Ahhhhhh vi tager en dyb indånding af den dejlige velkendte duft og smiler til hinanden. Vi befinder os i en flot nåleskov. Helt anderledes end landskabet dagen før. Høje store træer med lange nåle og kogler på jorden. Så dejlig skygge. Og så den søde duft. Det er ligesom at at være i Danmark. På nær vi er i 2700 meters højde og ved at kravle endnu 1000 højdemeter op ad bjerget. 

Vi er lige startet dagen og efter ca. en time kørt ind i denne smukke skov. Fyldt op med gode oplevelser fra dagen før. Oplevelser som gav os flashback til vores tidligere bikepackingtur til Georgien, Armenien og Azerbaijan og som satte vores egen kultur i perspektiv. 

Natten tilbragte vi i teltet på toppen af en bakke med den smukkeste udsigt udover bjergene og den snørklede vej op ad bjerget. Ved siden af stod fire køer bundet for natten, og på den anden side af vejen boede det søde ældre ægtepar, som lod os sove på deres jord. 

Jeg var ved at puste min luftmadras op inde i teltet, da jeg hører noget udenfor. Jeg vender mig rundt og ser den ældre herre række en skål mote (store spisemajs) frem mod mig. I et stort smil. Det var simpelhen så sødt. Vi begynder begge glædeligt at spise af majsene. 

Resten af majsene blev gemt til aftensmaden, som ellers bestod af grøntsager, som vi havde fået af en skøn dame på markedet i byen Aiquile. Vi forsøgte at købe to tomater og to gulerødder, men hun ville ikke have penge. I stedet smilede hun og gav os yderligere to små stærke peberfrugter. 

Midt på dagen havde vi købt hjemmelavet peanutbutter af en boliviansk kvinde på en stor flot gård på vejen. Da hun så, vi var på cykel blev vi bedt om at sætte os ned i den smukke forhave. Hun var væk i lidt tid og kom tilbage med lækker friskpresset grapejuice og kiks med hjemmelavet ost. I starten kommunikerede vi på vores gebrokne spansk indtil hun spurgte, om vi talte engelsk? Hun var tidligere engelsklærer, så hun talte perfekt engelsk, og vi fik nogle gode tips til, hvad vi skulle se i La Paz. 

Bolivia har givet os mange af den type gode oplevelser. Vi har deltaget i indvielsen af en sportshal i en lille by, hvor vi blev budt på både mad og øl alt imens vi så fodboldkampe, hørte indvielses-taler og observerede de lokale drikke finsprit og tygge Coca-blade. Inviteret på kaffe i La Paz af en excentrisk kvinde, vi mødte i Cochabamba. Inviteret på Chicha af to omgange i en lille landsby. Chicha er en majsøl, som Bolivia er kendt for, og som er en specialitet i den region, hvor vi er nu. De er virkelig vilde med den, og det ser ud til de får sig nogle stykker. 

I Chile og Argentina var det i høj grad de store naturoplevelser, der slog benene væk under os. I Bolivia er det kulturen, historien og den tilfredshed som menneskene virker til at have. Også selvom nogle ikke har så meget. I følge ‘lykkeforskningen’ er latinamerikanske lande mere lykkelige end de bør være. Og det er lige præcis, hvad vi oplever i Bolivia. Menneskene virker til at hvile i sig selv og at lidt er godt nok. Ikke som i vores moderne velfærdskultur, hvor intet er godt nok, og vi hele tiden stræber efter mere mere mere (sat på spidsen). 

Et eksempel på det er mineudvindingen i byen Potosi. Alt sker med håndkraft. Selv vognene med stenene skubbes ud med håndkraft. I vores verden er det ikke effektivt og det er nedslidende for de stakkels mænd. For minearbejderne handler det bl.a. om at der er arbejde til flere i længere tid, inden sølvet slipper op inde i bjerget. 

 

Når det så er sagt er der børn og ældre på gaden i de store byer som intet har, og det gør ondt helt ind i hjertet. Det er bestemt ikke altid nemt at være bolivianer. 

Sydamerika bærer naturligvis stort præg af den spanske kolonialisering. Hvilket er en lang og sørgelig historie for sig. Men i Bolivia er det virkelig opløftende at mærke hvor stærk den oprindelige kultur stadig er. Kort sagt så lykkedes det ikke spanierne at knægte bolivianerne. Hvilket er ret imponerende. Tænk på Danmark, og indførslen af kristendommen. Vi har ikke meget kultur tilbage, som kan kaldes oprindeligt dansk. Det samme i store dele af resten af verden. 

I Bolivia er der mange ting i hverdagen som forbindes med deres rødder. F.eks tales der 4 sprog i Bolivia. I de større byer er spansk hovedsproget, men alle andre steder er eet af de oprindelige sprog; Quechua, Aymara eller Chiquitano, det primære sprog, og der undervises heri. Spansk er sekundært. Troen på Pachamama (moder jord), Inti ( fader sol ) og lamaen som det dyr der forbinder dem, er også meget stærk. Og det er ikke svært at forstå hvorfor. De er stadig meget afhængige af primitivt landbrug og dyrebrug og derudover er det jo blot således at enhver kultur har en tro. 

Den kulturelle arv kommer altsammen til udtryk i ritualer, som at hælde lidt alkohol på jorden (pachamama), inden man drikker, at hænge tørrede babylamaer over sin køkkendør, at ofre lamaer og smide deres blod på døren til minen osv osv. Altsammen helt normale dele af hverdagen her i Bolivia, men ret eksotiske oplevelser for os danskere.

Det skærer derfor også ekstra meget i vores hjerter, at her er så meget skrald allevegne. Det er uforståeligt at så stolt et folk, med så dyb respekt for guder som repræsenterer naturen, smider deres plastik, bleer, flasker, madrester, hvad som helst i grøftekanten alle steder. Vi ville ønske Bolivia ville lave en national oprydningskampagne. 

Mad gør glad. Det ved alle. I hvert fald langturscyklister. Overalt i Bolivia, i selv de mindste byer, findes der madboder på hvert et gadehjørne, og enhver by med respekt for sig selv har også et marked. På markederne kan man købe alt mad. Der er slagtere med ALT fra dyret. Der er frugtboder, kartoffelboder, nøddeboder, osv.

Der er madboder, hvor man kan spise et stort måltid med kød, kartofler, ris og salat for 10kr. Og en suppe til forret koster 5kr. Derefter kan man gå i juiceboden og købe sig en frisk juice efter eget mix til 6-8kr. Mange turister holder sig fra madboderne, fordi de er bange for at få ondt i maven. Vi har helt sikkert fået ondt i maven flere gange – fordi vi har spist for meget. Hygiejnen er i top. Der er ikke noget at være bange for. 

Der er en rig madkultur, som trækker tråde mange år tilbage i tiden, og som til fulde udnytter de forskellige klimaer i landet, og dermed muligheder for at producere virkelig mange forskellige typer råvarer. I højlandet er det lamakød, længere nede køer, får og kartofler (der findes 200 forskellige kartofelsorter i Bolivia). I yungas, på vej mod junglen, er der masser af eksotiske frugter, papaya, ananas, chirimoya, passionsfrugter og mange andre, vi ikke kender navnet på. 

 

Og fik vi nævnt desserten? Api og pastel. Api er en varm, rød eller hvid, lidt sød, majsdrik og pastel er en friteret pandekage. Og det smager himmelsk. 

 

Vi har været i Bolivia længere tid end forventet. Fordi vi kan virkelig godt lide at være her. Landskabet er så forskelligt. Fra den golde højslette i plus 3600 meters højde til det frodige lavland med papaya-træer og blomster i stærke farver. 

Men hvad der virkelig har taget os med storm er kulturen og menneskene. Og de oplevelser, det har givet os. Menneskene i Bolivia minder os om vores oplevelser i Georgien, Armenien og Azerbaijan pga. deres hjertelighed. De er nysgerrige på os, og de glædes ved at dele med os. Som manden, der kom med aftensmad, da vi sov på hans jord. Selvom han ikke havde meget. Det er ligesom, hvis man har mindre er man bedre til at dele. Det er i hvert fald en egenskab, vi vil bestræbe os på at tage med hjem. 

Vi ville så gerne have taget flere billeder af mødet med bolivianerne i de flotte traditionelle kjoler og forskellige hatte alt efter region. De bryder sig dog ikke så meget om at blive fotograferet, så det respekterer vi selvfølgelig.