930km er der fra Dawson city til Tuktuyaktuk. Der er kun een vej, Dempster highway. Siden november sidste år, er den blevet forlænget hele vejen til det arktiske ocean, frem for at stoppe i Inuvik. Før den nye vej, kunne man kun komme ud til havet og det lille inuit samfund Tuktuyaktuk, om vinteren, ad den frosne McKenzie river. Også kaldet ‘The ice road’. Eller med fly om sommeren.

Dempster highway er berømt og berygtet for at skille mænd fra mus. Den er notorisk kendt for at ødelægge de biler, som prøver kræfter med den. Vi hørte mange historier om revnede forruder, ødelagte støddæmpere og grus alle steder i køretøjet, som man end ikke troede var muligt. For Dempster highway er en grusvej. Alle 886km af den. Og det er ikke nogen pæn og lige grusvej. Den slynger sig op over bjergpas, ned gennem gletcherskårne dale, over den arktiske tundra og den krydser polarcirklen allerede et godt stykke inden sin afslutning. Og så er den fyldt med mudder, færgekrydsninger som måske, måske ikke fungerer, og huller. Masser af huller.

Det syntes vi lød helt perfekt, og vi havde fuld tillid til vores store hjul og vores udstyr, til at kunne klare strækningen. For en gangs skyld mente vi endda, at vi havde en fordel frem for bilerne. Vores cykler er bygget til den slags terræn og det er den slags terræn, vi elsker at køre. Med taskerne fyldt med mad til 4 dage, begav vi os afsted midt i august, ud på Dempster highway. Smilet var stort, da vi rundede skiltet som proklamerede ‘Start of the Dempster highway’.

Der er noget svært tillokkende over denne vej. Der er nærmest noget mytisk over den. Og det er ikke bare os, der synes det, for en del andre turister havde pakket deres bil/ motorcykel/ cykel til kampen med elementerne. Vi mødte nogle stykker hver dag, som enten var på vej frem eller tilbage. Der opstod hurtigt en følelse af at være i samme båd. Alle vidste, hvad de andre gik igennem. Alle prøvede at hjælpe hinanden efter bedste evne. Med gode råd, med værktøj, reservedele, opmuntrende smil, og sommetider lidt vand og en snack.

Vi mødte et par, som ville give plads til en modkørende lastbil. De trak lige så stille ud i rabatten med deres firhjulstrækker, og straks begyndte bilen at glide ned ad den mudrede skrænt. Da vi kom forbi, stod de og ventede på at en vejarbejdsmaskine, som var i nærheden, skulle forbarme sig over dem, og komme og trække dem op på vejen. Men vejarbejderen havde vidst ikke super travlt. Det samme var sket dagen før.

En anden bilist var på vej tilbage, efter at have kørt hele vejen til Tuktuyaktuk. Da de kørte ind på en campingplads, stadig 600km fra almindelig landevej, faldt forhjulet af. Det var hele hjulophænget, som havde givet op. De måtte vente et par uger, på at en ven hjemmefra sendte en reservedel med fly op til dem. Og så var det ellers på med arbejdshandskerne og gå-på-modet, for selv at skifte ophænget.

Vi mødte også Thomas og Martina. Et skønt tysk par, som lever i Oregon. De kørte ad Dempster i deres ombyggede skolebus. De var klogere end de fleste og tog den med ro, for ikke at ødelægge bilen. På et tidspunkt vendte de om, fordi mudderet kom ind allevegne. Men, i Inuvik mødte vi dem igen. De havde ombestemt sig og gik nu alligevel efter toppen. Vejrudsigten holdt med dem, og de klarede den. Vi har dog endnu ikke hørt fra dem, om de er kommet tilbage i god behold.

Vi kiggede ikke så meget på vejrudsigten. Vi forberedte os blot på at vejret ville blive alt tænkeligt. Og det blev det. De første par dage, hvor vi cyklede gennem Tombstone nationalpark, regnede det i stride strømme. Men vi havde også sol. Så hver gang vi var blevet gennemblødte, kunne vi få tørret tøjet igen. Og sådan skiftede det hele tiden.

På turistkontoret i Dawson city, har de en formidabel service til cyklister. Hvis man giver dem en papkasse med mad, så sørger de for at bringe den frem til Eagle Plains hotel og tankstation, som ligger halvvejs til Inuvik. Og det gjorde vi. Da vi trådte ind på hotellet, i vores møgbeskidte regntøj, med slunkne madkasser, spurgte vi efter vores mad, som vi havde sendt frem. Ingen kendte noget til det. Kassen var ikke kommet. Og personalet havde alt for travlt til at tage sig af det. Det var lidt en streg i regningen. Det betød 2-3 dage til næste lille by, hvor vi kunne købe mad. Humøret faldt ret drastisk, som vi gik ud af døren igen. Men lige dér, i entreen, stod vores papkasse, tilfældigt henslængt på en bænk i et hjørne. Jubiiiiii. Vi flåede pappet fra hinanden, fiskede en pose nødder frem, og fik os et par store mundfulde, mens vi sendte en tanke til den venlige sjæl, som havde taget vores mad med herop.

Fra Eagle plains begyndte vejret virkelig at vise tænder. Vi skulle køre i snit hundrede kilometer om dagen, ifølge vores egen plan. På sjettedagen havde vi kørt 19km på de første 4 timer. Vinden var ubarmhjertig orkanstyrke. Cyklerne lå 45 grader skråt op imod vinden. Hagl piskede os i ansigtet. Og vejen bare steg og steg og steg op imod passet. Vi satte os ned bag en busk og fandt en peanutbutter mad frem. Vi checkede os selv og hinanden. Var vi tørre? Nogenlunde! Var vi varme? Nogenlunde! Var vi mætte? Ja – om lidt. Vi vidste at hvis det gik helt galt, kunne vi slå teltet op og krybe i soveposen. Så altså, alt var ok, ingen fare, bare hårdt arbejde. Og nogle timer senere stod vi på toppen af passet med stort smil på læben. For nogen ville dette være en virkelig dårlig møgdag. For os var det helt perfekt.

Som ved ren magi, klarede det op da vi passerede polarcirklen. Et stort skilt markerede, at vi nu bevægede os op i det arktiske område. Vi spiste frokost og drak kaffe og nød udsigten til en kæmpe dal, hvor omkring 150.000 rensdyr overvintrer hvert år. Bevoksningen blev lavere og lavere og til sidst var de små grantræer helt væk, og kun den store åbne tundra definerede det bakkede landskab. Tundraen er ligesom marsk. Det er knoldet og kun bevokset med helt lave buske og planter. Permafrosten ligger mellem 1/2 og 3m nede i jorden, hvilket gør, at rødderne ikke kan vokse for langt ned. Det er tydeligt at mærke at jorden er kold. Nogle steder er der åbninger i jorden, hvor man kan se isen fra permafrosten blottet. Og andre steder er der store kuppelformede høje, som kaldes Pingoer, der også er skabt af den frosne jord. Det er ret unikt landskab, som vi forestiller os, at man måske også kan finde det i Grønland. Og smukt er det. Vi havde timet vores tur op ad Dempster, så vi kunne se, næsten dag for dag, hvordan vegetationen skiftede farve til sin efterårsrobe. Fra grøn over gul, til rød. Spektakulært.

Ved en stor indsats de sidste to dage, nåede vi frem til Inuvik på ottendedagen, som forventet. Vi trillede ned på den lokale campingplads, og mødte der Simon og Simone, som vi tidligere har brugt lidt tid sammen med, i det sydlige Yukon. De ventede på fjerde uge, på de rigtige reservedele til deres bil, som havde fået en klonk-lyd. De var ved at være lidt desperate, og kendte efterhånden alle Inuviks 3.000 indbyggere. Samt alle barene.

Mudderet og den hårde vej fik også sin bid af cyklerne. Pulleyhjulene på begge cykler blev gnasket godt og grundigt. Men de var måske også lidt slidte i forvejen. Og Kenneth knækkede et eger. Alt i alt billigt sluppet på en vej, som er berygtet for at kræve sine ofre.

Men vi manglede stadig den sidste bid til Tuktuyaktuk. De sidste 150km grusvej, til enden af vejen, til det arktiske ocean. Det var i høj solskin, højt humør og en glædeståre i øjenkrogen, at vi trillede ned til vandkanten og dyppede forhjulene på vores elskede cykler, i det iskolde vand. Havet var helt roligt og hvis vi svømmede langt nok, ville vi nå til nordpolen.

Vi gjorde det.

Vi cyklede 29.000km fra den sydligste tip af Sydamerika, til den nordligste tip af Nordamerika (ihvertfald det nordligste man kan komme på offentlig vej).

Og måske er vi endda de første i verden til at cykle fra Ushuaia til Tuktuyaktuk. Vi ved det ikke med sikkerhed, men vejen har kun været åben siden november, så det har ikke været muligt før i år. Og vi har ikke mødt, eller hørt om, andre som har gjort det.

Tuktuyaktuk er en fantastisk lille by med ca 1.000 indbyggere. De er stort set alle inuitter. Byen har mange farvestrålende huse, smilende mennesker og en varme og glæde som var uforlignelig. Det perfekte sted at slutte ‘Fra tip til tip’.

De seneste mange dage har vi nydt at være tilbage i mere udfordrende omgivelser. Omgivet af anderledes kultur. Det er vores rette element. Vi må nok indrømme, at selvom Nordamerika har budt os på mange spændende oplevelser, så har det på en måde føltes lidt mere som en ferie, end som et eventyr, eller en ekspedition. Det skyldes at alt er nemt. Det er vores egen veludviklede kultur. Man skal i højere grad skabe sit eget eventyr, ved at tage ud i vildnisset, sammenlignet med Sydamerika, hvor det var et eventyr blot at gå ned ad gaden i en fremmed kultur.

Men Canada har været fantastisk. Ingen tvivl om det. Især Yukon har vundet vores hjerte.

Folk i Yukon er bare seje. De lever på en måde mere simpelt. Mere i kontakt med den store natur som omgiver dem. Mere i eet med elementerne. Der er nogle ting som definerer den typiske beboer i Yukon, som vi elsker. De er vilde med outdoor. De laver ekspeditioner som er ret vilde, uden at gøre et stort nummer ud af det. De jager og fisker til eget forbrug. Og så er de varme og hjertelige.

Ingen i Yukon repræsenterer det bedre end JM.

JM bor og arbejder i Watson Lake. Han har kone og to børn. Og så er han vært igennem netværket ‘Warmshowers’. Det var sådan vi kom i kontakt med ham. På hans profil skrev han ‘guaranteed the friendliest host in the Yukon’. Og vi er 100% enige. Da vi trillede ind i hans indkørsel, kom han ud ad hoveddøren, med to kolde øl i hånden. Velkommen. Vi blev installeret i hans campingvogn, og den kunne vi betragte som vores hjem, så længe vi ville. Vi ville blot blive der en enkelt nat, men endte med at tilbringe to dage og tre nætter i selskab med JM og hans familie. I den tid blev vi gode venner og JM skiftesvis fortalte om fede skitouringruter han har gået, fatbikespor han bygger på de frosne søer om vinteren, vinterløb i Yukons -40 graders kulde og hans jagtture for at skaffe familien en elg om året. Alle historierne var iblandet solide måltider af pandekager til morgenmad og elgkød til aftensmad. Vi er dybt taknemmelige for hans gæstfrihed og lyst til at dele sit liv med os.

JM er ikke den eneste, der har taget os ind, i Canada. Men historierne bliver for mange, hvis vi skal nævne alle.

I Yukon oplevede vi, hvordan folk i høj grad jager, for at fylde fryseren med deres eget kød. Det er ret normalt, at man skyder en elg og måske et større dyr mere, om året, for at have kød til hele året. Det er den bedste måde at få bæredygtigt, lokalt og økologisk kød i fryseren. Som jæger må man ikke sælge kød til andre (det er supermarkedernes ret), så der bliver gavmildt givet kød til venner og familie, hvilket giver en god sammenhæng i de små samfund.

Folk fisker også en del, ud fra samme principper. Derfor mødte vi flere gange folk som gav os fisk i syltetøjsglas. De fanger fiskene og trykkoger dem i glassene, så de kan holde sig i 10år eller mere. De bliver ofte brugt som gaver, til at knytte bånd mellem mennesker, og vi fik mere end een gang et godt måltid mad på den konto. Prikken over i’et var, da vi ramte sæsonen for tørrede fisk i Nass Valley, hvor en familie gav os en hel pose lækre røgede laksestykker.

Det har nærmest været en kulinarisk oplevelse, at cykle gennem Yukon. Vi har fået lokal honning fra bier, som lever på fireweed blomster, og the fra svampe som gror på birketræerne.

For os handler det ikke kun om at få foræret lokale specialiteter og nyde dem. Det peger på en virkelig skøn og sund måde at leve på, som kan lade sig gøre i de store landskaber i Yukon, nemlig at man lever af det som jorden tilbyder een. Sådan har inuitterne og indianerne levet i hundreder, hvis ikke tusinder af år her, før den hvide mand kom. Men til forskel fra mange andre steder, holder man stadig fast i den tradition, så godt man kan.

Det har selvfølgelig også at gøre med størrelse. Danmark er ca 40.000 kvadratkilometer, og vi er tæt på 6mill mennesker. Canada er næsten 10mill kvadratkilometer og der lever under 40mill mennesker. Det betyder at befolkningstætheden i danmark er 133 mennesker pr kvadratkilometer. I Canada er der 3. Og de fleste bor endda tæt på grænsen til USA. Det betyder, at der er vildnis. Rigtigt vildnis. Man kan kan stille sig mange steder i det nordlige Canada, hvor der er hundreder af kilometer til næste tegn på mennesker. Det giver en vis ydmyghed.

Vi kunne skrive meget meget mere om Canada. Og vi kommer helt sikkert tilbage en gang. Eller flere gange. Vi ville have skrevet flere indlæg om vores oplevelser og folk vi har mødt. Men tiden er fløjet afsted. Vi har brugt mere tid på cyklen, vi har strammet tidsplanen og prøver at nå så meget som muligt, inden vi flyver hjem om godt en måneds tid.

Imorgen starter bonusrunden, som vi har døbt den. De sidste eventyr, inden vinteren banker på, og Danmark kalder. Vi starter med at sejle vores nye packrafts ned ad Yukon floden, med cyklerne bundet fast til båden. Det bliver den måde, vi ankommer til Alaska igen, for sidste gang. Det bliver en ny type eventyr. Og vi glæder os helt vildt.