Alt er nyt.

Sprog, gestikuleringer, omgangsformer, lyde, dufte, skikke og alt andet blev nulstillet på den times færgesejlads det tog os at skifte kontinent.

Vi ankom i Tangier. En metropol med en historie, der har stukket i mange retninger. Fra Arabisk højborg til delt international zone under det spanske og franske kolonistyre. Før det, var det Berbernes udkantsområde. Og senest en beatnik by med en kulørt befolkning af skæve eksistenser, der endte i forfald.

Idag er det en by med ambitioner om atter at rejse sig, som besøgsværdigt rejsemål for turister. Byen er ikke uden charme, men måske er der et stykke vej endnu til at indfri ambitionerne.

Vi går gennem de små gader i den lille Medina. Der sælges meget, som ingen har brug for. Men da vi får øje på en ældre mand i en lille bitte bod, finder vores hænder vej til pengesedlerne i lommen. Manden sælger fransk nougat. Eller mere præcist sælger han Marokkansk nougat. Vi har været i Afrika i mindre end tre timer, da vi oplever den første smagseksplosion. Nougat’en er lysebrun og sej at tygge, men fast nok til at kunne hugges ud i blokke. Den har en lækker dyb smag af nødder fra en solbeskinnet dal, i et varmt land. Vi er fuldstændig solgte og køber en kæmpe pose på 1/4kg for 50dirham (35kr).

Omkring os ligger små cafeer, og vi sætter os ned og observerer bylivet. Der er noget meget pirrende ved at ankomme i en anden verden. Alle sanser står på vid gab. Alle indtryk suges ind, nydes og bearbejdes. Sommetider med forundring som følge, ofte med begejstring over at lære noget nyt om verden og de mennesker, der bor i den.

Vi har sat os for at tage en enkelt nat i Tangier, inden vi hopper på cyklerne. Vi prøver at navigere i priser på alt, bl.a. hotelværelset, hvor vi betaler 250dirham (175kr) for noget der kunne være med i Nul Stjerner. Det blev første oplevelse af at nogle ting i Marokko er uforholdsmæssigt dyrt, mens andre ting er markant billigere. F.eks koster et lækkert nybagt stort rundt fladbrød 2dh (1,5kr).

Eftermiddagen i Tangier blev nærmest en foodietur i de små gader og boder, hvor vi spiste og drak os gennem byen. Kager, nødder, oliven, kaffe, the, friskpresset juice og til sidst en Tajine til aftensmad. Vi ramte ved et tilfælde et lille sted, som ikke så ud af meget. Det lignede mest en grillbar. Men selv her lavede de en skøn tajine, som er en lille lertallerken hvorpå en ret af kartofler, kød og grøntsager står og simrer, under en lertop. Den serveres boblende varm. Det er et simpelt måltid men smager skønt. Senere lærte vi at forskellige regioner og byer i Marokko, laver deres egne versioner, hvilket vil sige at de krydrer forskelligt. Vi har ofte spurgt hvilke krydderier der er brugt i den tajine vi får serveret. Svaret er altid undvigende og mangelfuldt. Der er dybe hemmeligheder i det Marokkanske køkken.

Chefchaouen – den blå by

Morgenen gryede, mens vi hørte Muezzinens kald til bøn over Tangier. Det var ikke svært at finde motivationen til at forlade det kummerlige hotelværelse og sætte afsted i den friske morgen, på cyklerne.

Første mål var Chefchaouen. Efter sigende en utroligt charmerende lille by, placeret smukt på en bjergskråning i Rifbjergene, og hvor Medinaen er helt blå.

Efter et par timer på en forholdsvis kedelig lille vej, havde vi samme følelse som at køre i Ølstykke i regnvejr, og vi blev enige om at skyde genvej for at komme ud på hovedvejen, og på den måde hurtigere væk fra Tangiers dyndede udkantsområde, og tættere på små hyggelige bjergbyer. God beslutning syntes vi, indtil en halv time senere, da vi sad fuldstændig fast i mudder på en “grusvej”. Lad det være en lektie, at når der i et område bliver solgt utroligt meget lertøj i vejkanten, skal man holde sig fra jordvejene efter regnvejr.

Alligevel nåede vi Chefchaouen ligesom mørket brød frem. I skæret fra byens yderste gadelampe, googlede vi overnatningsmuligheder. Helt klart en øvelse vi skal gøre os mere umage med, måtte vi sande. Vi bookede et værelse i et lille guesthouse, midt i den blå medina. Måske ikke det mest charmerende af dem, men til gengæld et af de billigste. Og så startede ellers en aften fyldt med skæve hændelser.

Vi tastede adressen ind på kortet og cyklede ind mod medinaen. En Medina er i sin essens den gamle bydel. Dvs det er et virvar af små smalle gader, rundt om lukkede facader. Mange af de undseelige små døre man går forbi, gemmer på store gårdhaver med flotte, hyggelige huse, men indtil man kommer ind i sådan et helle, prøver man at navigere i trapper op og ned, smalle stræder og genveje, med en gps som ikke kan få signal.

Med Kenneth som gammel landmåler, var vi dog forholdsvis hurtigt fremme ved hotellets location, som i virkelighedens verden var et helt tomt torv. Man skal ikke stå stille og se rådvild ud i 2sekunder i en medina, før man bliver tilbudt hjælp til at komme frem. Enten til det hotel man har booket, eller til det hotel de gerne vil sælge. I dette tilfælde rystede alle dog på hovedet da vi nævnte navnet “Casa Malek”. Først da vi prøvede at søge på google maps, frem for Maps.me viste det sig at Casa Malek, lå i den anden ende af byen. Men selv da vi kom hertil var der ingen Casa Malek. Igen bød lokale sig til og en fyr blev hentet ud fra en cafe for at vise os vej , ind gennem mørke gader, længere og længere væk fra der hvor Casa Malek var angivet på kortet. Da fyren drejede ned i en kulsort gyde, stoppede vi og begyndte at vende cyklerne. Men en anden fyr kom ud fra gyden og sagde: “Jeg er Malek. Velkommen”. Ud over den lidt kringlede indledning, så var huset og det videre møde med Malek heller ikke så imponerende som vi havde drømt om. Men nogle vil nok mene at man får hvad man betaler for.

Helt galt gik det næste morgen, da Malek præsenterede os for en ekstraregning på 20% af prisen, som han ikke rigtig kunne gøre rede for. Kenneth blev rasende, og vi smækkede døren uden at betale ekstraregningen.

Malek lagde allerede på andendagen i Marokko et tungt åg på vores skuldre, som vi hver dag kæmper med at ryste af os. Nemlig manglende tillid til at folk vil os det godt. Troen på at der ikke er bagtanker, når folk vil hjælpe os. Hver dag i Marokko har budt på oplevelser som hiver os mod hver sin pol. Det ene øjeblik kaster børn sten efter os, når vi cykler forbi, det næste bliver vi mødt af varme smil og stemmer som siger “Welcome”. Folk på gaden starter en nysgerrig samtale med os om hvem vi er, som ender i hvad de gerne vil sælge os. Mange vil have os med forskellige steder hen. Vi er blevet gode til at blive stående. Men det strider imod vores nysgerrige sjæl. Og hvad nu hvis vi får sagt nej til en god oplevelse, i kræft af mistro til et medmenneske. Vi oplever jo også gode ting. Den ældre mand, som kommer ud fra sit hus, da vi er stoppet i 2minutter i vejkanten, for at tage en tår vand og en snack. Heldigvis taler han spansk og opfordrer os til at blive lidt. Hvile ud. Sidde i skyggen. Vi kan jo altid køre videre senere, siger han. Han har ikke travlt. Vi føler lidt flovt at vi har, da vi takker nej og tramper videre i pedalerne.

Sproget er en anden udfordring, vi dagligt skal forholde os til.

De to officielle sprog i Marokko er Marokkansk/ Arabisk og Tamazight (Berber sprog). Desuden undervises i fransk, som vi heller ikke kan. Nogle steder kan folk lidt engelsk eller spansk. Vi ville ønske, at vi havde taget et kursus i fransk hjemmefra. Det er dagligt frustrerende for os, at vi ikke kan forstå eller sige selv de mest basale ting. Selvom ikke alle kan fransk her, så er der som regel en i nærheden, som kan. Især i et land hvor man hele tiden bliver tiltalt af stort set alle folk, vi går eller cykler forbi, er det ærgeligt ikke at forstå deres hensigt eller spørgsmål.

Vi er dog helt på det rene med at børnenes spørgsmål som regel går på penge eller slik. Også i en grad at det har affødt en tilbagevendende samtale mellem os. For kan det virkelig passe at 90% af alle Marokkos børn har stiftet bekendtskab med ubetænksomme turister, der har givet børnene slik og penge? Hvilket er den umiddelbare forklaring på at så mange børn løber efter os og tigger. Idag kom en dreng hen til Kenneth og talte perfekt engelsk, hvilket er en sjældenhed. Han var en sjov fyr og spurgte, hvorfor vi havde så mærkelige cykler? Om vi havde bomber i taskerne? Kenneth svarede: “Nej. Det er pistoler!”. “Aaaarrrhhh” sagde han “Giv mig nogle penge. Jeg er fattig”. Kenneth brød ud i mild latter og sagde: “Du er da ikke fattig mand. Du går jo i Nike sweatshirt og fine sko. Se mig. Jeg har kun det her på cyklen”. Han svarede: “Du har da mere end det. Du har jo også pistoler”. Han pegede på taskerne med et smil. Så fortalte vi ham om, at vi skal til Sydafrika på cyklerne, og alt om penge var længe glemt. Men han er et humoristisk eksempel på, hvor let det er at sige nej. Mindre kan også gøre det, et “Nej” er ofte nok. Men det som er interessant for os er, hvorfor et helt lands børn, høj som lav, spørger turister om slik og penge. Det er selvfølgelig en mulighed, at turisterne selv har “opdraget” børnene til, at der er noget at hente, selvom vi synes det er forkasteligt. Men måske er der en anden dybereliggende kultur bagved? Det er det, som vi debaterer på de lange stræk i sadlen. For hvad nu hvis det er noget mere rodfæstet?

Hvis du går ind i en forretning og vil købe et tæppe i Marokko, er det efter sigende en længerevarende proces, som indebærer lange forhandlinger og adskillige mængder the. Måske endda over flere besøg. Ofte vil tæppeejeren også starte med at spørge, hvilken gave kunden har med til ham. Som for at formildne hans sind op til forhandlingen om prisen?

I de helt gamle dage hvor kamelkaravanerne krydsede Sahara med varer på de store handelsruter, er det også let at forestille sig der må være blevet givet gaver, for at bryde isen hvor man kom frem.

Flere moderne eventyrere beretter ofte om hvordan de har gaver med, når de rejser ud for at besøge afsondrede stammer i fjerne lande. Hvorfor?

…og er det i virkeligheden noget af den kultur, som på en eller anden mystisk måde stadig lever i en barnesjæl i Marokko, når man får øje på en cyklist i det fjerne og sætter i en hurtig spurt på bare fødder, hen over den sandede jord, mens man råber: “Bonjour! Hvad har du til mig?”

Det er rent gætteri og tankespind fra vores side. Måske er der en flig af sandhed i det. Men ihvertfald havde tankerne noget at beskæftige sig med i den bagende sol på cyklen.

Vi oplever også en anden, mere stille, udstrakt hånd. En udstrakt hånd som berører os dybt og oftest får os til at lægge en mønt i den fremstrakte hånd. Når vi handler, eller sidder på en restaurant og spiser, kommer sommetider en ældre kvinde, en ældre mand, eller et barn. Uden at sige noget holder de sig lidt på afstand, men søger øjenkontakt. Det er mennesker, som ingenting har. Det er ikke en konklusion, vi laver ud fra deres tøj eller noget de siger. Men vi kan se det i deres øjne. Der er en stille desperation, som fortæller om en daglig kamp for at få enderne til at mødes. Vi ser marokkanere give dem måltider, give dem penge. Sommetider får de resterne af et uspist måltid. Hver gang ser vi taknemmelighed i deres øjne. Ligesom de lokale, giver vi også disse mennesker mad eller penge. For hvordan kan man selv være et menneske, hvis ikke man hjælper dem som ser een i øjnene og ingenting har?

Fez og verdens største gågade

Vi cyklede fra turistfælden Chefchaouen, med den blå Medina, til Fez. Forresten prøvede vi at finde ud af, hvorfor medinaen var blå. Ingen vidste det. Det bedste bud var, at det var for at tiltrække turister, hvilket passer meget godt med vores følelse af mængden af autencitet i byen.

Men der stod Fez i skærende kontrast med liv og puls. En storby med 1,5mill indbyggere, hvoraf 150.000 bor inde i medinaen. Man hævder, at det er verdens største bilfri urbane område. Der er 9000 små gader og stræder. Alt er kringlet og kryptisk og et skønt virvar af varer, mennesker og mad. Medinaen er delt op i områder, som handler eller producerer bestemte ting. Eet sted sælger de grøntsager, et andet sælger de kød, et tredie sælger de moderne bling. Nogle steder er de specialliserede i at arbejde med metaller og laver bla. a. store kobbergryder, som de banker i flotte mønstre ved håndkraft.

De producerer mosaikker og der laves fantastisk mad. Medinaen har flere moskeer med spændende historier, men de er ikke åbne for ikke-muslimer.

Istedet brugte vi en halv dag på at gå fra den ene ende af medinaen til den anden. Hver meter var en oplevelse i sig selv. Stjålne blikke gennem halvåbne døre afslørede store gårdhaver inde bagved. Trængsel og tumult. Og handlende overalt. Vi spiste os mæt i sukkersøde små kager hos en mesterbager i hans Patisserie. Vi drak kaffe på en café, ved siden af et værksted hvor en mand sad i skrædderstilling med en lille hammer og bankede mønstre i fliser, til at lave mosaik. Til sidst fandt vi den kringlede vej til en af de helt store attraktioner, nemlig der hvor læderet garves og farves.

Lad det være sagt med det samme, uanset om man kommer med en guide, eller selv finder rundt som vi gjorde, så slipper man ikke for at blive trukket gennem hele sortimentet af læderjakker, marokkopuder, sandaler, tasker osv osv, inden man endelig finder frem til en tagterrasse med udsigt over en af de store gårde med farverierne. Men det er hele besværet og diskussionen værd. Humlen er at alle de tagterrasser man kan se farverierne fra, allesammen er tilknyttet en læderhandler.

Hver morgen hældes ny farve i kæmpestore kar, hvorefter huderne lægges i blød i farverne. Resten af dagen går med at mænd går rundt og arbejder farverne ind i skindende, samt hænger dem til tørre. Det hele er meget sanseligt og på en måde et smukt scenarie, men vi er lidt i tvivl om hvor sundt arbejdsmiljøet egentlig er. Vi håber for mændendes skyld at der er styr på det.

Fra Fez fortsatte vi videre mod Imilchil, hvor vi vil følge en bikepackingrute, vi har fundet på Bikepacking.com. Vi glæder os meget til at opleve landskaberne nede sydpå i Marokko. Vi er nok nødt til at indrømme, at vi har taget for let på ruteplanlægningen i den nordlige del af landet. Vi har fulgt et par forslag fra andre, i nogle cykelfællesskaber, vi følger. Men sandt at sige, har vi savnet de unikke oplevelser. Landskabet i Rifbjergene i det nordlige Marokko slog ikke rigtig benene væk under os. Heller ikke selvom en stor del af verdens cannabis dyrkes her, og de lokale gerne testede varerne. Ligesom de også generøst tilbød os at gøre.

Heller ikke menneskene tog os rigtig med storm. Som vi har forsøgt at skrive, så sniger der sig ofte en flig af mistro ind i de relationer vi indgår i. Fordi der ofte var grund til det.

F.eks. var der en sød fyr, som stoppede os på vejen og spurgte, om vi havde brug for hjælp. Vi sagde alt var ok. Han spurgte om vi er på Whatsapp, og vi udvekslede numre. Et par timer senere skrev han igen, nu med google translate, om vi var ok. Og vi takkede for omsorgen. Hvorefter samtalen slog over i, hvordan vi kunne hjælpe ham med at komme til Danmark og arbejde. Det kan man jo på en måde ikke fortænke ham i. Men samtidig er det jo et brud på den indledende kontrakt, han lavede med os, om at han tilbød os sin hjælp.

I virkeligheden tror vi, at det som vi med rene danske øjne vil betragte som et tillidsbrud, nærmere handler om en anden kulturel base. Ligesom tidligere beskrevet med tæppehandlen, så tror vi at den naturlige vej for en marokaner, til at spørge om noget, er ad kringlede veje, som i en medina. At deres sprog er meget mere fyldt med poesi, eller mere floromvundet, som vi ville sige på dansk. Vi ser tydeligt, at i vesten arbejder vi intenst på at gøre det nemmere for individet at klare alting selv, men her kan du ikke engang finde vej i medinaen, uden du er nødt til at spørge folk til råds. På samme måde er deres interaktion måske mere kringlet, end vores danske, meget ligefremme og direkte måde?

Vi ved det ikke. Men vi elsker at gætte og sætte spørgsmålstegn. Forhåbentlig møder vi nogen, vi kan spørge.

Når alt dette er sagt, skal vi også huske på, at vi møder fantastiske mennesker som af et rent hjerte inviterer os ind i deres hjem og deres liv. Som første gang det skete, i det sydlige Marokko. Vi har krydset Anti Atlas bjergene og er helt tom for vand. Temperaturen er 35grader. De første mennesker vi ser er ved at pumpe vand op af det varme ørkensand, så vi stopper. Mens vi fylder flaskerne med vand, inviterer Rachid os med hjem til the. Vi møder hans familie, og efter vi har vasket vores fødder, kommer vi ind i gæsterummet, hvor de serverer fladbrød, olivenolie, dadler og Rachid hælder sød mynte-the op med høj stråle. Rachid kan lidt engelsk og vi øver vores franske, mens vi nyder deres hyggelige selskab, og vi fylder vædske og energi i kroppen. Da vi tager derfra krammer vi hinanden og de forærer os resten af de hjemmedyrkede dadler, hvilket er en kæmpe posefuld.

Sådanne oplevelser får vi også, og dem lader vi fylde mest i vores sind.

Måske handler de oplevelser, vi får, også ligeså meget om, hvordan vi selv imødegår dem. Måske skal vi også lige selv skifte vores mindset fra Europa til Afrika.

Mellem Anti Atlas og Høje Atlas går en tange af ørken ind mellem de to bjergkæder. Her ligger byen Goulmima. En lille by, som ikke tiltrækker megen opmærksomhed fra de fleste rejsende. Men for os gjorde den selvfølgelig pga. dens mange cykler. Der var tusindvis i den lille by. Alle cyklede på kryds og tværs, kvinder og børn, unge og gamle. Alle havde en cykel. Men det var ikke blot cyklerne, der fangede vores nysgerrighed. Her var en særlig stemning. Folk var mere frie. Vi havde ikke før set kvinder på cykel. Eller kvinder som henvendte sig direkte til os. Folk var afslappede og søde, uden at være pågående. Vi trillede ned ad de små sidegader og købte frugt fra en ladvogn af træ, youghurt fra et hul i væggen. Frokost ved et plasticbord i skyggen ved en cafe, mens et æsel går forbi.

Her fra Goulmima drejer vi fra hovedvejen, for igen at sætte kursen mod Høje Atlas bjergene. Men vi tøvede, for her i det varme centrum af den hyggelige by, fandt vi noget af det, vi havde savnet. En fin følelse af tryghed, som varmede vores hjerter.

Men bjergene kalder. Og bikepackingruten kalder. Om et par dage rammer vi starten af den, og så følger vi den næsten til grænsen til Western Sahara.

Da vi triller ud af byen, stopper en venlig mand os og snakker. Han fortæller os stolt, at han er Berber, hvorpå han siger: “Velkommen – til det RIGTIGE Marokko!”.