Specielt een oplevelse gjorde at denne tur for altid vil have en særlig plads i vore hjerter.

Vi er i Armenien, langs med Sevan søen. Vi cykler på asfalteret landevej, men cyklerne har brede 3tommer dæk, og vores oppakning er minimal. Det vi har i sigte er nemlig noget helt andet end asfalteret idyl. I forbjergene til de mægtige Kaukasus, har vi øjnet en krydsning, som vil blive vores første deciderede bikepacking eventyr nogensinde. Fra søen går der et netværk af vandrestier ind over bjergene, til Geghard klostret, på den anden side. Vi tror på at vi kan krydse de lave bjerge ad dissse stier. I den sidste landsby fylder vi taskerne med mad og vand.

Da vi cykler ad den bumlede grusvej forbi byskiltet, og kirkegården, lurer mørke skyer i det fjerne, som et varsel vi prøver at ignorere. Vi er fast besluttede på vores eventyr, og intet skal stoppe os nu. Vi har ingen anelse om hvad vi vil finde i bjergene. Blot en formodning om, at netværket af stier er godt nok til at cykle på, og sammenhængende nok, til at vi kan nå klosteret i løbet af nogle dage.

Allerede efter få timer er grusvejen, snævret ind til et hjulspor. Så bliver hjulsporet til gedesti. Snart ophører også den og foran os ligger store åbne græsenge, uden hverken stier eller veje. På kortet ser vi stier, som ikke findes i virkeligheden. Vi kører over græsenge, i retning af en anden sti, som dukker op lidt senere. Vi begynder at fornemme hvordan denne krydsning vil udarte sig. Ikke desto mindre er humøret højt og vi føler os frie i det store åbne bjerglandskab.

Hen mod aften ser vi en bus i det fjerne. Den er parkeret midt på engen. Ved siden af den står et lille træskur med bliktag, og en stor fold til dyr. Vi ser en rytter til hest, længere oppe på bjerget, som er ved at genne kvæg sammen. Da vi nærmer os bussen hører vi hunde gø, og 5 store ulvehunde kommer truende imod os. De er meget aggressive og blotter tænder, mens de spreder sig ud i en vifte foran os. De beskytter tydeligvis stedet. Inden situationen udvikler sig, kalder en spag kvindestemme på dem, og de løber straks tilbage til bussen. En lille ældre kvinde kommer frem og gestikulerer at vi skal komme indenfor. Vi lægger cyklerne i græsset og følger med.

Kvinden taler armensk, vi forstår ingenting, men følger hende rundt i dyrefolden, mens hun fodrer kalvene. I mellemtiden kommer mændene hjem fra bjerget. De har på hesteryg gennet kvæget sammen, og lukker dem nu inde i folden. Alt foregår på en rolig og nærmest hyggelig måde. Der er et helt særligt nærvær og stemning omkring hele scenen. Da kvæget er lukket ind, inviterer kvinden os ind  i skuret,  hvor der står en kæmpe stak pandekager på bordet. Alle mænd og drenge kommer ind, og vi sidder tæt sammen, på 3 senge, i det lille skur og spiser pandekager, mens vi prøver at kommunikere. Vi har intet fælles sprog, så alt foregår med tegn og fakter. Vi forstår at de inviterer os til at sove i bussen om natten. Vi foretrækker vores  telt, og stiller det op ved siden af bussen. Så bliver vi inviteret på aftensmad. Alting smager fantastisk. Stemningen er god. En af drengene starter en generator og et lille fjernsyn bliver tændt, så vi kan se underholdning på Armensk.

Næste morgen bliver vi igen inviteret ind på morgenmad, og da mændene begynder at drive kvæget ud på bjerget, følger vi den ældre kvinde rundt, mens hun fodrer dyrene igen. Hundene har jaget ulve væk hele natten, og den ene af hundene har fået et stort sår på snuden, af at slås med ulvene. Da vi begynder at pakke sammen, tager kvinden os med ind i et andet lille skur, og viser os at hun laver ost herinde, og forærer os en kæmpe klump, til turen.

Da vi cykler derfra bobler vores hjerter over af lykke og taknemmelighed. Selvom vi ikke kunne tale sammen, har denne familie inviteret os ind i deres liv og deres verden. Vist os hvordan de lever. Og vi er dem evigt taknemmelige for den gæstfrihed og åbenhed de viste os. Og vi er dem taknemmelige for at vise os hvor ukompliceret og smukt det kan være at møde fremmede mennesker med næstekærlighed og tillid. Det er svært at beskrive med ord, hvad sådan en oplevelse gør ved een. Men for os, blev det så skelsættende, at vi vidste vi ville opsøge den slags magiske oplevelser igen og igen. Og sådan startede vores passion for bikepacking.