Arctic Circle Winter Race

Arctic Circle Winter Race

I virkeligheden kunne min deltagelse i løbet ikke starte dårligere. Løbet blev nemlig aflyst, allerede inden jeg forlod Danmark. Arrangøren, som er det man med et glimt i øjet, kalder en karakter, kunne ikke få projektet til at hænge sammen mere. Kort før afgang aflyste han dermed hele balladen. Og her stod vi så med flybilletter og pakket udstyr. Hvad gør man så.

Jeg fandt en facebookgruppe med nogle af de andre deltagere, som ville tage afsted alligevel, og blot køre ruten 100% unsupported. Præcis samme tanke jeg selv havde. 

Jeg ankom i Rovaniemi og blev hentet af Alex, den allerede tidligere arrangør, som var en rigtig god fyr. Han inviterede alle der var kommet til byen, til at mødes på en bar om aftenen, for at socialisere, og tale ruten igennem. På den måde mødte jeg de 3 andre fatbikere, hvoraf kun Martin fra Schweiz, kunne tale engelsk. Men det var en hyggelig aften og de 4 fatbikere vi var, aftalte at mødes næste morgen og køre afsted sammen i gruppe.

Det var fedt endelig at komme afsted på cyklen, med knasende sne under dækkene. Og snart kørte vi ud på den frosne flod, mod syd. 

Humøret var højt og terrænet vekslede mellem dyb sne i rensdyrspor, til frosne søer med hård overflade.

Hen på eftermiddagen var halvdelen af holdet godt trætte og der blev snak om en hytte som lå tæt på sporet. Det endte med at Martin og jeg kørte videre, mens de to andre kørte til hytten.

Ud på aftenen fik vi det smukkeste lys man kan forestille sig. En lav sol som uendeligt langsomt bevægede sig nedad, mens den gjorde træernes silhuetter flottere og flottere.

Da natten var ved at falde på, fandt vi en lille åben plads ved siden af sporet. Her lavede vi camp. Vi stampede sneen ud, så den passede med liggeunderlagets størrelse, og lavede et lille “kammer” til støvler og taske. 

Mens den stampede sne skulle sætte sig til et hårdt underlag, lavede vi mad over vores blus. Og snakken gik om andre cykeleventyr. 

Ved sengetid hoppede vi i vores tykke vintersoveposer. Jeg havde dynejakke på indenunder, samt inderstøvlerne af filt. Det var et fint valg, for det blev minus 32grader om natten, hvor vi lå under åben himmel i den finske ødemark. Kæmpe oplevelse.

Næste dag kom vi godt afsted igen og landskabet var stadig smukt med flere store søer vi skulle krydse. Bl.a. den sø som Alex havde omtalt som “Motherfuckersøen” fordi den ofte havde “overflow”, så man evt skulle trække udenom, hvilket er en kæmpe udfordring i blød sne uden stier. “Overflow” kan opstå hvor vandet i søen trækker op gennem isen, og danner en sø, ovenpå isen. Udover at man får et kæmpe chock, hvis man går igennem det tynde lag is, ned til overflowet, så får man selvsagt våde fødder, hvilket lynhurtigt kan udvikle sig til et ret alvorligt problem i den bundfrosne ødemark. Heldigvis så søen helt stabil ud, med friske scooterspor vi kunne følge, og ingen mørke pletter, som er tegn på vand under et tyndt lag is. 

I løbet af eftermiddagen udviklede jeg mere og mere ondt på siden af mit højre knæ. Det havde været under opsejling siden igår. Martin var sød at give mig nogle piller af den slags som burde kurere alt. Men lige lidt hjalp det.

Ruten er lavet sådan at den består af to loops, som sommerfuglevinger. Dvs den kommer tilbage til Rovaniemi halvvejs. Og sidst på dag 2 kunne jeg godt mærke at jeg var nødt til at afbryde turen. Det var helt utroligt smertefuldt at pedalere. Og jeg vidste terrænet på det næste loop var endnu mere heftigt. Så jeg måtte bide stoltheden i mig og køre ind til byen og overnatte, istedet for at fortsætte med Martin. 

Dagen efter tog jeg en hviledag, mens jeg planlagde at ville køre Martin i møde, dagen efter. 

Så på fjerdedagen sadlede jeg op igen, og begav mig modsat ud på ruten, i vished om at jeg så ville møde Martin på et tidspunkt. 

Efter ca 10km kunne jeg dog igen begynde at mærke knæet gøre ondt. Jeg lagde en ny plan. Jeg udså mig et shelter, som lå på ruten, hvor jeg kunne vente på Martin.

Det var et fedt sted og det bedste var at nogle forskellige lokale finner kom forbi og hang ud. Det var ret hyggeligt. Den ene, en lokal fisker, grillede pølser og delte med mig. 

Stedet var så magisk at jeg besluttede at sove der om natten. Martin kom forbi først på aftenen, og hang ud en kort stund, inden han fortsatte den sidste strækning ind til byen. 

Jeg sov fantastisk endnu en nat ude i den kolde nat. Næste morgen trillede jeg roligt tilbage til Rovaniemi. 

Selvom løbet blev aflyst, knæet lavede ballade og det i det hele taget ikke blev som forventet, så havde jeg alligevel nogle super gode oplevelser deroppe ved polarcirklen.