Nej !

Jo !!

nej !!!

jo !!!!

nej !!!!!

jo !!!!!!

-Stålsatte sortrandede øjne og sure miner fra begge sider. 
Cirka sådan udspillede kommunikationen sig mellem 2 granvoksne mænd og en kvinde, på en busstation i en lillebitte peruviansk landsby, kl 5 om morgenen. 
Vi havde købt billet til natbussen fra Cusco til Ayacucho, så vi kunne komme til starten af et af de bikepackingspor, vi havde glædet os allermest til. 

Allerede for et år siden, hjemme i den bløde sofa i København, havde vi fundet denne perle af et smukt spor, The Peru Divide Trail, som førte den arbejdsomme rytter gennem noget af det mest afsidesliggende, og smukkeste landskab i Peru. Og ikke mindst, over nogle af de højeste pas i de mægtige Andesbjerge. Masser af klatring, og masser af heftige nedkørsler ventede på os.
Men nu var vi blevet smidt af den natbus, som vi troede skulle køre os hele vejen. De andre, lokale, passagerer i natbussen, sad allerede godt til rette og halvsov i den anden autobus, som skulle køre os det sidste stykke. 

Men de to morgenblege danskere, som ikke lige havde fattet hvad der foregik, stod altså nu og diskuterede med chaufføren, som befandt sig på taget af den lille autobus. Han nægtede at skulle transportere to store cykler oven på det kæmpe læs af pakkenelikker, som allerede havde fundet vej op på taget af det lille køretøj. 

Vi stod nede på jorden og knugede vores elskede cykler, så knoerne var helt hvide, samtidig med at vi på gebrokkent spansk blev ved med at insistere på, at han skulle tage os, og cyklerne med.

Ret beset var det nok at stramme den, at smide de to cykler på taget, men kl 5 om morgenen i en tom by, med udsigt til… ingenting… var vi ret overbevisende omkring at de to cykler nærmest ingenting vejede eller fyldte. 

Hele miseren endte med lidt opbakning fra billetkontrolløren fra natbussen, som måtte give os ret i at vi havde billetter, og derfor skulle med. Så cyklerne blev smidt op på taget, bundet fast med lidt reb, og vi blev klemt ind mellem de halvsovende peruvianere i den lille bus. Vi krydsede fingrene for at cyklerne ville blive på taget, og drønede ud i morgenlyset, som tittede frem mellem bjergene. 

På dette lidt skæve ben, startede den ellers helt igennem fantastiske tur vi havde igennem 8 dage, hen over højderyggen af Andesbjergene. Også kaldet Peru Divide. 

Peru Divide Trailet er 350km og 8700 højdemeter. Det er der mange bikepackere der går op i. Der skal nogle højdemeter til. Vi går egentlig mest op i om trailet er smukt og sjovt at køre. Og vi skulle få i rigelige mængder af begge. Det skulle vise sig at blive det smukkeste cykling, vi har kørt i Peru…

Fra Ayacucho skulle vi med endnu en bus, for at komme til Huancavelica, hvorfra sporet startede. Denne gang gik det uden drama. 

I Huancavelica oplevede vi pludselig et helt andet Peru. Vi havde haft et par dårlige oplevelser tidligere, og selvom vi også havde mødt mange søde mennesker, så var Peru endnu ikke krøbet helt ind under huden på os. Men her i Huancavelica oplevede vi nu en oprigtighed og en venlighed som varmede. Og man kunne se at det var en by hvor folk gjorde sig umage og var stolte. Her var rigtig fint. Træerne var klippet i små figurer og der var masser af flot anlagte fortove. Ikke som derhjemme hvor man tænker at de grå sten ligger flot på en lige linie, men sådan at man har lagt flotte klinker i smukke mønstre. Rigtigt håndværk, som har krævet tid og æstetisk sans. 

Også i Huancavelica mødte vi lærerne, som strejker for bedre vilkår. Denne gang stod vi på byens plaza, da en demonstration kom rundt om hjørnet. Det tog kun et lille øjeblik inden nogen havde fået den gode ide at hælde benzin på et par bildæk og stikke ild til dem, hvilket fik de tilstedeværende kampklædte betjente til at storme tværs over pladsen. Vi oplevede ikke enden på den eskalering, da vi valgte at fordufte og lade lærerne om selv at klare deres problemer. 
Således allerede opfyldt af finurlige oplevelser, og med et åbent sind, begav vi os ud af byen, ud i bjergene, ud på The Peru Divide Trail. 
Vores tro tilskuere de næste mange dage, skulle hurtigt vise sig at blive Alpaccaerne. Lamaens fætter. Et forvokset får med en lang hals, om man vil. Et uldent dyr som er lige dele nysgerrig, lige dele bange. Måske blot forvirret. Som regel står de helt roligt i vejkanten, eller på vejen og kigger efter os, når vi kommer cyklende. Lige indtil vi er helt tæt på. Så kommer de i tanke om, at vi måske kunne være farlige og så tager pokker ved dem og de panikløber i een eller anden tilfældig retning. Helst op ad den stejleste klippevæg de kan finde. Men selvom de er lidt skøre, så er det svært ikke at holde af dem. 

Selvom vi hurtigt forlader civilisationen, og føler os langt væk fra alt og alle og langt ude på landet, så finder vi ud af, at vi aldrig er alene. Der bor altid en eller anden i et lille bitte hus ude midt i ingenting. På en skrænt. Ovenpå en klippeblok. Et eller andet vildt sted. Og dyrene som vi ser rundt omkring ejes jo altid af nogen, så efterhånden bliver det en sport, når man får øje på en flok dyr, om man kan spotte den, som passer på dem. Det er ikke altid nemt. Men man skal som regel lede efter en stor, flot farverig kjole, gemt i skyggen bag en stor sten. 

Af og til passerer vi også huse tæt ved vejen. Og sådan et sted, hist hvor vejen slog en bugt, kaldte en ældre dame på os, da vi cyklede forbi. Vi vendte om og snakkede lidt med hende. Hun fortalte, at hun havde ondt i brystet, og spurgte om vi havde noget medicin, hun kunne få. Det måtte vi beklage. Hun spurgte dernæst, om vi ikke kunne tage medicin med tilbage til hende, fra den næste by ( Som velsagtens lå 7-8 dage væk ). Vi prøvede at forklare, så godt vi kunne, på gebrokkent spansk, at vi ikke ville komme tilbage. At vi var på en lang tur, til Alaska. Men det var som om hun aldrig helt forstod den lange tur, og ikke kunne forholde sig til at skulle længere væk, end blot nærområdet. Men vi fik dog forklaret, at vi ikke kom tilbage. 
Hun boede, ligesom de fleste andre i området, i et lille hus, bygget af blokke af tørret lerjord, fyldt med halm. Taget er af strå, eller bølgeblik. Døren af træ, eller blik. Og der er ingen vinduer. Den slags huse ser vi mange af. De er smukke. Og de er helt sikkert bæredygtige. De koster ikke meget andet at bygge, end den tid man skal bruge på det. I disse tider hvor arkitekterne arbejder mere og mere med bæredygtighed og indeklima, er der noget virkelig smukt over at se disse helt traditionelle huse. 

Men selvom det er nemt at romantisere livet på landet, det enkle liv, så viste damen os jo meget tydeligt den bagside, det har. Hun har ikke adgang til medicin, eller læge, uden at skulle rejse i flere dage. Der er mange af de fornødenheder, vi tager for givet, som er en fjern luksus for mange andre i denne verden. 

Og det fik vi også selv at føle, da vi endnu en gang fik ondt i maven. Som langturscyklist er der to meget yndede samtaleemner, som hænger sammen i hver sin ende, som man siger. Det ene emne er mad. Det andet er, hvordan det kommer ud igen. Fordi, som Tim vores cykelven siger, man er aldrig hundrede procent rask. 

Og denne gang, da vi befandt os en trediedel inde i ruten, langt væk fra nærmeste læge, fik vi Banana Pancake. Og nej – det er ikke en lækker dessert, jeg taler om. Det er hvordan, det kommer ud igen. Banana Pancake var en betegnelse Morgane (fransk cykelven) opfandt, da hun var ved at blive træt af at høre om gul slimet afføring. 

Nå – men ingen tvivl om, at vi havde raget et eller andet til os. Og det kunne også mærkes på kræfterne i et par dage. Vi havde forskellige muligheder for at skære turen af, og køre ned til en læge, som vi diskuterede gennem de næste par dage. 

I mellemtiden forcerede vi et par høje pas mere. Dem over 4000m begyndte vi at tage billeder af på toppen. Det blev til en del. Over hele ruten på 350km, kørte vi 8 pas over 4000m. Og ialt kørte vi 8700 højdemeter. 

Men det var hele tiden det smukke landskab, som imponerede os mest. De farver bjergene har her er ubeskrivelige. En bjergsø, hvor en sneklædt bjergtop spejler sig. De store marsklandskaber. Måden hvorpå grusvejen skærer sig igennem landskabet og danner en smuk kurvet linie, nærmest som en signatur. Og ikke mindst, da vi tog en alternativ rute, for at undgå en mine, kørte vi langs med et bolsjestribet lyserødt bjerg. 

Ufattelige syn som vi håber aldrig vil løsne sig fra vores nethinder. 

En aften da vi ankom til en lille by, blev vi taget ekstra godt imod. Købmanden, som havde en lille forretning i udkanten af byen, hvor vi stoppede for at orientere os, kom os løbende i møde. Det var meget overvældende. Han var en virkelig snakkesaglig fyr med et stort hjerte. I løbet af 5 minutter havde vi parkeret cyklerne i hans have, sat teltet op, og vi sad nu på en stol inde i forretningen. Han havde ringet til sin søster, som havde en restaurant i byen, og bedt hende lave mad klar til os. Og imens vi spiste mandariner og ventede på at maden blev klar, fortalte han om sin familie. Han fortalte hvordan “Den lysende sti” igennem 80’erne havde hærget og spredt frygt i området. Og han fortalte hvordan hans egen far var blev dræbt på byens torv, af terroristerne. Det var en meget rørende fortælling. Og svært helt at forholde sig til, som vi sad der. Det er ikke mange år siden, men ud over hans historie, så virker landet så uberørt af det. Måske fordi vi trods alt kun kradser lidt i overfladen, som de cyklister på gennemrejse vi nu engang er. 

Vi gik ud i byen og fandt hans søsters restaurant og fik lidt traditionel mad. Suppe med spaghetti til forret. Ris og kartofler til hovedret. 

De næste par dage gik ruten næsten 2000 højdemeter ned i en kløft, inden vi skulle arbejde os op igen. Klimaet ændrede sig markant fra de kolde plateauer oppe i bjergene, til nærmest tropisk varme, selv om natten. Det var virkelig skønt at kunne sove bare en enkelt nat, uden at fryse. Og det var en helt speciel og vidunderlig oplevelse at cykle op igennem den næste dal, langs med en sprudlende flod. Der er ikke meget vand i bjergene. Men her cyklede vi en hel dag langs med vand, som væltede ned igennem dalen, og gav liv til planter og dyr. 

Apropos vand. Et par dage senere skulle vi hente vand fra en lagune, inden vi kunne fortsætte. Vi havde timet vandforsyningen så det passede med en stor lagune på kortet. Det viste sig dog at være en noget sørgelig, indtørret een af slagsen. Og vi måtte af med sko og strømper, for at gå ud i den noget sumpede misere, for at samle lidt vand op. Fyldt med små dyr. Vi filtrerer alt vand fra bjergene, så det skulle jo nok gå, men det så godt nok ikke så appetitligt ud. 

Vi cyklede rundt om næste hjørne, og blev noget lange i næbbet da vi så en kæmpestor lagune, med masser af frisk vand. Jep – sådan går det, når man ikke får nærstuderet kortet helt i detaljer. Men vi var glade for at kunne slippe alle de små dyr fri igen, og filtrere noget nyt vand. 

I den næste lille landsby havde vi kalkuleret med at checke ind på et værelse, da alle vores dimser efterhånden var løbet tør for strøm. 

Da vi ankom ud på eftermiddagen, var byen fuldstændig øde. Kun den lille kiosk på torvet, havde åbent. Og foran den sad byens to fyldebøtter på en bænk og vrøvlede. Den ene af dem fortalte, at alle folk var ude i marken med deres kvæg, så vi kunne først få et sted at bo senere på aftenen. 

Der var nok ikke andet at gøre end at vente, så vi købte en kage og en juice hos købmanden og satte os til at vente på torvet. Og ganske rigtigt, i takt med at mørket faldt på, så kom folk og kvæg gående igennem den lille by, og det hele livede lidt op. 

Vi fandt et sted at bo, hos en ældre dame. Hun var sød, men lidt bestemt da hun sagde hun gerne ville have os ud næste morgen kl 6, fordi hun skulle i marken. 

Vi fik suppe med ost og pasta til aftensmad. Og da vi spurgte om der var hovedret, tilbød hun en bolle med ost. Som sulten cyklist siger man ikke nej. 

Rummet vi sov i, var bygget ovenpå køkkenet. Der var sprækker i gulvbrædderne, så vi kunne kigge ned i gryderne. Væggene var lavet af masonitplader og taget af blik. Men vi sov dejligt, og havde alligevel fået lov til at smække efter os, så vi ikke skulle være ude kl 6. 

Ude i bjergene, med så meget cykling op ad stejle grusveje, gælder det om at planlægge nøje, hvor meget mad man har med, så man ikke skal slæbe for meget. En anden side af sagen er, at i de små landsbyer, kan man stort set ikke købe noget mad hos købmanden. Så de sidste par dage blev der spist rigtig mange hvide boller med syltetøj. Og den sidste dag løb vi bevidst tør for vand på vej op til det sidste pas. 

Så det var med stor appetit vi kastede os over en friskfanget ørred og en stor øl, da vi nåede ned til den sidste lille landsby på ruten, som heldigvis lå ved en flod med fiskefarm. 

Næste dag vendte vi snuden mod Lima og et varmt bad. Det var nu 10 dage siden sidst, så tiltrængt er slet ikke dækkende nok. Fremme i Lima fik vi hurtigt fat på en læge og blev undersøgt. 

Vi gik ud og fejrede med en stor burger og en tur i biografen, mens vi ventede svar på prøverne. De viste både parasitter og salmonella, så det betød endnu en tur med antibiotika. 
Men intet kunne få os til at glemme de sidste 8 dage i bjergene. Smukke solnedgange. Høje bjerge. Kolde nætter, varme dage. Venlige mennesker. Fantastiske landskaber. 

Det var lige præcis dette vi havde håbet at finde i Peru.