Kaos. Som altid. Sådan er det bare inden man skal afsted på en lang rejse. Venner og familie, at sige farvel til. De sidste specifikke ting man mangler i sin oppakning, som skal bestilles hjem. Forsikringer, pas, papirer. Leje lejligheden ud. Men som altid lykkes det i den sidste ende og dagen oprandt, hvor jeg kunne trille min cykel ud ad hoveddøren på istedgade, kysse Marie på gensyn, og sætte mig til rette i sadlen.

Afgang. Igen. Alene.

Det var med en underlig følelse i maven, jeg rullede forbi alle de velkendte steder og ansigter i Istedgade, mit hjem, som jeg først vil se igen, om mere end et år. En blanding af vemod som hviskede jeg skulle blive, og udlængsel som kaldte i det fjerne. Jo flere gange jeg trådte i pedalerne, jo højere blev kaldet fra det ukendte eventyr foran mig.

Jeg havde sagt farvel til de fleste, men ikke familien i Jylland. Så næsen vendte mod færgen på Odden og en weekend på Mols med min mor, bror og familie. Skøn måde at tilbringe lidt kvalitetstid sammen, inden jeg skulle undvære dem i et år.

Søndag eftermiddag trådte jeg så for alvor an. Måske lidt for hårdt. Jeg cyklede lige nøjagtig 20km inden den fuldstændig nyservicerede cykel begyndte at brokke sig. Den kammede over ved hvert tråd. Jeg var af og på cyklen flere gange. Tænke, prøve, skrue, prøve igen – samme problem. Efterhånden fik jeg sporet mig ind på, at det måtte være friløbet i navet, som kammede over. En ting jeg ikke kunne fikse på en grusvej i Mols bakker.

Løsningen blev at trække cyklen 5km til en by med togstation og begive mig til Silkeborg. Her er der en god cykelforretning. Men endnu bedre, så bor min gode ven Lasse der, og vi havde allerede aftalt at jeg skulle komme forbi og overnatte, som sidste stop i Danmark.

Lang historie kort, så viste det sig at netop de tidlige udgaver af vores bagnav, har en fejl og producenten ombytter ratchet-systemet på garanti. Det kostede lige en dag mere, men til gengæld var det hyggeligt selskab i Silkeborg, inden jeg for alvor kunne komme mod syd.

Tirsdag eftermiddag var cyklen fikset og klar til eventyr. Og det var jeg i den grad også. Selvom jeg først kom afsted kl 14, nåede jeg alligevel 112km den første dag, fordi jeg var sulten på landevejen.

Farvel Danmark

Marie og jeg havde en aftale om at mødes i Spanien. Så mit fokus var på at køre en nogenlunde lige linie derned for at kunne nå det på den måned, jeg havde til rådighed. Men der var alligevel tid til at cykle omkring Bremen og besøge endnu en god ven, Jesper, som bor der. Jeg har ikke set ham længe, og det var superfedt at besøge ham og familien. Han er en af den slags venner hvor, selvom vi ikke har set hinanden i flere år, snakken straks flyder nemt og sjovt. Det var absolut et for kort besøg med en enkelt nat, men jeg var opsat på at komme videre mod syd.

Heinz Stücke

Undervejs på min tur gennem Tyskland opdagede jeg, at min rute var ganske tæt på Hövelhof. Det er måske ikke et bynavn der siger folk så meget, men for mig er det Mini-Mekka. I lille søvnige Hövelhof bor nemlig Heinz Stücke. En legende indenfor turcykling.

I 1962, 22år gammel, cyklede han ud af Hövelhof på en gammel stålcykel med 3gear. 52år senere(!!!), i en alder af 74år, vendte han tilbage til sin by for at slå sig ned. I mellemtiden cyklede han 648.000km igennem alle verdens lande og territorier.

Dén Heinz Stücke ville jeg gerne møde og trykke næve med. Derfor kontaktede jeg ham, og spurgte om jeg måtte lægge vejen forbi.

2 dage senere bankede jeg på hans dør, hvor han havde sat en seddel i klemme:

“Nordkapp – Kap det Gode Håb. Forhåbentlig! Held og lykke. Velkommen. Kom indenfor. Døren er åben.”

Inde i stuen fandt jeg Heinz siddende på sin kontorstol, med gangstativet parkeret ved siden af. Han var i strålende humør og tog godt imod. Snakken gik hurtigt og ubesværet om steder, byer, bjergpas. Heinz har en fantastisk hukommelse om selv de mindste steder på kortet, som han har besøgt for mange år siden. Og han fortalte gerne om det hele. Heinz taler meget, og jeg skulle holde mig til, hvis samtalen skulle gå to veje, snarere end at springe hvileløst, monologisk rundt mellem de mange steder, oplevelser, øjeblikke, som hans hjerne er fyldt med. Det var jeg forberedt på, og indrømmet, jeg slugte alle hans historier og deres sidespring råt.

Det er fascinerende at forestille sig, at bruge hele sit arbejdsliv på at cykle ude i verden. Al den tid hvor hans venner får et job, bliver gift, køber hus, får børn, skifter arbejde, bliver skilt, køber ny bil, bliver gift igen, bliver ældre, får børnebørn… Al dén tid sad Heinz på sin cykel, mødte nye mennesker hele tiden, dykkede ned i spændende kulturer, rejste langsomt til alle verdens afkroge, læste bøger, engagerede sig, satte sig ind i politiske situationer, fortalte om hvad han oplevede og forsøgte at forstå, hvordan det hele hænger sammen i den verden, vi bor i.

Jeg synes, at Heinz er verdens rigeste mand. Men han har levet hele sit liv af at sælge pamfletter på gaden. Hans indtægtskilde alle de år, var en pamflet om hans rejser, som han solgte til interesserede. Han har aldrig haft et rigtig job. Økonomisk set er han ret fattig. Men for mig er han stadig verdens rigeste mand. Rig på oplevelser. Rig på historier. Rig på åndelighed. Rig på liv.

Huset han bor i har kommunen skænket ham, i forventning om at han samler alt sit materiale til et museum. Og dét er så det hans dage går med nu, i en alder af 83år. At ordne sine 100.000 billeder fra verden, at lave plancher om sit liv, at organisere sine ejendele fra cykeltaskerne, til en oplevelse for de nysgerrige, i et museum som måske først bliver virkelighed, når Heinz ikke er her mere.

Dét, og så at sende pamfletter, postkort og bøger til dem som køber via hans facebook.

Man kan opremse mange rekorder, præstationer og udmærkelser fra Heinz’ liv, men det som rører mig er, når jeg forestiller mig de møder han har haft med mennesker. Han har været i klodens mindste afkroge, i en tid inden digitale medier allerede var rejst i forvejen og fortalte ham hvad han skulle opleve. Han har skullet klare sig gennem områder, hvor kun de lokales hjælp har kunnet garantere succes. Han har mødt mennesker, som har været lige så nysgerrige på ham, som han har været på dem. Og han har stolet på folk og mødt alle ligeværdigt.

Da jeg skulle til at forlade Heinz næste formiddag, følte jeg, at han måske blev lidt ked af det korte møde vi havde. Det gav mig et stik i hjertet og en ting at huske på, da de sidste ord han sagde til mig var:

“Husk. Uanset hvad. Vigtigst af alt, er menneskene du møder!”.

Warmshowers

Igennem Europa kan man få stor glæde af netværket Warmshowers. En hjemmeside for cyklister, hvor man kan bede andre cyklister om overnatning undervejs.

I sommers havde vi Susi boende hos os i København. Hun var på vej på sin første bikepackingtur i Sverige. Vi havde det skønt sammen, og hun er en cool kvinde. Da jeg nærmede mig Bonn, hvor hun bor, skrev hun, at jeg var meget velkommen til at kigge forbi. På den måde endte jeg to nætter hos hende og Darie, hendes kæreste, i Bonn. Det er så rart at få et bad og lidt tøjvask, når man bruger de fleste nætter i telt, og både cykler og sover i det samme tøj. Men det bedste ved disse Warmshowers-møder er, at man kan snakke med ligesindede. Man kan fortælle lidt om sin tur og høre om andres ture. Især holder jeg af at høre om andres liv og lokale traditioner og kuriositeter.

Sebastien og Helene

I Frankrig boede jeg hos Sebastien og Helene, med deres 4 børn. Ud over lange samtaler om Frankrigs forskellige oste, så havde vi også spændende samtaler om den måde, de havde valgt at leve deres liv. Børnene er hjemmeskolede, eller ikke-skolede, som de kaldte det. De dyrker og samler selv, stort set alt hvad de spiser af frugt og grønt. De er en del af det progressive handelsmiljø i området, som har indført deres egen valuta (Pive). En valuta, som kun kan bruges inden for regionen, og som har til formål at begrænse den økonomiske udtømning af de lokale ressourcer. De insisterer på, at man kan leve et liv uden en bil, og uden at flyve, men bruge cyklen og tog, som transport. Endda selvom de bor i et landligt område i Frankrig. For mig at se, er de langt fremme i en tendens, vi ser i de rigere lande; at folk synes de har mere end rigeligt. At de ikke behøver mere for at have et godt liv. Tværtimod sætter de pris på tid, samvær og selv at dyrke og lave mad fra bunden. Jeg tror, vi kommer til at opleve mange flere som står af ræset og aktivt lever deres liv mere roligt og balanceret. Både med dem selv og med naturen.

John og Monika

Et andet par jeg boede hos gennem Warmshowers, var John og Monika. Et pensioneret par, som var flyttet til Andorra, pga skattefordelene. Og for at være på behørig afstand af de “blodsugende bureaukrater”, som John jævnligt havde en spydig kommentar tilovers for.

De brugte tid på at vedligeholde og reparere deres ting, at samle frugt og grønt i bjergene omkring byen, og lave maden fra bunden. De havde bl.a. en gammel yoghurt-kultur kørende, så de selv kunne lave deres egen yoghurt.

Som antydet havde de ikke meget tilovers for bureaukrater og stramme regler. Diskussionen om EU lukkede vi lidt hurtigt ned, for at John ikke skulle eksplodere.

Men deres valg om at leve simpelt, bruge færre penge, men med mere tid og mere ro var inspirerende. John pensionerede sig selv, da han fyldte 50år og har ikke arbejdet siden.

Tættere sammen

Det er fantastisk at få disse møder foræret, med mennesker, man ikke kender, men hvor man kan diskutere forskellige verdenssyn og forskellige ideer om livet. Man kan blive klogere på hinanden. Som regel over et måltid mad, som samtidig bringer os tættere sammen. Jeg er dybt taknemmelig for de møder, som der er mange flere af, end dem jeg nævner her.

Selvom timerne, alene – i eget selskab, er mange, på 3.000km i sadlen, gennem Europa, så bærer jeg møderne med mennesker med mig videre i hjertet. På den måde fylder møderne meget mere, end blot de få timer vi tilbringer sammen. De giver glæde til mange timer hvor jeg reflekterer over vores samtaler. Hvor jeg genoplever hvad vi gjorde sammen. Hvor jeg perspektiverer deres og mit eget liv i verden. Og dét er en kæmpe gave at få. Det udvider min horisont. Det udvider min tolerance. Og det udvider min lyst til livet.