Tierre del Fuego har været fascinerende, men også meget goldt og blæsende. Det var derfor helt magisk at cykle fra Puerto Natales på en smuk og næsten vindstille dag mod nationalparken Torres del Paine.

Vi mødte en fyr på vejen, som arbejdede i parken som guide. Han fortalte, dette var hans yndlingsvej i hele Patagonien. Vi forstod snart hvorfor. Vi drejede fra asfaltvejen ned på en snoet grusvej. Der var simpelthen så smukt med grøn vegetation, dyr og lige så stille kunne vi se bjergene i det fjerne. Et helt fantastisk syn. 

Efter at have boet en nat på campingpladsen Lago Pehoe gjorde vi os klar til et af højdepunkterne på vores tur. Trekking i Patagoniens spetakulære og fascinerende landskab.  Vi havde besluttet os for det berømte 71 km. lange W-trek, som er opkaldt efter rutens fysiske form. Det ville tage 4 dage. Helt perfekt ifht. at kunne have telt, sovepose, liggeunderlag, mad, regntøj og en varm trøje i vores 33 liter rygsæk. Der var plads til intet andet.

Vi tog en lille Catemaran ud til starten af trekket, hvorfra vi bevægede os op ad den vestlige side af w’et. En stor del af denne side brændte senest i 2012, hvor en turist forsøgte at tænde et bål. Det er sket i alt tre gange. Det er virkelig sørgerligt, men det var også meget spektakulært og tankevækkende at gå i. 

Vi bevægede os længere frem på trekket – og hov der var et isbjerg. Og ét til. I det fjerne kunne vi ane Grey gletcher. Et imponerende syn. Den blev kun smukkere jo tættere, vi kom på den. Vi ankom til Grey camp, hvor vi skulle sove. Her fik vi et tip om at fortsætte længere op for at komme endnu tættere på den 270 km2 store gletcher. Det lignede gletcheren fortsatte i uendelighed. Vi så en båd sejle mod gletcheren. Den så lille bitte ud. Det satte virkelig gletcherens størrelse i perspektiv. 

Vi sad og beundredede den imponerende gletcher. Ud af det blå svævede to kondorer over os. Det var næsten for godt til at være sandt. Kæmpe fugle med vingefang på op til over 3 meter og alligevel så yndefulde. 

Midten af w’et er den Franske dal. Det var et meget råt, blæsende og storslået sted. Vi kom om eftermiddagen, så gletcheren arbejdede pga. solens opvarmning, og vi så laviner. Det er utrolig så højt, det lyder.

Sidste år ændrede national parken deres regler for overnatning. Nu skal man have en reservation for at kunne overnatte i parken. Den officielle årsag er, de vil mindske antallet af besøgende i parken, da det slider hårdt på naturen. Det er godt og forståeligt. En anden årsag kan være, at man nu skal betale kommercielle udbydere for at overnatte, hvis man ikke får plads på en af de 3 gratis camping spots. Det fik vi ikke. Så vi overnattede 2 nætter i telt og én nat refugio. Udover det var lidt hårdt for pengepungen var det nu meget skønt. 

Højdepunktet for trekket var at se ‘tårnene’, som er tre bjergtoppe og nationalparkens højdepunkt. Alarmen blev sat til kl. 03.30 for at se solopgangen over tårnene kl. 06.00. Det var virkelig tidligt, men det var også udfordrende at skulle afsted med pandelampe op ad bjerget. Det gik op op op, og vi havde hørt, det ville bliver et rigtig hårdt trek. I fuld hopla fik vi overhalet 10 amerikanske kvinder med guide. Så skulle vi nok nå det. Det gik opad, men det var sjovt, for vi skulle nærmest klatre op nogle steder.
Vi ankom til toppen i god tid. Det var lidt som at være i Narnia-land og opleve lyset skifte fra mørke til tusmørke til det blev lyst. Se solopgangen på den ene side af bjergtoppen og på den anden side de imponerende stenformationer og laguna. 

Det springende punkt er, om der er overskyet eller om det er muligt at se solens stråler reflektere med rødt lys på tårnene. Vi var heldige. Lige pludselig blev stenene røde fra solens stråler. Det var lidt skyet, men det gjorde næsten oplevelsen endnu mere storslået.

Vi er så glade for, vi prioriterede at sætte cyklerne og tog os tid til at lave dette trek. Naturoplevelsen var simpelthen så fascinerende og spetakulær. Selvom vi nu også var glade for at se cyklerne igen efter 4 dages adskillelse.