Så kom vi endelig igang.
Nu har vi forberedt, læst, pakket, rejst til Ushuaia, forsøgt at lære spansk, cyklet til verdens ende. Og nu. Nu skal vi endelig igang med det rigtige eventyr.
De tre dage i Buenos Aires var hyggelige og varme, men vi var begge så fyldt op med forventningens glæde over det egentlige formål med at flyve over Atlanten, at vi nok ikke fik ydet byen fuld retfærdighed. Men en kæmpestor bøf blev det selvfølgelig til. Og så afsted til Ushuaia.
Vi havde 5 dage på skolebænken, hvor vi bøjede spanske verber til den helt store guldmedalje. Og vores lærer forsøgte at indprente os hvad alle delene på en cykel hedder. Iblandet tonerne af Shakiras “Mi bicicleta”. Kom ikke og sig at undervisningen ikke blev skræddersyet.
Vores hostel i Ushuaia var en sydende, boblende kedel af mennesker fra hele verden, som skulle i alle tænkelige retninger. Så aftnerne gik hurtigt med rødvin og snak om den vilde sejltur til Antarktis, de uforlignelige trekkingruter i Patagoniens bjerge, og selvfølgelig cykelturen til Alaska. Og tro det eller ej, vi mødte en fyr som skal cykle den samme tur som os.
Og så, endelig, kom dagen hvor vi pakkede vores cykler. Ikke på tre timer som forventet, men på otte. Og vi cyklede et kort stræk ud til verdens ende. Fin del mundo. Enden af vejen. Vi tog den første nat i teltet, og vi fik testet alt vores gear igennem, så det var med et smil fra øre til øre at vi lagde os til at sove ved lagunen, med udsigt til et smukt bjerg.
Næste dag, den første på turen, sådan for alvor, kørte vi til det obligatoriske skilt, som fortæller at her begynder vejen. Vi fik taget billeder, og nulstillet cykelcomputeren. Og SÅ afsted.
Det føltes virkelig godt at komme igang og de næste dage var fyldt med højt humør og store smil – og det på trods af det meget omskiftelige vejr. I Danmark taler vi ofte om det uforudsigelige vejr, men det kommer til kort i forhold til her. Sol, regn, blæst, konstant skiftende. Det værste er dog blæsten. Vi har kørt halvdelen af tiden, indtil nu, i direkte modvind. Og endda en vind som enhver surfer ville give sin højre arm for. Det meste af dagen ligger mellem 15 og 20 m/s. Men der er kun en ting at gøre – træde i pedalerne, stille og roligt.
Igennem den første uge på vejen, fandt vi stille og roligt frem til at trimme vores udstyr og cykler, så de er helt toptunede til resten af turen. Sjovt nok havde der sneget sig et par småting med, som ikke stod på pakkelisten. Så vi er vendt tilbage til mantraet for turen; “Hvis du tror du har brug for det, så skal det ikke med”. Vi kører kun med ting som vi ved med sikkerhed vi bruger ofte. Alt andet er overflødig vægt. Cyklerne er også trimmet lidt med en ny frempind til Marie, og en blødere saddel til Kenneth.
Igår og idag har vi holdt hviledage i Punta Arenas. Vi bor igen på et hostel fyldt med dejlige mennesker. Og vi prøver at få vasket og sorteret og skrevet dagbog og uploadet osv osv. Samtidig med at vi ikke må glemme at finde god kaffe og lækker kage.
Imorgen går turen videre mod Puerto Natales. Der er 3 dages god cykling i modvind derop. Til gengæld er der ingen byer undervejs, så igen skal vi proviantere rigeligt til turen. I Puerto Natales har vi adgang til Torres del Paine nationalpark. Det er allerede et af højdepunkterne på hele vores rejse, hvor vi skal ud at vandre i de smukke bjerge.
Vi glæder os helt vildt.
Her er lidt billeder af vores indtryk indtil videre:
