Sierra Leone er et levende bevis på, at befolkningen i Vest Afrika er modstandsdygtige. Vi har svært ved at begribe, hvordan befolkningen i et land, som har været igennem så meget og er så udfordret kan være så imødekommende og nysgerrige på, hvem de to tosser på cykler er. Inflationen er høj, og livet er svært for mange. Vi bliver spurgt om penge fra folk på gaden og fra skolelærere. Alligevel bliver vi mest mødt med smil og et ‘I er velkomne’. Det er så befriende, når vi siger: ‘Vi har cyklet fra Norge’, og responsen er: ‘Noooooo way!’ efterfulgt af en lyd, som er fuldstændig umulig at gengive. Det skal opleves. Der er en kreativitet, humor og en vibe hos folk, som er helt unik.

Mødet med Ishmael Baeh

Vi vågner til en voldsom lyd, og vi sætter os hurtigt op i teltet. Marie siger: ‘Så er det nu!’ Ud af teltet i en fart og flytte det op på en beton platform. Tidevandet er slået igennem en sandbanke, og vi når kun lige at flytte teltet, inden bølgerne skyller ind over stedet, hvor det stod.

Tidevandet er usædvanligt voldsomt, og vandet bliver ved med at skylle ind over stranden og vælter de store parasoller lavet med tørrede palmegrene. Ejerne løber rundt for at redde borde og stole.

Der ankommer en lille flok mennesker, og de starter med at sætte op til at filme. Vi kan gætte os til, at det er kvinden, som er instruktør, og at hun har sin mand og tre børn med. En anden kvinde kommer frem med et lyserødt surfbræt, og de begynder at optage forskellige scener.

Vi falder i snak med manden, som hedder Ishmael. Han er en meget behagelig mand og samtalen virkelig interessant. Vi taler om, hvordan de graver sand ud fra strandene, som gør, at der kommer disse unaturlige voldsomme højvandssituationer. Hvordan der er meget skrald i havet, som skyller op på stranden med bølgerne. Hvordan de beskærer træerne i Freetown, så de velhavende kan se havet. Det betyder, at det regner meget mere i Freetown, fordi det bliver så varmt. Ishmael fortæller, at når han taler imod træfældning og sandoptag, så får han at vide, at han har været for længe væk. Han har bl.a. boet i New York, Mauretanien og Mexico. Vi taler om, hvor vigtigt det er at rejse og forstå, hvordan andre lever.

Vi finder ud af, at Ishmael er forfatter, og at han har besøgt Danmark og også udgivet sin første bog på dansk: Den lange vandring. Vi finder først efterfølgende ud af, at han er tidligere børnesoldat i Sierra Leones borgerkrig, som startede i 1991. En forfærdelig krig, hvor de sidste fredsbevarende styrker først forlod landet i 2005. Titusindevis af mennesker døde og ca. 2. millioner blev fordrevet.

Ishmaels forældre og to brødre blev slået ihjel, og som 13 årig blev han kidnappet til at kæmpe i krigen som børnesoldat. De blev iført tøj med amuletter og bildt ind, at så kunne modstanderne ikke se dem. Herudover blev de røget skæve med marijuana. Efter to år blev Ishmael reddet af UNICEF og kom senere til USA, hvor han tog sin uddannelse.

Kenneth ender med at spørge Ishmael om, hvad der skal til for, at livet for befolkningen kan blive bedre i Sierra Leone? Ishmael svarer prompte: ‘Visonære ledere’. Det ræsonnerer fuldstændig med, hvad vi har hørt før. Elisabeth fra Tanzania sagde det samme, da vi spurgte hende, hvorfor det går godt for nogle lande i Afrika og det modsatte for andre. Det er et af de emner, som vi bruger meget tid på at tale med dem, vi møder og med hinanden om. Hvad skal der til for, at landene kan komme ud af den store fattigdom?

Sierra Leone har guld, diamanter og andre naturressourcer, som både har hjulpet, men også forbandet landet. Landet havde den hurtigst voksende økonomi i Vest Afrika i 2013. Fremgangen blev ødelagt af ebola og en metalkrise, så Sierra Leones økonomi ændrede sig til at være en af de mest nedadgående økonomier i 2015. I 2019 var over 2 millioner mennesker underernæret. I 2022 gik økonomien endnu engang tilbage, og Inflationen steg fra 12% i 2021 til 27% i 2022 og i 2023 til 42%. Omkring 81% af alle husholdninger har svært ved at brødføde familien. Fattigdom og desperation er bestemt noget, vi mærker, når vi rejser i landet.

Vi bliver stoppet af folk, som spørger efter penge. Vi spørger tre unge fyre på en støvet landevej, hvad de skal bruge pengene til. De svarer, at de var sultne, at de ikke kan få et arbejde, og at regeringen ikke gør noget for dem. Det samme på en skole, hvor to lærere meget insisterende gerne vil have os til at hjælpe med at udbygge skolen for at kunne holde de ældre elever i skole. Skolen er bygget af en amerikaner og lærernes løn betalt af regeringen. En dårlig løn, som på ingen måde følger med inflationen, som de siger.

Selvom vi gerne vil hjælpe, så kan vi ikke, og det er skræmmende, at befolkningen har mere tiltro til rejsende end til deres egen regering. Pilen peger tilbage til Ishmaels udsagn om, at landet har brug for visonære ledere, der kan skabe bedre forhold for dets befolkning i stedet for at fylde deres egne lommer.

Omvendt oplever vi også, at hvis vi indgår en samtale med de mennesker, som spørger efter penge, så forsvinder spørgsmålet om penge. Måske handler det nogle gange også om at blive set og hørt. Det er selvfølgelig en hypotese fra vores side, men vi oplever, at jo mere vi taler med folk, desto mindre bliver vi spurgt om penge.

Freetown – frihed og forfald

Vi er i Sierra Leone på kvindernes kampdag, som er en helligdag. Marie synes straks, at det er helt fantastisk, men Anne, som vi bor hos, tager det mere stille og roligt: ‘De har behov for det’, siger hun.

Anne er en belgisk kvinde, som tabte sit hjerte til Afrika i sine unge dage. Hun er gift med en mand fra Mali, som hun har tre børn med. Anne har boet i Mali i 12 år, men måtte flytte på grund af udfordringerne i landet. Hun har boet i Sierra Leone i fem år, og i den periode er det kun gået ned ad bakke for økonomien, fortæller hun med en smule opgivende stemme. Til gengæld lyser hendes øjne stærkt, når hun fortæller om afrikanerne og kontinentet.

Kenneths niece, Andrea, har haft et projekt om Sierra Leone i skolen, så vi får nogle gode tips til, hvad vi skal se. Vi cykler mod Sierra Leones ikoniske bomuldstræ, som står i en rundkørsel i byen. Det er Freetowns mest kendte landemærke, da det spillede en nøglerolle, da frie amerikanske slaver hvilede i dets skygge, efter at de kom til byen i 1787 for at skabe et nyt liv.

Vi besøger træet, og helt ironisk er det måske stadig et symbol på byen. Roden er kæmpestor, men træet er næsten gået ud og kun en enkelt gren er grøn. Træet er pakket ind i reklamer og under træet bor nu hjemløse i stedet for de stærke nybyggere, der skulle skabe fundamentet for byen.

Floderne er fyldt med skrald, men de lokale bader stadig i floden. Kenneth hører på et tidspunkt et stort plask, og en lille dreng hopper på hovedet i floden mellem skraldet. Der er så meget skrald, at grisene kan bo på floderne. Det er trist, og vi har lyst til at råbe højt: ‘Hvad er planen med alt det skrald’? Men vi ved jo godt, at det er deres mindste problem, og at vi kommer fra en meget priviligeret del af verden, hvor vi har overskud til at bekymre os om affaldssortering.

Til gengæld er vi også imponeret over, hvor mange, som siger ‘Velkommen til vores land’ og som er nysgerrige på, hvad vi laver, og hvor vi er fra. En situation, som vi oplever mange gange er, at en person spørger os, hvor vi er fra og på vej hen – og så starter der ellers en flodbølge af information videre til dem, som kommer forbi. Det virker både som interesse, tradition og som om, at der er social kapital i at kunne fortælle nyt videre.

Vi oplever den samme livsenergi, da vi sejler med den lokale færge til Free Town fra Tagrin. Færgen er proppet med mennesker og varer. Stemningen er god, og der blev solgt alt fra lokale snacks til nylavede popcorn til årets musik hits 2024 på DVD. Høj musik brager ud af højtalerne med små lydklip fra de forskellige sange, mens sælgeren råber og gør reklame for årets hits. Vi er virkelig imponeret over, at han allerede nu kender årets hits for 2024 – men der var salg i DVD’erne.

Vi bor i Freetown i tre dage og hver dag går vi ned til den samme kvinde, som laver mad foran sit hus. Det er et lille gadekøkken, hvor man kan få ris og dagens sauce. Der er små bænke, hvor vi kan sidde og et bord med ris og sauce. Maden laves på to blus foran hendes hus. Det er hyggeligt at se, hvordan de lokale hænger ud og snakker. Selvom vi stikker ud, bliver vi hurtigt accepteret og inddraget i samtalerne. Maden er god, og så koster det kun ca. 5kr. for en tallerken mad. Til sammenligning koster 500gr. havregryn ca. 23kr. Alt hvad der er importeret er dyrt.

Den sidste dag kommer vi forbi på cyklerne, da vi er på vej ud af byen, og det giver gode grin, da vi fortæller, at vi er cyklet fra Danmark.

Muslimer og kristne i fællesskab

På vej mod Liberia cykler vi ad den nedlagte jernbanerute, som var i brug fra 1897 til 1974. Nu er jernbanestrækningen en grusvej, men der stadig tegn fra dengang, jernbane var aktiv.

Undervejs sover vi i de små landsbyer, og vores hjerter fyldes med taknemmelighed over den gæstfrihed, som de viser os.

Det er fantastisk at opleve livet i de små landsbyer. I en lille by får vi lov til at sove i byens fællesområde, som er et åbent hus med tag over.

Den næste morgen inden det bliver lyst, lyder der en gong gong tre gange. Det sker en gang til. Lidt efter hører vi en gruppe mænd synge og en gudstjeneste, som er i gang. Vi ligger lige ved siden af i vores lille indertelt og er en del af dagen, der starter i byen.

I samme landsby bor der muslimer, som holder ramadan. Det er fuldstændig fantastisk at opleve, hvordan flere religioner lever så tæt sammen. Muhammed lærer os med højt humør, at Waka Waka Waka betyder tak på lokalsproget, og han giver os kassava, bananer og papaya. Vi får vand ved brønden, og beboerne kommer forbi for at sige velkommen og kigger nysgerrigt med, når vi sætter teltet op.

Vi er ved at vænne os til, at det er helt normalt, at folk sætter sig ned og bare kigger på os uden forventning om en samtale. Vi begynder at synes, at det ikke længere er grænseoverskridende, men det er meget hyggeligt. Det er jo os, som er ukomfortable ved situationen og ikke dem. Vi får også en spand med vand. Renlighed er vigtigt, og det er tydeligt at mærke, at de synes, at vi er noget beskidte efter dagens cykling på grusvejene.

I en anden lille landsby spørger vi efter vand, og det udvikler sig hurtigt til, at vi må sove der. Det er en kvinden Saffie, som er familiens overhoved. En kvinde med ben i næsen og samtidig meget karismatisk.

Kvinden taler godt engelsk, og hun spørger, om vi vil have et bad. Vi siger mange tak, og det viser sig, at der er et toilet, som vi kender det, og mulighed for et bad med spande. Hendes bror har en højtstående position i hæren, og han har bygget badeværelse og et hus, hvor kvinden og familien bor. Vi kan godt mærke, at de har mere end de fleste, men samtidigt taler hun også om fattigdom. De fleste lever med meget lidt i landsbyen. Da mørket begynder at falde på, kommer landsbyens beboere hjem. De har været i junglen, hvor de har deres marker med kassava og yams, og hvor de høster frugter fra palmer, som bruges til palmeolie.

Kvinden viser stolt sin familie frem med børn og børnebørn. Hun fortæller også, at hun måneden forinden har mistet sin ældste søn på 24 år. Han studerede på college i byen Bo, men var død af stoffer i Freetown. Han blev bragt hjem, og han er nu begravet på deres jord. Det er hjerteskærrende at høre. Sierra Leone har gennem de sidste seks år haft store problemer med narkotikaen Kush, der er et syntetisk stof, som ødelægger især de unge.

Vi laver mad og taler med familien. I mens bliver teltet flyttet rundt. Først bliver teltet sat op uden for huset. Så tilføjes der et tæppe, som teltet kan stå på. Så sættes teltet op på verandaen og til sidst flyttes teltet indenfor i et rum, som er gangen ind til nogle af familiemedlemmernes værelser. Det er helt sikkert ment som en opgradering at få lov til at sove indenfor, men luften står helt stille i rummet, luftfugtigheden er tårnhøj, og vi har det lige så varmt som et hamster i en uldsok. Så har vi lært, at vi aldrig skal tage imod en opgradering igen.

I en anden lille by lader landsbychefen, Alfa, os sove på en betonplads. ‘Der kan slangerne nemlig ikke komme op’, driller en af landsbybeboerne. En super fin fyr, som er i gang med at lave en ekstra bod af træstolper, da de har marked den næste dag. Her kommer folk fra små omkringliggende landsbyer for at sælge grøntsager og andre varer.

Ved siden af os er en fabrik, som nu står faldefærdigt hen. Den forarbejdede landbrugsvarer. Vi forstod ikke helt, hvorfor den var lukket, men de sagde, at fabrikken manglede finansiering. Sammen med lukningen forsvandt også jobs til de unge. I løbet af aftenen kom flere forbi og hilste på. Andre vinkede og råbte velkommen, da de kørte forbi på motorcykel og forsvandt ned ad en lille sti til deres hjem. Præsten kom også forbi for at sige velkommen til.

Alfa kom tilbage efter mørkets frembrud med en kokosnød, hvilket var virkelig sødt naf ham. Næste morgen inden det blev lyst, kom han forbi for at tjekke, om vi var ok og sige god dag til os, da han skulle tidligt afsted. Vi blev helt varme om hjertet over den velkommenhed, de viste os. Manden, som arbejdede på en ny bod, holdt os med selskab om aftenen og den næste morgen. Inden vi cyklede afsted, sagde han, at han håbede, at vi ville fortælle gode historier om Sierra Leone hjemme i vores land. Og det lovede vi. Sierra Leone er som land udfordret, men dets befolkning er nogle af de mest fantastiske livsstykker, vi har mødt på vores rejse gennem Vestafrika.