Gæstfriheden er enorm og allestedsnærværende. Vi er helt overvældede af de mange tilbud om at deltage i måltider. De første mange dage i landet, får vi næsten ikke lov til at spise vores egen mad, pga de mange invitationer.

Men Sydafrika har også en mørk side. Selvom apartheid hører fortiden til, så er splittelsen i samfundet stadig dyb og hård at overvære. Især når man kommer fra et lille, forholdsvis harmonisk land.

Nu bliver det RIGTIGT varmt

Vi smider cyklerne op ad købmandsbutikken, sætter os i skyggen på den bare jord. Ryggen mod muren. Åbner en 2l cola og sætter den for munden. Een lang læskende tår, forsvinder i det tørre svælg. Så een mere. Halvdelen af den gigantiske sodavand er allerede væk. Så åbner vi en kærnemælk. Også 2l. Hælder den over vores havregryn i tallerknen og guffer ivrigt i os. De dehydrerede kroppe vækkes atter til live. 5min senere er de 4l væske forsvundet som dug for solen. 

Sveden hagler af os selvom vi sidder i skyggen. Termometret rundede 49grader, lige inden vi trillede ind i den lille landsby, hen foran den indiske købmand. Da vi ville booste vores blodsukker, åbnede vi vores nødpakke med vingummier. De var fuldstændig smeltet sammen til en klistret masse, så vi måtte spise dem med en ske. Når vi står op om morgenen ligner vi nogle der har været på druk hele natten og bokset hele morgenen. Vores ansigter er rødmossede og hævede af gårsdagens sol og dehydrering. 

Vores plan var at tage ekstra 5l vand på hver cykel, begrave dem ude i ørkenen, så vi kunne komme tilbage og hente dem, efter et lille loop. Men den plan er nu endegyldigt død pga den intense varme. Inden solen går ned idag, har Kenneth alene drukket 15l væske. Med 200km smadrede grusveje til næste vandpost, skulle vi slæbe 30l vand hver på cyklerne. Selv hvis vi kunne finde pladsen til det, ville cyklerne blive for tunge i det hårde terræn. At skubbe cyklerne med 3-4km/t ville tage endnu længere tid. Det ville kræve endnu mere vand. En negativ spiral, som ikke kan vendes. 

En af de lokale siger til os: “I har lige en uge mere, så bliver det RIGTIG varmt!”  

Vi er nødt til at rette krøllerne på vores rute ud. Den kedelige lige asfaltvej er den eneste sikre mulighed herfra. 

Afrikas smukke sydligste land

Vi befinder os i det nordlige Sydafrika. Det sidste land på vores cykelekspedition fra Nordkap til Kap Det Gode Håb. Land nr 25. Heraf 20 i Afrika. Vi har været på kontinentet et år nu og set mange forskellige måder at leve på. Især Vestafrika var intens i sin fattigdom og overbefolkning. I mennesketomme Namibia ændrede det billede sig. Vi mødte en del folk som sagde: 

“Bare vent til I kommer til Sydafrika. Det er fuldstændig ligesom at komme til Europa”. 

Det er det nu ikke. Langtfra. 

Nuvel, hvis man kniber det ene øje sammen, ser her nydeligt ud på overfladen. Men hvis man interesserer sig bare en lille smule for landet bag postkortet, så tegner der sig ret hurtigt et andet, langt mere kompliceret billede, af et land med dybe åbne sår på sjælen. 

Ganske vist er her smukke landskaber, god infrastruktur og der er langt flere muligheder for at handle ind i selv de små byer og udvalget er uendeligt meget større, så vi lever ikke længere kun af ris og sardiner. Men landet Sydafrika har stadig mange udfordringer. 

Efter apartheid

I vores trygge danske skoletid lærte vi om apartheidsystemet. Om den menneskefjendske opdeling mellem sorte og hvide. Om hvordan landbrugsjord, muligheder og velfærd tilfaldt de hvide, mens de sorte blev holdt nede. Det er nu 30år siden Nelson Mandela trådte ud af fængslets skygge og blev valgt som den første sorte præsident. Håbet var stort. Fordelingen af goderne skulle nu falde ligeligt mellem racerne i landet og derfra skulle der vokse lighed og samhørighed. Men her 30år senere, er Sydafrikas friheds- og lighedskamp som at se en mand kæmpe sig gennem våd cement. Det er de hvide som kører op foran de flotte supermarkeder, i deres store firhjulstrækkere, mens de sorte står bag kassen, eller udenfor og tigger. Grundproblemet er stadig ikke løst.

Det starter godt

Den første dag vi er i Sydafrika triller vi ind på et campsite i Richtersveld Nationalpark. Vi må ikke wildcampe i parken, så vi bliver flået for næsten 900kr for de to nætter vi vil tilbringe her. En fuldstændig uhyrlig sum, som kun hænger sammen med at vi er turister. For lokale og afrikanere er det langt billigere. 

Campsitet er gigantisk og smukt placeret lige ved Oranje floden. Sydafrikanerne kan godt lide god plads og privatliv. Det får vi hurtigt spoleret, da vi triller cyklerne direkte ind mellem to campere og falder i snak med de to vennepar, som er på ferie sammen. 

Inden der er gået 5minutter er vi svøbt i sydafrikansk gæstfrihed. Vi er placeret i hver vores campingstol med en kold øl i hånden og svarer “Jatak. Mange tusind tak!” da vi bliver inviteret til at spise med. Menuen er Sydafrikas nationalsport nummer 1: Braai. Dvs mad grillet over bål. Vi bliver spurgt hvad vi synes om Sydafrika, der bliver grinet hjerteligt af svaret: “Vi har jo kun været her i 5timer, men indtil videre må vi sige at det går rigtig godt!. Skål!!”  

Inden vi går i seng er vi halvfulde og propmætte. Vores luksusproblem er, at vi igen imorgen må slæbe vores egen mad, som vi ikke fik spist, over høje bjergpas og gennem sandede flodlejer i Richtersveld. 

Det bliver ikke sidste gang vi oplever den store sydafrikanske gæstfrihed.

Bikepacking galore

Vi følger stadig SAND bikepackingruten. Den skuffer heller ikke her i Sydafrika. Richtersvelds rå klipper og dramatiske høje pas afløses af en afstikker ind i landet til Namaqualand. Et karakteristisk område som primært kendes på sine sukkulenter. Altså planter med tykke vandede blade, som f.eks Aloe Vera. 

Snart når vi det berygtede “Road to Hell” pas. Enhver med en firhjulstrækker i miles omkreds kender dette sted. Ikke fordi de kan køre her. Men netop fordi de IKKE kan køre her. Den sidste der prøvede, mangler stadig sin bil, som er efterladt halvvejs i passet. På vores bikepackingcykler er det dog en anden sag. Vi har igen ramt vores rette element og smyger os nemt udenom den havarerede bil, styrer med langsommelig omhu cyklerne over det vilde pas og bliver blæst bagover af det rå landskab foran os. 

Belønningen er ankomst til en øde floddal, et sted hvor ingen længere kommer, pga bilproppen i passet. Vejen ender ved selve flodbredden. Man kan ikke komme længere. Medmindre man tager sin cykel under armen og går hen over den ufremkommelige strandbred. Der er ca 2km til en anden 4×4 vej, som også ender ved floden. Herfra kan vi komme tilbage op i bjergene. Det er et surrealistisk landskab af lilla klipper, som står stejlt ned i flodlejet. Det er ret fantastisk at være helt alene med kun et par bavian-aber som brøler efter os. Samt et par fodaftryk i sandet fra en ret stor kat!

Næste gang ruten atter rammer floden, viser kortet en 5km sti langs med floden. Men der har været oversvømmelse for nyligt og stien er smadret af vandmasserne. Nogle gange er der en gedesti. Andre gange ikke. Da vi når den sidste kurve på stien, og kan se frem til det sted vi møder en ny 4×4 vej, blokerer et træ vores vej. Træet vokser ud over gedestien og ned i den rivende strøm. Kenneth stikker en lang gren i floden. Der er mere end 2m dybt. Det er på ingen måde muligt at vade i floden udenom træet. 

Vi overvejer situationen. Enten går vi næsten 5km tilbage langs floden, for derefter at slæbe vores cykler tilbage op ad det vilde Road To Hell pas, hvorved vi risikerer at løbe tør for vand. Eller også laver vi en vej fremad. 

Stien er kun en halv meter bred. På den ene side, den rivende flod, på den anden er en stejl skrænt, 20m høj. Vi lægger cyklerne og rekognoscerer. Grene og træer dækker skrænten. Der er fyldt med tjørne på alle grene og jorden er løs på den stejle skrænt. Men vi er optimistiske og ser en mulighed gennem moradset. 

Vi må tage en cykel ad gangen. Vi binder en rem i den første. Marie går op ad skrænten, så langt remmen kan nå. Kenneth løfter cyklen, Marie hiver til og cyklen skramler op ad den stejle skrænt. Det er støvet og varmt. Allerede efter 2min er vi gennemblødte af sved. Der er lang vej endnu. Et par meter oppe ad skrænten, skal vi bugsere cyklen på langs, mellem træstammer og krat. Vi står og gynger på velvalgte tykke grene, mens vi hiver og skubber den tunge cykel. Vi får rifter på arme og ben af de lange torne.

Igen skal vi hive cyklen op ad den stejle skrænt. Vi har fået tag om teknikken. Vi er møgbeskidte og aser og maser. Men vi kommer fremad. Endelig står vi på toppen. Midt i et tjørnekrat. Med lommeknive må vi skære en passage gennem krattet, stor nok til at en cykel kan skubbes igennem. Og så endelig – ude på den anden side. Så mangler vi bare den anden cykel. 

Solen er næsten gået ned da vi storgrinende hiver den anden cykel gennem krattet på toppen. Det har taget langt over en time, at komme 50m. 

De oprindelige beboere

Det er her i dette landskab, på kanten af Kalahari ørkenen at San folket har levet i henved 50.000år. San folket er også kaldet bushmen. De er et af de få tilbageværende oprindelige folk, som stadig kan leve hundrede procent i, med og af naturen. De kender hvert et dyr, hver en plante. De kender de helende og forebygende egenskaber i planterne. De ved hvor de kan finde en fed larve at spise, i en ellers tør, varm og rå ørken. 

Men de lever ikke sådan mere. Ligesom alle andre af klodens folk, er de også trådt ind i den moderne tidsalder og har lagt bue og pil, til fordel for mobiltelefoner. 

I vesten kan vi have en tendens til at romantisere de oprindelige folk og deres naturnære liv. Vi har selv været skyldige heri. Men vi har i Afrika også set, hvad det helt konkret betyder. At der også er mindre gloværdige sider ved det oprindelige liv. Tørke bringer sult. Sygdomme som ikke kan kureres. Men allerværst er, at det moderne samfund buldrer forbi, mens de oprindelige folk forbliver i deres kultur og traditioner. Det betyder at afstanden bliver større. Og det betyder især at respekten og forståelsen bliver mindre, når vi i den moderne verden gerne vil udnytte skoven, jorden, dyrene, naturressourcerne. I den kamp er det igen og igen de oprindelige folk som taber. Og de taber desværre stort, for det er hele deres eksistensgrundlag som vi tager fra dem.

Loadshedding

Ved den næste camp bliver vi igen tilbudt kolde øl, allerede inden vi har parkeret cyklerne. Øl fører til mad. Mad fører til spændende samtaler om Sydafrika. 

“Ved I godt at Nelson Mandelas landsby ikke har haft strøm i 4år?”. 

Det er en populær måde at beskrive de kæmpe problemer Sydafrika har med strøm. De fleste byer har dog strøm, men ikke hele dagen. Der er planlagte strømafbrydelser hver dag. De såkaldte “loadsheddings”. Det giver kæmpe problemer i det ellers nogenlunde moderne land. For hvordan kan man drive et hospital eller en industri i 2024, når der er strømafbrydelser hele tiden? Det giver gigantiske udfordringer for økonomien. Det er et rigtig godt eksempel på hvordan Sydafrika ikke har formået at drive landet på en rentabel måde i de sidste 30år med de sortes parti ANC ved magten. Der er stor og stigende utilfredshed med den økonomiske nedtur. 

Vi får en følelse af, at mange hvide har lænet sig tilbage, med armene over kors, mens de har set skuden tage vand ind. Så har de siddet i deres selvfedme og sagt til hinanden og dem som vil lytte: 

“Se – de kan jo ikke finde ud af det. Ingenting virker. Vi bliver alle fattigere”. 

På den anden side har de sorte en anden fortælling: 

“Forestil dig at overtage nøglerne til et hus. Den tidligere ejer kender hvert et rum, hver en dør, hver en krog. For han har selv bygget huset. Men nu overtager vi nøglerne og åbner fordøren til et hus vi ikke kender ud og ind, men som skal totalrenoveres”. 

Der er ingen tvivl om at det tager tid at afskaffe apartheid, at opbygge et nyt fundament for samfundet, at skabe lighed og samhørighed, hvor der er uvilje og afsky. Men der er heller ingen tvivl om at ANC ikke har magtet at løfte den opgave. 

Skellet mellem dem og os

Vi har svært ved at komme i kontakt med de sorte. Og det undrer os, for i hele Afrika, indtil nu, har det været nemt at tale med alle. Vi har været vante til, at så snart vi stopper, kommer folk hen og snakker. Eller vi har nemt ved selv at starte samtaler med alle. 

Men her, i Sydafrika, er det svært at skabe kontakt med de sorte. Vi ser heller ikke så mange sorte i bybilledet, som vi er vant til. Mest hvide mennesker. På trods af at der kun er 20% hvide i landet, og 80% sorte. 

Ofte mærker vi at sorte tager afstand fra os. Der er oftest en neutral kølighed, når vi prøver at tale med folk. 

På en bænk foran en købmand i en lille landsby møder vi dog en ung sort kvinde. Inderen som ejer købmanden, beder middagsbøn, så der er lukket for forretningen en times tid. Det giver tid til en god snak på bænken. 

Den unge kvinde er tillidsfuld og fortæller os at vi kan købe grøntsager i landsbyen. Men de er dyre, fordi nogle af bynes mænd, skal hente grøntsagerne langt væk, og sejle dem ned ad floden. Men først skal de stjæle dem på den hvide mands mark. 

Hun har sikkert talt over sig, men det giver os et præcist billede af det som vi allerede fornemmer. Afstanden mellem sorte og hvide er ligeså stor som altid. Det kan godt være apartheid er afskaffet, men respekten for hinanden er stadig langt væk. Man tolerer hinandens tilstedeværelse, fordi man ved at det ikke kan være anderledes. 

Men klassesamfundet er stadig intakt. De sorte er oftest dårligt uddannede og har meget lille indkomst. Nogle føler sig nødsaget til at begå kriminalitet for at overleve. Man føler nok man har ret til at tage fra de hvide, ligesom de engang tog fra de sorte, da de indtog landet. 

På den anden side af hegnet vil den hvide farmer, efter pigens udsagn, ikke tøve med at dræbe en sort mand, hvis han ikke har en god forklaring på hvad han laver på den hvide mands mark. 

Man er ikke lykkedes med at skabe et balanceret samfund, hvor ligheden er tålelig, og hvor respekten trives. Hverken historisk eller nu. Det er på trods af, at Sydafrika er Afrikas største økonomi og at alle forudsætninger for økonomisk vækst er tilgængelige i landet, som har fantastisk landbrugsjord, stor turisme og diamanter i undergrunden. 

Sydafrika har 12 officielle sprog

Men måske er det ikke tifældigt at det netop er i Sydafrika apartheid opstod. Der er flere grupperinger end blot sorte og hvide. De sorte består af mange forskellige befolkningsgrupper, med ca 10 forskellige sprog. De fleste af grupperne er gennem tiden presset til at flygte gennem Afrika og er endt her. Men grupperne kan ikke lide hinanden, og bekæmper hinanden. 

Imellem sorte og hvide, er der den farvede befolkning. De kæmper som en lus mellem to negle. De nægter at være sorte, men accepteres heller ikke som hvide. 

De hvide er opdelt i Afrikaanere, dem som udvandrede fra Holland, og dem med britisk afstamning. Mellem disse to grupper mærker vi også en afstandstagen og manglende respekt. 

Sydafrika er med andre ord stadig et sammensat samfund med store interne spændinger og kæmpe kulturelle forskelle. 

Alt kan repareres i Afrika

SAND ruten fører os til den hyggelige by Springbok, hvor vi bliver nogle dage og tanker op på kalorier. Som altid bor vi på et campsite. Som altid falder vi hurtigt i snak med venlige hvide sydafrikanere. Som altid inviteres vi til braai. Det er helt vildt at opleve, hvor sociale, tillidsfulde, gæstfrie, åbne og venlige folk er. Vi taler aftenen igennem om Sydafrika og raceforskellene og vores nye venner er helt åbne og ærlige omkring landet, dets problemer og deres egne holdninger. Det er en behagelig, åben, nysgerrig samtale som efterlader os klogere og med et mere nuanceret syn på raceforskellene i landet. 

Vi bliver et par dage og får nusset om cyklerne. Og her opdager Kenneth een af de få ting man ikke har lyst til at opleve på en lang cykeltur. Kenneths cykelstel er revnet. Det er ikke så alvorligt endnu. Men vi er i tvivl om cyklen kan klare resten af distancen til Capetown. 

Igennem nye venner har vi mødt David. En mekanisk ingeniør fra universitetet i Stellenbosch, som bor her i Springbok. En super sød og god fyr. Kenneth ringer til ham. 30sekunder inde i samtalen siger han: 

“Det er nok bedst, hvis jeg kommer og henter dig og cyklen”. 

15min senere ruller en 30år gammel, himmelblå Toyota Highlux i perfekt stand ind på vores campsite. David bag rattet. 

Vi tager ud til hans far, som er pensioneret ingeniør, med hjemmeværksted. 

3 mand sidder tavse på hug foran cyklen og tænker. Få ord udveksles. Der er enighed om planens holdbarhed. Davids far fabrikerer en skinne i stål, som limes rundt om bruddet med epoxy. Vi krydser fingre for at det holder hele vejen til Capetown. 

På vejen tilbage til vores camp fortæller David at desværre så er stort set alle på hans alder racister. Det må være så vildt at leve i et land, hvor man hele tiden er så pinligt bevidst om at man er en splittet befolkning, som ikke kan lide hinanden. David er dog en god fyr, som snakker med alle. 

Vi ønsker lighed for alle

Her en måned efter vi krydsede ind i Sydafrika, har vi stadig ikke set een eneste sort familie på de mange campsites vi har boet på. Vi ser heller ikke sorte i de mange store firhjulstrækkere. Medmindre de står på ladet, som arbejdere for den hvide mand bag rattet. Vi møder mange hvide sydafrikanere, som gerne vil snakke om apartheid og tiden derefter. Når vi spørger, får vi altid samme svar. Vores spørgsmål rodfæster sig i den tro vi har på, hvordan samfundet kan blive mere lige. Spørgsmålet er: 

“Er der kommet en middelklasse af sorte sydafrikanere? Er der sorte forretningsdrivende, advokater, højtuddannede?”. 

Svaret er: 

“De er på vej. Der er ikke mange. Men der sker lidt”. 

Vi tror på at først når sorte og hvide er lige godt uddannede og har lige gode jobs, er der social balance og dermed kan der komme lighed i alle sektorer. Men der er åbenbart lang vej endnu. Meget lang vej!

Men det undrer os stadig hvor denne adskillelse kommer fra. Hvordan kunne apartheid opstå?

På mange måder minder Sydafrika om USA. Kulturen og venligheden er meget ens. Men også kirkens store betydning og ikke mindst den store nybyggerbølge som formede landene. Ligesom i USA var det europæere som gik i land på kysten og bosatte sig. Derfra bevægede de mest modige og entreprenante og hvem ved – måske de mest liberale og våbenglade – sig ind i landet for at starte deres eget frie liv i en ubetrådt verden. (Ubetrådt af europæere vel at mærke). 

Med kirkens velsignelse og styrke etablerede de sig i dette fremmede land. Tænk på hvilken kraftanstrengelse det har krævet. Hvor stort mod det har krævet. Hvilke overvindelser man har skullet overkomme. Det har fordret en særlig type mennesker at skabe det liv fra bunden. Og måske er den type mennesker, uanset deres styrker og mod, ikke dem som har haft de bedste forudsætninger for, eller interesser i, at integrere sig med en fuldstændig anderledes kultur. Vi ved det ikke…

Men det vi ved er, at vi beder bordbøn med folk som inviterer os til braai. Vi taler med folk. Prøver at forstå. Vi håber blot at vi snart også møder nogle unge progressive sorte, som kan fortælle deres del af historien. 

Der er håb for fremtiden

Håbet for Sydafrika viste sig ved det seneste valg, i maj måned 2024. ANC, Nelson Mandelas parti, som har ledet Sydafrika siden apartheids opløsning, fik for første gang IKKE flertallet af stemmerne. Deres tilbagegang betyder at de for første gang var nødt til at forme regering sammen med andre partier. Samtlige sydafrikanere vi har talt med, ser det som en god ting. Som en vej fremad mod bedre styr på økonomien, mindre korruption og generelt orden på tingene. ANC, som stadig er det største parti og har en sort præsident, startede som et frihedsparti, men har aldrig formået at løfte opgaven med at drive en stat tilfredsstillende. Men fremtiden med den nye koalition ser lys ud, synes dem vi taler med. 

Og der er konkrete tegn på bedring allerede. For kun få måneder efter valget, var der pludselig strøm til alle, hele døgnet. 

Når vi spørger hvordan man kan fikse det så nemt, og hvorfor det så ikke har været fikset før, hvis det virkelig var så nemt, så peger svaret på den allestedsnærværende korruption og kriminalitet. 

Lastbiler med kul fik stjålet eller ombyttet deres ladning. Folk siger at lastbilerne ankom til kraftværkerne med vand istedet for kul.

Hvordan problemerne er løst kan ingen svare på. Men samarbejdet mellem, firkantet sagt, et sort og et hvidt parti, i regeringen peger på en bedre fremtid for Afrikas største økonomi. 

Nu er der ikke så langt som der har været

Vi har nu været i Sydafrika i en måned. I Afrika i et helt år. 

Sydafrika er et meget smukt og nemt land at rejse i. Infrastrukturen er god. Enhver lille flække har en god købmand, med masser af udvalg i gode varer. Vi spiser godt og tager på i vægt, på trods af at cyklingen stadig er hård og krævende. Men vi restituerer bedre. 

Vi møder mange hvide, som lever kulturelt tæt på os danskere. Det betyder at vores hjerner og sind ikke konstant er på overarbejde for at forstå, at passe ind, at lære kulturelle koder, svære sprog, anderledes skikke. Også vores sind slapper af, skuldrene kommer ned. 

Vi kan nu se hvor pressede vi også har været i Vestafrika. Vi havde mange sammenstød og skænderier. Vi var konstant ude af komfortzonen. Men vi savner også vildskaben og de daglige udfordringer med at skabe mening i kaos. 

Ligesom cykelrytterne i ethvert stort cykelløb “ruller af”, så føler vi også, at vi på alle måder “ruller af” i Sydafrika. Det er sikkert meget sundt for krop, sind og sjæl. 

Turen lakker mod enden. Der er under 1.000km til vi parkerer cyklerne i Capetown. Vi har allerede rundet 30.000km siden Nordkap. Vores udstyr er ved at være godt slidt. Der er huller i underbukserne. Madrasserne taber luft. Blusset oser sort røg og hoster og hakker. Teltet er gennemhullet af myrer og termitter. Sandalerne stinker af sure tæer. Kort sagt – enden er nær. 

Vi er nået til det sydlige Sydafrika. Ligenu sidder vi 40km fra Kap Agulhas. Afrikas sydligste punkt. Vi har forladt SAND ruten, til fordel for den smukke kyststrækning langs Atlanterhavet, op mod Capetown. 

Det er koldt om natten. Vi har helt glemt hvordan det er at fryse. Men de seneste dage har vi haft stormvejr med hagl og nattefrost. Vi har ikke længere hverken sko eller regnbukser. Sommeren skulle efter sigende være på vej. 

Agulhas venter forude. Den sidste del af eventyret indfinder sig. Den sidste strækning mod Kap Det Gode Håb bliver op langs den smukke Atlanterhavskyst. The home run!