Vi har glædet os utrolig meget til Peru. Landet med de smukke høje bjerge og imponerende pas. Hvor cykelformen vil blive udfordret og øjnene være på overarbejde i den flotte natur. Cykle højere end vi nogensinde har været før og køre nogle af de mest berømte bikepackingruter. Noget som vi har set meget frem til og top fem over steder, vi har glædet os mest til på turen. 

Efter ca. en uge i Peru kom vi til bjerget Ausangate – et paradis for bikepacking. Vi besluttede os for at køre rundt om bjerget for på denne måde at forbinde to af de helt store bikepackingruter i Peru. Samtidigt kunne vi lave ruten som et loop, så vi kunne efterlade noget bagage og køre med mindre vægt. 

Ausangate er majestætisk med sin hvidklædte kappe og sine 6384 meter. Det er det femte højeste bjerg i Peru, en del af Vilcanota bjergkæden og forbinder smuk natur med peruviansk kultur og historie. Bjerget er ifølge inkaerne en Apu, en bjerg-Gud, og pga. sin højde den helligste i området. 

Sagnet siger, lamaer, alpacer og vicunaer kom ud af bjerget som en gave til folket, som lever på og rundt om bjerget. Gaven blev givet, så folket kunne leve af kødet og holde sig varme af ulden. Bjerget er stadig årsagen til liv i området, da Isen smelter langsomt fra Ausangate (og de omkringliggende) bjerge, som giver vand og dermed liv til byerne rundt om. 

Sporene vi skulle ud på, blev af inkaerne brugt som pilgrimsrejse med det formål at spørge bjerget til råds om problemer, de ikke selv kunne finde svar på. De havde samtidigt offergaver med til bjerget med ønsket om, at det ville give dem en god fremtid. 

Vores forventninger var tårnhøje, da vi startede med at klatre ca. 40 km. og 900 højdemeter opad til Ausangate fra byen Checacupe. Og vi blev ikke skuffet. Turen op til Ausangate var fantastisk. Vejen snoede sig af en smal grusvej. Kæmpe kløfter, små byer undervejs, og det var første gang, vi så de berømte peruvianske terasser. 

Vi kunne skimte Ausangate i det fjerne – nu var det nu. Det er virkelig et imponerende bjerg. Vi stoppede for at spise frokost, og Kenneth så eftertænksom ud. Kenneth havde på vej derop haft nogle problemer med gearene, og han opdagede kassetten var løs. Han var nervøs for, det var bagnavet, den var gal med, så vi besluttede os for at vende om. Lidt skuffede. Men det var den rigtige beslutning, for Kenneth havde ret – navet var beskadiget. 

Gode råd var dyre, når man kører på et specielt størrelse nav, men heldigvis blev vi sat i kontakt med en ‘Magic Man’ i Cusco, som kunne fikse det. Os på bussen til Cusco, og dagen efter var vi igen klar til at køre Ausangate. 

Da vi var tilbage, hvor vi slap sporet et par dage før, var vi glade og spændte. Vi fortsatte opad og væk fra grusvejen ind på et singletrack. Efter at have kørt et par timer kom en lokal dame imod os. Hun opkrævede 10 soles (20 DKK) pr mand for at cykle her. Vi må have lignet et stort spørgsmålstegn, for det var ikke lige, hvad vi havde forventet. Vi har læst flere beretninger fra stedet, og havde aldrig hørt om at skulle betale. Ausangate er ikke en nationalpark, og der er ingen fasciliteter. Da vi spurgte hende, hvad vi skulle betale for, var argumentet, at de andre turister også betalte. Vi argumenterede, at dem vi har hørt om ikke betaler, og at der hverken var skilte eller fasciliteter der berettigede betaling. Vi havde drømt om dette øde smukke spor og så stod der en dame og opkrævede, hvad vi definerer som “gringo-penge”. Så hun fik ikke nogle penge, og vi kørte videre. 

Vejen snoede sig og fortsatte op op op. Det var meget smukt med høje hvide tinder, blå bjerge og røde bjerge. Det var svært ikke at kigge tilbage hele tiden. Luften blev tyndere og tyndere, og vi måtte af og trække op af den stejle sti. Det sidste stykke før toppen måtte vi igennem en smule sne, hvilket var meget praktisk, for så havde vi vand. 

Vi nåede toppen og hvilken udsigt! Det var magisk. Et væld af farver, bjerge så langt øjet rakte og et skilt med 5200 meter. Det højeste vi har været indtil nu. Da vi stod der på toppen kunne vi virkelig godt forstå, naturen var Gud for inkaerne. 

Efter at have nydt udsigten startede vi den sjoveste downhill. Der var flere spor, så vi skulle selv vælge en linje. Det var ikke så teknisk, men til gengæld super flow og med mange lækre switchbacks. Lige hvad vi havde glædet os til! Da vi kom ned måtte vi krydse en mindre flod ved at hoppe over nogle sten og igennem et marsk område inden det igen begyndte at gå opad. Ligesom vi kan lide det. 

Planen var at finde et afsides sted at campere, men da vi så nogle andre telte ved et hus tænkte vi, det kunne være hyggeligt med selskab. Det viste sig at være et amerikansk par og tre italiener på en guidet tur. Vi spurgte, om det var gratis at campere, og de sagde ja. Virkeligheden var en anden. Den næste morgen stod en ældre herre og opkrævede 10 soles. Vi lignede igen et stort spørgsmålstegn. Han begyndte at forklare, huset var et lodge, og vi skulle betale for at campere på grunden. Der var ingen skilte, ingen toiletter og huset aflåst. Det eneste var to udendørshaner, hvor vi kunne få vand. Vi var ret principfaste og kunne ikke forstå, hvad vi skulle betale for. Han hentede guiden og begyndte at forklare, det var for rengøring og beskyttelse af cyklerne. Vi var bestemt ikke enige, men vi endte med at betale.

Heldigvis var dagen ligeså smuk som den forrige. Landskabet skiftede karakter med udsigt til tre tårnhøje sneklædte bjerge, og vi begyndte igen at klatre opad mod de 5000 meter. Vi måtte af og skubbe cyklerne det sidste stykke, men vi glædede os til det, der ventede. Endnu en sjov downhill, lidt mere teknisk, hvilket var helt perfekt. Især med den enestående udsigt, der endte ved en kæmpe flot blå lagune. 



Befolkningen på bjerget lever stadig af at opdrætte lamaer og alpakaer og på vejen passerede vi de traditionelle små gårde. Dyrene går frit på bjergene, hvilket er befriede og skønt at opleve. Det er sjovt at se deres spor hen over de stejleste steder. Det er virkelig nogle søde og finurlige dyr. Vi endte på en mands jord, da vi på et tidspukt mistede sporet. Det var han ikke tilfreds med, så vi blev guidet udenom. Det gav anledning til nogle oplevelseskilometer, da vi tænkte; “Vi kører lige en genvej”. Det betød op og ned ad stejle skrænter og til sidst over en flod via en trappe på et vandværk. 

Det begyndte at blive mørkt, og det var tid til at finde ly for natten. Vi havde håbet, vi kunne nå til lagunerne, men det måtte vente til næste dag. Vi fandt et fladt sted, og vi fik hurtigt sat teltet op. Når solen går ned bliver det virkelig koldt, så vi skyndte os ind i teltet og ned i soveposerne. Maden var lavet på forhånd, så vi ikke skulle medbringe gasblusset. Det betød endnu en aften med kold pasta, linser, grøntsager og æg. Slet ikke så dårligt. 

Om natten vågnede Kenneth ved han hørte en person udenfor. Han stod op og sagde ‘Buenos noches’ til manden, som ikke var videre venlig. Han lyste på Kenneth med en lygte og ville ikke slukke den. Personen fortsatte op ad den stejle sti og vendte sig flere gange om og lyste på teltet. Meget mystisk, men det kunne jo være en fyr, som var på natte gåtur. Næste dag opdagede vi, personen havde været i vores tasker på cyklerne. Kenneths hue og handsker lå på jorden, hans cykelhjelm var snuppet og Maries cykelhandsker var også væk. Vi havde læst om tyverier på ruten og ærgrede os over, vi ikke havde taget alt med ind i teltet om natten, men der virkede så fredeligt. Heldigvis var det kun en hjelm og et par handsker. 

Langt værre var det for en fyr, vi mødte en time senere. Han hikede alene og havde også haft besøg af manden om natten. Tyven havde skåret teltet op med en kniv, og taget en kikkert. Da fyren vågnede havde tyven slået ham i hovedet og som ved os, stået på en bakke lidt derfra og lyst med en lygte på teltet. I de syv måneder vi har rejst har vi følt os trygge og så skete dette i den smukkeste natur midt ude i ingenting. Måske var det fordi, vi ikke havde givet en offergave til bjerget. 

Lidt rystede og forundrede begav vi os videre ned til flere blå laguner. Med vidtåbne øjne for at få det hele med. Vi mødte en familie ved en lagune, vi skulle rundt om og af en eller anden årsag så vi ikke på kortet, men valgte den forkerte vej rundt. Det betød, vi måtte bære cyklerne over store sten og først for sent fandt vi ud, der var en sti på den anden side. Vi måtte op ad en stejl stenskråning for at komme tilbage til stien. Men der er ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi cyklede ind i en kæmpe flok lamaer og en kvinde med den smukkeste firkantede hat, som passede på lamerne og samtidigt lavede garn. 

Vi ville have cyklet forbi det smukke Rainbow Mountain på vejen tilbage, men Kenneth kunne høre, det ikke var helt godt med bagnavet igen, ligesom bagbremsen også var røget, så vi besluttede os for at køre direkte tilbage til Checacupe. I Checacupe erkendte vi at vi måtte tage cyklerne på en bus til Cusco, istedet for at cykle de 100km landevej. Vi var sikre på, at bagnavet var så skidt, at det kunne nå at lave mange problemer. Og ganske rigtigt, da vi skilte navet ad hos cykelsmeden i Cusco, viste det sig at selve akslen var knækket midt over. Vores “Magic-man”, som havde lavet det tidligere, og forsikret os om, at det ville holde for evigt, havde altså kun fået det til at holde i godt tre dage. 

Rundt om Ausangate var tre dage over 4000 meter og flere gange omkring de 5000 meter. Det var udfordrende, imponerende, enestående natur og sjovt singletrack. Vi måtte flere gange knibe os i armen for at bevise os selv om, at det var virkeligt. Det var stejlt, og vi måtte trække flere gange. Og det var super koldt om natten. Men det var det hele værd. Det eneste, som nager os lidt er, at vi følte, at folkene på bjerget havde et stort fokus på ‘gringo penge’ og oplevelsen med tyveriet. Men på den anden side kan vi også godt forstå, bjergfolket gerne vil have deres smukke bjerg i fred. 

Vi blev bekræftet i endnu engang, vi elsker vores cykler. Og vi glæder os til endnu flere bjerge og meget mere bikepacking i det nordlige Peru.