Hvis man ikke ved hvad man skal bruge de mørke vinteraftner til, så har jeg et godt bud. At melde sig til et vinterløb kræver så mange nye skills, så meget ny viden, og lidt nyt udstyr, så man sidder aften efter aften, time efter time, foran computeren og researcher, rækker ud til folk som har erfaring og tager ud og prøver ting af.

Forskellen på at køre et almindeligt monutainbikeløb eller bikepackingrace, og så at køre et vinterløb, er kæmpe stor. Man skal først og fremmest kunne finde ud af at passe på sig selv. Man skal undgå situationer hvor man kommer ud på kanten, for uheld har det med at accelerere meget hurtigt i ekstrem kulde. Og så skal man selvfølgelig have en god stor værktøjskasse af viden til at kunne håndtere hvis der alligevel sker noget, så man ikke ender i livsfare. 

Alle disse elementer tiltaler mig. At man rent faktisk skal tænke sig om og mestre noget. Derfor meldte jeg mig til løbet i Geilo. Før løbet arrangerer løbsdirektøren Nina også en tre-dages camp, hvor man kan lære eller forbedre teknikker i vinterløb. Det meldte jeg mig også til.

Det var en kæmpe fornøjelse at møde de andre, som også havde meldt sig til campen. En god broget flok med forskellige motiver og forudsætninger. Men alle med godt humør og gå-på-mod. 

De 3 dage campen varede, skiftede mellem undervisning indenfor, og testture ude i landskabet omkring Geilo. 

Det var første gang jeg fik rigtig knasende sne under dækkene. Og jeg var fuldstændig hooked på at cykle rundt i et snehvidt landskab. Det kan noget helt andet, end alt andet jeg har prøvet. Jeg har både stået meget på ski, og cyklet meget, men kombinationen af de to ting var fuldstændig magisk.

Da vi kom til selve løbsdagen, var vi 30-50 fatbikere linet op ved målstregen i mørket om morgenen. Det betød at da morgenlyset begyndte at lysne horisonten, var vi allerede kravlet op på selve fjeldet. Det var helt ufatteligt smukt at cykle gennem sneen mens morgenlyset farvede hele himlen omkring mig.

Jeg prøvede at give det mit bedste skud, og køre løbet så hurtigt jeg kunne. Ingen tvivl om at min cykel var i den tunge ende af feltet, men ikke desto mindre gik det fint. Jeg var tilfreds med fremdriften.

Midtvejs i løbet, som var en sløjfte, kom vi ud til en sø, som markerede vendepunktet. Det begyndte at blæse op, inden jeg ramte den store åbne sø, og jeg frygtede det værste. Men det viste sig, da jeg kørte fri af træerne og ned på søens frosne overflade, at jeg ville få rygvind. Jeg vil gerne indrømme at det var et af de smukkeste øjeblikke jeg har oplevet på cykel, at hamre hen over den frosne sø, med hård medvind, mens sneen føg omkring mig, og nogle få træer trådte frem som silhuetter i det hvide landskab. Jeg råbte “Se mig !!!” Så højt jeg kunne, mens glædestårene trillede ned ad kinderne. Det var sublimt.

Tilbage på landjorden fik glædestårene dog trange kår resten af dagen. Toppen af energien var brugt. Der var lang vej hjem. Og jeg skulle op på fjeldet igen, ad nogle ret hårde stigninger. Jeg pressede hårdt på og forsøgte at huske ernæringen. Men kroppen havde ikke lyst til at spise, så jeg skulle tvinge hver en bid i mig.

I mine pogies, som er kæmpeluffer monteret på styret, havde jeg masser af frostsikre snacks, skåret ud i små stykker, så jeg bare kunne hælde dem i skuffen, og det reddede helt sikkert mit løb, at jeg trods alt fik lidt energi.

Ligesom jeg så solopgangen om morgenen, fik jeg også solnedgangen med sidst på dagen, og det var helt mørkt da jeg langt om længe trillede over målstregen. Fuldstændig mast. Helt og aldeles. Men med et kæmpe smil på, af den fede oplevelse. Heldigvis var der både øl og mad, og gode snakke med de andre racere, som kom ind før mig.

En 10. plads blev det til og det var jeg fint tilfreds med, i mit først vinterløb nogensinde, på feltets tungeste cykel.