Kæmpe kram og kys. Sådan foregik genforeningen, selvfølgelig, i Valencia lufthavn.

Marie fløj hertil, så vi igen kunne forenes i vores eventyr mod Sydafrika.

Kenneth havde gjort sig umage med at booke et hotel, som ville falde i Maries romantiske smag. Valget var udsøgt – et hotel med cykelværksted i kælderen, så vi havde god plads til at samle Maries cykel!

Det er ikke svært at imponere sin kæreste, når man har den type sans for detaljer.

Ud over cykelkælderen, så boede vi i et område med virkelig gode spisesteder. Vi opsøgte det bedste sted at få den lokale Paella Valenciana med kanin. Og det skuffede bestemt ikke. Paella er oprindeligt fra Valencia og der er årlige kokkekonkurrencer i at lave den bedste af slagsen. Risene som bruges, dyrkes lige udenfor byen. En anden lokal specialitet er Orxata. En drik som minder lidt om milkshake, men er lavet på en slags knold med nøddesmag. Der er flere Horchateriaer spredt rundt i byen, hvor man kan få drikken serveret, helst med kage til.

Valencia er en fin by, med gode delicatesser. Sammen med en passende mængde god og billig espresso, spiste vi os gennem et par hviledage, inden vi hoppede på cyklerne, og pegede snuden mod bjergene.

I det hele taget må maden, og især æstetikken siges at betyde meget i Spanien. Det er forbavsende, hvordan det kan fylde een med en helt særlig fornemmelse af skønhed, når man cykler gennem en appelsinplantage. Der ér noget helt særligt ved, hvor smukt det er, når solen falder på frugterne, som modnes langsomt på træet, der står plantet i den stenede jord i bakkelandskabet. Selvom det blot er en appelsinplantage, så frydes vi alligevel.

Appelsinplantager afløstes af oliven, efterhånden som vi bevægede os op i bjergene. Vores rute gik gennem Andalucien. Et fantastisk bjerglandskab med et virvar af toppe og dale, med gamle, smukke, hvide landsbyer spredt ud på bjergsiderne. Når man giver sig tid til at være i landsbyerne opdager man æstetikken. Alting er sirligt og fint. Vejskiltene er i klinker, fortovene lagt i flotte formationer med forskellige sten, træer som giver skygge for den hårde sol. Godt håndværk og naturmaterialer præger bybilledet, fremfor mængdeproduktion og billige materialer.

Andalucien er stort set een stor olivenplantage. Det er så ufatteligt smukt at se. Vi boede en nat hos Enrique, en sød mand, som har en olivenplantage. Han fortalte os om produktionen. Han sælger sine oliven til kooperativet, som presser olivenolien. Andalucien står for ca 35% af verdens olivenolie produktion. Et tal vi kunne mærke meget konkret, da vi cyklede dagevis igennem endeløse plantager, så langt øjet rækker.

Enhver by kaldte os til at stoppe, sætte os på torvet, ved vandkilden og nyde livet. Eller gå ind på den lokale bar og bestille en billig espresso. Begge steder var der liv og konversation.

Der er noget særligt med Spanien. Der er en stolthed og respekt mellem mennesker. Måske hænger den sammen med den historiske rigdom. Måske er den blot udledt af den høflighed folk udviser hinanden.

På gaden skal man ikke være bange for trafikken, for alle billister er super opmærksomme og meget respektfulde overfor cyklister og fodgængere. Billister holder gerne tilbage, uanset om det er deres ret eller ej.

Nææ – dét man skal være bange for i trafikken er ældre damer til fods! Der er ubetinget vigepligt for dem! Uden undtagelse. Man bliver prompte skældt ud, og anset som en skidt person, hvis man ikke flytter sig af vejen straks, så de kan komme til. Det er ret morsomt at observere, set i en dansk kontekst. Men til gengæld indeholder det også en respekt for de ældre, som er fin og tydelig. Enhver kvinde burde nyde sit otium i Spanien.

Høfligheden mærkes også på barerne. Et sted stod et skilt:

Un cafe! = 1.80€
Buenas dias. Un café solo, por favor = 1.20€

…helt konkret sparer du 60€cent ved at afgive din bestilling høfligt og konverserende.

Vi mærker også, hvordan tiden er mere vigtig for mennesker her. De lange siestaer midt på dagen er et kapitel for sig, og ikke altid lige belejlige for den rejsende cyklist, som kommer frokostsulten ind i en lille by, en halv time efter supermarkedet har lukket for siesta. Men ikke desto mindre er det et udtryk for, at livskvalitet og nydelse står højere end effektivitet. Og, indrømmet, vi når det jo nok alligevel.

I supermarkederne er det vigtigere at pakke sin taske i ro og mag, mens man sludrer med kassedamen, end det er at kaste sine ting af vejen, mens man kører visakortet igennem med tænderne, så den næste kunde kan komme til i en fart.

På den måde oplever vi hele tiden at her er en ro og et nærvær mellem mennesker. Man føler sig ikke til besvær for hinanden, men man taler og engagerer sig med hinanden. Det er meget smukt. Når man først har overgivet sig til det.

Vores tur gennem det Europæiske kontinent har været delt i flere etaper, som samlet set, har været lidt abrupt. Men det gør ikke noget. Vigtigst af alt er, at eventyret overlevede og drømmen udleves. Vi er glade for, at vi ikke lod os stoppe af de mange forhindringer, som kunne have holdt os hjemme, men fandt en vej igennem, hvor det kunne lade sig gøre alligevel.

For et par dage siden havde vi en smuk aften i et helt sindsygt uvejr i en fantastisk by, Ronda. Det var den aften 100års stormen også ramte Danmark. I Ronda var alt lukket, undtagen et lille pizzaria, hvor vi sad med få andre turister. Da vi skulle tilbage til vores hotel, måtte vi løbe en omvej gennem den piskende regn. Gaderne var oversvømmede med 30-40cm vand. Der stod springvand op af kloakdækslerne. Det var helt vildt.

Næste morgen var det solskin, og vi cyklede ned fra bjergene – ned mod kysten. Vi kom forbi Gibraltar, men fortsatte mod Tarifa, den sydligste by i Spanien.

De sidste 20km ind til Tarifa cyklede vi på en smadret grusvej, langs vandet. På den anden side af Gibraltarstrædet så vi Marokkos kyst. Et højt bjerg tårnede sig op. Vi cyklede strækningen i dagens sidste solstråler. Det var ufatteligt smukt og rørende. Pludselig blev det meget virkeligt for os, at om et par dage står vi på et nyt kontinent. Eventyret vil gå ind i en ny fase.

Europa har været utroligt nemt at rejse i. Afrika vil helt sikkert byde på mange flere udfordringer og oplevelser, som vi ikke er forberedt på. Vi vil møde medgang og modgang i helt nye former. Og vi vil møde mennesker som lever et liv, meget forskelligt fra vores hverdag i Danmark. Dét giver et sug i maven at tænke på. Og det er dér eventyret lever. Dér hvor vi ikke helt ved, hvad der venter os.

Vi er klar til Afrika…