på deres nysgerrige spørgsmål, mens jeg gafler min opvarmede spaghetti med sardiner indenbords.

Stemningen er i top. Den kulinariske oplevelse er i bund. Og sådan kan jeg nok beskrive min oplevelse generelt i det nordlige Cameroun.

Førstehåndsindtryk i Cameroun

Jeg er på vej mod Foumban. Hovedbyen i regionen og et spændende gammelt kongedømme. Især glæder jeg mig til det nye museum, som netop er åbnet, i en gigantisk edderkop, omviklet af en slange med to hoveder.

I Foumban skal jeg mødes med to andre cyklister; Ward fra Belgien og Theo fra Schweiz.

Jeg har skrevet med Ward i noget tid. I en Whatsapp-gruppe for cyklister i Vestafrika, spurgte han om nogen kunne hjælpe ham med en pakke fra Europa. Det faldt fint sammen med, at Marie flyver til Yaounde i Cameroun og hun tilbød at tage nogle ting med til ham.

Ward er ikke den eneste som har tyndslidt udstyr. Mit eget tøj hænger bogstaveligt talt i laser og cyklen trænger alvorligt til et stort service. Men det er nu ikke den eneste grund til ,at jeg glæder mig til Marie snart ankommer i Yaounde. den mest oplagte grund er selvfølgelig at jeg savner hende. Jeg savner at være på eventyr sammen med hende. Det kan også være sjovt at cykle alene, men dette er vores eventyr!

Jeg har lige en uges tid endnu, inden jeg ankommer til hovedstaden Yaounde og kan hente Marie i lufthavnen.

De første dage i Cameroun er rigtig smukke. Landskaberne er grønne og frodige med endeløse bølgende bakker. Den rustrøde jordvej snor sig ind og ud og op på bakketoppe med flotte udsigter. I byerne mødes jeg med mange store smil og hjælpsomhed og de checkpoints jeg havde frygtet er istedet bemandet med venlige vagter, som altid vifter mig igennem uden problemer.

Der er lidt grænseproblemer mellem Nigeria og Cameroun, så den grænseovergang jeg har valgt, er ikke officielt anerkendt til at krydse mellem de to lande. Ikke desto mindre vidste jeg, at de alligevel lader folk rejse over grænsen, blot med den hage, at man ikke får stemplet sit pas. Dét, sammenholdt med at visummet ansøges online og derefter printes på papir, gør at man ikke kan fremvise en gyldig entre i landet, i sit pas. Jeg havde hørt at det ville blive et problem at forklare i hver eneste checkpoint gennem landet, og at det ville koste mig mindst 5-10kr hver gang i bestikkelse. Men bekymringerne blev gjort til skamme. Alle godtog mit sort/hvide papirprint af visummet uden problemer.

Jeg savner teltet

I den første by efter grænsen leder jeg efter et hotel. Jeg har ikke set nogen muligheder for at wildcampe, selvom jeg har glædet mig til det, efter alt for mange hoteller i Nigeria. Men der er folk overalt og solen er ved at gå ned, så jeg må finde et værelse.

Jeg køber simkort af nogle unge mænd, som har en træbænk under en gul parasol, hvor der står MTN. Det lokale telekontor. Jeg falder i snak med en ung mand, som vil vise mig hvor han synes jeg skal bo. Jeg følger med ham gennem landsbyen, hvor mange sender kommentarer efter mig, som jeg ikke forstår. Min nye ven vender sig mod mig og siger: “Folk kan lide dig. De siger de elsker dig!”. Alligevel har jeg en underlig fornemmelse i kroppen, da han tager mig med i udkanten af byen, til et motelagtigt sted ved siden af en stor bar. Her er ikke er øje. Han forsikrer mig det er et godt sted, men kan ikke finde ejeren og beder mig vente, mens han går ud og leder efter ham. Så står jeg der og blomstrer. Efter 10min beslutter jeg at cykle ind i byen igen og lede efter et andet sted.

Jeg finder et lille gæstehus, som er anbefalet på iOverlander. Vi får cyklen bugseret indenfor og en dame begynder at gøre nødtørftigt rent. Der er ingen strøm, ingen vand. Jeg trænger til et bad. I værelset står der en bakke med lidt tørt brød. Jeg peger på den og spørger om hun tager den med ud, efter hun har vasket gulvet?Hun svarer: “Det er til dig”. Jeg ved ikke hvor længe det har stået der, men jeg ved at jeg ikke skal bede om noget.

Jeg spørger flere gange efter prisen, men de bliver ved at snakke udenom. Byens nysgerrige unger er gået med indenfor og piller lidt ved cyklen, mens de spørger sødt om alt muligt. Men jeg er ved at være træt og trænger til et bad og hvile. Jeg siger jeg vil vide hvad prisen er og endelig får jeg et svar, som er langt over hvad jeg har læst i anbefalingerne. Og langt over standarden på stedet. Normalt kan man forhandle, men da jeg jeg foreslår det halve, sendes jeg over på den anden side af vejen, for at diskutere med en mand der sidder komfortablet plantet i en rød plastikstol. Jeg præsenterer mig og forklarer mit ærinde, men han er ikke til at hugge eller stikke i. Det udvikler sig nok også lidt til en hanekamp, fordi jeg synes han er for arrogant. Da jeg siger hvad jeg vil betale, “take it or leave it”, siger han: “Men det er slet ikke mit sted, så jeg kan ikke forhandle, jeg kan blot sige dig hvad prisen er!”. Fedt. Tak for at spilde min tid. Jeg henter min cykel ud af værelset.

Min ven fra tidligere har fundet mig igen og beder mig komme tilbage til det første sted. Han har fundet ejeren. Og ganske rigtigt er der nu en langhåret flippet type, som har åbnet til et par værelser jeg kan se. Jeg er ret sikker på at folk ikke lejer dem for en hel nat, men kun for et par timer. Værelset er det mest kummerlige jeg har set indtil nu. Og jeg har set meget. I rummet er der en seng. Det er det. Intet andet. I badeværelset er der et toilet. Det er det. Intet andet. Der er ingen dør mellem værelset og toilettet. Prisen er 35kr. Det billigste jeg har set indtil nu. Jeg spørger om værelserne i den anden fløj er bedre, om jeg må se dem? Min ven svarer: “Dette er VIP værelserne. Du har ikke lyst til at se de andre!”. Jeg ignorerer kakkerlakken under sengen og tager værelset for en nat. Ejeren henter en halv spand vand, som jeg kan bruge til at vaske mig i, og til toiletskyl under opholdet.

Jeg lægger mig på sengen og drømmer mig til lidt luksus i hovedbyen Foumban, om et par dage.

Cyklende selskab

Da jeg kommer til Foumban finder jeg Ward og Theo på et hotel. Jeg checker ind på et værelse, som er langt ringere end jeg havde håbet på. Men jeg kan åbne døren til en altan og få lidt frisk luft ind til at erstatte den kvalme mugne luft i rummet. Sammen med den friske luft kommer dog også myg. Man må prioritere hårdt. Drømmen om lidt luksus er udskudt på ubestemt tid.

Ward og jeg går ud og finder et konditori med fornuftig kaffe og kage. Jeg bliver helt glad da Ward bestiller kage igen anden gang. Endelig en at dele min umættelige cykelsult med. Snakken går let og Theo støder til. Den politiske situation vendes og drejes og jeg er helt lykkelig over, igen at have nogen at dele tanker og oplevelser med. Jeg bekræftes i, at når man vælger cyklen som rejseform, gør man det for at komme tættere på de lande og de folk man rejser blandt – og at det giver stof til eftertanke og refleksion. Theo og Ward er ihvertfald dybt engagerede og interesserede i politik og samfund i Vestafrika. Vi er ikke enige om alt, men vi diskuterer passioneret.

Ward og Theo har cyklet sammen gennem Nigeria, men tiden er kommet til at splitte op. Selvom Ward vil opleve meget mere af Cameroun, spørger han om vi skal følges til Yaounde, så han kan få de ting Marie har med. Det er skønt igen at have selskab på cyklen og selvom nogle af vores diskussioner udvikler sig heftigt, med forskellige holdninger, finder vi hinanden igen og trives godt sammen.

Første aften er det igen svært at wildcampe og vi ender på et motel, så vi også kan få et bad. Værelserne er billige og vi beder om at se udvalget, inden vi betaler. Rummet som hotelmutter havde udset til os, har en sløj halvandenmands seng. Jeg må trække mig. Jeg synes det er lige tidligt nok at ligge og svede i ske med Ward. Damen har også to mindre rum. Der er spindelvæv over det hele og der er ikke skyllet ud i toilettet, siden sidste beboers dårlige mave. Sengen har en skumgummimadras uden lagen og edderkopperne kravler alle steder. Jeg synes ikke selv jeg er sart, men det er for meget. Hygiejnen er helt i bund og jeg er oprigtigt bange for at blive syg, hvis jeg skal sove der.

Istedet går damen modvilligt med til, at vi slår vores telte op på terrassen ud mod vejen. Vi får en spand vand hver, så vi kan vaske os på p-pladsen foran motellet.

Ward og jeg cykler godt sammen. Han fyrer den af. Nærmest sprinter på gode strækninger. Okser sin tunge cykel op ad bakkerne, mens han står i pedalerne. Men har ofte brug for pause og mad. På den måde passer vi fint sammen.

Min cykel knirker mere og mere. Mit kranksæt er helt slidt i smadder og jeg kan ikke stramme det mere, så jeg skal være omhyggelig med at lave perfekte runde tråd, for at det hele ikke klonker og klanker. Selvom der er kort til Yaounde og Maries redningspakke af nye reservedele og nyt tøj, så bliver jeg mere og mere nervøs for om jeg når frem inden det hele splitter ad.

På et tidspunkt spørger Ward mig: “Ville du egentlig være bekendt at cykle i den T-shirt hjemme i Danmark?”. Jeg mumler en halvhjertet forklaring om, at jeg ikke har mulighed for at købe T-shirts i merinould i Afrika. Og at jeg ikke vil købe ting som jeg snart smider ud. Men inderst inde får jeg virkelig dårlig samvittighed. Her har folk så lidt, men de går altid pænt og præsentabelt klædt. Og her kommer jeg, som er forholdsvis rig, men ligner en lazeron. Jeg ved, at jeg ikke kan være det bekendt. Men blot et par dage mere, så kommer Marie og redder mig.

Korruption eller Kaos

Ward har en ting med floder og broer. Vi stopper derfor, for at tage et billede på en bro. Alt er godt. Indtil vi stiger på cyklen igen og sætter foden på pedalen. Så kommer to militærfolk ud af det blå og stopper os. De fortæller vi ikke må tage billeder, fordi vi er tæt på et militærkompleks. Vi kigger rundt og kan ikke se noget. De peger. Vi kniber øjnene sammen. I det fjerne ligger en lille bygning, som angiveligt skulle være militært anlæg. De siger, at en drone patruljerer området hver halve time og har set os fotografere. De truer med, at de vil ringe til vores ambassade. Det hele er lidt opskruet. Jeg kan ikke fransk og står derfor mest og betragter optrinnet mellem Ward, som holder på at der ikke er skiltet med fotografering forbudt, og de to militærmænd som fortæller om alle de problemer, vi har rodet os ud i. På en sær vis er den ene mand ret venlig, mens den anden puster sig lidt op.

Det ender med, at de vil have os hen til deres kontor, og vise pas.

Vi går tilbage over broen og de anbringer os på to plastikstole foran en bygning ved vejen, hvor vi gennem vinduet kan se deres senge. Det er ikke et kontor, men en barak. De kører hårdt på med bål og brand. De vil tilkalde en militær lastvogn, som skal køre os til Yaounde, hvor vi vil blive arresteret, indtil der findes en løsning. Ward forklarer sig igen og igen.

Efter en halv time tilkalder de deres chef. Vi har samtidig fået selskab af en fyr, som kan engelsk, som hjælper mig med at oversætte lidt. Da chefen kommer, er han eddikesur. Der bliver skældt ud med onde øjne. Af en eller anden sær grund, påvirker det mig ikke så meget. Der er noget underligt ved hele situationen. Noget som ikke passer sammen. Det hele er lidt for overgearet. Efter en lang diskussion siger chefen: “I kan blive kørt til Yaounde og sat i fængsel, eller vi kan ordne det her og nu!”. Aaaahhhhh – først der falder tiøren. De vil bare have penge. Det skulle vi have lugtet for længe siden. Alle truslerne er falske. De har ikke en pind på os. Det hele er bluff.

Da Ward oversætter deres pengekrav til mig siger han selv: “Dét er noget jeg aldrig vil gøre. Jeg er klar til at campere her i fem dage, men jeg betaler ikke korruption!”.

Jeg siger til vores ven, som oversætter: “Nu kan jeg forstå, at det ikke længere er et spørgsmål om national sikkerhed, men om simpel korruption. Så jeg formoder, at vi er fri til at gå?!”. Ward fortalte mig bagefter, at vores ven oversatte hvad jeg sagde og med et smil på læben tilføjede han selv: “I har fået fat i de forkerte. De her to kommer aldrig til at betale”.

Chefen blev indædt sur og gav mig virkelig onde blikke, men de havde tabt kampen. Efter en time i deres selskab hoppede vi igen på cyklerne og trillede triumferende over broen.

Senere har vi fundet ud af, at andre cyklister er blevet stoppet præcis samme sted, med præcis samme scam.

Genforenet i Yaounde

I Yaounde lufthavn var gensynsglæden stor. Marie ankom planmæssigt med flyet og al hendes bagage og cyklen kom også frem.

De næste dage blev brugt på at catche op på hinandens oplevelser, mens vi spiste god mad.

Jeg var blevet godt tynd af den manglende ernæring i det nordlige Cameroun, men vi fandt en god libanesisk restaurant ved siden af hotellet. Vi endte med at spise der hver dag og kom igennem hele menukortet.

En hel dag blev brugt på at skifte reservedele på cyklen og generelt servicere og efterse, smøre og pudse alting. For et par dage siden rundede jeg 20.000km på tælleren, siden Nordkap. Det kan ses på cyklen og det føltes rigtig godt, at få alting skilt ad og smurt ind i fedt og kærlighed. Sand blev børstet ud af alle krogene og til sidst stod cyklen skinnende ren og klar til de næste 10.000km gennem Afrika.

Efter et par dages tiltrængt pause var vi klar til nye eventyr.

Vi har rundet Afrikas inderste hjørne og dermed skiftet Vestafrika ud med Centralafrika. Derfor er kompasretningen nu igen syd, istedet for øst.

Dog ville vi først lidt over mod Den Centralafrikanske Republik, hvor verdens næststørste regnskov ligger i Congo bassinet.

Men sådan er det altid med os. Der er mange omveje undervejs.

Indhentet af hygiejnen

Selvom hviledagene i Yaounde gjorde godt, så kom Kenneth alligevel ikke helt ovenpå. Noget driller i kroppen. Trætheden lurer. Så da vi kom til Bertoua efter et par dages cykling i de store skove, lagde vi et smut forbi hospitalet til den efterhånden noget rutinemæssige blodprøve. Og denne gang var der fuld plade. Ud over malaria, testede Kenneth også positiv på tyfus. En sygdom som er meget almindeligt forekommende her. Det betød endnu et par hviledage, da Kenneth skulle på hospitalet og have indsprøjtninger tre dage i træk. Den dårlige mad og hygiejne i Cameroun havde alligevel en pris.

Det er en daglig kamp, at vælge mellem ikke at få nok at spise, eller tage chancen med hygiejnen og spise det mad vi kan få i de små gadekøkkener. Generelt er Marie nok lidt bedre til at passe på – og Kenneth er lidt mere sulten.