juli 9, 2024

Bikepacking Cameroun – mødet med et af verdens sidste oprindelige folk

I Cameroun forlader vi Vestafrika og cykler ind i en ny region, Centralafrika. Her cykler vi langt mod øst, ud i junglen, for at møde bakaerne, som er et af verdens sidste oprindelige jæger-samler folk. Dybt inde i verdens næststørste regnskov møder vi et folkefærd, som lever i, af og med naturen, men hvis levevilkår forsvinder i takt med fældningen af skoven. Heldigvis møder vi også mennesker, som gør alt, hvad de kan for at hjælpe dem.

Baka-kvinde med sin datter

Klimaet er ækvatorialt med kun to sæsoner. Regntid og den tørre sæson.

Farver, fugt og endeløs skov

Den tropiske regnskov i Congo-bassinet er verdens næststørste regnskov efter Amazonas. Vi cykler på en jordvej, der snor sig gennem skoven og som kun åbner op, når der kommer en lille landsby. Et sted, som er så anderledes, end vi kender det. Lydene fra dyr og fugle, der pusler i skovbunden og i trætoppene. Aberne, der hopper fra gren til gren og som sender signaler videre til deres venner, når de opdager os på cyklerne. Den fugtige skovlugt sætter sig i vores næsebor og blander sig med en sød lugt af fermenteret maniok-rod, som vi får serveret til alle måltider. T-shirten er konstant gennemblødt og klam af varmen og fugten, og det er umuligt at tørre vores tøj.

Så mange nuancer af grøn

Floderne er en vigtig del af infrastrukturen

Et karakteristisk træhus med palmebladetag

Når det regner bliver vejen til mudder, og cyklerne og tøjet er på et splitsekund farvet helt orange af den lerede jord. Udsigten er grøn med træer, slyngplanter, hængeplanter og endnu flere træer i alle former og størrelse. Den høje fugtighed og temperatur skaber ideelle vækstforhold for træer og planter, men også for svamp og råd, som hænger tungt i luften.

Det virker som om, at der er en vis orden i kaos af, hvordan planterne gror og lianerne snylter sig på træerne for at overleve. Eller også kæmper de alle for at komme op i lyset, hvilket giver de meget høje karakteristiske træer. Mangfoldigheden er enorm. Vi ser med egne øjne, hvordan regnskoven er det mest artsrige område på jorden. Både hvad angår planter og dyr.

Vi ser ikke horisonten, men ind i tyk mur af grønne nuancer på hver sin side af vejen. Regnskoven virker endeløs, selvom vi ved, at afskovningen og ødelæggende minedrift brager derudaf. Der er så mange detaljer og lag i junglen, og alligevel ser den ens ud for vores utrænede øje. Bag den grønne mur er der et skattekammer af alverdens dyr, afgrøder, bær og medicinplanter, som er hjem for bakaerne, som vi cykler ud for at møde.

Det er svært at finde en plads til teltet langs vejen

Bakaerne – et jæger-samler folk

Baka-folket er et af verdens sidste oprindelige folk. De er et jæger-samler folk og antropologer estimerer, at deres kultur har eksisteret i mere end 40.000år. Tidligere brugte man den samlede betegnelse pygmæer, men bakaerne foretrækker at blive kaldt ved folkeslagets navn.

Baka-landsbyens overhoved

Bakaerne er kendt for deres forkærlighed for musik og dans

En traditionel Baka-hytte lavet af palmeblade

Maniok-rod tørres på taget

Baka-folket lever i symbiose med naturen, jager og høster, hvad de har behov for til dagens overlevelse, men ikke mere. Mændene kan høre, hvor dyrene er og bevæger sig hen. Kvinderne samler bær, blade, rødder, honning og planter. Skoven er deres forrådskammer og medicinskab, og andre stammer kommer til dem for helbredelse. De lever semi-nomadisk, og de bygger hytter af palmeblade til ly for natten. Skoven er deres hjem. Deres liv er så tæt forbundne med skoven, at andre stammer mener, at Bakaerne kan forvandle sig til dyr, gennem forskellige ritualer.

Men alt det har ændret sig. Baka-folket er blevet fortrængt, undertrykt og presset ud i skyggen af den moderne verden. Det startede i 60’erne, men blev for alvor tydeligt i 90’erne, hvor der blev sat turbo på skovfældning og anlægning af dyrereservater. Aktiviteter, som sikrer økonomisk fremskridt for de få, men på bekostning af en hel befolkningsgruppes eksistensgrundlag.

WWF stod i spidsen for anlægning af reservaterne for at beskytte dyrene i den store skovfældningsproces. Til gengæld forbød de bakaerne at komme ind i reservaterne. I deres hjem, som de altid har bevæget sig frit i. Der er grusomme historier om, hvordan WWF vagter har banket og mishandlet bakaerne, samtidig med at rige udlændinge har betalt store summer for trofæjagt i reservaterne. Hvorimod det oprindelige folk ikke længere må jage for at overleve. Med færre og færre områder at færdes i og færre muligheder for at brødføde sig, fortrænges bakaerne til små landsbyer ved siden af vejen, stik imod deres natur.

Poser med billigt alkolhol kan købes alle steder

De tomme poser ender bagefter som skrald i naturen

De unge fyre ville gerne have en selfie med Kenneth

De smarte solbriller findes frem til anledningen
Apoteket sættes op i skyggen

Mange steder ser vi små tomme alkoholposer smidt på vejen. Billig sprut, der kan købes for 50øre, i en lille pose. Fra tidlig morgen og hele dagen møder vi folk, hvor øjnene flakker og lugten af alkohol ikke kan skjules. Folk virker opgivende og landsbyerne dysfunktionelle. Baka-folket har ikke værktøjerne til at kunne klare sig i den moderne verden, som de ikke selv har valgt at blive en del af. Det er ikke deres naturlige instinkt, eller sådan de er vokset op. De bliver gang på gang udnyttet af kakao-bønder og andre som billig arbejdskraft. I de værste tilfælde kun betalt med alkohol. De anvendes af stråmænd til at skyde dyr ulovligt, og hvis de bliver taget, er det bakaerne, der ender i fængsel. Historierne er mange og deprimerende for et folk, som er det største forbillede for at leve i pagt med naturen. Med udenlandske interesser, som kun har fokus på at udvinde råstoffer billigst muligt, en regering, som kun tænker på egen gevinst og WWF, der kun har interesse i natur og dyr, står Baka-folket alene og er de helt store tabere.

Heldigvis er der NGO’er og lokale, som kæmper for værdighed og respekt til et af verdens sidste oprindelige folk. Nogle af dem, er vi så heldige at møde i Cameroun.

Mødet med Charles Jones

Vi besøger Charles og hans familie i byen, Bertoua. Charles er en fantastisk, hjertevarm, sprudlende, klog mand, hvis livsværk er at kæmpe for bakaerne og deres livsvilkår. Han er samtidig realist og anerkender, at bakaerne ikke kan fortsætte med deres oprindelige livsform. Målet for Charles er at hjælpe bakaerne med at holde fast i deres rettigheder, rødder og traditioner og samtidig blive integreret i samfundet.

Charles’ hustru er en stærk smilende kvinde, der har en kæmpe køkkenhave tæt ved huset og en anden i junglen, hvor de får de får de fleste af deres råvarer fra. Vi bliver forkælet med lækker hjemmelavet mad, og Marie lærer nogle fif. Vi nyder at bruge tid med familien, hvor vi med det samme føler os hjemme. Charles tegner passioneret et kort til os, mens han fortæller om sit arbejde med Bakaerne. Han forklarer, hvor vi kan møde Bakerne og giver os flere kontakter, som kan hjælpe os undervejs. Bl.a. til hans gode ven Dieudonné, som venter os i Yokaduma.

Charles deler ud af sin store viden og giver os gode råd til den videre rute


Elisabeth er en fantastisk kok. En del af maden laves indenfor på gas og kødet udenfor over bål. Så bliver smagen bedre.

Charles og hans skønne familie. På billedet mangler Naomi, som var til eksamen

Dieudonné og nonnerne

Da vi cykler ind i byen, Yokaduma, overhaler en mand på motorcykel os, mens manden siger ‘You are welcome’ i et kæmpe smil. Der går et øjeblik, inden vi opdager, at det er Dieudonné, som Charles har sat os i kontakt med. Vi cykler efter Dieudonné gennem byen og til en katolsk mission, hvor vi bliver taget godt imod af Nonne Julienne. Det er en katolsk mission etableret i 70’erne. Et kæmpe sted med en kirke, flere tilhørende bygninger og en flot have. I dag bor der tre nonner og kirkens præst i en tilhørende bygning. Vi bliver indlogeret på et af værelserne tilhørende missionen. Et fint turkis værelse med tilhørende badeværelse – og tiltrængt bruser.

Dieudonné og Nonne Julienne er to smilende mennesker, der laver masser af sjov

Vi bruger resten af aftenen sammen med Dieudonné. Han er en driftig mand med et stort hjerte, og vi bliver med det samme gode venner. Han driver en organisation sammen med Julienne, til minde om Rita Rossi. En italiensk kvinde, som kom til Cameroun som katolsk missionær og viede sit liv til at hjælpe bakaerne. Hun boeede i Cameroun fra 1974 indtil sin død i 2016. Da Dieudonné flyttede til byen, fik han et tæt forhold til Rita Rossi, og derfor ønsker han at føre hendes mission om et bedre liv for bakaerne videre. Han tager os med hen på en skole, som organisationen har bygget. På skolen får børn og unge fra Baka-familier en uddannelse, og de bor på skolen imens. En af bakaerne, som har gået på skolen, er netop blevet uddannet lærer og underviser nu i et af baka-samfundene. Det er præcis, hvad Dieudonné drømmer om. Hvordan skolen kan være med til at give tilbage til baka-samfundene.

På besøg hos Baka-folket

Med samme organisation tager vi dagen efter til en lille landsby med Dieudonné, nonne Julienne, en laborant, en advokat og en oversætter til en lille Baka-landsby. Bilen er pakket med lægeudstyr og medicin, som skal bruges til behandling af sygdomme. En gang om måneden besøger de en landsby, hvor de laver oplysning og behandling.

Dagens hold – alle arbejder frivilligt og bidrager med, hvad de kan.

Vi ankommer til den lille landsby, hvor der er en samling huse på begge sider af vejen. Der er få traditionelle Baka-palmehytter og ellers træ-huse. Landsbyens lærer kommer hen til os og viser os skolen. Et åbent hus med tag over. Mens vi starter med at sætte op, kører chaufføren videre ind i junglen for at hente flere bakaer, der bor længere inde i skoven. Vi hilser på landsbychefen og folk samles nysgerrigt omkring os for at se, hvad der er gang i. Befolkningen er en blanding af Bakaer og Bantu, som er en generel betegnelse for etniske grupper i Centralafrika. Der er ofte stridigheder mellem bakaerne og bantuerne, men her lever de i fællesskab.

Huset er fyldt, og folk står i døråbningen for at få det hele med

I et af husene sættes en projektor op, og der sættes musik på. Lokal skøn musik brager ud af højtaleren. Folk hygger sig og starter med at danse. Marie og Kenneth bliver hevet ind i en dans, og stemningen er god. Chaufføren kommer tilbage med bilen og ladet fyldt med mennesker. Vi samles alle i fælleshuset, hvor folk er presset sammen og nærmest sidder i lag, så alle kan være der.

Dieudonné starter ud med at fortælle om, hvorfor de er her og fortsætter med forskellige oplysninger. Den vigtigste information er, at alkohol og stoffer gør mere skade end gavn, og at det får konsekvenser, hvis de udøver vold, skyder dyr ulovligt eller laver anden kriminalitet. Dieudonné er ansvarlig for fængslet i Yokadouma, så han ved om nogen, hvor vigtigt det er at få forklaret bakaerne, hvad et fængsel er, og at det ikke er et sted, de ønsker at komme hen. Det gør indtryk på os, at Baka-folket lever så isoleret fra resten af samfundet, at alle ikke nødvendigvis kender til et fængsel og uddannelse, som vi kender det. Og vi husker os selv på, at vi er dybt inde i junglen og langt fra byen. Vi ser ikke mange telefoner, radioer eller anden kontakt med omverden. Dieudonné har en video med, hvor der interviewes en ung fyr, som sidder i fængsel. Der er eksempler på bakaer, som sidder i fængsel for vold, ulovlig jagt på dyr, selvforsvar, eller fordi de er blevet brugt af andre. Advokaten, som er med, giver dem råd og vejledning og forklarer, at de kan få hjælp fra ham, hvis de får behov for det.

En stor del af organisationens arbejde er også at lave fødselsattester. Uden en fødselsattest kan en person ikke få et identitetskort og uden det, kan de ikke få adgang til skolesystemet eller andre rettigheder i samfundet. Mange bakaer lever af den årsag helt udenfor eller parallelt med resten af samfundet.

Apoteket sættes op i skyggen

Herefter gøres der klar til mobilt lægehus. Advokaten og Marie starter med at registrere de syge samt måle deres blodtryk, vægt og temperatur. Marie er ansvarlig for vejningen og spærrer øjenene op, da flere af kvinderne vejer omkring 40kg. og nogle helt ned til 32kg. Det er ikke meget, men almindeligt, da de er små og slanke af natur. Herefter sendes de til sygeplejersken, Nonne Julienne, som vurderer, hvad der skal ske. Næste skridt er tilsening af en læge, som Dieudonné udgør. De tager blodprøver, som laboranten gennemgår og herefter får de en behandling. Et effektivt set-up, som virker. I dag er der 48 mennesker, som modtager behandling.

Personen registreres og der måles temperatur, blodtryk og vægt

Man skal lige læse tallet to gange, men vægten måler korrekt

Der uddeles medicin, sæbe og godter til børnene

Først er det kvinder med små børn, som melder sig til check, så kvinder uden børn, mændene, de unge kvinder og til sidst de unge mænd. Det tager næsten hele dagen, og to unge fyre kommer op at slås over et eller andet. En mand og en kvinde ryger i totterne på hinanden. Nogle af mændende har drukket, og et par af dem spørger Kenneth om penge, hvilket de ikke får. Det er en broget flok af mennesker, som på den ene side er så stærke og på den anden side så sårbare.

Landsbyens beboere

Bakernes livsvilkår

Vi bliver et par dage i Yokadouma for at hænge ud med Dieudonné. Vi bliver inviteret hjem til hans søde familie. Han har fem sønner, og den yngste kun et par uger gammel. Hans søster er på besøg med sine børn for at hjælpe med at passe hus og børn. Det er tradition, at familien sender et medlem til at hjælpe de nybagte forældre.

Da mørket falder på kører Dieudonné Nonne Julienne og os tilbage til klosteret på sin motorcykel. Fire mand høj på en motorcykel gennem byen i den friske aftenluft; Den ansvarlige for byens fængsel, en nonne og to danske cykelister. Noget af et syn og sådan gode venskaber starter.

Hjemme hos Dieudonné og familien

Dieudonné viser os fængslet, hvor han arbejder. Det første, som han viser os er den sødeste lille chimpanseunge, de har reddet. Den sad helt klistret til sin døde mors krop. Chimpanseungen løber hen til Dieudonné, der giver den en svingetur, som den godt kan lide. Herefter får den øje på Kenneth, og det er vist kærlighed ved første blik fra begge sider. Kenneth tager den lille fyr op, og den putter sig ind til ham.

Vi fortsætter ind på Dieudonnés kontor. Her møder vi en ung baka mand, som sammen med sin mor er indsat. Fyren går på krykker, og har et dårligt ben. Dieudonné hjælper ham med behandling. Den unge fyrs mor er indsat for at have slået sin mand ihjel med et kølleslag i hovedet. Vi forstod ikke helt den unge mands rolle i slagsmålet, men han blev indsat sammen med sin mor.

På kontoret står der også en sæk med ris, som Dieudonné giver lidt af til de indsatte bakaer. Fangerne spiser kun een gang om dagen, og staten giver ikke penge nok til, at de kan blive mætte. Så fangerne er afhængige af, at deres familier kommer med ekstra mad til dem. Det gør bakaernes familier ikke, da de bor i skoven langt væk og ikke har mulighed for det. Derfor hjælper Dieudonné dem så godt, han kan. Han hjælper dem også, hvis de har brug for at komme på hospitalet, eller de skal assisteres i retten. Han taler og forstår en del af bakasproget og kan hjælpe med at oversætte. Herudover fortæller Dieudonné, at der var fire indsatte for overtrædelse af loven for rituelle handlinger. Dvs. at de enten har gravet et lig op for at bruge knogler til rituelle handlinger eller gjort mennesker fortræd for at tage nogle af deres kropsdele.

Mens vi sidder på kontoret, kommer den lille chimpanseunge tilbage og hopper op på skødet af Kenneth. De er altså kloge de kære chimpanser. Den var lige ved at komme med på cyklen.

Gensidig kærlighed

Dagen fortsætter videre ud til endnu en lille Baka-landsby. Vi sidder bag på Dieudonnés motorcykel. Han vinker og hilser på mange, som vi fortsætter ud af byen på de karakteriske røde veje. I Baka-landsbyen besøger vi et hus, som Rita Rossi har bygget, og som en familie nu har overtaget. Der står en faldefærdig seng, men huset er ellers tomt. Familien bor i en hytte, de selv har bygget lidt derfra. Vi besøger også skolen, som Rita har bygget. Lige nu står den tom, da det er sommerferie. En af kvinderne fra skolen er der. Hun har overtaget undervisningen i skolen. Hun mangler to år for at færdiggøre sin uddannelse, men blev gravid og måtte tage tilbage til landsbyen for at passe sit barn. Når barnet er ældre, håber hun på at fortsætte i skolen igen.

Skolen i Baka-landsbyen

Vi kører lidt videre for at besøge en anden familie, som har mistet sin 13-årige datter. Huset er helt tomt, og naboerne fortæller, at de er taget i skoven. Vores store drøm er at gå i skoven med Bakaerne, lære om planterne og dyrene, set med deres øjne og deres kæmpe viden. Men det kan ikke rigtig lade sig gøre. Vi finder dog varme i, at midt i Bakaernes elendighed er det tydeligt, at de stadig går ud i skoven ofte, ikke blot for at jage, men for at være.

Fra tropisk træ til designer stol

Bakaernes situation er kompleks og påvirket af mange elementer, men en ting er helt sikkert. Deres skov og hjem bliver dag for dag mindre. Hver dag ser vi lastbiler med kæmpe træstammer køre ud af regnskoven og mod havnen i Douala for at blive eksporteret til Vesten og Asien. Det, vil vi gerne blive klogere på. Vi har læst og hørt meget om afskovning og de konsekvenser, det har for klima, dyr og befolkning, men at stå midt i det og se afskovningen gør indtryk.

Hovedvejen til at transportere tømmer og varer

Hvert stykke tømmer får en unik ID-kode

Vi kører med Dieudonné ind til et savværk dybt inde i junglen. På det kæmpe store område holder flere lastbiler med store træstammer læsset på anhængeren. Med Dieudonnés gode overtalelsesevner og et opkald til chefen, får vi lov til at få en rundvisning på stedet. Vi lærer, hvordan der er tre typer af træer, som de går efter. Især ædeltræet er i høj kurs. Det mørke hårde træ, som bruges til alt fra møbler, både, musikinstrumenter og meget mere. Det er det, som ligger foran os på en lastbil, og som manden siger måske er et 150år gammelt træ. Vi går rundt på fabrikken og ser de forskellige trin fra, at det ligger på lastbilen til det kløves og pakkes ned på paller. Der står en stor portion træ klar til at blive sendt til Canada. Han fortæller, at de arbejder med certificeringen, OLB, som sikrer at det ikke er illegalt træ, men de arbejder ikke med FSC, som sikrer at det er bæredygtigt træ. Han fortæller også, at der kommer en ny certificering fra EU til december, som kommer til at påvirke dem.

Sidste stop for tømmeret før det eksporteres

Lige nu står savværket stille, da de mangler brændstof

Nogle træsorter skal bearbejdes, før de eksporteres

Lige nu arbejder de i en cyklus, hvor de kan komme tilbage til samme område efter 30år for at fælde træer igen, og at træerne skal have en vis størrelse for at de må fælde dem. Selvom han også tilføjer, at den måske bliver lidt mindre, når de kommer tilbage. De gør ikke noget for at genplante, da skoven selv klarer det efter hans opfattelse. Vi fortsætter videre bag den store fabrik. Her er der en hel landsby med 300 mennesker, der arbejder for virksomheden på forskellig måde. Enten på fabrikken, i skoven eller med service omkring fabrikken. Manden fortæller os hvordan fabrikken er forpligtet til at overholde alle mulige forskellige regler. De fleste fra EU. Bl.a. skal de sikre, at de 300 medarbejdere ikke jager ulovligt i skoven. Det gør de bl.a. ved, at man kan angive, hvis man se nogen jage.

Vi bliver inviteret på aftensmad i den lille arbejderby. Retten er bushmeat! Ingen løfter et øje. Gad vide hvordan der går med at overholde alle de andre regler?!

Fermenteret maniok og bushmeat

Ligeså grøn skoven er på landkortet, ligeså sort ser det ud for dens fremtid. Udover skovrydningen er der også minedrift, som er et helt kapitel for sig. Som så meget andet, vi har oplevet indtil nu på vores rejse Afrika, er det nemt at kritisere skovfældningen og minedriften, men der ligger så meget bag. Så mange mennesker, som prøver på at overleve og få en hverdag til at hænge sammen. Korruption, magt og historie. Et kæmpe pres og magtkamp om ressourcerne fra andre verdensdele. Intet er sort og hvidt, men fyldt med nuancer – men der er ingen tvivl om, at det som foregår er skadelig for hele jordens befolkning, og at det er skovens folk; Bakaerne – der betaler den højeste pris.

Hvad er Baka-folkets fremtid?

Da vi forlader Cameroun er vores hjerner ved at sprænges af indtryk. Af alle de modsætninger, som vi har mødt i regnskoven. Hvordan et af verdens sidste oprindelige folk, der lever i pagt med naturen er fortrængt til vejkanten, mens de ser livet og deres levevilkår passere forbi dem på ladet af de store lastbiler. Hvordan de tvinges ind i et samfund, som er unaturligt for dem og uden hjælp til at blive integreret i det. Hvordan naturens ro og deres skarpe sanser erstattes af alkohol og interne konflikter. Hvordan en hel befolkningsgruppe taber, for at Camerouns elite kan blive endnu rigere og resten af verden kan få flotte huse, møbler, både og hvad det eksporterede træ ellers bruges til. Hvordan skoven og dens dyr forsvinder, og hvordan det påvirker hele verdens klima.

Heldigvis møder vi mennesker, som vil Baka-folket det godt og hver især gør, hvad de kan for at hjælpe dem. Om hjertevarme mennesker, som kæmper for andres rettigheder. Og som lod os blive en del af deres hverdag for en stund.

Vi har lært mange ting i Afrika, og en af dem er, at alting har en pris. Hvordan Afrika er velsignet med mange af verdens vigtigste råstoffer, men at det netop også er deres forbandelse, for det betyder kamp om ressourcer, og bakaerne er taberne i den kamp.

En kæmpe tak til Peder Frederik Jensen for at sætte os i kontakt med Charles Jones. Peder har sammen med fotograf Anders Rye Skjoldjensen udgivet bogen ‘Under samme måne’ om klimaforandringerne i Afrika. En spændende bog, der kommer tæt på folket, som mærker klimaforandringerne hver dag i deres daglige liv.

I Cameroun krydsede tælleren 21.000km.

Forrige indlæg

Næste indlæg