Angola markerer endnu et skifte på vores rejse. Efter at have krydset Ækvator spejler de nordlige landskaber sig syd for Ækvator i omvendt rækkefølge. Landet er verdens 22ende største, og landskabet skifter fra nord til syd og øst til vest. Vi oplever det, mens vi cykler gennem landet. I nord vågner vi op i en frodig bananplantage, i vest kigger vi igen ud over det brusende Atlanterhav, og i syd trækker vi cyklen gennem sand i Namibe ørkenen.

Ambitiøs ruteplanlægning

Angola er 1,256,700km2, et af Afrikas største lande, og der er meget, som vi gerne vil opleve. Landet er for os visumfrit, hvilket er en dejlig forandring, men til gengæld har vi kun 30 dage, inden vi skal forlade landet. Så vi har brug for at lave en detaljeret ruteplan for at opleve så meget som muligt på den måned, vi har. Vi kan cykle langs kysten for at tage den korteste vej, men det nemmeste er jo ikke altid det sjoveste. Så vi ender med en udfordrende, men realistisk plan på 2500km. Her ser vi både noget af det Centrale Angola, og vi når også ud til kysten. Forhåbentlig kan vi alligevel nå til Namibias grænse inden de 30 dage udløber.

Højdemeter og kølige nætter

Da vi krydser ind i Angola, sætter vi kurs mod Pedras Negras de Pungo Andongo. Det er store stenformationer, der er millioner af år gamle, som geologerne ikke kan forklare, hvorfor er her på savannen. Vejen er bakket med stejle opkørsler og adskillige højdemeter, hvilket vores ben skal vænne sig til efter flere måneder med relativt flade veje. Vi skal også vænne os til, at bilerne kører helt utrolig pænt. De holder tilbage, når der kommer modkørende, og de overhaler ikke op ad bakkerne, eller skubber os ud i rabatten. Bilerne er ikke overpakket, og der sidder ikke mennesker i bagagerummet eller oven på taget. Til gengæld er det den samme dårlige benzin med sort røg, der forgifter os ved hver overhaling. Angola har ellers noget af verdens bedste olie og er storleverandør af det, men som vi har set det i så mange af de afrikanske lande, eksporteres det meste i stedet for, at de selv raffinerer det i landet.

Vi vælger de små grusveje, der er masser af plads, og det er nemt at wildcampe. Der er få biler på vejen, og der er stille, når vi holder pause og om natten. Det er også nyt. Der plejer at være så mange lyde fra regnskoven, byer og de mange mennesker overalt. Tøjet er ikke konstant vådt, da luften er tør, selvom det stadig er meget varmt om dagen. Det er også køligere om natten, og vi må finde soveposen frem.

I Pedras Negras møder vi en sød gruppe mennesker fra Yemen, Egypten og Mauritanien. De bor alle i Angola – to af parrene i Luanda, og manden fra Yemen i en by tæt på. De vinker os hen, da de ser os. De er søde at holde øje med cyklerne, mens vi går op på toppen af en af stenformationerne og nyder udsigten udover det imponerende landskab. Da vi kommer tilbage inviterer de os på mad. De har en grill med, og de har stegt lækkert gedekød. Dertil salat, ris og drikkevarer i rigelige mængder. Det smager himmelsk og er en kæmpe overraskelse. Vi tænker os straks tilbage til Marokko og Mauritanien, hvor folk altid er så gæstfrie og deler deres mad. Den arabiske kultur i en nøddeskal.

Fra Pedra Negras cykler vi tværs over landet mod kysten og Atlanterhavet. En aften har vi strukket den lige længe nok med at finde et sted til teltet, og vi er i et område med mange mennesker. Vi drejer ind i en bananplantage og finder nogle huse med tilhørende stor fodboldbane. Vi spørger, om vi må sætte teltet op. Det må vi gerne. Der er den dejligste stemning på fodboldbanen. Store og små spiller med gamle bolde, de laver fis med hinanden, griner og laver fodboldtricks. En ung fyr begynder at lave armbøjninger for at vise os, hvor stærk han er. Mørket falder hurtigt på, og vi starter med at sætte teltet op, mens de lokale nysgerrigt kigger med. Vi viser dem teltet, vores brænder og begynder at lave ris. En kvinde symboliserer, at hun er sulten, og vi giver hende resten af rispakken, som hun tager imod med et stort smil. Det er sådan en svær balance, hvornår vi skal give noget og hvornår ikke. Et emne, som konstant pusler og berører os.

Solen forsvinder helt, og det er kun de mest standhaftige, som bliver tilbage, da det er meget koldt for de lokale. Og for danske cyklister, som er vant til at svede døgnet rundt. Den næste morgen vågner vi til en magisk udsigt med tåge, der ligger som en hvid dyne henover kaffe- og banaplantagen, som vi sover midt i. Solen står som en svag lysende bold i horisonten med et rosenrødt skær. I den ene ende af fodboldbanen går der en vej op til et flot gammelt hus, som er brændt og ødelagt. Vi taler, om det måske er helt tilbage fra portugisernes tid i Angola.

Angola opnåede først selvstændighed fra Portugal i 1974, og da portugiserne forlod landet ødelagde de mange af produktionerne, som var igang. Der var godt gang i landbruget, og Angola var fx den fjerdestørste kaffeproducent i verden. I stedet for at folket samlede sig og brugte friheden til at styrke landet, opstod der borgerkrig mellem tre grupperinger; UNITA, FNLA og MPLA, som varede indtil 2002.M. Det medførte mange dødsfald, ødelæggelse af beboelse, offentlige institutioner, infrastruktur som jernbanen og landbruget. Miner blev lagt ud som et tæppe over landet, og lang tid efter skulle man passe på, hvis man bevægede sig væk fra vejen. Heldigvis oplevede Angola efter opnået fred genoprejsning og økonomisk fremskridt. De sidste år har dog været præget af stor inflation og mange er utilfredse med den nuværende præsident. Mange har svært ved at skaffe mad til familien og opretholde deres levestandard. Det er tydeligt at mærke, når vi cykler gennem landet. Selvom det også er et land, som har lagt krigen bag sig og ser fremad.

Manden fra den tilhørende lille landsby kommer om morgenen på besøg iført en lang varm beige frakke snøret ind i taljen. Han passer lige ind i New York eller på Vesterbro. Manden har en klase bananer med, som han gerne give os nogle af. Det er simpelthen så sødt af ham, og vi siger tusinde tak. Vi cykler fra fodboldbanen og gennem plantagen ned mod landevejen. Det er ikke ligefrem en moderne kaffe- og bananplantage med lange lige rækker og højeffektivt transport system af bananerne, som vi så fx i Costa Rica. Træerne står blandet mellem hinanden, og vi cykler igennem plantagen på en snoet grusvej, mens morgenlyset glimter mellem træerne. Vi bliver overhalet af en motorcykel læsset med store bananklaser og bagefter kommer to stormilende piger med en stor bananklase hver på hovedet. De er på vej ned til vejen, hvor bananerne læsses på en lille lastbil for at blive kørt til markedet og solgt.

Pumangol og pastel de Nata

Meget ændrede sig, da vi cykler ind i Angola, men muligheden for at finde nærende mad i de små byer ændrer sig ikke i det centrale Angola. Eller der er i hvert fald ikke meget variation. Selvom vi ser et stort supermarked i en by er der ikke meget på hylderne. Til gengæld får vi et godt tip fra en anden cyklist. Tankstationerne, som også er nyt i Angola, har kaffe og pastel de nata, som er en portugisisk specialitet. Det er en lille butterdejskageskal med creme. Første gang vi støder på en tankstation er midt ude i ingenting før en lille by. Det var med store øjne, at vi bestilte to espressoer med mælk. Kaffe og kage giver altid cyklister øjeblikkelig medvind.

Gensyn med Atlanterhavet og tyske venner

Vi cykler mod vest til byen Lobito ved Atlanterhavet. Her skal vi mødes med Toby og Diana fra Tyskland for femte gang. Første gang vi mødtes var på en strandbar i Gambia, hvor man kan overnatte gratis, hvis man spiser i restauranten. Win win for et par sultne cyklister. Da vi kommer ned på stranden holder der en gammel charmerende Unimog ejet af Toby og Diana. De er kørt herned fra Tyskland, og de er også på vej mod Sydafrika. Vi havde en hyggelig aften sammen på stranden i Gambia og vinker farvel den næste dag uden tanke på, at vi vil mødes igen. Men vi har i alt mødtes tre gange tilfældigt og to gange planlagt. Så hyggeligt. Vi når Lobito en fredag eftermiddag, og Toby og Diana inviterer på en lækker tomat-risotto og øl i Unimogen. Så sødt af dem. Vi har to hyggelige dage sammen, hvor vi taler om alt mellem himmel og jord, griner, går en tur i byen og spiser mere pastel de nata. Om søndagen spiller vi kort i Unimogen og spiser Diana’s hjemmebagte banankage. Det føles helt som en afslappende søndag hjemme.

Cyklingen langs kysten er en anden stor oplevelse i Angola. Det kæmpe brusende Atlanterhav slår ind mod kysten og vinden bider i kinderne. Som kilometerne tikker, bliver det mere og mere goldt. Det er vildt at opleve, hvordan landskabet for alvor ændrer sig. Det grønne forsvinder, og vi er nu tilbage i ørkenen. Samtidigt er det også imponerende, hvordan befolkningen formår at dyrke landbrug for foden af bakkerne. Vi kan høre vandpumperne, der kører og der er små markeder langs vejen med lækre grøntsager og frugt. Nogle steder bygger de beskyttelse for vinden af sand til de små spæde planter, så de kan blive modstandsdygtige for den tørre luft og solens hårde stråler. Vi ser ikke mange landbrugsmaskiner, men det meste arbejde laves med håndkraft. Vi ser om morgenen flere med en stor hakke over skulderen på vej i marken. Ung som gammel.

Krydsning af Namibe ørkenen og Iona Nationalpark

Vi gør stop i byen Moçâmedes, som byen er blevet omdøbt til efter portugiserne forlod landet. Det tidligere navn er Namibe og stadig det navn, som langt de fleste bruger. Her tager vi en hviledag og beslutter den videre færd frem mod grænsen til Namibia.

Vi har kig på en rute, der går gennem National Parken Iona, som er en del af Namibe ørkenen og som slutter ved grænsen til Namibia. Udfordringen er, at der ikke er vand på den første del af ruten, og vi har kun lidt info om vejenes tilstand og landsbyer, hvor vi måske kan finde forsyninger undervejs. Det er cirka 600km., så der er ingen mulighed for, at vi kan have vand med til hele ruten. Alternativet er en asfaltvej til den større by Lubango, hvilket vi ikke er så interesserede i. Vi vil hellere på eventyr og få fuld valuta for de brede dæk på cyklerne.

Ejeren af gæstehuset, som vi bor på, siger først, at det er bedre, at vi kører i bil gennem parken eller med et turselskab. Hun synes, at det lyder skørt at cykle. Da hun forstår, at det er vi ikke interesserede i, sætter hun os i kontakt med parkmanageren, som tilfældigvis er i byen.

Vi mødes med Pedro fra Portugal, som har været ansvarlig for parken de sidste tre år. Pedro er super cool, og han har et detaljeret kort over parken med veje, som vi ikke har på vores egne kort. Vi kigger på ruter, og han giver os gode råd til den smukkeste vej gennem parken. Pedro lover også at sende besked til sine folk ved indgangen og endnu et sted i parken, at de skal give os vand. Vi er dybt taknemlige, for det gør krydsningen via små øde veje mulig.

Vi kan mærke spændingen i hele kroppen for det uvisse, som venter. Vi pakker cyklerne med mad til 5 dage og 7 liter vand på begge cykler. Vi cykler afsted, og der går ikke længe, inden vi bliver mindet om, at vi nu er ude af byen igen.

Vi ser noget stort på vejen, og det er en kæmpe stor varan, som er blevet kørt over. Den er halvanden meter lang fra halespids til snude. Kenneth står af cyklen for at fotografere den, mens Marie ser til på god afstand. Der kommer en lastbil, som kører over dyret igen. Lige ovenpå hovedet, og den giver et kæmpe spjæt. Vi ser en kvinde og nogle børn gå målrettet mod dyret. Der kommer en bil, som først kører forbi dyret, men som så stopper og bakker, for at se nærmere på det. Kvinden råber noget, og vi forestiller os, at det er alla – ‘fingrene væk! – den er min’. Ganske rigtigt. Kvinden tager to store sten, som hun smider på dyret for at sikre sig, at det er helt dødt. Herefter tager hun den i halen og trækker afsted med den. Dagens aftensmad er sikret.

Efter 70km drejer vi fra landevejen og ud på et sandspor. Øjet møder sand, sand og sand så langt, vi kan se. Nu starter det.

Første stop er Colinas, som er en kløft i røde sandsten i alle former og konstallationer. De røde farver står i stor kontrast til det farveløse sand. Vind og vand har eroderet klipperne, så det ligner en kunstudstilling. Nogle af klipperne står solo og stråler i landskabet og andre er del af en større kollage. Vi er helt alene i dette imponerende landskab og finder et fint sted til teltet for natten. Der er helt stille, ingen internetforbindelse og ingen lys fra nærliggende byer. Der er ikke engang en hund, som gør. Eller myg, som vil mæske sig i vores blod.

Dagen efter fortsætter vi ind i det beigefarvede landskab med lyserøde glimt. Vi møder en lokal, som bliver ved at signalere, at vi skal vende om, og at vi ikke kan komme igennem. Vi smiler og signalerer, at vi har styr på det. Senere bliver sandet så dybt, at vi må skubbe cyklerne, og vi tænker på, om det var det, han mente. Hvis vi skal skubbe cyklerne hele vejen, kommer vi til at løbe tør for mad og vand. Landskabet er storslået, og vi har en tyrkertro på, at det nok skal blive fint. Vi føler os hjemme i dette barske landskab, som vi holder så meget af at cykle i.

Den første dag er en blanding af cykling og skubbe cyklen og så cykle lidt igen. Men det er så smukt, at vi glemmer alt om anstrengelserne. Vi når efter 100km indgangen til parken, hvor vi får lov til at slå teltet op for natten og få vand fra vagternes to blå tønder med vand.

Iona National Park er den ældste park i Angola og ligger i det sydvestlige hjørne af landet. Der har været både ørkenelefanter, giraffer og sorte næsehorn i parken, men de er alle forsvundet pga. krybskytteri og borgerkrig. Parken satte sidste år giraffer ud, og det er også planen at genintroducere elefanter i parken.

Cyklingen gennem parken er imponerende, og vi kan mærke, hvordan endorfinerne bobler i kroppen. Vi skal holde fokus for at holde hjulene i gang og tackle det udfordrende landskab. Dæktrykket justeres til det stenede terræn og bløde sand, så vi så vidt muligt kan flyde ovenpå. Hver dag skifter landskabet. Hvidt sand. Stenet ørken. Små bjerge. Spredte træer. Farverne favner næste hele skalaen.

Der er ikke meget vegetation, men der er ørkenblomsten over dem alle; Welwitschia, stråler som en dronning. Den har to blade, som nærmest vokser op ad jorden, og planten kan blive tudsegammel. Den suger fugten fra luften ind gennem bladene, og den har derfor ikke brug for så meget vand gennem rødderne. Den sikrer skygge for insekterne, og så kan dyrene tygge på bladene for at få væske, hvis der er en længere tørkeperiode. Vi cykler en lille omvej for at se en kæmpe Welwitschia. Den er cirka en meter høj og en meter bred, så den må være virkelig gammel. Blade og blomster er filtret ind i hinanden, og det ligner en moderne skulptur med så mange detaljer at opdage og fortabe sig i.

Vi spejder konstant efter dyr, og vi ser hvide pelikaner, Springbok og Oryx på lang afstand, men desværre ingen giraffer. Vi finder senere ud af, at der kun er 10 giraffer på dette kæmpe areal, så man skal være heldig for at se dem.

Det er svært at forklare disse naturoplevelser, men for os er det næsten guddommeligt at være i dette betagende landskab. Stilheden er så stor, at vi kan høre vores egne tanker. Vi kan mærke følelsen af frihed i hele kroppen og samhørighed med naturen.

Vi cykler på den sidste del af ruten gennem små Himba samfund. Det er et stolt og visuelt farvestrålende folkefærd. De hyrder kvæg og geder, og de lever delvist nomadisk i dette område. De griner, når de ser os på cyklerne og peger på vores ben. De hører høj musik på deres små motorcykler med en højtaler rundt om halsen samtidig med, at de har en ged på skødet og hustruen bag på med et barn på ryggen. Himba folket kommer vi til at møde endnu mere i Namibia, hvilket vi glæder os til.

Som vi nærmer os den namibiske grænse, bliver vejen til en bred grusvej. Mens vi cykler tilbage til civilisationen, tænker vi på den sidste uges oplevelser i og med naturen.

Tranformationslandet Angola

Dagen, hvor vi krydser grænsen til Namibia, krydser tælleren også 25.000km. Efter 2.359km. gennem Angola stempler vi ud af landet med en to dages buffer. Vi havde på forhånd ikke forholdt os så meget til Angola. Vi skulle ikke søge visa, og der er ingen røde rejsevejledninger. Vi har haft så meget fokus på Congo og Namibia. Men sikke et fantastisk land, Angola er. Det fortjener at få opmærksomhed med sine imponerende skiftende landskaber og imødekommende lokale, der har humor og let til smil. Som vi cykler gennem landet transformerer vi os sammen med landskabet til den sidste del af rejsen, hvor en stor del bliver i ørken.

Angola er en stor kontrast til de sidste måneder i Central Afrika, hvor der har været fuld fart frem med mange menneskemøder, hvilket også er super fedt og interessant. Det er det smukke ved at rejse og ved kontraster. Det fremhæver det bedste i hvert land.