Man siger at et billede siger mere end 1.000 ord. Så dette blogindlæg kommer til at sige meget – for det er svært at begrænse sig, når der skal vælges billeder til at fortælle historien om vores rejse i Indiens Himalaya, i et gammelt kongedømme kaldet Zanskar. En tidsrejse 1.000år tilbage, på buddhistiske klostre, som klynger sig til bjergsiderne i dette fantastiske landskab.

I 2022 valgte vi at vores sommerferie skulle gå til Ladakh, den nordligste region i Indien, cirka midt mellem verdens to højeste bjerge; Mt Everest og K2. Ladakh ligger mellem Pakistan, på sin vestlige side, og Tibet, på sin østlige. Det er et formidabelt hjørne af verden af flere årsager. Dels er de majestætiske bjerge i Himalaya en evig kilde til beundring af naturens vælde og magt. Men det er mindst lige så fascinerende at Ladakh har bevaret sin buddhistiske kultur igennem tiderne. Man siger at buddhismen fødtes i Ladakh og først senere bevægede sig til Tibet. Fordi budhismen er så rodfæstet her, finder man klostre som er bygget for mere end 1.000år siden, og som stadig er funktionelle idag.

Epicentret for alt dette må siges at være Zanskar. Det er en dal, så stor og afsidesliggende, at den engang var sit eget kongedømme. Dalen har været ret afskåret fra udviklingen i den omkringliggende region, indtil for ganske nyligt. Derfor er det meget tydeligt at opleve den oprindelige kultur og levevis.

Helt inde i bunden af det enorme bjergområde, som Zanskardalen ligger i, med kæmper på over 7.000m, ligger der et ældgammelt kloster, bygget ind i en hule, på en klippeside. Et mytisk sted, som stadig kun kan nås til fods.

Klostret hedder Phuktal. Vi gjorde det til vores mål at komme ind til Phuktal og opleve livet for de 70 munke der bor her.

Vi startede vores rejse med at flyve til Delhi og checke ind på et hotel, som vi havde booket hjemmefra. Hvilket vi blev ret glade for, for når man ankommer på hovedbanegården i Delhi med store papkasser og tasker, så er der masser af mennesker som har en mening om hvor man skal bo, og hvordan man kommer derhen.

Vi havde tidligere hørt en historie om en vesterlænding som var blevet indenfor på sit hotel i 4dage, fordi han syntes det var for vildt og skræmmende at begive sig ud i Delhis gader. Helt så slemt er det vidst ikke mere, men Delhi’s livlige trafik og umiddelbare og nærgående mennesker kan mildt sagt være lidt overvældende. Vi elskede det dog. Store hvide køer vandrer rundt mellem unge mænd med kærer og ældre mænd med cykeltaxier, biler og busser, folk i kørestol, gadehandlere med sække fyldt med hvad som helst, og bunker af skrald allevegne. Læg hertil larmen af det hele, så har man en ganske skøn cocktail at navigere i.

Vi var fremme på hotellet tidlig formiddag, og fik allerede vores værelse. Efter en lang tiltrængt lur begyndte vi at kigge på muligheder for at komme til Manali, hovedbyen nordpå, hvorfra vi ville starte vores cykling. Det viste sig en bus havde afgang samme aften, og vi så egentlig ikke nogen grund til at hænge ud i Delhi, så vi tog afsted med det samme.

Natbussen var en hård oplevelse, og vi var pænt smadrede da vi kom til Manali. Men efter en nats søvn drog vi alligevel allerede afsted på cyklerne. Det vi blot havde overset var, at hvis man begiver sig op i et bjergpas på næsten 4.000m efter 2-3dages rejseri og ingen højdetilvænning, så får man også regningen.

Den rute vi havde valgt er een af de mest klassiske og ikoniske cykelruter i verden: Manali til Leh. Det er en rute som fører gennem det mest fantastiske bjerglandskab i Himalaya, hen over 5 bjergpas, på over 4.000m. Det højeste af dem er 5.300m. På dag 3 følte vi at det var den smukkeste cykeldag vi nogensinde har haft.

Men samtidig med det, så kæmpede Marie med symptomer på højdesyge.

På ruten kommer man ret hurtigt så højt op, at man bliver “fanget”. Selvom den eneste kur mod højdesyge er at komme ned, så var vi på et plateau, og det ville betyde at vi skulle tilbage over de høje pas, for at komme ned. Eet af passene blev endda lukket kraftigt bag os, da nogle arbejdere var igang med at placere dynamit i vejen, for at sprænge den.

Marie havde det ret skidt over turens andet høje pas. Hun måtte af og gå, mens Kenneth bugserede begge cykler over passet. I den næste dal, fandt vi en teltcamp hvor vi mødte en flok israelske motorcyklister. De var forundrede over vi slet ikke tog piller, og forærede Marie et glas med diamox – piller mod højdesyge. Pillerne, vædske, mad og hvile gjorde hvad det skulle og Marie kom på benene igen.

Turen fra Manali til Leh er fuldstændig spektakulær, men også virkelig hård. Da vi nåede frem til Leh tog vi et par hviledage og gjorde klar til den næste strækning. Vi ville til Zanskar. Principielt er det nemt, for der går kun een vej, ind gennem den kæmpemæssige dal. Men mens vi cyklede rundt i Ladakh hørte vi rygter om en ny vej, som var ved at blive bygget, men endnu ikke var færdig. Vi kunne bare ikke rigtig få noget konkret viden om vejen – om den var færdig, om den var farbar, hvilken vej den gik. Indtil vi mødte en ung mand, som havde familie i en af de små byer på den nye vej. Han kunne give os alle de oplysninger vi manglede. Vejen var ved at blive gravet ud. Nogle steder var den i ok stand, andre steder var den ikke færdig. Men den ville være farbar hele vejen. Han tegnede et kort på en papirlap til os, gav os sit telefonnummer og nogle gode råd om hvor vi kunne få mad undervejs og hvor vi skulle huske at dreje af.

Så gjorde vi os klar til eventyr, og til at drage ind i Zanskar, ad en vej som først indenfor de sidste 2år har gjort det muligt at køre i bil til de landsbyer som ligger derinde. Det betyder at bare 3år tidligere, kunne man kun komme til disse små landsbyer, ved at vandre ad bittesmå stejle stier, med sin hest til at bære ting.

I den første lille landsby, Hanupatta, havde vi fået at vide man kunne købe mad. Men da vi trillede forbi de tomme huse, var der ingen restaurant, ingen mennesker. Vi nåede hele vejen gennem byen uden at se et øje, men vi var nødt at vende om, for vi havde beregnet vores rationer på baggrund af et måltid her.

På tilbagevejen så vi en kvinde og spurgte med tegnsprog om vi kunne køb et måltid mad. Hun nikkede og vinkede os med. Vi stillede cyklerne fra os og fulgte efter. Vi gik med hende ind i kælderen på et almindeligt hus, åbenbart inviterede hun os med hjem.

Huset var bygget helt traditionelt. I kælderen boede dyrene. På førstesalen var køkken og spisestue. På taget lå der yakmøg og grene, som skal bruges som brændsel om vinteren.

Vi blev inviteret ind i spisestuen og fik serveret the, mens kvinden lavede mad til os, i sit køkken. Da maden var færdig kom resten af familien og vi spiste alle sammen. Vi fik en kæmpe portion ris med grøntsager fra haven, mildt krydret og virkelig velsmagende. Det var slet ikke brændende stærkt, som indisk mad. Faktisk siger folk i Ladakh at de ikke bryder sig om indisk mad, fordi det er alt for stærkt. Vi var kæmpe fans af Ladakhisk mad allerede.

De næste dage cyklede vi langsomt længere og længere ind i bunden af Zanskar dalen, i dette fuldstændigt bjergtagende landskab. Bogstaveligt talt.

Vores samlede rute i Ladakh var ca 1.200km og 40.000hm. Vi krydsede 14 pas over 4.000m. 6 af passene var over, eller tæt på, 5.000m.

Endelig nåede vi så dybt ind i Zanskar, som vi kunne komme. Herinde, halvvejs oppe ad den sidste stigning, fandt vi stien, som går ind til Phuktal klostret. Vi havde håbet vi kunne cykle hele vejen ind til klostret, men ret hurtigt måtte vi opgive. Vandrestien er sindsygt stejl mange steder og andre steder er den så skrå, at hvis man falder, ryger man direkte ned i floden. Så vi gemte cyklerne, pakkede vores lille rygsæk, og vandrede ca 3timer langs floden ind til målet for vores rejse. Og så – da vi gik rundt om et klippefremspring – så vi det endelig!

Phuktal, er et munkekloster, som er bygget ind i en stor hule i bjergvæggen, for ca 1.000år siden. Men man ved at tibetanske munke har boet der og brugt stedet til meditation så langt tilbage som 2.500år siden. Det har altså en enorm spirituel betydning for den tibetanske buddhisme.

Idag er det stadig et fungerende munkekloster, som er et af de få tilbageværende, som stadig er forholdsvis afskåret fra civilisationen, fordi der ikke er veje, men kun en vandresti, ud til klostret.

Da vi nærmede os, kom vi først forbi et gæstehus, hvor vi kunne få lov at overnatte. Her lagde vi vores ting, inden vi gik den sidste stejle sti op til selve klosteret.

Det var en syret fornemmelse, som at gå ind i en anden tid, at træde ind på klosteret. Hele klosteret hænger nærmest på klippesiden og hvordan de har lykkedes med at bygge det for så længe siden, er vildt at tænke på. Alting var bygget af naturmaterialer. Og så alligevel stod der en stolpe med solpaneler på, så munkene kunne lade deres telefon. I deres helligste rum lå ældgamle skriftruller i små trææsker. Munkene havde nogle spøjse, særlige huer på og klassiske røde munkedragter. Men de fleste unge munke havde en moderne sweatshirt der, næsten, passede i farven, istedet for den traditionelle dragt. Det var er skønt mix af moderne nutid og ældgamle traditioner.

Nogle af de unge munke, som var 14-15år, inviterede på te i deres køkken. Køkkenet bestod mest af alt af et kæmpe brændefyret stålkomfur. Loftet var sodet helt sort, af røgen fra yakmøg og træ. Drengene var nysgerrige og søde og nemme at snakke med. De vil gerne videre til de store klostre, som minder om universiteter, sydpå i Indien. Forhåbentlig lykkes det, så de kan tage viden med hjem og skabe en balanceret udvikling af deres hjemstavn. For det er en udfordring som vi håber de får løst på en god måde.

Om aftenen blev vi inviteret på mad på klostret. Vi sad sammen med munkene, på en stor terrasse med udsigt til bjergene og den brusende flod, med klosterets helligste rum bag os. Efter maden overværede vi at munkene udøvede debat, en ældgammel skik hvor de diskuterer budhismens grundlæggende spørgsmål. Og de sluttede aftenen med at chante flerstemmigt, mens solen gik ned over dalen. Det lød helt fantastisk og var meget rørende at mærke hvordan energien mellem alle tilstede forenede sig igennem munkenes chanting.

En virkelig smuk afslutning på vores møde med de munke som bor her og bevarer de ældgamle skikke og traditioner.

Det er så vildt at tænke på, at for et par år siden, kunne der ikke køre en bil. Alting foregik på hesteryg. Selvom vi elskede den nye vej, som gav os mulighed for at opleve uspoleret landskab og kultur, så er virkeligheden jo desværre også at den ny vej vil medføre en radikal ændring af kulturen og levemåden her, på meget få år.

Selvfølgelig under vi folk adgang til de samme velfærdsgoder som vi har hjemme i Danmark. Men da vi spurgte en gammel mand om hvad de lavede om vinteren, fortalte han, med glæden gnistrende i øjnene, om hvordan sneen lukker dalen helt af, og hvordan familien lever alene med dyrene, som de altid har gjort. Det er tydeligt at han havde en ro og en tilfredshed med det enkle liv og nærværet med naturen, som er gået tabt i det hurtige og effektive samfund som eksisterer udenom.

Vores håb for de områder vi besøgte i Zanskar, hvor udviklingen går stærkt, er at det er de lokale som får lov at drive den udvikling, med hjælp fra organisationer, som vil støtte dem. Men virkeligheden er nærmere at udviklingen drives af økonomiske interesser og militær udvikling, og at lokalbefolkningen derfor bliver tromlet og fortabt i den udvikling. På blot 2 generationer mister disse mennesker deres rødder, deres traditioner, deres verdenssyn og deres levevis. Det går for hurtigt til at de kan stå stærkt i deres egen fremtid, og for mange af dem vil derfor føle sig fortabte og kulturløse.

Vi så at bedsteforældre arbejdede i marken med hakke og håndkraft, mens deres barnebarn hellere ville sælge chips og cola i vejkanten. Men hvis de unge generationer får god uddannelse og bliver støttet i selv at udvikle deres egen hjemstavn, så tegner fremtiden lys og skøn for både dem som bor her og for de rejsende, som vil besøge dem.

Zanskar og Ladakh har vundet en speciel plads i vores hjerte.