Vi sidder i en bil på vej ind til den lille by, Kirkenes. Uden cykler. Vi håbede til det sidste, at cyklerne stod et eller andet sted i den lille lufthavn, men de var ikke kommet med flyet i Oslo. Nu kan vi ikke gøre andet end at vente til næste dag og håbe på, at cyklerne kommer frem. Vi kigger ud af bilruden. Renerne krydser vejen som det mest naturlige. Vi smiler til hinanden. Nu starter eventyret.

Vores drøm er at cykle fra Nordkapp i Norge til Kap Det Gode Håb i Afrika. Vi drømmer om at cykle fra nord gennem Europa, sejle over Gibraltarstrædet og fortsætte gennem Vestafrika til Kap Det Gode Håb. Opleve, hvordan naturen og kulturen skifter fra nord til syd, som vi træder i pedalerne.

Der kan være alle mulige gode grunde til at en drøm ikke kan indfries. For os var der også masser af stopklodser, som principielt stillede sig i vejen for at vi kunne cykle fra Kapp til Kap. Vi var ikke færdige med at arbejde. Faktisk var vi begge igang med gode og spændende projekter, som vi er kede af at sige på gensyn til. Savnet til familie og venner, mens vi er væk. Oveni det hele fik Kenneth en vaccination som gik helt galt, og derfor endte som en byld på størrelse med en bordtennisbold, inden den blev skåret op og efterlod et åbent sår på overamen, som skal bruge flere måneder på at hele. Marie besvimede, faldt ned af briksen og pådrog sig en hjernerystelse ved den samme vaccination. Så principielt burde vi blive hjemme i sikkerhed.

Men Afrika er en stor drøm for os, og vi besluttede, at vi må få det til at lykkes, så godt vi kan. Det betyder bl.a., at vi bruger sommerferien på at cykle fra Nordkapp til København, hvor vi trykker pause, mens vi afslutter vores jobs. Kenneth skal arbejde en måned og cykler derfor videre gennem Europa alene, mens Marie arbejder to måneder og flyver til Spanien, hvor vi genforenes.

Vi har lagt en plan, som gør at vi kommer afsted og indfrier drømmen, istedet for at lade udfordringerne begrænse os til at blive hjemme.

Vores vej til Nordkapp er nemmere end den, de fleste andre cyklister har taget til Nordkappklippen. De fleste har cyklet i uge- eller månedsvis. Vi når Nordkapp efter en sejltur og 35 flotte kilometer på cykel. Det er alligevel en kæmpe oplevelse at stå på kanten af klippen og spejde ud over havet, og vi tog os god tid til at tage øjeblikket ind.

Vi elsker at opleve kulturer, som er forskellig for vores egen, men i vores kære naboland er det især naturen, vi er kommet for at opleve. Vi kigger på kortet og de mange halvøer, øer, fjorde og fjelde langs vestkysten. Vi zoomer ind på kortet og ser de hvide tinder, få veje og mange færgekrydsninger.

Alt er frisk og sprødt som var det forår, selvom det er juli måned. Der er syrener og andre forårsblomster. Det hele stråler lysegrønt.

Midnatssolen skinner på os, og vi får hurtigt vendt lidt op og ned på dag og nat. Det er svært at kravle i soveposen, når der er lyst og så meget at opleve.

Øerne Senja og Lofoten lever op til deres ry som nogle af verdens vidundere. De rå og dramatiske fjelde går direkte ned i vandet, som er de fødder, der træder i den laguna-blå fjord. Der er sandstrande og idylliske røde træhuse pryder landjorden. Aftenlyset danser i forskellige nuancer over klipperne, og når den skinner på en båd i vandet, skal man knibe sig selv i armen for at være sikker på, at det ikke er en drøm. Vi fandt her også de smukkeste steder at slå teltet op, med udsigt til fjeldene.

Den smukkeste by på Lofoten, synes vi, er Henningsvær. Den ligger så smukt placeret, at blot rejsen derud, er det hele værd. For at nå dertil, cykler man helt ud på spidsen af den fjerneste tange. Vejen snor sig forbi hvide sandstrande, lodrette klippesider, vi havde udsigt til små øer i smukkeste blå vand og til sidst cyklede vi over to små stejle broer, for at nå til tangen, hvor byen ligger. Man kan vitterligt ikke komme længere væk.

Selve byen er rigtig hyggelig med en lille havn og god kaffe på hvert et gadehjørne.

Fra Lofoten fortsatte vi langs kysten til Trondheim. En by, som overrasker os positivt. Små hyggelige gader med farvede huse, en skøn stemning og med Domkirken Nidaros, der manifesterer at Trondheim har været og stadig er en betydningsfuld by i Norge.

I Trondheim står vi ved en skillevej. Der er mange veje, der fører til Rom og også til København. Vi ville både gerne cykle langs kysten og også ind over fjeldet. Vi valgte at cykle ind over Dovrefjell, da vi ville gerne se Moskusokser.

Vi vinkede farvel til Trondheim og cykler til den smukke gamle togstation ved Kongsvold. Herfra går der en vandresti op på Dovrefjell, hvor man kan være heldig at spotte moskusokser. Vi pakkede en rygsæk med snacks, vand og tøj og krydsede fingrene, mens vi begyndte at gå. Vi kunne læse os til, at der ofte var gode muligheder for at se moskus i nærheden af Høgsnyta toppen. Så vi navigerede den vej gennem stisystemet. Vi mødte folk, som var på vej ned fra fjeldet, uden at have set moskus. Men som dog ikke havde været på Høgsnyta. Så håbet levede stadig. Efter ca 700 gode højdemeter, nærmede vi os toppen, ligesom en svensk familie var ved at pakke deres rygsække. “Kom med os. Der er 4 moskusokser her længere nede”. Vi fulgte efter og ganske rigtigt kom 2 små brune prikker til syne i bunden af dalen. De 2 andre var vandret videre.

Vi gik hen til et klippefremspring cirka 200m fra de to moskusokser, ligesom de lagde sig ned for at tage en middagslur. Det gav anledning til lidt kiks til os, mens vi sad og nød synet af dalen, fjeldmassivet, og de to enorme dyr.

Da den kolde vind efter lidt tid, fortalte os, at vi var klar til at gå igen, rejste de to moskusokser sig og begyndte at græsse og lunte lidt rundt. Efter 10min satte de i et voldsomt løb ned gennem dalen og forsvandt ud af syne.

Det var en virkelig fin oplevelse at se de store dyr gå frit rundt på fjeldet, med god plads. Det er det eneste sted i Norge der findes moskus.

Senere på dagen nåede lykken nye højder, da vi for første gang på turen, endelig kunne køre på grusveje. Det har vi godt nok savnet. Indtil da havde vi kun kørt asfalt. Der er ikke mange muligheder i det nordlige Norge. Vejene er få og langt imellem. Det gjorde godt for sjælen. Vores lykkerus gav genklang i universet, for ikke længe efter stod en regnbue bag os, mens vi kørte i flot solskin og styrtregn. Magisk.

Planen var egentlig at Marie skulle sejle hjem fra Oslo, for at kunne nå tilbage på arbejde, da sommerferie sluttede. Men vi var to dage tidligere fremme, fordi fjeldet var nemmere at cykle end vi havde regnet med.

Så i en rundkørsel, i udkanten af Oslo, kiggede vi en ekstra gang på kortet. Hvis vi skruede op for kilometerne, kunne vi nå Kenneths fars fødselsdag om lørdagen. Så herfra gav vi os selv en ny udfordring. For at nå hjem til København fredag aften, skulle vi cykle ca. 200km hver dag i fire dage. Vi synes, at det lød som en sjov ny plan og satte afsted. Vejrguderne mente, at vi skulle udfordres lidt ekstra, så de krydrede turen med tung regn og strid modvind. Alt var gennemblødt. Vi satte teltet op i regn og pakkede det vådt ned. Oplevelsesvejen blev skiftet ud med den mere lige vej, og Cirkle K blev vores ven til at tanke maskinen hurtigt op. Det var en sjov kontrast til den måde, vi ellers rejser på, hvor vi elsker at stoppe ofte, møde mennesker, spise lokal mad og tage masser af omveje.

Som vi nærmer os Skåne skifter vejret endelig, og vi oplever atter de smukke lyse varme skandinaviske sommeraftner, som ikke findes bedre. Det blev også til et helt fantastisk bagerstop i Halmstad, hvor Kenneth havde fundet en virkelig hyggelig bager med de bedste kanelbullar. Det skal man jo have, når man er i Sverige.

Vi kom til færgen i Helsingborg, sejlede over Øresund til Helsingør og cyklede langs kysten til København i det flotteste solskin. Maven fyldt med kartoffelsalat og hjertet fyldt med glæde og taknemmelighed over at have cyklet fra Nordkapp til København. De sidste fire dage cyklede vi 800km, og vi nåede familiefødselsdagen, hvor kagebordet blev ryddet godt og grundigt i mangel på kalorier.

Det har meget længe været en drøm at cykle til Nordkapp. Det er en af verdens mest ikoniske cykelruter. Naturen på kystlinien i det nordlige Norge er meget meget smuk. De rå klipper som står ned i fjordenes blanke vand giver et sug i maven. At sidde og spise simpel aftensmad på en sten i vandkanten, mens vi kunne se marsvin svømme stille rundt i en lille vig, giver ro i sindet. Lofotens mytiske landskab badet i midnatssol, kan ikke undgå at plante et stort smil på læberne. Og at vandre ud til en klippeafsats for at iagttage moskusokser vandre frit rundt, forbinder sjælen med urinstinkterne i os.

Alt dette oplevede vi på vores vej fra Nordkapp til København. Det var præcist hvad vi håbede på. At opdage den storslåede natur hos vores naboer mod nord.

Men turen fra Nordkapp står endda ikke alene, for nu hvor vi endelig indfriede den, så er den en del af en større rejse. En drøm i drømmen.