I bloggen The Ride South beskriver Paul, hvordan folk troede, han var hjemløs, da han ville veksle penge til møntvaskeriet i USA. Vi sad i vores dejlige lejlighed på Vesterbro og grinede af det i vores rene-ikke-hullede-pæne tøj nøje udvalgt fra skabet om morgenen. Det var jo sjovt. Nu griner vi af os selv i vores hullede T-shirts og shorts med lapper. Vi er endnu ikke blevet forvekslet med hjemløse – men vi er heller ikke nået til USA endnu.

Derhjemme kigger vi ind i skabet. Det kan nogle gange være lidt svært at vælge tøj alt efter vejr, aktivitet og humør. Det problem har vi ikke på denne tur. Der er pakket minimalt med kun det allermest nødvendige til at cykle i, kulde og regn. Samtidigt er grænserne flyttet for, hvad vi anser som rent. Hvis vi kun har cyklet i det et par dage er det jo så godt som nyt.

Det er sjovt at se billeder fra starten af turen.

Udstyret var fint, rent og noget af det nyt. Nu har det fået noget patina efter at blive brugt hver eneste dag i 10 måneder. Og noget af det slidt så meget, det falder helt uden for patina kategorien.

.

Der er noget virkelig tilfredsstillende ved at have få ting og til gengæld få det fikset undervejs, så det kan holde længst muligt, for til sidst at slide det helt op. Vi har selv været i gang med at reparere og sy. I Danmark har ingen af os stoppet et par strømper, syet en hullet T-shirt, haft 15 lapninger på den samme cykelslange eller fået syet ny lynlås i en toilettaske.

Alt kan fikses i Sydamerika. ALT. Kvaliteten er varierende, men det er virkelig en fornøjelse at opleve, tingene ikke bare bliver smidt ud og erstattet med nyt, men de bliver repareret. Det kan vi godt lære noget af. Især i Bolivia og Peru var der markeder med syersker, så her fik vi både repareret tøj og udviklet på vores taske set-up. Vi har virkelig fået lavet meget undervejs.

Kenneth fik bl.a. syet et par shorts, hvor han skulle have skiftet lynlåsene i lommerne. Det blev rigtig fint – indtil vi opdagede lynlåsene vendte hver sin vej. Vi har også oplevet et par bukser blev repareret med lidt jeans-stof sat på bagsiden, skoposer syet af myggenet, overtræk til rygsækken, ny lynlås i en skaljakke og meget mere.

Kenneth er nærmest blevet uddannet cykelmekaniker undervejs, og hvis MSR-komfuret er i stykker bliver det skilt ad – for ellers er der interessant aftensmad. Når man først én gang har fået iblødsat soyaprotein med en fuldstændig umoden avocado til aftensmad efter at have cyklet en hel dag i regnvejr, eller cyklet på Bolivas kolde altiplano med en jakke, der ikke kan lynes, finder man ud af, hvor vigtigt, det er tingene fungerer. Hver gang.

Udstyret er virkelig hårdt spændt for, hvilket vi har kunnet mærke, som vi arbejdede os op gennem Sydamerika. Vi har gået efter så let udstyr som muligt for at holde den samlede vægt nede på cyklerne, da vi gerne vil køre væk fra landevejen og ind på de tekniske spor. På en lang tur som denne kan det diskuteres, hvordan vægt versus holdbarhed skal prioriteres. Især klimaet i Andesbjergene er hårdt, og når udstyret bliver brugt hver  eneste dag, skal det virkelig kunne klare meget.

Det første, der begyndte at fejle var lynlåsene i vores telt, samtidigt med, det begyndte at have problemer med at holde tæt i tung regn. Mindre optimal kombination. Det var et tunneltelt, så rigtig godt til den stærke vind i Patagonien, men i retrospekt var materialerne nok for lette til en tur som denne, selvom det var et kvalitetstelt.

Der er virkelig forskel på at have et telt med på ferie og have det som ens hjem igennem 20 måneder. Fx havde tunnelteltet kun én indgang. Selvom det ikke tager lang tid at vente på først den ene og så den anden kan tage sine ting i teltet, den ene skal kravle over den anden for at komme ud at tisse om natten eller man skal ligge ned for at tage sit tøj af og på, bliver det langsomt et irritationsmoment, når det er hver dag.

Vi gik over til et MSR Hubba Hubba NX, som har to indgange, og hvor vi kan sidde op inde i teltet. Det er vi virkelig glade for. Vi har bl.a. brugt det til at spise inde i teltet, når det har været super koldt, regn eller så mange myg, de spiser maden, før du selv gør det.

Det næste, der måtte give op var lynlåsene i vores bikepacking tasker. Begge tasker, som sidder foran på cyklerne, fik nye lynlåse. Kenneths framebag fik nyt hjemmelavet design ved at tage lynlåsen af og i stedet for lave rulle-lukning. Der manglede bare et stykke stof, så hvis det regnede var det ikke så godt. Vi var så heldige at Revelate sendte os nogle nye tasker med forbedrede lynlåse.

Vi har virkelig lært betydningen af, de essentielle ting fungerer. I den sammenhæng har vi erfaret, vores mikro sidetasker lavet af Birk fra Tardigrade, er de mest slidstærke af dem alle. Det er virkelig imponerende og tydeligt at se, han er vant til at lave produkter til militæret. Det samme gælder bagagebæreren, som er lavet sammen med Tom fra OTM bikes. Mange cyklister har været udfordret på, bagagebæreren knækker eller ryster sig løs på grusveje. Indtil nu har vi heldigvis ikke haft nogle problemer med vores, og de er blevet testet godt og grundigt i heftigt terræn.

God kvalitet er alfa omega for os. Det holder længere og er mere bæredygtigt. Vores råd er at købe lidt, men godt, og at tage dit yndlingstøj med, for du skal have det på hver dag. Vi har haft et par tøj-svipsere med, som vi ikke rigtig var glade for, men nu havde vi det jo, og det var praktisk. Eller det havde sneget sig med i sidste øjeblik selvom det ikke stod på pakkelisten. Det er ikke det værd. Det skal være dejligt, pænt og rart at have på, når det er det eneste, du har.

Det er her, merinould kommer ind i billedet. Det er helt fantastisk at cykle i, varmer når det er koldt og ånder også godt, når det er varmt. Bonus er, det tørrer hurtigt og bedst af alt, det ikke lugter (medmindre man virkelig presser den og kører over en uge i samme T-shirt). Det samme gør sig gældende for resten af udstyret. Det skal være nemt. Både at anvende, rengøre og pakke på cyklen.

Udfordringen med få ting er ‘ingen arme – ingen småkager’. Hvis man mister sin ske er der ingen havregryn til morgenmad. Der er ikke lige et ekstra par solbriller i tasken, kun ét par sko, én kniv og én usb-oplader til alle vores enheder. Og vi har erfaret en usb-oplader er svær at opdrive i Sydamerika. Det er derfor en udfordring, hvis vi mister noget eller noget går i stykker. Og det er ikke et spørgsmål, om noget vil gå i stykker, men hvor, hvornår og hvad.

I den forbindelse er vi også blevet mindet om, hvor gode produkter, vi har i Danmark. Selvom vi har opsøgt outdoor butikkerne i de større byer i Sydamerika kan vi fx ikke finde merino-tøj. Så selvom vi helst vil købe lokalt har vi fået vores veninde til at tage nogle produkter med til os, når hun kommer på besøg i december. Vi glæder os som børn til jul.

Cyklerne har også været udsat for lidt af hvert. De mange kilometer indtil nu, har ikke just været kørt på lige landevej. De har krydset saltørkner, klatret bjerge, kørt masser af singletrack, mudder, støv og regn. Det svarer sikkert til fem sæsoner på mountainbike i Danmark. Og det har da også sat sine spor på vores elskede cykler. 43 lapper, 6 kæder, 2 cassetter, 1 bagnav. To gange har vi måttet vente på reservedele fra Danmark. Men værst stod det til, da Kenneths ramme knækkede. Rammen havde fået en bule, da vi modvilligt blev evakueret fra Paso Sico passet i Chile pga. sne, og cyklerne derfor smidt op bag på en pick-up. Heldigvis knækkede rammen først i Columbia, som har en stærk tradition for at bygge cykler, og dermed fandt vi hurtigt et værksted, som kunne lave en god og holdbar reparation.

Er vi så også blevet slidte efter at have cyklet på langs af Sydamerika? Ligesom udstyret og cyklerne skal vi også vedligeholdes, og det er nok her, vi har fejlet mest. Planen hjemmefra var at lave yoga og udstrækning, men planer er jo til for at blive ændret. Det bliver i hvert fald ikke til ret meget (læs ingen) yoga, og selvom vi er heldige med ikke at have nogle skader kan vi godt mærke kroppen er ved at blive lidt stiv i det. Vi glædes ved, benene i det mindste er veltrænede.

Mentalt har vi også lært, det er vigtigt at have tid og overskud til at kunne tage oplevelserne ind samt bearbejde dem. Det er ikke en lille ferie med fuld gas i tre uger, hvorefter man kan sortere billeder og perspektivere indtryk. Det her er vores hverdag. Vi er derfor blevet bedre til at tage pauser, hvor vi ikke laver noget.

Til gengæld er vores sind og hjerter ikke slidt, men beriget med utrolig mange gode og spændende oplevelser. Vi er taknemmelige for alt det, vi har lært undervejs og alle de inspirerende mennesker, vi har mødt. Vi var spændte på, hvordan det ville være at rejse på denne måde, og om vi ville blive trætte af at pakke op og ned hver dag. Trætte af at være på vej. Vi kan heldigvis nu konkludere, vi elsker det. Vi nyder hver dag og hver dag er fortsat et eventyr.