Vi elsker at opleve verden, og vi elsker at cykle. Især når terrænet bliver bøvlet og udfordrende, og vi får fuld valuta for vores bikepacking set-up. Vi glæder os til at sætte ud på bikepackingruten ‘Route of Caravans’, som er en 1200km rute med 12.500 højdemeter, som til dels følger en historisk karavanerute. Den vil tage os gennem bjergkæden Høje Atlas, der løber gennem Marokko og rejser sig mellem kysten mod vest og den rå ørken mod øst. Gennem dybe kløfter med høje palmer og røde klipper, både sten- og sandørken samt tilbage over bjergkæden Anti Atlas, inden vi afslutter ved det azurblå Atlanterhav.

En kold start

Da vi lyner teltet op efter vores første nat i Høje Atlas, ser vi frost på cyklerne. Termometeret viser minus 7 grader, og vi forstår bedre, hvorfor vi har klapret tænder og ligget i ske hele natten. Vores soveposer har en komforttemperatur på plus 15 grader. Vi får varmen tilbage ved at tænke gårdagens cykling over et bjergpas i 2645meter i solens sidste varme stråler og et magisk lys.

Starten på ruten går over tre små toppe i Høje Atlas og frokosten bliver indtaget på den sidste, i 2.900m højde, med sindsyg flot udsigt over brune græsklædte bjerge, som slynger sig rundt om en dyb slugt. Vi nyder at være tilbage i bjergene, og teltet bliver sat op på et fladt plateau under en lysende stjernehimmel.

Da vi forlader Høje Atlas, kan vi allerede skimte bjergkæden Anti Atlas i det fjerne. Efter en lang snoet nedkørsel med stejle skrænter, cykler vi direkte ned i en grøn oase. Palmerne står ranke med modne dadler, og det er en stor kontrast til de rå høje golde bjerge i baggrunden, som vi stod i et par timer timer tidligere.

Vi spørger efter vand, da vi ser, en mand er i gang med at pumpe vand i et stor bassin. Han forklarer, at solceller trækker vandpumpen, og at de på den måde kan vande afgrøderne. Det har ikke regnet i området i 3-4 år, og de får almindeligvis meget lidt vand.

Vi cykler gennem flere Berber landsbyer med forvitrede gamle ksarer og kasbaer bygget i traditionel stil i ler og træ. Berberne er Marokkos oprindelige folk, og de bor i høj grad i bjergene og i ørkenen. Byerne er kendte for deres ksaser, som overordnet betegner et bysamfund af sammenbyggede lerhuse og kasbaer, som er det gamle fæstningsværk.

Erg Chigaga – krydsning af en ørken

Vi ankommer til byen Zagora, som historisk er et mytisk sted. Det var sidste stop for datidens karavaner, inden de skulle krydse ørkenen, og byen var nøglepunkt for handel fra syd mod nord gennem Draa dalen. Vi stopper foran skiltet, der viser Zagora til Timbuktu – 52 dage. 1500km gennem Sahara til handelsbyen i Mali. Så længe skal vi ikke være undervejs i ørkenen, men vi føler alligevel historiens vingesus.

Vi skal i stedet krydse Erg Chigaga. En del af Sahara i det sydøstlige Marokko, tæt på grænsen til Algeriet. Kamelerne er skiftet ud med vores mountainbikes, og vi pakker 8 liter vand på hver cykel, som skal sikre, at vi kan klare os i den bagende hede gennem ørkenen.

Der er meget snak i forbindelse med ruten, om man kan krydse ørkenen eller ej. En stor del mener, at det er umuligt. Vi synes, at det lyder som en sjov udfordring. Så vi drejer fra vejen og sætter afsted gennem en stor stenørken.

I det fjerne skimter vi store orange sandklitter, som majestætisk rejser sig i horisonten. Som en magnet tiltrækkes vi af dem, men det stopper brat, da vi når til ørkenen. Hjulene synker ned i det dybe, fine og løse sand.

Der går ikke længe, inden vi første gang får glæde af det flotte orange sand, som kendetegner Sahara. Vi drømmer om en fatbike med store dæk, mens vi skubber cyklerne gennem sandet, forbi en forladt tilsandet teltlejr.

Landskabet ændrer sig igen til stenørken, og vi bumler afsted på cyklerne med vores 16 liter vand. Der er ikke en vej som sådan, men nærmere et virvar af hjulspor. Af og til drøner en firhjulstrækker forbi. Vi møder to mænd komme gående med en flok dromedarer. Det bliver til en hyggelig lille snak. Heden er bagende med en vind, der føles som at cykle i varm luft fra en hårtørrer.

Solen er ved at gå ned, og vi kan se silhouetter af folk på sandtoppene. Det er et fantastisk syn af orange sand badet i dagens sidste solstråler i kontrast til skyggerne på toppen. Vi beslutter at fortsætte til mørket falder på, da det er nemt at finde et sted at slå teltet op. Jo længere, vi når i dag, jo kortere har vi i morgen, når solen står højt på himlen og griller os. Vi sætter teltet op med pandelamper, laver mad og kigger op på en imponerende stjernehimmel. Vi niver os i armen. Første gang vi er i Sahara sand.

Dagen efter fortsætter vi med at skubbe cyklerne i blødt sand og kigger på det golde sandfarvede kæmpe landskab med stor respekt. Vi føler os som et lille sandkorn i en stor sandkasse. Vi møder dromedarer og følger i deres fodspor. Vi betragter deres store trædepuder, og hvordan de elegant flyder ovenpå sandet, mens de dovent ikke lader sig bemærke af den varme sol eller konstante tørst. Det er noget andet for et par prustende cyklister. Efter ca. 20 km får vi igen fast grund under cyklerne. Vi smiler lettede fra øre til øre.

Vi når søen Iriki, som er en stor udtørret slette på denne tid af året. Vi bliver ved med at kigge tilbage, mens sandklitterne forsvinder i det fjerne. Ved en militærpost, forlader vi hjulsporet og tager en mindre vej mod ørkenbyen Foum Zquid. Vi er tilbage i en stenørken, og vi forsøger så godt, vi kan at skåne vores fælge for stenslag. Heldigvis kommer der et lille spor, som fungerer perfekt som et singletrack.

Vi nyder de små hyggelige byer undervejs, hvor vi gør stop for at købe frisk frugt, grønt og et varmt måltid mad som skøn afveksling til couscous og sardiner på dåse. Vi handler kolonialvarer i butikkerne, der måske ser små ud udefra, men som ofte har imponerende meget på hylderne. Havregryn og ris køber vi i løs vægt fra sække, der står på gulvet. Vi smager Amlou, som er kværnede mandler, honning og argonolie (hvis det skal være helt rigtigt) blandet sammen til en ‘nøddesmør’. Det smager fantastisk og super godt at have med på cyklen i varmen. I byen TanTan opdager vi for første gang et brød bagt i en stenovn, som har en helt anden tekstur og smag end det brød, vi ellers spiser. Vi dufter til alle krydderierne og den friske mynte på markederne og sætter os på en fortovscafe som de lokale og observerer bylivet.

Kan du tælle til 10 på fransk?

Det er ved at blive mørkt og tid til at finde et sted at slå teltet op for natten. Vi cykler ned i en kæmpe daddelplantage, hvor der hænger modne klaser af dadler på palmerne. Dadlerne er i sæson fra august til november, og de smager så fuglene synger. Der er masser af små veje på kryds og tværs i den store palmelund og set med vores øjne masser af plads til at slå et lille telt op.

Vi møder en mand på en knallert og spørger ham på vores gebrokne fransk-spansk-engelsk, om det er ok, at vi slår teltet op i plantagen. Manden smiler og svarer os på arabisk. Vi forstår dog, at han inviterer os med hjem. Vi følger efter Bni gennem plantagen, længere og længere gennem krogede veje og ud på den anden side, hvor der er en lille by. Det bliver mere og mere mørkt, og vi drejer ned i en lille gyde. Her åbner Bni døren til et traditionelt adobe hus bygget i lersten og træ. Gennem døren ser vi Bnis søde familien kigge nysgerrigt ud til os. Hustru, seks børn, bedstemødre, bror og søster.

Vi bliver budt hjerteligt indenfor i et stort rum og bliver placeret på gulvet med puder og tæpper. Der går ikke længe inden de to mindste børn kravler rundt på os og vil lege. Der bliver lavet te, og Bnis hustru kommer med lækkert hjemmebagt brød, olivenolie, æg og de bedste dadler. Vi sidder sammen med Bni og drikker te, mens resten af familien sidder lidt væk. Da vi er færdige, spiser resten af familien. Det føles for os helt forkert, men stemningen er god, og for familien er det helt normalt. De to store piger lærer fransk i skolen og hiver bøgerne frem. Vi lærer at tælle til 10 på fransk, og de lærer at tælle til 10 på engelsk. De er super søde, vil gerne snakke og lære engelske ord.

Efter lidt tid bliver der fundet traditionelle klædedragter frem til os, som vi skal prøve. Marie prøver en lang hvid nederdel med flot broderi, tørklæde og hovedbeklædning med et flot smykke, som er Bnis mors. Kenneth i en lang underkjole og dragt udenpå i hvid med guldstriber og en flot hvid og blå hat, som er lidt for lille.

Det har været en lang dag, og cyklisterne begynder at se lidt matte ud i øjnene. Pigerne signalerer noget med mad, som vi ikke helt forstår. Vi peger på maven og signalerer, at vi er mætte. Det godtages ikke. Kort tid efter bliver der båret et stort fad ind med ris, en lækker sauce og et stykke kylling på toppen. Igen spiser Bni og vi først, mens resten af familien venter. Vi har nu luret, at jo mindre vi spiser, jo mere er der til resten af familien. Så vi prøver at finde balancen af, at vi spiser nok til at vise, at vi virkelig godt kan lide maden (som smager helt fantastisk), og at der er mad til resten af familien. Der er en kvart kylling til deling mellem 8 voksne og 6 børn.

Vi bliver ført ovenpå, hvor vi får søsterens værelse at sove i. Det er malet lyserød, med lyserøde gardiner og smukke tæpper på gulvet. I en stor skopose på den grønne dekorerede dør hænger sirligt ordnet de flotteste sko. Vi siger, at det er alt for meget, men det vil de ikke høre tale om. Så vi lægger os til at sove i en blød seng og er meget taknemmelige over den gæstfrihed, familien viser.

Næste morgen er huset stadig stille, da vi står op. På nær Bnis hustru, som allerede er i gang i udekøkkenet. Der er er et gaskomfur, men morgensuppen laves over bål.

Bnis hustru er simpelthen så sød og skøn. Hun har glimt i øjet, og vi er ikke i tvivl om, at hun både har ben i næsen og er en hjørnesten i familien. Da vi tager afsked, forærer hun Marie et tørklæde, som hun selv har lavet. Det er et flot traditionelt sort tørklæde med farvede broderede cirkler. Bnis hustru fortæller, hvordan hun laver og sælger tørklæderne. Samtidigt med at hun holder hus og passer seks børn.

Det er svært at tage afsked. Familien har gjort et kæmpe indtryk på os, og vi er taknemmelige for at få lov til at være en del af deres familie og hverdag for en stund. En familie, som fungerer på en helt anden måde end det, vi kender. Der var gensidig nysgerrighed. De ville gerne lære om os, og vi om dem.

Forladt oase og forsvundne stier

Det kan godt være at Erg Chigaga ørkenen på papiret er den hårdeste del på ruten, men dagene efter skulle vise sig at være en ny spændende udfordring.

Den første dag cykler vi gennem en flot sandslette og ser ikke andre end dromedarer og en enkelt jeep, der også er taget på tur i den flotte dal.

Næste dag forsvinder stien pludselig, der i forvejen var lille. Vi står lidt og kigger på kortet og på ruten. Kenneth er jo heldigvis den fødte sporhund, så vi følger retningen, hvor stien bør være, selvom den er svær at se. Ind imellem ligger der kamelafføring, som indikerer, at vi er på rette vej.

Vi når en forladt oase. Der er visne palmer og tomme huse. Her forsvinder den sparsomme sti igen, og vi må gå frem og tilbage. Vi skubber cyklerne igennem stenene og cykler så meget, vi kan. Vi er glade for, at vi begge har cyklet mountainbike. Sådan fortsætter det med udsigt til en stor dal, inden vi finder stedet at krydse passet. Da vi cykler ud på vejen, ser vi et skilt med ‘militært område – ingen adgang’.

Vi møder militæret igen lidt senere på ruten. Vi har cyklet over et højt, stejlt pas på en lille vej og efter en kort nedkørsel på den anden side, fortsætter vi på et meget lille spor. Hovedvejen går lidt længere nede af bjerget, og der ser vi en pickup truck med tre millitærmænd i nydelige uniformer. De kører lidt frem og tilbage, og det er helt tydeligt, at de venter på os. De smiler varmt og siger ‘Bonjour’. Kenneth får en telefon i hånden med en mand, der taler engelsk. De vil ikke have cyklister til at cykle rundt i bjergene om natten. Vi prøver at forklare, at vi har helt styr på genvejen til byen Tiznit, og at vi har telt med. Vi bliver hurtigt klar over, at det ikke nytter noget, og at vi må følge efter bilen til deres militærkompleks. De er meget venlige, og det er et fint sted. Vi får en helt afdeling for os selv med borde, stole og wc.

Efter en god nats søvn får vi næste morgen endnu engang forklaret asfaltvejen til byen Tiznit. Vi nikker, kører afsted og drejer selvfølgelig igen ind på den lille gedesti, som udgør genvejen. Vi når en fortryllende dal i morgenlyset. Først en stejl nedkørsel ad skarpe hårnålesving med udsigt til små samlinger af huse på skråningerne ned til floden. Op på den anden side går det op af en super stejl zigzag opkørsel med flere store løse sten. Vi ender med at gå det meste af opkørslen, men det gør ikke så meget, for der er så meget at se på, og det er meget sjovere end at fræse på en landevej.

Efter at have besøgt den hellige kilde, hvor ruten starter / slutter i byen Tiznit, fortsætter vi til Atlanterhavet. Det er over en måned siden, vi sidst har set havet. Hårene rejser sig på armene, da vi får øje på det azurblå enorme hav efter at have passeret en bakketop.

Eventyrlige syd-øst Marokko

I det nordlige Marokko, kom vi lidt skævt fra start, men oplevelserne i syd-østlige Marokko er lige det, vi håbede på at finde i landet. Vi har cyklet i Nordafrikas højeste bjergkæde, Høje Atlas, der rejser sig mellem kysten mod vest og den rå ørken mod øst. Gennem kløfter og daddelplantager til ørkenen og tilbage igen over bjergkæden, Anti Atlas. Hjertelige møder med lokale, ældgamle traditioner og flotte gamle kasbaer. Vi fik lov til at synke ind i hverdagslivet i de små ørkenbyer, handle lokale råvarer på de mange markeder, spise lækker mad fra gadekøkkenet og beundre, hvordan gammelt håndværk vedligeholdes. Vi er meget taknemmelige over at blive inviteret på myntete, hjemmebagt brød og cykle derfra med hjemmedyrkede dadler. Og bedst af alt at få lov til at være en del af en families hverdag. Det sydlige Marokko har vundet vores hjerter, og selvom dette skriv er langt, er det kun en lille del af alle de minder, vi tager med herfra.

Bikepackingruten: Route of Caravans

Hvis du er interesseret i mere info om ruten, kan du finde den på Bikepacking.com – https://bikepacking.com/routes/morocco-traverse-south/. Du er også altid meget velkommen til at skrive til os for mere info.