Hvad føler man egentlig inde i kroppen, når man efter et år og mere end 30.000km på cykel når sit mål?

Det er et godt spørgsmål, som vi endda fik lejlighed til at øve os på. 

Da vi ankom på Kap Agulhas, Afrikas sydligste punkt, i strålende solskin og vind i håret, var smilene store og humøret højt. Men selvom Kap Agulhas markerede præstationen at cykle fra Europas nordligste punkt, til Afrikas sydligste, så var det ikke det endelige mål for vores tur. Det rigtige mål har et meget bedre og mere mundret navn, nemlig Kap Det Gode Håb! Derfor var Agulhas en generalprøve for os og vores følelser omkring at afslutte eventyret. 

Generalprøven

Kap Agulhas er et meget råt og smukt sted. Det er punktet, hvor Det Indiske Ocean møder Atlanterhavet. Rå klipper danner kystlinien mellem de fine fynbos planter og det azurblå hav. En gangbro i træ leder hen til det lille monument, hvor vi kunne stille cyklerne og kravle op for at posere til et flot foto, taget af den nærmeste turist med et stort kamera. 

Og hvad følte vi så? Hvad rørte sig i kroppen og sindet? Hvilke ord stod i kø, for at udtrykke bedriften? 

Svaret er ærligt talt, at det var svært at føle noget som helst. En tomhed herskede på den plads, som skulle være fyldt med floromvundne ord. Vi satte os på en bænk og skrællede en gulerod, mens vi kiggede ud over havet. 

Fra Agulhas lå de sidste 500km vest for os, til vores endelige mål. Vi må bruge de sidste dage på cyklen, til at reflektere, så vi er bedre rustet til et følelsesudbrud på Kap Det Gode Håb!

Tillid til verden. Men ikke blind tillid

Vi taler altid med lokale om vores rute. Dels for at få gode input til spændende steder, men også for at checke, om sikkerheden er ok. 

Og her, blot et par hundrede kilometer inden målstregen, er det første gang vi støder på en sikkerhedsmæssig forhindring. Cape Flats. 

Samtlige sydafrikanere, vi har talt med, fortæller os, at vi ikke må cykle gennem dette område, som reelt set er eet stort township, med ca 1,5mill indbyggere, eller godt en trediedel af Capetowns samlede indbyggertal. 

Hele Cape Flats er opdelt i forskellige kvarterer. Det største er Khayelitsha med næsten 400.000 beboere. 

Kvartererne er opdelte mellem sorte og farvede afrikanere. Egentlig synes vi, at det hele minder meget om de byer, som vi har set tusindvis af i hele Vestafrika. Men vi hører igen og igen at kriminaliteten i Cape Flats er enorm. Og ude af kontrol. Der bliver dagligt begået mord. Bander rivaliserer. Afpresning og røveri er storindustri. Det er et hårdt liv for de fleste, som bor her, uanset om man har job eller ej. 

Selvom vi mest har lyst til at insistere på det gode i mennesker, og ikke lade os kue, så tager vi selvfølgelig den eneste fornuftige løsning, at cykle en stor bue udenom. Vi ved, at der bor flere gode almindelige mennesker med fredelige intentioner, end der bor kriminelle i Cape Flats. Men hyppigheden og graden af volden gør det til et dumt projekt, at ville bevise det gode i folk. 

Ankomst i Capetown

Beslutningen betyder et par dages omvej, nord om Capetown, hvor vi kan cykle ind ad en mindre farlig vej. Det ikoniske bjerg Table Mountain, byens vartegn, tårner sig op i horisonten, med sin helt flade top. Igen mærker vi i hele kroppen hvordan afslutningen af turen er nær.

Omvejen fører os lige forbi vores gode venner, Mikkel og Janines hus, hvor vi skal bo de sidste dage, inden vi skal hjem. Så selvfølgelig tager vi en pause ved poolen hos dem, mens vi forbereder den sidste strækning. 

Mikkel arbejder med indsatser i slumområder i Afrika. Janine med bæredygtig handel. Vi kunne ikke drømme om en bedre afslutning på vores tur, end at være sammen med rigtig gode venner. Og endda venner som har lige så passionerede tanker om Afrika som os selv. Og en kæmpe viden. Vi har mange gode snakke, hvor vi prøver at forstå mere af dette fantastiske kontinent. Samtidig har vi gyldne øjeblikke med Tessa, Felix og Mila. Mikkel og Janines tre børn som hver især er de sejeste, sødeste, sjoveste guldklumper.

Ubuntu

Pludselig er enden nær. Det begynder at krible i kroppen. Vi vil ikke hjem. Vi savner allerede eventyret, selvom det bestemt ikke er slut endnu. Men Capetown er en moderne storby med alt, hvad hjertet kan begære, og vi finder os selv siddende på caféer i nyindkøbt tøj, mens vi sipper cappuccino. Men vi savner vildskaben fra Vestafrika. Vi prøver at lukke øjnene og se gadebilleder fra Congo for vores indre blikke. Børn ved pumpen i landsbyerne. Gryder over åben ild. Smadrede biler som humper sig over bulede jordveje, stopfyldte med mennesker. Men allermest så savner vi nærværet. Hvis der er een ting vi har lært i Afrika, så er det fællesskabets kæmpe styrke. Det er en forståelse, som langsomt sniger sig ind i kroppen, når man er lang tid i Afrika, og overgiver sig. Følelsen af aldrig at være alene, tvinger een til at slippe egoet og istedet tage fællesskabet på sig. Det er smukt, når man først forstår det. At gøre alting for alles bedste, frem for sin egen vindings skyld. At dele alt. At respektere og hjælpe hinanden. I Sydafrika kalder de det Ubuntu. Det er et godt ord, som vi vil huske på. 

Et menneske er kun et menneske, i kraft af andre mennesker. 

Begrænset bevægelsesfrihed

Fra poolen i Mikkel og Janines have kan vi se skyerne drive ud over klippesiden på Table Mountain, som et stort vandfald i vat. Tessa, Mikkel og Janines yngste, kalder det et “Cloudfall”. Hun taler flydende engelsk efter de har boet her i et år. Alle tre børn adapterer lynhurtigt til den nye virkelighed i Afrika. Men som Mikkel og Janine siger, så lever familien i en boble her. Ligesom alle hvide i Capetown.

Under apartheid byggede de hvide i Sydafrika et psykisk fængsel til sig selv. De ville have magten og pengene og den eneste måde de kunne finde ud af, at gøre det på, var ved at undertrykke de sorte og farvede på den grimmeste måde. Siden har de hvide levet i frygt for deres landsmænd. Vi forstår stadig ikke, hvorfor de hvide ikke undskylder een gang for alle, for de frygtelige ting deres forfædre gjorde, så man kan viske tavlen ren. Istedet burer de sig inde bag pigtråd og vagtværn, for at beskytte den rigdom, de har bygget på apartheid. Men vi kan godt forstå, de er bange. 80% af befolkningen er sort eller farvet. Kun 16% er hvide. 

For Mikkel, Janine og børnene betyder det at børnene skal køres i bil til alt. I skole, til gymnastik, til Ukulele, til legeaftaler. Ingen hvide går eller cykler ret langt i Capetown. Det betyder, at når man får sin første kæreste, er der ingen chance for at holde det hemmeligt for forældrene!

Vi går og cykler selv lidt rundt. Et par gange kan vi mærke, at vi nærmer os kanten af de områder, vi ikke kan bevæge os frit i. En ung mand med bandetatovering i ansigtet, vil tale med os. Han er ude på prøveløsladelse, så han vil ikke lave ballade, men forsøger med blød afpresning: 

“Du er sikkert bange for at tage din pung op af lommen, så jeg kan se hvor mange sedler du har i den”. 

Vi ryster ham af efter noget tid. Det er ikke vores første dag i Afrika, så vi kan begå os. Men vi kan også mærke, hvorfor vi skal holde os til de sikre områder. Hvorfor man ikke bare cykler rundt som det passer een. 

Skoleudflugt til Cape Flats

En af Mikkels gode venner er skoleinspektør på en skole på Cape Flats. Han spørger, om vi vil komme ud på skolen og fortælle eleverne om vores rejse gennem Afrika. Det vil vi selvfølgelig gerne. Hvis vi kan være med til at give håb og drømme til børn i et hårdt område, vil det være fantastisk. 

Ox henter os og fortæller på vejen ud til skolen, at han normalt ringer til portvagten i forvejen, så de kan holde porten åben, når han kommer. Det er for farligt at holde udenfor og vente. Da vi ankommer, er vi et par timer senere på den end han plejer. Derfor er vi ude af myldretrafikken. Ox peger på glasskår på vejen og siger: 

“Det er fra imorges”. 

Når folk holder stille ved de røde lyskryds om morgenen, kommer unge kriminelle og smadrer bilruderne, for at stjæle penge og telefoner. Hvis man ikke er hurtig til at give sine værdigenstande fra sig, risikerer man at blive skudt. 

Inden for porten er skolen som et lille stykke paradis, midt i det hårde slumområde. Her er rent og pænt, og alle smiler og griner. Både børn og voksne. Det er helt tydeligt et sikkert sted, hvor man kan slippe sine bekymringer. 

Børnene er vildt søde, og vi får hver 3 børn, som vi skal lave læsegruppe med. Vi får en bog, sætter os i rundkreds og læser højt sammen. Derefter er vi med til danseundervisning og får highfives af børnene, når vi tør kaste os ud i fede moves. Det er dog ingenting imod, hvad børnene selv kan. Hver og een af dem kunne vinde et talentshow i Danmark uden problemer. 

Før vi skal holde vores foredrag, samles hele skolen i kirken. Det er et fredagssamlingspunkt, og der bliver sunget højt og smukt. Alle klapper og danser. Sangene er som regel kun eet vers, som gentages igen og igen på gospelmaner. Det er en stor kropslig oplevelse, og vi bliver begge helt revet med af den intense stemning. Det bliver aldrig det samme at besøge en dansk gudstjeneste igen. 

I et klasselokale har ca 40 elever og skolens lærere fundet sig tilrette, da vi tænder projektoren og viser billeder fra rejsen. Ox har forberedt os godt:

“Bare lav en god start, så skal der nok komme masser af spørgsmål”. 

Og ganske rigtigt, så er vi under konstant beskydning med gode, sjove, observante spørgsmål i en lille time. Vi prøver at fokusere på tilliden mellem mennesker og håber, at vi måske plantede en lille spire i ungdommen. Tænk hvis de her børn, istedet for kriminalitet, kunne få et job og leve et trygt og fredeligt liv. 

På vej ud af porten fortæller Ox henkastet, at en mand blev skudt ude på vejen, mens vi var inde på skolen. Vi tror ikke vores egne ører. Mente han idag? Eller igår? Eller i sidste uge? Eller var det rent faktisk nu, mens vi var inde på skolen?

Faktum er, at ca to mennesker bliver skudt om dagen, i Cape Flats. Vi kigger på de små huse og blikskure, gennem de oprullede bilruder, på vej tilbage til Capetowns centrum. 

Spændende besøg på den sidste bid af turen

Efter et par dage hos Mikkel og Janine træder vi cyklerne an til den sidste triumftur, mod Kap Det Gode Håb. 

På vejen skal vi besøge spændende mennesker, som vi længe har glædet os til at møde. 

Jørn Stjerneklar er gift med Helle Maj. De bor i Hout Bay. En lille by på vejen mod Kap Det Gode Håb. Vi har skrevet til dem og introduceret os selv og Helle og Jørn har inviteret os på frokost. 

Jørn har skrevet en fantastisk bog: “Hjertet glemmer ikke hvad øjet har set”. En barsk og kærlig beretning om Afrika. Jørn har boet og arbejdet i Afrika i 40år som fotojournalist. Han har været i mange af konfliktområderne, mens de stod i lys lue. Men det har ikke slukket hans kærlighed til Afrika, til dets folk. Han skriver blændende om det hele i sin bog. Og om kærligheden til Helle. 

Da vi læste bogen, som udkom lige inden vi forlod Danmark, vidste vi allerede, at vi ville prøve at kontakte dem. 

Vi havde en flaske vin med og snakken gik lystigt og ubesværet hen over hjemmebagt dansk rugbrød og god ost. 

Helle Maj har også skrevet en bog, som vi glæder os til at læse: “Den sorte enke”. Om drabet på en dansker i Sydafrika.

I det hele taget har de to næse for gode historier i Afrika, og det er en kæmpe anbefaling herfra, at læse deres bøger. 

Vi tog fra Helle og Jørn meget sent på eftermiddagen, berusede og boblende, ikke blot af vinen, men i høj grad af alle de fantastiske historier de fortalte fra et liv i Afrika. 

Senere samme aften ankom vi hos Søren Bendixen og hans kone Jannie. Søren er Afrikakorrespondent for DR. 

Allerede inden vi trådte ind ad døren, stod også her en flaske vin klar på bordet. Og de interessante snakke fortsatte til langt langt ud på de sene timer. Søren havde helt andre og virkelig interessante perspektiver på Afrika. 

Dagen efter tog vi med hele familien til stranden, hvor der var konkurrence i livredning. En sport vi ikke anede eksisterer. En stor flok helt unge drenge og piger, med helt hakkede overkroppe, konkurrerede i løb, svømning, padling på board osv. Det er den eneste sport, vi nogensinde har hørt om, som rent faktisk har et godt formål. For at konkurrere skal man nemlig udfylde sin pligt med et antal timers livredning om måneden. Sport med samfundsmæssig bidrag i et land, som har brug for livreddere i deres kolde hajfyldte farvand. Og nåjo – sælerne i området har vistnok fået rabies, så man skal passe ekstra godt på, når man bader. 

Den længe ventede afslutning

To hurtige timer på cyklen i morgenlyset, bragte os de sidste kilometer ned til endestationen. Nu! Endeligt! Kunne vi se Kap Det Gode Håbs klippeformation træde frem, på Atlanterhavets azurblå baggrund. Det er et fantastisk smukt syn. Stadig helt uvirkeligt. Men hele kroppen overvældedes af fryd ved synet. 

Vi kørte cyklerne hen til det legendariske skilt, parkerede op ad det og kravlede op på skiltet, så vi kunne tage det symbolske foto på, at en lang rejse har nået sin afslutning. 

Glæden boblede i os begge og selvom der nærmest udviklede sig slåskamp og dårlig stemning i den lange kø af turister, til at få taget billede ved skiltet, kunne intet tage stoltheden i øjeblikket fra os. 

Vi vidste, der ikke ville være konfetti eller fanfare. Men der var masser af nysgerrige turister, som bad os fortælle vores historie og som lykønskede os med bedriften. Det gav lidt gåsehud at fortælle historier og et dejligt perspektiv på, hvad vi netop har præsteret. 

Et romantisk twist

Efter noget tid stillede vi cyklerne fra os. Vi gik lidt op på klippevæggen og fandt et fremspring at sidde på, væk fra menneskemængden. 

Mens vi lænede os ind til hinanden, talte vi om hvordan turen har påvirket os. Hvordan den sidste tid har bragt os tæt sammen. Der har selvfølgelig været hårde tider undervejs, men vi har formået at løse konflikterne sammen og vise hinanden at vores kærlighed er større. 

Med Kap Det Gode Håb som vidne, gik Kenneth på knæ og spurgte Marie om hun ville giftes. 

Det blev et Ja!

Og sådan sluttede eet eventyr, mens et andet nu kan begynde. 

Vi er tilbage i Capetown, hvor vi fejrer hver dag. Vi fejrer, at vi har cyklet 30.641km fra Nordkap til Kap Det Gode Håb. Vi fejrer at vi er sammen. Og vi fejrer, at vi skal giftes. 

Snart er vi hjemme igen

Hverdagen er begyndt at melde sig, så mens vi  går på opdagelse i Capetown, svarer vi på beskeder hjemmefra. Jobtilbud melder sig. Vi arbejder på et nyt foredrag, som allerede tager form. Artikler og interviews tilbydes og aftales. Vi pakker vores cykler ned. Og vi nyder den sidste tid med vores gode venner Mikkel og Janine. Imens bearbejder vi, hvad vi har oplevet, og hvad vi har lært af at cykle fra Kap til Kap.