Hvilket land er Congo?
Det har været næsten umuligt for os, at finde noget om Republikken Congo, i vores research.
Hver gang vi søger på nettet, kommer der en masse op om Den Demokratiske Republik Congo – som er et andet land. Naboland nuvel. Men stadig et andet land.
Uanset hvor meget vi prøver og præciserer vores søgninger, finder vi meget lidt information. Så det er med sommerfugle i maven vi sætter os til rette i den lille trækano, som skal sejle os og cyklerne et par timer ned ad Dja floden, for at krydse grænsen til Republikken Congo. I vores pas har vi et visum, som vi købte for længe siden, i Accra. Nu skal vi blot gå i land i den lille landsby Ngbala og finde et immigrationskontor, som kan iværksætte vores 30dages visum. Det kommer til at gå væsentligt anderledes, end vi forestiller os.
Da vi nærmer os bådpladsen i landsbyen, tager vores to kaptajner, som har padlet os stille og sikkert ned ad floden, farten af kanoerne. Inde på bådpladsen står en nøgen kvinde og bader i floden, så vi venter en stund, til hun har slået et sjal om kroppen. Så lægger vi til.
Førstehåndsindtrykket
I den lille by finder vi hurtigt politistationen. Politimesteren ankommer på motorcykel, i Adidas træningsdragt og store solbriller. Vi har set det flere gange før på kontinentet. Man kan altid kende politichefen på det outfit. Jo højere rangeret, jo mere træningstøj.
Han er venlig og noterer vores tilstedeværelse i Congo, men fortæller os at stemplet i passet, kan vi først få i et checkpoint ude ved hovedvejen, 70km herfra.
Vi finder et måltid mad, som består af kogte bønner og friturestegte søde boller, inden vi sætter cyklerne i bevægelse ned ad den fine grusvej, gennem junglen.
Vores første indtryk af Congo er godt. Her er meget mere ro på end i Cameroun. Folk råber ikke efter os. Her er rydeligt og pænt. Folk gør mere ud af vedligehold og byggeprojekter på deres huse. De har plantet blomster og hække, selvom de bor i junglen. Voksne har lavet seje kreative cykler i træ, til deres børn. Her emmer af overkud. Og så slår det os – fraværet af alkohol. Her er ingen fulde om formiddagen. Da det går op for os, er det vildt at betragte hvilken forskel det gør, fra Cameroun til her. Hvor meget overskud det giver, at folk ikke drikker dagen lang. Det ser ikke ud til at folk har flere penge. Men de har bestemt mere overskud og glæde. Det smitter også af på børnene, som er mere tillidsfulde mod os. Og det smitter af på os.
Vrøvl med visum
Da vi rammer den asfalterede hovedvej, finder vi nemt checkpointet, hvor vi kan få stemplet vores pas. Vi har købt visum til en måned. Folkene i checkpointet er meget venlige, og utroligt snakkesaglige og nysgerrige, så det er næsten umuligt at holde snakken på vores visum, istedet for at svare på de mange spørgsmål om vores cykler. Men det går op for os, at vi har brølet den. Vi troede at visaet ville starte den dag vi får det stemplet. Sådan har det været i alle de andre lande på ruten. Men de fortæller os at visummet startede den dato der står i passet, hvilket er nogle uger siden. “I skal være ude af landet om 9dage” siger de. Dvs. d. 30. juni. Vi står med åben mund og polypper. “Men, men, men…” vi prøver at forklare og fortælle og undskylde og bede om mere tid. De ringer til hovedkontoret i Ouesso og taler med chefen. Som vi forstår det (på fransk), så skal vi blot cykle dertil, så vil de stemple for os og give os 30dage. Pyyyha. Vi ånder lettet op og begiver os afsted.
Ouesso ligger en lille omvej på 25km hver vej, fra vores retning. Men vi havde alligevel planlagt en hviledag eller to der, så det gør ikke noget.
Der er et par dages cykling dertil, men landevejen er god asfalt og vi kommer fint afsted. Da vi langt om længe finder immigrationskontoret på havnen i Ouesso, er der ingen der har hørt om telefonopkaldet fra checkpointet. Men skidt med det. De gør klar til at stemple passet. Betjenten sidder med stemplet i hånden, peger på Marie og siger: “Marie – will you give me some money for the stamp?”. Marie svarer helt kold og kort: “Nej”. “Ok” er svaret, hvorefter han stempler passene med det samme. Går den, så går den.
Da vi får passene bladrer vi forventningsfulde op på siden med stemplet, for at dobbeltchecke vores 30dage. Blodet styrter fra ansigtet og vi bliver blege om næbbet. De holder fast i, at vi skal være ude d. 30. juni. Det er om 7 dage. Der er 850km til grænsen.
Av av av. Det var ikke sådan vi havde drømt om at opleve Congo; Med hovedet nede mellem skuldrene og fuld fart på cyklerne. Det er ikke fordi, det ikke kan lade sig gøre, at cykle de 120km om dagen i det bakkede landskab. Men vi havde drømt om hviledage og tid til at opleve små byer og grusede omveje, dyreliv og jungle. Istedet må vi lægge os i selen for at nå det, og bede til at vi undgår uheld. Men det som gør mest ondt, er at vi havde glædet os til nogle dage i hovedstaden Brazzaville, som virker til at have noget at byde på. Især i form af kaffe, kage og god mad. Men også museer og historie.
Udenfor immigrationskontoret beslutter vi at drukne sorgerne i kanelsnegle hos byens bager, inden vi må bruge dagens sidste lyse timer, på at drøne sydpå igen. Nu blev de 50km omvej pludselig lidt irriterende.
Høj fart = høj forbrænding
Allerede dagen efter beslutter vi at skrue op for tempoet. Istedet for de 120km om dagen, vil vi køre 140km, så vi i det mindste har en hel dag til at opleve Brazzaville. Asfalten er god ved os. Vi hører podcasts på skift, for Kenneths hovedtelefoner er gået istykker. Pedalerne snurrer. Men modvinden, bakkerne og et dalende enenerginiveau gør det hårdere end vi havde håbet på. Kenneth har efterhånden smidt så mange kilo, at der ikke skal så meget til at køre systemet i sænk. De øgede distancer og de meget få muligheder for mad, dræner hurtigere end godt er. Maden er et kapitel for sig. I de små landsbyer vi kommer igennem, kan man ikke få ret meget at spise. De fleste steder er det enten en baguette med nutella, eller en bolle af fermenteret maniok, samt en smule kød i sovs. De fleste steder er kødet bushmeat. Det er lidt ambivalent for os, for egentlig kan man sige om bushmeat, at det jo er super kød, fordi det er et dyr som har levet frit i naturen hele sit liv. På den anden side ved vi, at dyrene kan bære sygdomme og håndteringen og renligheden omkring kødet er nogle gange lidt barsk at være vidne til. Man ved aldrig hvilket dyr der er tale om, når først det ligger i gryden med tænder og det hele. Det kan lige så godt være en rotte, som en hjort.
Da vi på et tidspunkt sidder på et lille gadekøkken, ude midt på den øde landevej, holder en lille Toyota Corolla ind. 4 granvoksne gutter stiger ud og åbner bagagerummet. En død abe falder ud på jorden. Køkkenmutter kommer hen til bagagerummet, som er proppet til randen med døde dyr. Vi kan ikke skelne dyrene fra hinanden, som de ligger der hulter til bulter. Gutterne hiver i en arm her, et ben der. Noget ligner en stor chimpanse hvor ansigtet er skåret væk. Nederst ligger en lille hjort, som køkkenmutter gerne vil købe. Den ene mand hiver den i benet, mens de andre skubber dyrene ovenpå tilbage i bagagerummet, så ikke hele kødorgiet falder ud af bilen.
Køkkenmutter trækker afsted med hjorten. Den ene gut skyller sine hænder under vandhanen, de smækker bagagerummet i og kører videre. Vi kigger ned på tallerknen og er glade for vi valgte fisken.
Levende dyr er bedre end døde
Dagen efter kører vi på en strækning, hvor der ofte ses både elefanter og gorillaer. Vi spejder og spejder. Desværre, eller heldigvis, ser vi ingen af delene. Begge dyrene er farlige i det fri, og vi kan ikke køre fra dem på cyklerne. Til gengæld ser vi en masse små aber i trækronerne. De sender advarselsråb til flokken, når de får øje på os.
Sidst på eftermiddagen giver det et gib i os. Vi ser tre små mørke skikkelser træde ud på vejen. Som Olsen Banden i miniformat, går de hastigt over vejen. Det er 3 chimpanser. Vi kan ikke tro vores egne øjne. Den bagerste chimpanse stopper i vejkanten og kigger på os. Den står et øjeblik og betragter os, inden den også forsvinder ind i det høje græs. Da vi få sekunder senere er der hvor de forsvandt, kan vi ingenting se. De er pist væk. Men de efterlod et glædeligt indtryk i hjertet.
Hviledag med et twist
Vores plan lykkes og d. 28. om eftermiddagen triller vi ind i Brazzaville. Vi finder en katolsk mission og checker ind. Vi er lykkelige men trætte. Nu har vi optjent en hel fridag imorgen, til at opleve byen, inden vi skal krydse Congofloden, til Kinshasa, d. 30. Den sidste dag vi må være i landet.
Vi sover længe. Hænger lidt over morgenmaden og bliver enige om at droppe museerne og blot at bruge dagen på selvforkælelse. Selvom vi kom hertil for at opleve byen, er energiniveauet kun til at overskue kaffe og kage, på byens bedste konditori. Velfortjent synes vi. Og det er da også en succes. Men Kenneth hænger mere og mere, som dagen skrider frem og det bliver et næsten uoverskueligt projekt blot at finde mad at spise. Vi ender hjemme på den katolske mission, hvor nonnerne er søde at lave aftensmad til os. Om natten kommer kulminationen og forklaringen. Kenneth vågner rystende af kulde og en time senere kaster han op i stride strømme.
Fra Congo til Congo
Om morgenen er han død som en sild. Men vi sidder i saksen. Idag skal vi ud af landet. Vores visum udløber. Det tager Kenneth to lange timer at pakke sin cykel, med indlagte pauser i fosterstilling på sengen. Han er fuldstændig hvid i hovedet, da vi triller ned til kajen, hvor vi kan komme med en motorbåd over Congofloden, og dermed krydse grænsen. Marie tager sig af alt det praktiske, som er rimeligt heftigt, med masser af hustlere som råber i munden på hinanden, mens de hver især prøver at score dagens fortjeneste ved at vildlede os. Marie navigerer med sikker hånd det kaotiske menneskekaos og får styr på både stempler og billetter, uden at betale nogen for ydelser vi ikke har brug for. Imens sidder Kenneth bag mørke solbriller på en rød plastikstol i skyggen og holder øje med cyklerne.
På den modsatte bred står lige så mange hustlere klar, men vi har efterhånden en vis rutine i at omgås den slags typer. Vi bruger cyklerne som bolværk og skærer effektivt hustlerne fra, en efter en.
Da vi kommer indenfor i immigrationsbygningen møder os et uventet og uheldigt syn. Et lægetjek. Ved et skrivebord sidder to typer, som tydeligvis er trætte af deres job. Der ligger et termometer på bordet. Nu gælder det om at undgå at Kenneth bliver checket. Marie går først og underholder. Kenneth bruger al sin energi på at se glad og overskudsagtig ud. Det lykkes. Vi slipper for termometeret, så længe vi forstyrrer de to typer mindst muligt.
Videre går det til lugen med passtempling. Vi har visum og alt er egentlig bare en formsag. Indtil damen bag lugen spørger Marie om penge for at stemple passet. Svaret er som altid nej. Og så bliver vi pillet ud. Vi får at vide, vi skal efterlade cyklerne og gå med ind på kontoret bagved. Vi skjuler nervøsiteten, men har endnu ikke været i en situation med myndighederne, vi ikke kunne klare os ud af.
Chefen på kontoret er dog i strålende humør og det hele bliver blot en formsag med lidt ekstra papirer som skal udfyldes, inden han ønsker os velkommen til Den Demokratiske Republik Congo.
Sådan!
Men det er ikke slut endnu. Da vi er ved at forlade bygningen, bliver vi stoppet ved endnu et bord, hvor to mænd begynder at skrive på en regning til os. Men inden vi selv når at sige noget, råber vores hjælper fra kontoret til dem, at de skal lade os være, og de lægger slukørede og modvilligt kuglepennen fra sig. Endnu en triumf for os.
Det hele er foregået meget nemmere end vi havde frygtet og vi har allerede en god fornemmelse af det nye Congo, som ligger foran os.
Vi kører til en katolsk mission i byen, hvor Kenneth går fuldstændig omkuld på sengen, mens Marie går efter pizza.
Congos forbandelse
Den Demokratiske Republik Congo (DRC) har til gengæld været nem at finde information om. Landet har en ret vild historie fyldt med krig, lemlæstelse og kannibalisme. Det er for omfattende at skrive om her, men det er en ren gyser at læse om hvordan den belgiske Kong Leopold fik DRC foræret, som sit eget personlige land, dengang Europa satte sig ved et stort skrivebord i Berlin, og delte Afrika imellem sig. Hvordan han sidenhen har maltrakteret landet og lænset det for værdier. Meget bedre blev det ikke da europæerne forlod landet og overlod det til den traumatiserede befolknings egen varetægt. Sporene efter dysfunktionelle systemer ses stadig i et af verdens mest korrupte lande.
Mange ynder at fremhæve Congo som et præmieeksempel på “forbandelsen ved at have mange råstoffer”. For det er præcis hvad Congo har. Diamanter, guld og særlige mineraler, som hele verdenen efterspørger. I nutiden betyder det at nabolandene de facto stjæler af Congos naturressourcer og nyder særdeles godt af udbyttet. En del eksperter fremhæver det efterhånden velfungerende naboland Rwanda, som et land der har bygget sin velfærd på råstoffer stjålet i DRC.
Men vi køber ikke synspunktet om at råstofferne er en forbandelse. I vores optik ligger forbandelsen udelukkende i det korrupte regime, som til enhver tid beriger sig selv, inden det beskytter og udvikler sit eget land.
Tillad os at fremhæve Norge som et land, som ikke er særlig forbandet af deres råstoffer. Det internationale samfund er mere end villige til at støtte op om og hjælpe regeringer i Afrika med at udvikle sig, men gang på gang forsvinder pengene ned i dybe lommer. Dét er den triste virkelighed.
Endnu en tur på hospitalet
Dagen efter vi er ankommet i Kinshasa er Kenneth stadig ikke kommet til hægterne. Forsikringsselskabet finder et hospital til os, i den anden ende af byen. Vi hopper på cyklerne og krydser den intense storby med en klud for munden, for at undgå den tykke sorte bilos, som forpester luften. Det er heftigt. Der er tusindvis af ramponerede gule taxaer, som kører fuldstændig som det passer dem. Bulerne vidner om, at de ikke holder tilbage for nogen eller noget. Vi er de bløde trafikanter og tager vores forholdsregler.
Vi gør stop ved en bank på vejen. Kenneth går ind for at veksle penge. Det ligner baglokalet til et illegalt gamblingsted. På det lille kontor flyder skrivebordet med checks og kvitteringer, samt en pengetællermaskine. Bankmandens schweizerur ligger skødesløst placeret ved den armerede rude, så kunden ikke kan undgå at se det. På gulvet står en kubikmeterstor stak pengesedler. På små sideborde ligger kufferter fyldt med kontanter. Den congolesiske cdf er ikke meget værd og de fleste vil helst handle i dollars. Men alligevel.
Udenfor oplever Marie også en scene som er en film værdig.
Sikkerhedsvagterne foran banken har kalashnikovs over skulderen, samtidig med at de tager en streg til næsen. Øjnene plirrer rundt i hovedet på dem, da en stor sort SUV kører helt op foran døren. Et kæmpe brød i militærtøj og solbriller, med knæbeskyttere og albuebeskyttere hopper ud ad bilen med et endnu større gevær. Han ligner Rambo til forveksling. Han åbner døren for en stor tyk mand i jakkesæt, som skal gøre bankforretning.
Vi bliver enige om at DRC er er Afrikas Italien. Mafia, korruption, stoffer og våben over det hele.
Uden yderligere helbredsmæssige udfordringer når vi frem til hospitalet hvor de sædvanlige blodprøver bestilles. Alle tests er negative. Dog kan lægen se at infektionstallet er højt. Så noget er ikke helt, som det skal være. Men han kan ikke vide hvad det er, så vi starter med en ormekur. Den anbefaler han iøvrigt hver tredje måned, mens vi er i Afrika.
Vores redningsmand Kamil
Vi er inviteret til at bo et par dage hos en fyr som hedder Kamil. Vi er kommet i kontakt med ham, gennem vores ven Charlie, som har et projekt, hvor han går gennem Afrika, for at rejse penge til at lave brønde i områder der trænger. (Læs mere på walking4water eller Charlie walks for water). Charlie har boet hos Kamil i en måneds tid, men er netop taget hjem til Danmark, dagen før vi ankommer i Kinshasa. Ærgeligt vi ikke nåede at møde ham. Til gengæld blev “hans” værelse ledigt, hos Kamil, og der kan vi nu bo i et par dage.
Kinshasa er ekstremt dyr at bo i, så vi er dybt taknemmelige for at kunne spare lidt penge, mens Kenneth kommer sig. Men det er ikke økonomien der er vigtigst. Mødet med Kamil og hans bror Kaif, er virkelig interessant. Kamil er indisk af afstamning men er opvokset i Tanzania og har boet de sidste 18år i Kinshasa. Han er forretningsmand med mange forbindelser og kæmpe overblik over nyheder og verdenssituationen. Hver dag kører hans TV med nyheder på skift fra alverdens TVstationer. Kamil og Kaif er sjove at snakke med og de er gode kilder til viden om situationen i DRC. Især fortæller de om de mange korruptionssager og kupforsøg i landet. Vi nyder godt af deres kæmpe gæstfrihed og er dybt taknemmelige.
Hospitalsopgradering
Selvom vi har nogle gode og rolige dage hos Kamil og Kaif, så er Kenneth stadig ikke på toppen, da vi skal flytte ud og give plads til Kamils roommate, som vender hjem fra sommerferie.
Forsikringsselskabet har “opgraderet” behandlingen, og flyttet os til et førsteprioritetshospital, som ligger lige om hjørnet. Tak for først at sende os til et lavprioritetshospital, i den anden ende af byen.
Hvorom alting er, så får Kenneth igen en hjerneskanning, samt flere blodprøver. Altsammen er negativt. Infektionstallet er også nedbragt efter en heftig antibiotikakur. Sidste mulighed er at checke synet. Hospitalets øjenlæge finder en stor afvigelse i synet, i forhold til de kontaktlinser Kenneth bruger. Det kræver straks nye briller og er stensikkert årsagen til hovedpinen, som har varet to måneder. Nye briller kan købes med det samme, på hospitalet.
Afvigelsen i synet er dog så stor at Kenneth finder den mistænkelig og går til en optiker istedet, som med helt moderne måleudstyr finder at synet passer perfekt til kontaktlinserne.
Det ser ud til at hovedpinen, som kom af sig selv, må gå væk af sig selv.
Videre ud i verden
Vi flytter ind på en anden katolsk mission, fordi vi er nødt til at give Kenneth helt ro i nogle dage. Det hjælper, men det går langsomt. Til gengæld går det hurtigt med at bruge penge. Vi bruger 4-5gange vores budget om dagen. Kinshasa er verdens næstdyreste by at bo i for expats. Efter Luanda i Angola. Men efter 5 dage med fuldstændig hvile og nogenlunde næringsrig mad, er vi der, hvor det er bedre at sidde på en cykel, end at glo ind i en væg.
Vi stikker afsted fra Kinshasa. Vi har planlagt korte dagsetaper på 70-80km, så vi ikke bruger for meget energi. Udfordringen er stadig at få nok næring. Gadekøkkenerne kan ikke levere den nødvendige energi, som Kenneth har brug for. Og vi er blevet lidt varsomme med at spise på gaden, for DRC er notorisk kendt for maveproblemer. Vi laver selv aftensmad igen. Det hjælper lidt og i løbet af de fire dage vi bruger på at cykle til grænsen til Angola, kommer Kenneth lidt mere til hægterne.
På turen gennem landet har vi det store privilegie at køre på asfalt. Det er et privilegie fordi DRC efter sigende har mindre end 2.000km asfalt i hele landet. Et land som er på størrelse med Vesteuropa.
Til gengæld er trafikken fuldstændig forrykt på landevejen. Vi skriver en sms til Kamil og spørger om man skal have kørekort i Congo? Han svarer at det er 6år siden at regeringen stoppede med at udstede kørekort. Det kan man godt mærke. Udover den hasarderede kørsel på den smalle landevej, så er alt på hjul konsekvent overlæsset til nye højder. Bogstaveligt talt. Vi så en bil med gul hanekam. Chaufføren havde bundet 8 lag gule 30l plastikdunke på taget, og hele vejen ned over bagsmækken. 8 lag! Mange biler har et læs som er 2-3 gange højere end selve bilen. Ofte sidder der mennesker ovenpå læsset. På lastbiler sidder der ofte folk oppe på ladet, eller endda ovenpå containeren. I personbilerne sidder folk i bagagerummet, som bliver holdt åbent med en gren, mens de dingler med fødderne faretruende tæt på asfalten. Vi har set overlæssede køretøjer før, men i DRC er det vildt.
Går den – så går den
Folk er dog søde. De smiler og vinker. Og rækker hånden frem for at bede om penge. Eller en smøg. Det er en refleks kan man se. De fleste er ikke særlig vedholdende. Det er helt klart opportunistisk. Går den så går den. Men vi forstår godt hvor det kommer fra. Folk her lever fra dag til dag. Det er tydeligt at landet er fuldstændig i knæ. Folk har ingenting. Her er beskidt alle vegne. Ingen har tid eller overskud til at gøre noget ekstra. Alle leder efter det der skal til, for at overleve idag. Ingen tænker på imorgen. Det er en tilgang til livet som risler ned gennem hele systemet fra toppen. Det er trist at se. Men forståelsen hjælper os til, ikke at springe i luften, når en mand for 117. gang stikker sin hånd frem.
Efter 3 dage på landevejen når vi grænsebyen Lufo. Vi har aftalt at tage en hviledag inden vi krydser grænsen til Angola. Kenneth er nu helt frisk igen. Humøret er vendt tilbage og maden glider bedre ned. Hovedpinen som har varet i 3 måneder, siden Lagos, er nu endelig væk.
Når vi først krydser grænsen til Angola, får vi travlt og så kan vi ikke længere køre korte dagsdistancer. Vi får kun 30dages visum ved grænsen. Til gengæld skal vi køre ca 2500 udfordrende kilometer gennem landet. En del mere end vi plejer at køre. Det giver os igen for lidt tid, til at udforske de kringlede hjørner, som vi gerne ville. Men til gengæld er vi også klar på det store skifte der ligger foran os i det sydlige Angola, hvor overgangen til ørkenen og de øde menneksetomme landskaber starter.
Men her i Lufo tager vi lige en slapper og fokuserer på at spise noget mad. Gadekøkkenerne har igen lidt mere næringsrige måltider og vi spiser bønner, stegte bananer og kylling. Vi får lige et svirp med halen af DRC.
Da vi rullede ind i byen stoppede vi i et hyggeligt gadekøkken. Kvinden var super sød og sendte sin datter afsted efter sodavand til os. Vi gav hende en 20.000cdf (50kr) pengeseddel med, som hun kunne betale med. Som så ofte før. Men da vi skulle afregne måltidet, havde damen fuldstændig glemt alt om, at vi allerede havde givet en stor pengeseddel. Først da et par andre unge mænd i nærheden blandede sig, kom hun i tanke om betalingen. Vi fik så 2.000cdf tilbage. Hvilket var helt skævt. Det krævede en kæmpe diskussion og mange runder og sammentællinger, inden hun ville indrømme at vi kun havde købt for 11.000cdf. Midt i den kaotiske diskussion, som nu involverede cirka 10mand, begyndte en ung mand at tigge smøger af Kenneth. Det kan ikke udelukkes at Kenneth råbte: “Are you fu…. kidding me?!”. Congolesere trives helt sikkert i kaos, larm og højrystethed. Væsentligt mere end danskere. Prikken over i’et kom da vi hoppede på cyklerne og en ung mand ville tage en selfie med Marie, som sagde nej. Han vendte kameraet og ville tage et billede af hende bagfra alligevel, hvilket fik Kenneth til at tage telefonen ud af hånden på ham og give lidt verbale lussinger. Det var en lille, omend patetisk sejr, da Kenneth cyklede afsted med telefonen i hånden og den unge mand måtte løbe efter, for at stjæle den tilbage.
På vejen mod vores hotel, stopper vi for at købe appelsiner. Kenneth spørger hvad de koster. Svaret er “1.000 pr styk”. Kenneth peger på skiltet foran appelsinerne hvor der står 500 og griner til damen. Hun ved ikke hvilken grimasse hun skal stille op og prøver at tørre den af på de andre damer bag boden. Kenneth stikker hende 2.000 for 4stk og alt er godt.
Om aftenen fandt vi et andet gadekøkken, med nogle andre søde damer. De havde god mad og vi vendte tilbage på vores hviledag, og spiste frokost. Og igen om aftenen, til aftensmad. De blev sødere og sødere. Aftensmaden blev 6.000cdf og Kenneth gav en helt ny 20.000cdf seddel, samt en 1.000cdf. Men hun ville ikke have den lille seddel, som ellers gav mening i forhold til byttepenge. Da vi skulle gå, bad vi om byttepengene, men så gik der igen diskussion i den. Igen kom et par unge drenge for at hjælpe. Hvilket blot gjorde det hele endnu mere kaotisk. Vi var enige om at maden skulle koste 6.000cdf. Men vi var ikke enige om hvorvidt vi allerede havde betalt. Det nægtede damen. Til sidst trak den anden kvinde en seddel frem og sagde vi havde betalt med den. Lille sejr til os. Men det viste sig, at det var en gammel 5.000cdf seddel. Ikke den spritnye 20.000cdf seddel, som vi havde betalt med. Den gamle seddel har samme farve som de nye 20.000cdf. Fusk og bedrag. Det er nok ikke første gang de har lavet den finte. Men ligemeget hvor meget vi brokkede os, ville de ikke give sig.
I sidste ende skal vi nok overleve, og de har helt sikkert mere brug for pengene end vi har. Og det er dem der skal leve med at bedrage. Ikke os.
Men det er vildt at opleve, at folk her kan se een i øjnene, smile, og så stikke kniven ind, uden det rører dem det mindste.
Går den så går den.
Igen vil man hellere stikke de penge i lommen man kan stjæle idag, end dem man kan tjene ærligt imorgen. Congos kerneproblem hos både høj og lav. I gadekøkkenet og i regeringskontorerne.
Congo er et vildt land, vi gerne ville have oplevet meget mere af. Men sikkerhedssituationen er alt for usikker. Vi følte os trygge hele vejen igennem, men vi har også bevæget os i en ret snæver, men sikker korridor gennem landet. Vi har set desperation, afmagt og lovløshed. Men vi ved at i andre dele af landet, er det endnu vildere. Det er helt sindsygt at tænke på hvor pressede de mennesker er, som lever her. Vi er priviligerede og kan blot cykle over grænsen til Angola. Nyt land – nye oplevelser. Men for de folk der bor her, er Congos desperation en virkelighed de ikke kan undslippe.