I Cafayate sad vi ved et lille bord i en hyggelig gårdhave, sammen med Tomas og drak lokal vin og spiste lækker Asado. Asado er alle Argentineres livret, det er slet og ret barbecue, og Tomas er en Argentinsk fyr, som vi har cyklet sammen med i en uges tid, i det nordlige Argentina. Det var ikke så meget selve situationen, vi ville beskrive, men mere det vi talte om, mens vi fyldte vores altid sultne cykelmaver. Vi talte om Abra del Acay. 

Vi har siden Chilecito kørt ad Argentinas stolthed: Routa 40, som er en vej der strækker sig, næsten, fra nord til syd i dette kæmpe land. Det er en vej som mange turister kører ad, i større eller mindre bidder, fordi der er så ekstremt smukt. Hvilket vi nu også kan bevidne. Og på Routa 40 ligger der et pas, Abra del Acay, som er sagnomspundet blandt cyklister især. Passet er 4.995moh. Til sammenligning er toppen af mt Blanc, europas højeste bjerg, 4.810moh. Tomas påstod hårdnakket, at de cyklister som kører over Abra del Acay, gør det nøgne. Den aften i Cafayate, med god vin og varme aftner, troede vi på ham. Og vi bestemte os for at køre den vej. Altså at cykle over et pas, som er 180m højere end mt Blanc. 

Den næste dag pakkede vi vores ting og begav os igen nordpå. Først mod Cachi. Turen mellem Cafayate og Cachi er beskrevet i guidebøgerne som fantastisk, og vi nød landskaberne og cyklingen i fulde drag. Til gengæld sagde guidebøgerne ikke så meget om det, som skulle komme de næste par dage. Hvilket fuldstændig overrumplede os. 

Da vi cyklede ud af Cachi, havde landskabet ændret fuldstændig karakter og vi cyklede nu op igennem en dal som var så smuk som noget vi indtil nu havde set. Bjergene omkring os ændrede konstant udseende og farver. Enten var de helt ensfarvede, eller totalt spættede i alle mulige, eller nærmere umulige, farver. Aldrig før har vi set grønne bjerge, lyserøde bjerge, bordeaux, lilla, blå bjerge. Det var fuldstændig surrealistisk og betagende. Eller skulle vi sige bjergtagende ( undskyld – dårlig humor ). Og i bunden af synsfeltet, hele tiden en frodig grøn dal, hvor en glinsende flod snoede sig igennem træer og hyggelige gamle huse, bygget af mudder-mursten. 

Det kom så meget bag på os, og vi kørte nærmest og skrabede underkæben hen ad grusvejen, i beundring. 

Aftenen efter Cachi, ankom vi til en lille bjerglandsby, La Poma. Her fik vi tømt den lokale kiosk for madvarer, inden vi kørte ud i udkanten af byen og slog teltet op mellem lidt lave buske, så vi var skærmede for vinden. Det blev en dejlig nat, hvor vi sov trygt og glædede os til at krydse passet næste dag. Vi vidste det ville blive en lang dag, men regnede med at hvis alting gik rigtig godt, så kunne vi være oppe på passet omkring kl 16. Og derfra var der så 45km ned ad bakke til San Antonio de los Cobres. Det burde lige kunne nås inden det bliver mørkt. 
Næste morgen stod vi tidligt op, så vi kunne komme afsted i god tid. Solen kom snart op over bjergkammen, og som sædvanlig var vi snart i shorts og T-shirt i varmen. Dog kunne vi mærke at vinden blev lidt koldere, efterhånden som vi arbejdede os op gennem den smukke dal. Gradvist blev vejen stejlere. Og gradvist tog vinden til i styrke. Modvind naturligvis. Så tempoet blev også langsommere og langsommere. 

Da vi spiste vores frokost kl 12 måtte vi se i øjnene, at vi ikke ville nå passet kl 16. Men at den nærmere ville blive 18. Vi diskuterede hvorvidt vi skulle campere inden så længe, og så cykle over passet dagen efter. Solen går ned ved syvtiden, og der er lys til lidt i otte. Det ville betyde en nedkørsel mod San Antonio i delvist mørke. Men vi havde lys med, og der var stort set ingen trafik, så vi besluttede at fortsætte. 

De næste par timer checkede vi ofte hvordan tidsplanen så ud, samtidig med at vi nød den stadig vildere udsigt, jo højere vi kom op. Og tidsplanen holdt stadig. Men vejret blev mere og mere intenst. Kulden tog til, og vi måtte have mere tøj på, selvom vi arbejdede på cyklerne. Vinden tog i høj grad også til, og når vi af og til tog et lille hvil, blev vi i løbet af et enkelt minut, så afkølede, at vi måtte op og træde i pedalerne igen. Sidst på eftermiddagen kørte vi i over 4.000m højde og luften blev efterhånden også mærkbart tyndere, så vi måtte konstant koncentrere os om dybe vejrtrækninger for ikke at miste pusten. Benene føltes også mærkbart tungere i den tynde luft. 

Vejen ændrede karakter til at blive noget stejlere og kombineret med de efterhånden meget stærke og uforudsigelige kastevinde, kun afbrudt af konstant blæst på ca 20m/s, blev vi sommetider nødt til at stå af cyklen og trække. 

Og det var ved sådan en lejlighed, omkring kl 17, i 4.650m højde, hvor vi stod stille et kort øjeblik for at diskutere om tidsplanen holdt, og om vi handlede fornuftigt, at kulden overmandede os så pludseligt, og så kraftigt, at det stod klart at vi var nødt til at nødcampere. Hurtigt. Marie blev så afkølet at fingrene ikke ville lystre mere, og der var kun een ting at gøre. 

Vi spottede et lille hul, 5m nede ad skrænten, hvor teltet ville kunne være, i nogenlunde læ for vinden. Lynhurtigt fik vi sat teltet op, og mens Marie kravlede ned i soveposen med alt sit tøj på, og ordnede luftmadrasser osv inde i teltet, fik Kenneth sikret teltet mod stormen, med kampesten. Vi kogte os en suppe og spiste lidt brød inde i teltet, i ly for den nu rasende vind. Og langsomt tøede vi op igen. 

I soveposerne havde vi nu ikke kun os selv, men også vores kamera, telefoner og iPads, lå også inde i varmen. Og vi havde hver en flaske vand i soveposen, så vi kunne få morgenmad, uden is på, imorgen tidlig. Og udover alt dette udstyr, så havde vi alt vores tøj på. Dvs merino undertrøje, merino langærmet trøje, fleece, dunjakke, skaljakke, lange skiunderbukser, lange bukser, og to par strømper, samt buff og hue og hætte. Og så lå vi også i lagenpose. Men som vi hele tiden har sagt; på den koldeste nat, skal man have alt sit tøj på, ellers har man for meget med. Og det passede. Vi holdt varmen. Men vi så nok fjollede ud. 

Det var bestemt ikke planlagt at skulle overnatte i 4.650moh. Og det er heller ikke ufarligt, pga muligheden for højdesyge. Men vi havde det begge fint om aftenen, og viste ikke de mindste tegn på højdesyge. Så vi vurderede at det var ok at campere, frem for at køre ned ad bjerget igen, hvilket ville have været mere farligt pga den tiltagende kulde. 
Det blev ikke meget vi sov den nat. Vi lå i ske for at holde kulden væk, mens vi lyttede opmærksomt til om teltet kunne holde til stormen. Alt i alt lå vi i teltet i 15 timer, og kom først ud igen, da solen var fremme bag bjergene, og varmede teltet. Alt det resterende vand vi havde på cyklerne, var bundfrossent. Stormen havde ikke lagt sig det mindste, så nedpakningen af teltet var en øvelse i samarbejde og koordinering. Men alt gik fint, og snart havde vi pakket cyklerne og var klar til at køre videre mod passet. 

Vi manglede kun godt 5km og ca 350 højdemeter og vi vurderede det ville tage os to timer. Og derefter beregnede vi tre timer til at køre de 45km ned på den anden side.

Men det sidste stykke mod passet var virkelig hårdt. Vinden var ubarmhjertig. Den var konstant mellem 20 og 25 m/s. Og der kom ofte kastevinde, som flere gange slog cyklen ud af hænderne på Marie, når vi gik. For ja – vi måtte gå en god del af vejen til passet. I de sidste hårnålesving kunne vi cykle den ene vej, men når vi kom til et sving, og vejen ændrede retning, måtte vi skubbe cyklerne op mod vinden. Konstant blev vi sandblæst af grus og småsten fra vejen, så det knasede mellem tænderne og gjorde ondt i ansigtet, når en håndfuld grus ramte huden. Ofte måtte vi stoppe op og dukke os, når vi kunne se en helt gråbrun sky komme farende mod os. Vi havde stadig alt vores tøj på, men tillod kun os selv ganske korte pauser, for ikke at fryse. 

Og således ankom vi til passet i 4.995moh, som forventet ca kl 12.30. Med en lille glædeståre i øjenkrogen, og sand i munden, lagde vi cyklerne i læ og løb foroverbøjet hen over et lille åbent stykke, hen til en stensætning som skabte læ, hvor vi kunne tage billeder af skiltet med den fortryllende tekst: “Abra del Acay 4.995m”. 

Og her sad vi så. Lettede og glade og stolte. Og vi krammede. 

Og tanken meldte sig langsomt; “Hvordan kommer vi overhovedet ned på den anden side?”  For når man har modvind op ad bjerget, så betyder det jo een indlysende ting – at vinden kommer fra den anden side af bjerget. Og derfor sad vi nu, nærmest fanget af vinden, og måtte erkende at vinden som kom op over bjerkammen var så stærk, at det ville blive omend endnu sværere at komme ned ad bjerget, end det var at komme op. 

Og for ligesom at illustrere de tanker der meldte sig hos os, så kom 4 argentinske gutter på motorcykel op ad bjergvejen, samme vej som vi var kommet få minutter forinden. Og selvom vores cykler tydeligt lå i læ, et par meter nede ad vejen, og selvom det var ret tydeligt at der rasede en kraftig storm hen over toppen af passet, så kørte den forreste motorcyklist ud på det åbne stykke… og væltede straks om på siden. 

Efter lidt tumult og hurlumhej, fik vi rejst den op igen, og de fik bakset ham på plads i læ.
Vi diskuterede hvad vi skulle gøre, og vi skulle tage en hurtig beslutning, for vi kunne ikke blive i kulden her i passet ret meget længere. 

Beslutningen blev, først og fremmest at få taget et par gode billeder, og dernæst at Kenneth skulle trække cyklerne over den åbne plads og om på vindsiden, hvor vi så kunne trække dem ned ad bjerget. Og det gik fint. Men det føltes virkelig skørt at trække sin cykel ned ad bakke. Forhåbningen var at vi ikke skulle så langt ned, før vinden ville være aftaget lidt, så vi kunne cykle. Og det viste sig at være en korrekt antagelse. Så efter det første hårnålesving, kunne vi sætte os på cyklerne, og træde hårdt i pedalerne, for at komme langsomt ned ad bjerget. Det var ikke let, og konstant blev vi puffet rundt af de kraftige kastevinde. Men for hver meter vi kom ned, blev det lettere. 

Til sidst havnede vi ud i et ret fladt stykke, på ca 20km ned mod San Antonio de los Cobres. Men modvinden her var så kraftig at vi kun kom meget langsomt fremad. Vi havde troet at vi kunne være fremme kl 14 hvis alting gik virkelig godt. Vi nåede det lige præcis inden solen forsvandt bag bjerget kl 18. Og vi skyndte os at checke ind på et hyggeligt lille hosteria, med varmt bad og varm mad. 

Det var et fantastisk eventyr. Og vi er stolte af vores bedrift, og af de rigtige beslutninger vi tog. Vi føler os så heldige at være her, at gøre det vi gør. Her er så smukt. Og barskt på samme tid. Her er det virkelig naturen der bestemmer. Vi elsker at rejse på denne måde, med cyklerne. De bringer os tættere på alting. På naturen, på andre mennesker, på os selv…