Efter ti dage i Swakopmund med lækker mad, god kaffe, gensyn med rejsevenner og mødet med nye venner, er vi igen klar til at cykle sydpå i Namibia. Denne gang har vi ca. 1200km grusvej foran os. Teknisk er ruten nemmere, men der er stadig langt imellem vand og forsyninger. Det er klart også det mest turistede område, vi har cyklet i, men det er forståeligt, da området gemmer på nogle af de mest fantastiske naturfænomener på rejsen. 

D707 – berømt og berygtet

Grusvejen D707 går under betegnelsen ‘Namibias mest ikoniske grusvej’. Så den skulle vi selvfølgelig cykle. Det er en sandet fornøjelse med masser af vaskebrædt. Vi har stadig ca. 10liter vand hver på cyklen, da der er 140km til næste vandpost. Kombinationen af den tørre vind, som slår os i ansigtet sammen med solen, der griller os, får os til at føle os lidt som det biltong, vi har med i taskerne som snacks. Biltong er tørret kød og en namibiansk delikatesse. 

Vejene har ændret sig siden vi cyklede fra Swakopmund ca. midt i Namibia. Fra de snoede små firhjulstrækkerveje cykler vi nu på større grusveje, som er fyldt med vaskebrædt. De er ikke teknisk svære og derfor sjove, men de er heller ikke nemme. De er bare irriterende. Vi skal hele tiden koncentrere os om vejen og finde et godt spor at cykle. Så der er ikke samme tid til at spejde ud over det flotte landskab. Vi kan jo heldigvis stoppe og nyde landskabet, hvilket vi også gør, men vi skal jo også fremad. 

D707 snor sig igennem bjergrige landskaber i flotte farver og med lange lige veje, hvor vi cykler og cykler og ikke helt føler, at vi kommer nogen steder, indtil vi ser os tilbage. Farten får reelt et nøk ned, da vinder begynder at tage til i den forkerte retning. Vi slider i det. Imod modvinden, mens hjulene knitrer i sandet. Vi ved, at der kommer en lille café, hvor vi kan få vand, kaffe, kage og et hvil. Det er vores mål, og vi træder hårdere i pedalerne. 

Vi får øje på ‘cafe’ skiltet og lige efter står der en fin gammel campingvogn med åben dør. Foran campingvognen står der dekorative havemøbler, der er pyntet med planter, kunst og dimser. Det ser meget indbydende og hyggeligt ud. Vi slår os ned på stolene og ud af campingvognen kommer MP. Han spørger som det første, om vi vil have kaffe. Ja tak, lyder fra os begge i kor. Han spørger også, om vi vil have mad. Ja tak, lyder det igen i kor. Lækker hjemmelavet brød med hjemmerøget kød, ost, hjemmesyltet kartoffel og marmelade. MP fortæller, at det plejer at være hans mor, som anretter maden, men det ser altsammen meget lækkert ud og flot anrettet. Og det smager himmelsk. Vi kunne ikke få brød i den sidste lille by, så den stod på pasta med bønner til frokost. Vi spiser også kage, og et ekstra stykke brød. MP griner af os, at vi spiser så meget. 

Vi vil gerne se den gamle diamantby Kolmanskop, og vi spørger MP, om han kender til en bus fra den næste lille by, der ligger 60km væk? Kolmanskop ligger på en hovedvej, der går ud til kysten. Der er kun mulighed for at cykle den samme vej ind og ud igen, så vi vil gerne undgå at cykle til Kolmanskop. Især også da en cyklist blev slået ihjel ved et trafikuheld på vejen sidste år. Der bliver virkelig kørt stærkt på hovedvejene i Namibia. MP trækker på smilebåndet over spørgsmålet om en bus. Offentlig transport er der ikke meget af. Til gengæld skal han og en ven til byen Lüderitz næste dag, og de kan sætte os af i Kolmanskop og tage os med tilbage igen. Vi smiler fra øre til øre. Det er simpelthen så sødt af MP, og det ender med, at vi slår teltet op i deres garage i læ for vinden. Ved siden af flotte gamle landrovere og en Ford Granada. Vi møder også MPs mor, Sonja, som er en fantastisk ældre kvinde med fart på. Kroppen er lidt udfordret, men hvad kroppen mangler af kræfter har hjernen, hjertet og humøret. 

Dagen efter, da vi kommer tilbage fra Kolmanskop, har vinden taget til, og det er helt klart, at vi ikke kommer langt, hvis vi begynder at cykle. Sonja og MP spørger, om vi vil blive, og igen siger vi et stort ja tak i kor. 

Vi rejser for at møde de lokale, men i Namibia har det været sværere end i de andre lande. Der er mere turisme og langt mellem byerne. Hertil bor der kun ca. 3 millioner mennesker i dette kæmpe store land, som er tre gange større end UK. Desuden har vi cyklet i de mest øde områder af landet, for at opleve den store natur. Samtidig er mange gårde hegnet ind og med en stor hængelås på porten ind til gården. Generelt har vi set mange flere hegn i det sydlige Namibia. 

MP og Sonja er super søde, og det er spændende at lære om deres liv i Namibe ørkenen. Den ældste ørken i verden. MP er tredje generation på gården. Faderen bor også på gården, men i sit eget stenhus et par kilometer fra hovedhuset. Det har han gjort de sidste 30 år. Det er MPs bedstefar, som i sin tid har fået jorden og grundlagt gården. Et kæmpe areal på 70.000 hektar. Hvordan bedstefaren har fået jorden, vidste MP ikke. De var kommet fra Sydafrika og har slået sig ned i Namibia. 

De lever af at opdrætte køer, geder, grise og høns. Men det er ikke længere nemt. Vi kan se, at der har været penge engang. I garagen står flotte gamle biler. En lyseblå gammel Landrover med runde lygter. En anden nyere Landrover og andre flotte biler. En stort hus og tilhørende udehuse. Der står en boremaskine til at bore efter vand. Namibe er en af de tørreste ørkner i verden, og tørken er den værste, det har været så længe, de husker. Der har været tørke i 8 år. Vandstanden falder og falder. Græsset til dyrene på de store arealer forsvinder, frugtræerne gået ud, og hvor der engang var græs, er der nu sand. Så er det svært at drive landbrug.

Hyrden tager hver dag dyrene med op i bjergene for at finde mad til dem. Mange har solgt deres gård eller banken har taget den. Deres nærmeste nabo er ca. 20km væk. Den nærmeste lille by 60km væk, og når de handler kører de 192km. Mange unge forlader området, og MP og hans bedste ven, som bor 110km væk, er de eneste unge tilbage i området. Det er nogle helt andre afstande og dyrkningsforhold, end vi er vant til i Danmark.

Det betyder også, at de kan lave alting selv. De er vant til at tage vare på sig selv. De laver hjemmerøget bacon, skyder vildt og laver sæbe ud af fedtet fra dyrene. Sonja sylter og bager. Intet går til spilde. Det er meget inspirerende, og det er fantastisk at se Sonjas produktion af hjemmesyltede, henkogte og tørrede råvarer. Selv bladene fra rødbederne kan bruges. Hun laver også sin egen ‘antibiotika’ og medicin mod snue. Vi laver bl.a. løgtærte sammen med Sonja, og Marie får et par gode opskrifter med på vejen. Når man er så langt fra alting, er man både nødt til og vant til at klare sig selv. Så er man også forberedt, hvis verden går af lave. De har en bekymring for udviklingen i Syd Afrika, og hvordan det vil påvirke Namibia.

MP elsker våben, som vi elsker cykler. Det er en passion og en hobby. I Namibia må man have fire våben, men da loven blev lavet, måtte man ikke tage våben fra folk, så MP’s far har langt flere våben. MP laver sin egne kugler, da det er en dyr fornøjelse at købe ammunition, og hvorfor købe det, når man kan lave det selv. Kenneth tager med ud i bjergene, og de skyder til måls, inden de henter hyrden efter dagens arbejde. De har to ansatte på gården, som hjælper dem den daglige drift. De bor på gården med deres familier. Fra gammel tid er det et lovkrav, at de har en lille gårdbutik på gården, som de ansatte kam købe fra. Det bliver så fratrukket deres løn hver måned. 

Vi bliver endnu en dag. Stormen er stadig voldsom og vejrudsigten blinker rødt. MP og Sonja spørger, om vi vil blive en dag mere. Det vil vi meget gerne, for vi har det virkelig hyggeligt sammen med MP og Sonja. MP laver oryx kød til os om aftenen sammen med græskar, løg, hvidløg, fløde og smør. MP laver sjov med, om vi stadig er sultne, og vi må indrømme, at vi ikke kan spise mere efter den lækre aftensmad.

Vi ser verden ud fra, hvor vi lever, men verden er stor og divers, og  der er så mange forskellige måder at leve på. Vi er taknemmelige for, at Sonja og MP delte deres liv med os for en stund. Det er derfor også meget svært at sige farvel og fortsætte på cyklen. Vi har fået nye venner, og de vil for altid have en plads i vores hjerter. 

Kolmanskop – diamantfeber

I 1908 var Namibia koloniseret af tyskerne, og de var i gang med at bygge en jernbane til havnebyen Lüderitz. En af arbejderne bragte en skinnende lille sten til hans tyske overordnede, og det var starten på en vild diamantfeber i området. Rygtet siger, at de i starten kunne samle diamanter op fra overfladen af sandet, da de glimtede i måneskinnet. 

Mængden af diamanter betød en helt enorm rigdom, som tyskerne bl.a. brugte til at bygge en imponerende by midt ude i ørkenen til 300 personer plus deres børn. Der var en handelsgade med købmand, bager, slagter og isfabrik. Ikke den slags is, som vi spiser til dessert, men is til deres køleskab. Det blev lavet ved at tage et stort kar med saltvand, hvor de havde forme med ferskvand i. Vandet blev så frosset med ammoniak rundt om yderkaret. Hver familie fik en blok is hver morgen, som de lagde øverst i et skab for at holde deres madvarer friske. Som isen smeltede i løbet af dagen, blev det samlet op under skabet, så vandet kunne bruges igen. Sammen med isblokken fik hver familie leveret 20liter ferskvand. Vandet blev transporteret med båd hele vejen fra Sydafrika og med jernbanen fra havnebyen, så det var en kostbar affære. Men man havde ikke fundet ferskvand i området endnu. Lige ved siden af isfabrikken lå slagtern, så kulden kunne bruges til at holde kølerummet koldt.

Familierne skulle jo ikke kede sig ude i ørkenen, så der blev bygget et Casino, hvor de havde underholdningshows og viste film. Der skulle selvfølgelig også være en bowlingbane, og den står stadig lige så flot som dengang. Børnene fik en swimmingpool, og kvinderne skulle ikke gå i sandet, så de lavede en en lille sporvogn, de kunne køre de få meter ned til handelsgaden.

Det er også i Kolmanskop, at den første røngtenmaskine i Afrika blev introduceret. Dens primære formål var dog at undersøge, om arbejderne havde slugt en diamant eller to. Det skete af og til, og så blev de sat på et toilet med indbygget filter og givet afføringsmiddel. Derefter røg de i brummen. I alt var der 800 lokale arbejdere, som samlede diamanter. Arbejderne var primært Ovamboer fra det nordlige Namibia, da de var større og stærkere end Namafolket i nærheden. De boede i et område for sig, uden den samme luksus som tyskerne. Så historien er desværre den samme her, som i så mange andre lande i Afrika. 

Man siger, at diamanter varer evigt, men ikke, når man skal finde dem. I 20’erne blev der færre diamanterne at finde og andre områder blev mere værdifulde i diamantjagten. De sidste beboere flyttede fra byen i 1953, da hospitalet lukkede og der ikke længere kom ferskvand til byen. Så luksusbyen Kolmanskop eksisterede kun i 50år.

Byen står nu som en spøgelsesby, hvor sandet lige så stille invaderer de smukke gamle huse. Det er muligt at gå ind i de fleste huse, og det er spændende at se, hvordan de er indrettet. Rummene er flotte, og væggene er smukt malet. Gulvene består af tykke planker, og trappen til anden sal står stadig solidt. Ingen tvivl om, at de er bygget i de bedste materialer. Selvom byen ligger i en sandørken, importerede tyskerne sand til at bygge husene af, da der er for meget salt i sandet i området. Vinduerne er store og smukke, og det er nemt at se, at der ikke manglede penge. Det er imponernede at se, hvordan der er lavet mange ingeniør-genistreger for at få byen til at fungere, som den gjorde. 

Efter Kolmanskop flyttede diamantindustrien til Oranjemund, som var lukket for offentligheden indtil 2014. Der mines stadig diamanter i havet ud for kysten, og af samme årsag er strandene derfor lukket for offentligheden. 

Namibias geologiske vidundere

Soussuvlei og Deadvlei

I Afrikas største bevarelsesområde, the Namib-Naukluft National Park, som er 50.000km2 stor, ligger Sossuvlei. Et kæmpe område med høje røde sandklitter formet igennem millioner af år. Den højeste sandklitte er 325meter høj med navnet ‘Big Daddy’. Den skulle vi selvfølgelig klatre op på, og det var fantastisk at få udsyn over området, da vi nåede toppen. Så meget sand, og som Kenneth sagde, da vi sad på toppen af sandklitten: ‘Det er imponerende at tænke på, hvor mange sandkorn, der skal til, for at vi kan sidde på toppen af en sandklit’. Det er sandt. 

Fra toppen af Big Daddy kan vi se udover Deadvlei, som er et udtørret lerområde formet, da Tsauchab floden flød over. På grund af vandet begyndte træer at gro på stedet. Da sandklitterne blokerede floden, tørrede området ud sammen med træerne. Det estimeres, at træerne er 900år gamle og er ikke nedbrudt pga. det tørre klima. Det er næsten surrealistisk at stå på toppen af en stor sandklitte og kigge ned på den hvide saltslette med sorte træer.

Vi løb ned af siden på sandklitten, hvilket er virkelig sjovt. Vi kan få ret meget fart på, og det er næsten som at løbe i puddersne. Da vi kommer til enden af Deadvlei, træder vi fra det orange løse sand ind på en stenhård lerbund, og den hvide farve gør næsten ondt i øjnene. Som vi bevæger os hen i den anden ende af dalen, er det næsten som at træde ind i et maleri med den hvide bund, orange sand i baggrunden, en blå himmel og de sorte træer. Vi forstår godt, at mange fotografer synes, at dette sted er paradis. 

Fish River Canyon

Et andet natur-vidunder, som vi har glædet os til at besøge er Fish River Canyon. Den gigantiske kløft er skabt igennem millioner af år. Den er ca. 161km lang, 27km bred og op til 500meter dyb. Alt efter hvordan man regner det, er den næststørst efter Grand Canyon i USA.

Det er igen et af de naturfænomener, hvor man lige skal pudse brillerne en ekstra gang og knibe sig selv i armen for at forstå, at det er virkeligt og ikke et computergenereret billede fra rummet. Der er så mange nuancer, former og detaljer, at vi kan bruge en hel dag på at kigge på kløften fra de forskellige udsigtspunkter. Der er også et vandrespor, som går 80km gennem kløften og tager ca. 5 dage at gennemføre. Sporet er lukket på denne tid af året, da det er for varmt. Vi får sved på panden bare af at tænke på, hvor varmt det må være nede i kløften med den stegende sol. Det ville ellers være en fantastisk oplevelse at vandre igennem den og blive en del af livet i kløften. 

Et varmt bad

I forgårs fejrede vi Maries ‘fødselsdag’. Vi var i Cameroun midt i ingenting i juni, og vi kunne ikke engang finde kage på dagen. Det er seriøse first world problems. Så vi blev vi enige om at udskyde fødselsdagen.

Fødselsdagen starter med, at vi står og fisker cyklerne ud af badet på en campingplads. I nattens mulm og mørke i teltet hørte Marie en lyd. En ny lyd. Det plejer at være en Sjakal eller måske hovene fra Oryx. Lyden kom fra cyklerne, og det er aldrig et godt tegn. Marie vækker Kenneth, der sover med teltåbning ud til cyklerne. Lynhurtigt åbner han teltdugen og lyser på cyklerne. Et kæmpe hulepindsvind – med understregning på kæmpe – er ved at bryde ind i Maries lille sidetaske med sine skarpe kløer. Den har nået at kradse remmen over og lave hul i tasken. Det eneste, som er i tasken er et uåbnet brød pakket ind i plastisk fra fabrikanten. Hulepindsvinet ser ikke særlig godt, men den har en fænomenal lugtesans. Virkelig imponerende, at den kunne dufte brødet. Vi er lige dele imponeret over synet af hulepindsvinet og ærlige over, at den har ødelagt tasken. Den kommer igen lidt senere, som forventet, så vi ender med at gemme cyklerne inde i badet bag en lukket dør henover natten.

Vi bliver ofte spurgt, om vi har haft sammenstød med vilde dyr, og vi griner altid, mens vi svarer: ‘Kun på campingpladser’. Sidste gang var det dog en hund, som stjal vores mad, så det kan vist ikke helt gå i kategorien vilde dyr. 

Efter en kort dag på cyklerne skifter vi teltet ud med at tjekke ind på et lodge. Her bliver vi vist ned til en lækker hytte, som er bygget ind i bjergene og med udsigt til ørkenen. Stilen er gennemført og også inde i hytten er den bygget op og rundt om stenene. Vi får det bedste bad med varmt vand, lækre produkter, og vi kan tørre os i store gode håndklæder. Marie nyder hvert minut med velduftende shampo, balsam og bodylotion. Sengen er dejlig og puden perfekt. 

En bonus ved at cykle i så lang tid er, at vi virkelig værdsætter et godt bad, som vi godt kan komme til at tage for givet, når vi er hjemme. Men der er virkelig ikke noget bedre end at stille sig under bruseren, tænde for det varme vand og skylle støvet af. Forkælelsen fortsætter med treretters aftensmenu og en flaske vin. Der er forskellig vildt på menuen; springbok og oryx. De spiser en del vildt i Namibia, og det er lækkert kød, da dyrene jo løber frit rundt i naturen. Det bedste er, at der er mere end to ingredienser på vores tallerken, og det er samtidigt et farveorgie med forskellige grøntsager. Almindeligvis spiser vi ret simpelt på cyklerne. Både for at køre så let som muligt, og madvarerne skal kunne holde sig i varmen. I morgen vil vi igen sidde på jorden og spise ud af gryden foran vores telt i en lille Canyon. Det elsker vi, men det er også skønt med en aften i forkælelsens tegn. Kontraster er fantastiske og fremhæver det bedste ved begge dele. 

Tak for denne gang, Namibia 

Det sydlige Namibia er imponerende med sine flotte landskaber, som fortsætter i det uendelige på de øde landeveje. Der er ingen tvivl om naturkræfternes magt. Hvordan otte års tørke kan vende op og ned på folks liv, og vi ser med vores egne øjne, hvordan vand er lig med liv.

Vi har været i Namibia i ca. seks uger og nyder hver dag den store natur og at kunne sætte teltet op næsten alle steder med smukke solopgange og -nedgange. Siden 1. august, hvor vi var i Angola, har vi sovet i teltet hver nat (på nær fødselsdagsfejringen), da det har været så flot og nemt at wildcampe eller sove i camps i både Angola og Namibia. 

Vi krydsede i Namibia også 27.000km siden Nordkap, og vi er nu ca. 100km fra grænseovergangen til Sydafrika. Det sidste land på rejsen. Det er både vildt og spændende på samme tid. Vi glæder os meget til at udforske landet og til at besøge vores venner i Cape Town, når vi kommer så langt.