Namibia har en naturkraft så stor og rå, som få andre steder i verden.

Mens vi cykler gennem de enorme ørkenlandskaber, møder vi oprindelige folk, som har levet her i tusindvis af år.

Vi er fascinerede af deres evner til overlevelse, samtidig med at vi selv skal tænke os rigtig godt om, for ikke at dø af tørst.

I det nordvestligste hjørne af Namibia, ligger Kaokoland: 

“This vast tract of land is Namibia at its most enticing – and yet most inhospitable. 

Kaokoland appeals to the adventurer and explorer in us, keeping quiet about the dangers involved.”

…sådan indleder guidebogen kapitlet om Kaokoland, hvor vi starter vores rute gennem Namibia. Et ugæstfrit, ufremkommeligt, men også sært lokkende mytisk ørkenlandskab, som kalder på eventyreren i sjælen. 

Eller som de skriver senere hen:

“For this you should ideally have a two-vehicle 4×4 expedition, all your supplies, an experienced navigator, detailed maps and good local advice on routes. Even then, you will probably get lost a few times.”

…Vi havde to cykler og masser af gå-på-mod. 

Himbaernes domæne

De første to dage, cyklede vi langs Kunene floden, frem til Epupa. Varmen var ekstrem, fordi luften står helt stille i den lave dal. Sveden dryppede ned på styret, når vi oksede op ad de stejle stenede bakker, inden vi kunne få et pift frisk luft, hver gang vi trillede ned på den anden side. Landskabet er råt, men floden giver liv til et smalt bælte af grønne træer og bittesmå landsbyer, beboet af Himba. 

Himbaerne er et fantastisk visuelt folk. De udstråler en stor stolthed med deres insisteren på at være klædt helt traditionelt. Mændene er lidt nedtonede i forhold til kvinderne, men de har dog stadig et specielt system af stof som benklæder. Det er to lag, et kort og et længere. Deres hår er sat på bestemte måder, alt efter om de er single eller gift. Og de går i en helt bestemt type sandal, som er sømmet sammen af gamle bildæk. 

Men kvinderne – de har et helt anderledes, ekstremt flot og meget markant udtryk. Kontrasten til den moderne verden er enorm, når man ser en Himbakvinde i hele hendes traditionelle udtryk: Håret er formet i lange pølser og både huden og håret er smurt i en okkerfarvet fedt, kaldet otjize. Himbaerne bor i områder, hvor der i lange perioder er tørke, derfor kan de ikke vaske sig jævnligt. Mange Himbaer har ikke været i bad i årevis, men holder sig rene med otjize, som også beskytter mod den hårde sol og knastørre luft, ligesom den beskytter mod insektbid. Ofte blandes otjize med aromatiske udtræk af omuzumba busken, så den også fungerer som ‘deodorant’. 

Men først og fremmest er otjize et æstetisk valg hos Himbakvinderne. Den okkerrøde farve symboliserer blod og den røde jord, hvilket er forbundet med selve livet. 

På underkroppen har kvinderne et skørt af gedeskind. Hvis de har børn, har de et stofklæde, som udgør en lille rygsæk, bundet om livet. På overkroppen bærer de kun smykker over deres bare bryster. 

Det er et yderst fascinerende udtryk, som er meget kraftfuldt. Vi har set helt traditionelle Himbakvinder i nogle af de større byer, hvor kontrasten mellem en næsten nøgen kvinde i et moderne supermarked er ret vild. Men netop fordi Himbaerne holder fast i deres traditionelle fremtoning, fremstår de stolte og stærke. Vi tænker tilbage på Bakerne i Camerouns jungle, som til sammenligning virkede som et knægtet folk, som ikke formår at forene deres tusindårige traditioner og liv, med den moderne verden. Himbaerne ser ud til at stå stærkere i den kamp. 

Vi ville selvfølgelig gerne tage billeder af Himbaerne, men de er svære at komme ind på livet af, så vi lykkedes ikke at blive så gode venner med nogen, at vi kunne spørge om at fotografere. Blufærdigheden ved at spørge om man må tage et billede, er unægtelig også større når personen er næsten nøgen. Til gengæld lærte vi, at Himbaerne selv ser det som en forretning at få taget billeder. De er vant til, at alle turisterne gerne vil fotografere dem. På en måde er det også en meget mere ren byttehandel, end hvis vi som priviligerede hvide prøver at blive venner for en stund, blot for at tage et billede. Så da vi mødte to skønne Himbakvinder på grusvejen til Epupa, havde vi ikke noget problem med at give dem de penge, som de bad om, til gengæld for nogle fantastiske billeder, som gode minder. 

En verden til forskel

Mange folk spørger os om penge, når vi møder dem. Især Himbaerne i det nordlige Namibia. Og det er tydeligt at mange ikke har ret meget til dem selv. Selvom vi synes, vi kun har få ting på cyklerne, har vi stadig en kæmpe overflod af tøj, udstyr og mad, sammenlignet med et almindeligt menneske på landet i Namibia. En Himbafamilie lever i små hytter, og de lever i høj grad stadig af deres kvæg og som jæger/ samlere. Dvs de spiser, hvad naturen har til rådighed. I de tørre perioder er de nødt til at flytte derhen, hvor der er vand og mad. Det er ret vildt at tænke på, at i 2024 bor nogle mennesker, som os selv, i en lejlighed, hvor vi kan åbne for vandhanen og rent drikkevand fosser ud, når som helst, mens andre mennesker er nødt til at flytte deres hjem, for at få adgang til en vandkilde, som er knapt så udtørret. Samtidig spiser de blade, rødder, larver osv, mens vi blot går ned i supermarkedet og river ting ned af hylderne. 

Frygtelige dyr

I Epupa læssede vi cyklerne med mad til 5 dage og vand til 2 dage. Forude ventede knudrede krogede stier gennem et knastørt terræn af sand og sten. Lydløse landskaber i flimrende varmedis. Hjemmebane for både løver, næsehorn, elefanter, slanger, skorpioner og giraffer. Dyr, vi ønskede at se, men ikke at blive slået ihjel af. 

De første dyr vi så var dog irritationskunstens ypperligste mester: Fluen. Så snart vi klatrede op fra den ulideligt varme dal, til det luftige plateau, satte fluerne sig i læ på vores rygge, hvorfra de med jævne mellemrum tog en afsindig flyvetur, i fuld fart rundt om vores ansigt. I den tørre ørken søger fluerne selv den mindste smule væske, så konstant kravlede de ind under solbrillerne, på vores svedige kinder. De gik efter øjne og næsebor, ja selv ørene skulle invaderes. Når 5-10 fluer samtidig kravler rundt i ens ansigt, samtidig med man prøver at balancere cyklen gennem store sten eller dybt sand, bliver tålmodigheden virkelig sat på prøve. Armene vifter vildt omkring. Pust og bandeord hjælper også lidt. Men kun for en kort stund. Reglen i Afrika synes at være, at jo mindre et dyr er, jo mere irriterende, og jo mere skade kan det udrette. 

Vi slugte begge et par fluer, som vi spyttede ud igen. 

Kun Marie havde været klog nok til at medbringe et net til hovedet. Kenneth fik rig lejlighed til at træne sin zenbuddhistiske ro. 

Ruteplanlægningen

En sydafrikansk bikepacker har dedikeret de seneste år af sit liv på, at finde en rute gennem dette mennesketomme, men dyrerige hjørne af Namibia. En rute som rent faktisk kan lade sig gøre at cykle, uden at dø af tørst. For der er en naturlig begrænsning for, hvor meget vand vi kan bære på cyklen, og hvor langt vi kan cykle på en dag. 

Ruten har han kaldt SAND, og det er blevet et enormt værk. Mere end 5.000 sammenhængende kilometer gennem Sydafrika og Namibia.

I vores research af Namibia satte vi som altid en masse nåle i kortet, med de ting vi gerne ville opleve. Da vi så, at SAND forbinder næsten alle disse punkter, med flot cykling i øde landskaber og samtidig undgår de mange hegn, privat jord og nationalparker som vi ikke må cykle gennem, var det en nem beslutning at lade Johans massive arbejde komme os til gode. 

Det betyder dog ikke, at vi bare kunne læne os tilbage og cruise, mens gps’en gjorde alt arbejdet. Tværtimod så er Johan lykkes med at skabe en rute, som er så svær og udfordrende, at vi konstant skulle tænke os rigtig godt om, i forhold til proviantering, specielt af vand, for at det kunne lade sig gøre. Vi havde hver 10-12liter vand på cyklerne, når vi var fyldt helt op. 

Vanskeligt terræn

En af rutens allersværeste strækninger ligger allerede i starten, efter blot et par dages cykling. Van Zyls pas er en stejl og stenet passage, som tog os fra det høje plateau, ned til den flade sandede ørken. Stedet er notorisk berygtet blandt 4×4 folket, som anser det som den ypperste udfordring i Kaokoland. Det er et af de steder man ikke kører hen, hvis man kun er een bil. Hvis der sker noget med bilen er man så langt væk fra alting, at hjælp er stort set umulig at få fat på. 

Men sådanne passager er som regel nemmere for os på cyklen, og vores fordel var at vi skulle cykle ned ad Van Zyls, ikke op. Men den største udfordring for os, var end ikke terrænet. Hvad der var langt værre end store løse sten på en stejl nedkørsel, er at Van Zyls ligger så langt væk fra alting, at vi begyndte at løbe tør for vand. Den sidste by var 80km siden, varmen ulidelig, og vi drak mere vand end nogensinde før. Og det værste var, at selv efter Van Zyls udfordrende nedkørsel, havde vi endnu 80km cykling gennem et sandet opadgående plateau indtil næste by, hvor vi kunne få vand. Alt i alt var vi i lidt af en alvorlig knibe. Matematikken for vandbeholdningen gik kun med nød og næppe op, og vi vidste det ville være mere end alvorligt at løbe tør for vand her i ørkenen. 

Men som sendt fra himlen indhentede vi en gruppe med fire 4×4 jeeps, som sneglede sig ned over Van Zyls. Marie rullede storsmilende op på siden af den bagerste bil og vinkede til dem gennem sideruden. De fik et chok, men stoppede straks bilen og rullede vinduet ned. De var lidt målløse over at se et par cyklister herude i ingenting, men de var hurtige til at stikke et par flasker koldt vandt ud af vinduet. 

I bunden af nedkørslen stoppede de alle fire biler og alle kom ud og åndede lettede op over deres succesfulde nedkørsel. Pludselig blev den ene kvinde dårlig. Hun måtte ned at sidde. Kenneth fik en af de andre til at hjælpe, så vi kune bære hende ind i skyggen og løsne hendes stramme varme tøj. Imens fandt Marie elektrolytter frem til hende og blandede det i en flaske vand. Efter 5minutter var hun ovenpå igen. Varmen havde slået hende omkuld. 

Folkene var meget taknemmelige for vores hjælp og det gik op for dem, hvor sårbar en situation vi er i, på cyklerne. Så nu var der ingen grænser for, hvor meget vand vi kunne få. Vi fyldte vores flasker op, og dermed passede matematikken frem til næste vandpost pludselig meget bedre, med plus på bundlinien. 

Næste dag mødte vi igen de 4 jeeps. Vi var ved at cykle op ad det knoldede Jouberts pass, da vi så dem nærme sig i det fjerne. Kenneth kunne ikke holde sig i skindet og fik testet, at selv op ad bakke i teknisk terræn, er en bikepackingcykel hurtigere end en 4×4 jeep. 

Vi smelter sammen med naturen

Varmedisen flimrer over det uendelige stenede ørkenlandskab. Der er ikke en lyd at høre. Kun blodets brusen i vores egen krop, når vi står stille. Eller lyden af dækkene, som ruller over den knasende jord, når vi cykler. Det er fuldstændig fortryllende og betagende. At være alene i disse landskaber af kæmpe åben himmel åbner sjælen og sindet. Øjnene indstiller sig på at se langt, istedet for at være begrænsede til kortsyn. Ørene opfanger det mindste vindpust i den enorme stilhed. Men det er også sårbart, og vi er hele tiden fuldt ud bevidst om at små fejltagelser i denne øde ørken, lynhurtigt kan vokse sig til fatale problemer. Det giver en lille uro, som konstant lurer bagerst i tankerne. 

Vi cykler næsten en hel dag gennem et fladt landskab af rødt sand, med spredte klipper som stikker op som små øer. Sidst på dagen camperer vi op ad en klippeblok og mærker hvordan stenene beskytter os med deres varme hele natten, selvom ørkenen omkring er iskold. Over os flimrer stjernerne vildt på nattehimlen, og da månen står op, bliver der så lyst at det fortryllende klippelandskab kaster skæve skygger i sandet. Vi føler os dybt forbundet til naturen, og vi tænker på hvor ekstremt svært det må være for Himbaerne at leve i dette golde landskab. De evner og den forståelse for naturen de skal besidde, for at skaffe vand og føde er enorm. Noget vi, i den moderne verden, har tabt fuldstændig. Vi ville ikke overleve længe her, hvis vi ikke havde medbragt mad fra supermarkedet. 

Da vi forlader den varme klippevæg næste morgen, cykler vi mod et af højdepunkterne på ruten. Vi når en bakketop og i den næste dal åbenbarer et vildt syn sig, foran os. En flodseng med et paradis af grønne træer snor sig gennem den grå stenede ørkenen. Men floden har intet vand. Den er knastør. Det er kun hvidt sand. En langstrakt oase. Både for vores blikke, men også for dyrene. Vi cykler ikke længe langs flodsengen, før vi får øje på en sort prik mellem træerne. En struds følger os nysgerrigt. Og straks efter gibber det i os, da vi ser et par lange halse stikke op over en trækrone. Giraffer!!! Det er helt vildt at se dem, selvom de er langt væk. De bevæger sig majestætisk. Et par kilometer længere fremme løber der pludselig 6 giraffer ud fra flodsengen og direkte over grusvejen foran os. Når de løber, ser det ud som om det foregår i slowmotion pga deres lange halse. De stopper og studerer os varsomt. Det samme gør vi. Nysgerrigheden er gensidig. 

Vi smiler stort og nyder at være her, hvor dyrene fra Zoo går frit omkring. 

Vilde dyr – tæt på

Et par dage senere holder vi hviledag i Sesfontein. En lillebitte by som dog har et lodge, hvor vi har fået lov til at campere i haven, til en brøkdel af prisen. 

Et italiensk par på sommerferie har booket en safaritur i Huanib floden den næste dag. Vi ved, at det er et af de bedste steder i Namibia at se vilde dyr, hvis man ikke vil til Etosha, sammen med tusindvis af andre turister. Vi beslutter os for at melde os på turen. 

Den næste dag henter Ernosto, vores guide, os i en åben safaribil. Det kræver lidt tilvænning for os, at slippe cykelidentiteten og bytte den ud med “Hvid turist på ladet af en firhjulstrækker”. Men så snart vi kommer ned i Huanib flodlejet, giver det hele mening. Vi ser alt fra den åbne bil og inden længe går en stor hanelefant ude på steppen, ved siden af os. Den er på vej til sit vandingshul. Vi bobler af glæde over at være så tæt på det store dyr, uden at være i fare. Bilen giver trods alt lidt bedre beskyttelse end cyklen. 

Vi møder flere elefantfamilier med små unger. Den mindste elefantunge er blot to uger gammel. Mødrene river grene af træerne med deres stærke snabler og gumler dem i sig, mens ungerne diger. 

Ernesto navigerer os med sikker hånd gennem den tørre sandede flodseng. Han har tidligere arbejdet med at tracke næsehorn, så han ved præcis hvad han laver. Og han giver ikke op. Han får øje på friske fodspor fra en løve. Han kører frem og tilbage mens han prøver at regne ud hvor den gemmer sig, samtidig med han afsøger løvens sædvanlige gemmesteder. Han kører bilen helt ind i et tæt buskads og pludselig udbryder Marie: “Der er den!”. Kun en bred næse og to øjne titter frem bag en busk. Vi kom vist til at vække løven fra en lur, så han rejser sig og strækker sig. Vi sidder musestille og iagttager ham, indtil han bliver træt af os og lusker ind i krattet. 

Giraffer er der i hundredevis. Når vi møder dem på cyklen, bliver de sky og gemmer sig eller flygter. Men de er vant til bilen og ved den ikke gør noget, så vi kan komme meget tættere på og se de smukke dyr, end vi har gjort før. 

Et sted ser vi en giraf stå helt alene i den brede flodseng. Ernesto stopper bilen. “Den står midt i farezonen!”. Lidt forinden har vi set en løvinde vandre ned gennem flodsengen, i retning mod giraffen. Ernesto fortæller, at løven sandsynligvis vil angribe giraffen. Det er kun en lille uge siden det sidst skete. Vi sidder stille og venter. Der sker intet. Ernesto kører lidt omkring for at finde løven, mens vi hele tiden holde øje med giraffen, som intetanende spankulerer omkring, som en velduftende skinke i en julebuffet. Vi er splittet i tanken om hvor vildt det vil være at se en løve angribe en giraf, samtidig med det også er en frastødende tanke. Men vi har ikke noget valg. Det er Ernesto som har nøglerne til bilen.

Efter en halv time tror han dog ikke længere på det og kører derfra. Efter blot 5minutters kørsel ser vi løven igen. Hun har misset giraffen på et af de bevoksede steder i flodsengen. Men straks som vi ser hende, kommer en lille antilope, en springbok, omkring hjørnet. Løven står bomstille i skyggen. Springbokken kigger væk et øjeblik og løven lister ind i buskadset. Vi stopper bilen på afstand og holder kameraet klar. Springbokken kommer intetanende ned mod os. Den stopper op. Vejrer noget i luften. Fornemmer noget på færde. Pludselig kommer løven ud af buskadset for fuld kraft. Springbokken vender om og løber alt hvad den kan. Løven jagter den, men springbokken er enormt hurtig og løven har kun en kort sprint, inden den må give op. 

Hun er træt og lægger sig i skyggen af et træ, tæt på os, for at hvile. Springbokken vender tilbage og ser ud som om den har tænkt sig at liste forbi. Løven løfter hovedet. Men vi får aldrig at vide, hvordan det ville være endt, for en anden bil dukker op og ødelægger scenen, så springbokken løber den anden vej. 

Bikepacking belisimo

Det billede de fleste af os har på nethinden, hvis vi tænker på Afrika, er nok en ildrød sol, som går ned over en flad savanne med et enligt akacietræ og en giraf i silhuet. Afrika er alt muligt andet end det billede. Men hvis man vil opleve den stemning, så er det Namibia man skal tage til. 

Vi er fuldstændig forelskede i de store landskaber her. Og dyrelivet. Når vi camperer om aftenen er det gudesmukt at se lyset ændre sig i solnedgangen. At mærke temperaturen dale til et tåleligt niveau. At mærke roen sænke sig i det enorme vilde landskab. Når vi vågner afspiller det samme scenarie sig baglæns. Eller forlæns om man vil. Solen står op og farver alting gyldent. Den puster liv i vores kolde kroppe med en varm vind. Det er nemt at komme igang med en ny dag, når moder jord gør sig så umage med en smuk start. 

SAND ruten som vi følger er ikke blot en gpx fil, men har også en beskrivelse. Vi finder dog gang på gang, at de steder som er beskrevet som besværlige, egentlig er ret nemme. Til gengæld kommer der tit passager, hvor vi helt uventet må stå af cyklerne og skubbe dem gennem dybt sand, eller bruge lang tid på at finde sporet, fordi der reelt set ikke er en vej, hvor ruten går. Tempoet er helt i bund. De fleste dage på ruten er vores gennemsnitlige fremdrift 7km/t inclusive pauser. Vi har aldrig bevæget os så langsomt på cyklerne før. 

Kort vs virkelighed

En dag skal vi køre gennem to flodsenge. I den første er sandet nogenlunde kompakt. Vi lukker luft ud af dækkene, så de har en større trædeflade. Dermed kan vi køre i sandet, selvom det er lige på grænsen med de tunge cykler og forholdsvis smalle dæk. I virkeligheden ville en fatbike være ideel her. Men det går og det er virkelig sjovt at cykle i flodsengen. Men i den næste flodseng giver ruten ingen som helst mening. Sandet er helt fint og blødt. Vi synker alt for meget i. Vi prøver et par hundrede meter, men tager ret hurtigt en beslutning om at komme ud af flodsengen igen. Den er næsten 20km lang, og hvis vi skal skubbe de tunge cykler i dybt sand, bliver det med 3km/t. Dvs at det hurtigt kan tage 5-6timer at komme igennem. Istedet finder vi en fed 4×4 rute, som snor sig langs floden, hvor vi både har udsigter fra bakketoppe, men også kommer ned i floden, der hvor den er kompakt og kørbar. Man må aldrig blindt følge andres ruter. Istedet tager det os kun 2 timer at køre flodsengen. 

Men det er alle udfordringerne og et vist element af usikkerhed, som gør det hele værd at cykle her. Vi elsker, når der er plads til fortolkning og egen planlægning. Namibia er et mekka for bikepacking. De bedste eventyr er altid dem uden garantier, hvor der er en vis risiko for om det overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre. Men som belønner een med uforudsigelige oplevelser af stor skønhed. Og præcis dét indeholder SAND og Kaokoland til fulde. Vi elsker det!

Udforskning af nyt terræn

Dette segment af SAND ruten ender i Swakupmund. Vi ser frem til en lille miniferie med luksus og lavere temperaturer, i den lille kystby. 

Men først skal vi løse et lille problem på ruten. 

Johan har lagt ruten hen over et langt stræk på en meget trafikeret hovedvej. De seneste 1.500km har vi ikke rørt asfalt, så vi gør en ekstra indsats for at finde et alternativ til den dødsyge, og farlige, hovedvej. 

Vi kontakter også Johan og sammen med ham sammensætter vi en alternativ rute, som ikke er kørt før. 

Vi sætter afsted fra Spitzkoppe med store smil og eventyrlyst. 

Da vi drejer ud på vores egen rute, finder vi ikke bare turens første medvind, men også en virkelig god og hurtig grusvej. Humøret er højt. 

Vi holder frokostpause i skyggen under et akacietræ, og mens vi gumler på det sædvanlige franskbrød med peanutbutter, kommer en ung fyr ud af det blå og spørger: “Are you guys lost or what?”. Her kommer normalt ingen turister, og vi påskønner hans bekymring for os, men forsikrer ham at vi ved, hvor vi er. 

Allerede først på eftermiddagen har vi tilbagelagt dagens første 70km hvilket normalt er en dagsdistance. Men der er mere krudt i benene og mere tid og det er en kæmpe fordel, at vi kan tage fat på den mest ukendte del af vores alternative rute allerede idag. 

Vi spørger en vagt ved porten til en mine, om vi kan få vand. Han deler sine egne vanddunke med os. Derpå krydser vi den travle hovedvej og dykker ned mod Khan flodens tørre leje. 

Vi aner ikke, hvad der møder os. Om vi kan cykle her. Om der overhovedet er en vej igennem. Fornemmelsen er dog god. 

Ørkenlandskabet ændrer karakter. Planterne bærer præg af ekstrem tørke. Det er afsindigt varmt. Termometret på cykelcomputeren viser 45grader. Det sidder dog lige i solen. Men det gør vi også. Luften står helt stille og er knastør. Vores tunge føles som en klipfisk. Ru, tør og salt. Vi drikker og drikker, men er stadig tørstige. En hovedpine melder sig, men vi er nødt til at spare på vandet, for ruten gennem flodlejet er 75km indtil næste vandpost, og vi aner ikke om det er dybt sand hele vejen. 

Vi bevæger os ned gennem små sidefloder mod selve Khan floden. Sandet er dybt her. Der er en slags vej i sandet, men den er helt pløjet op, så vi er tvunget til at køre ved siden af den, igennem lave buske som river vores skinneben. Men det går. Da vi nærmer os Khan, står klippesiderne højt omkring os og reflekterer varmen. Det er ulideligt varmt. Det smitter af på humøret, og vi mundhugges over småting. Vi må skubbe cyklerne i det bløde sand. Efterhånden får vi mast os igennem. Selvom vi er pressede, tager vi skønheden ind. Det er et helt særligt landskab. Og vi er her fuldstændig alene. 

Da vi endelig kommer ud i Khans brede flodseng, mærker vi den befriende vind i ansigtet. Selvom den er varm som en føntørrer, gør den godt. Sandet bliver kompakt under os og vi kan igen hoppe på cyklerne. Farten stiger betragteligt og humøret følger med op. Vi kører fra træ til træ. Fra skygge til skygge. Vi rationerer stadig vandet, men er mere forhåbningsfulde. 

Vi ser masser af dyrespor. Det som gør størst indtryk, er friske spor fra en løve. Den har vi ikke lyst til at møde her i den lukkede flodseng. Mens tankerne kredser om den løvejagt vi så for nogle dage siden, spejder vi bag buske og klippefremspring. De eneste dyr vi ser er dog aber og springbok. 

Henunder aften finder vi et sted til teltet. Vi er vant til at temperaturen dykker, når lyset forsvinder. Men det sker ikke. 

Vi laver mad. Vi har kun ris og en dåse bønner i tomatsovs. Det smager forfærdeligt og ingen af os kan få noget ned. Dels pga varmen, men vi har efterhånden også  fået nok af dårlig dåsemad. Vi smider det meste ud og går i seng med en håndfuld lakridskonfekt som aftensmad. 

Varmen plager os. Kenneth lægger sin madras udenfor teltet, for at køle lidt ned. Men han får smidt madrassen ovenpå en af pløkkerne så den bliver gennemhullet med et brag. Humøret er i bund, da pandelampen og lapperne findes frem. 

Midt på natten vågner Marie med et sæt. Lyser ud af teltet med sin pandelampe og udbryder: “Der er en ræv. Tssccchhhh. Væk!! Pfff. Væk væk!!!”. Ræven lister af. Men næste morgen opdager Kenneth, hvad den var optaget af. For det første har den stjålet vores skraldespand, som sikkert havde lidt madrester. Vi er flove over, at der nu flyder noget af vores skrald et eller andet sted i flodsengen. Vi plejer at binde skraldeposen fast, men havde glemt det igår i varmen.

Men hvad værre er, så har ræven bidt drikketutten af Kenneths drikkedunk, og den har drukket næsten en hel flaske vand. Det er ret kritisk på et sted, hvor vi virkelig sparer på vandet, endda så meget at vi begge har hovedpine af dehydrering. Men der er ikke noget vi kan gøre. 

Vi står op og pakker hurtigt, for at udnytte dagens køligste morgentimer. 

Heldigvis er underlaget godt. Og flodsengen er virkelig fed, sjov og utrolig smuk at cykle i, med sit krogede forløb og sine klippesider. 

Vi kommer hurtigere frem end frygtet. Nogle steder kan vi endda holde en fart på 25km/t på det kompakte sand. Humøret topper, da vi finder ud af, at den camp hvor vi kan få vand, endda har en restaurant med god kage. 

Vi er nemme at tilfredsstille. Men lykken lå nu ikke så meget i kagen. Den lå nærmere i stoltheden over at have åbnet en ny del af ruten. At være i ukendt terræn og få det hele til at gå op i en højere enhed, på trods af modgang. 

Oplevelsen giver mod på mere og istedet for at tage de sidste 20km asfalteret vej til Swakopmund, tager vi en genvej gennem endnu en tør flodseng, indtil vi popper op i Swakopmunds dyre forstadskvarter. Møgbeskidte, solbrændte, lugtende og svedende, men med store smil. Til stor forundring for de lokale pensionister, som sidder på deres veranda med eftermiddagskaffen. 

Nu glæder vi os til en miniferie i Swakopmund, med fokus på at give kroppen de kalorier, som vi har snydt den for lidt for længe. Vi får brug for dem på det næste segment af SAND ruten, gennem det sydlige Namibias kæmpestore sandklitter.