6 lande. 10 måneder. 13.000 km. 142.000 højdemeter. Og et helt ekstremt stort antal kopper kaffe.

Det er nøgletallene for, hvad vi fra nu af, og i al evighed, kan prale med:

Nemlig at vi har cyklet Sydamerika på langs!

Det er vi egentlig ret stolte af. Det er da en bedrift. Men når det så er sagt, så er det ikke den sportslige præstation, eller de mange kilometer som sådan, vi sidder og kigger tilbage på. Det vi kigger tilbage på, er de enkeltstående oplevelser. Vi må erkende at rejsen fra A til B ikke tjener andet formål, end at være en form, i hvilken vi beriges med eventyr. Alaska er stadig fyrtårnet for enden af rejsen. Og hvis vi en gang for længe siden sagde; “om vi så kun kommer til Mexico, så er det også fint”, så løj vi. Det betyder ALT at komme til Alaska. Men kun fordi vi elsker at rejse. Vi elsker at mærke verden på denne måde. Vi elsker at cykle os frem til nye eventyr. Og de muligheder og oplevelser der ligger forude, mellem os og Alaska, dem glæder vi os helt ekstremt meget til.

Vi er godt halvvejs nu. Vi er lige landet på et nyt kontinent. En milepæl er nået.

Både kilometermæssigt og tidsmæssigt, er vi ca midt mellem Ushuaia og Anchorage. Mentalt er vi i et vakuum. Forhåbentlig kan dette blogpost hjælpe os til at rydde lidt op i vores tanker og oplevelser, og skabe rum til at tage Nordamerika ind.

Så undskyld hvis det bliver vel filosofisk, men vi føler at vi har brug for at forstå lidt af hvad vi har lært.

F.eks. at man altid kan få lavet en fotokopi, hvor som helst i Sydamerika. Det er ganske enkelt imponerende at et helt kontinent har vedtaget at man aldrig må gå ned på fotokopier. Jeg vil næsten vove den påstand, at man ikke kan stå et sted i sydamerika, uden at se et skilt med ‘fotocopias’.

Nå – fjollerier til side…

Vi har lært at bambus er stærkere end stål, og derfor et bedre byggemateriale i mange sammenhænge. Det viser sig f.eks. efter orkaner, at bambushuse er de eneste som består.

Vi har lært at istedet for at spraye kaffeplantager med giftige insektmidler, så planter man tobaksplanter imellem kaffetræerne, for så går insekterne i tobakken istedet.

Vi har lært hvordan gletschervandet fra et enkelt bjerg, fungerer som vandingsanlæg for alle de familier og landbrug, der ligger i de omkringliggende dale.

Vi har erfaret at vandet i floderne i Patagonien er så rent at man kan drikke det.

At mange familier i Bolivias bjerge, konserverer mad uden brug af køleskab eller fryser.

Og at overalt i Sydamerika arbejdes der ekstremt intensivt med visionære projekter omkring bæredygtigt landbrug og livsførelse.

På mange måder er Sydamerika et studie i, hvor vi var, for år tilbage i Europa. Men dog med den viden, som vi globalt besidder nu. Dvs. at Sydamerika på nogle områder er gammeldags, men samtidig også har en unik mulighed for at være mere fremsynede end Europa, fordi de har lært af vores fejl.

Een af de ting vi har tænkt over, er at det moderne menneske gerne vil kontrollere naturen. Vi prøver hele tiden at modellere, tilskære, omforme, indkapsle og styre naturen til vores fordel.

Men vi har oplevet, at det vi ofte kommer til at gøre, er at modarbejde naturen istedet. Vi er for længst forbi det punkt, hvor vi levede i pagt med naturen, på dennes præmisser. I vores tid vil man fremstå ekstremt fanatisk, hvis man prøver at leve 100% naturligt. Bæredygtighed i sin rene form er en illusion som vi ikke kan gå tilbage til.

Men vi ser også tydelige tendenser på, at forskning og udvikling drejes tilbage imod at lære af naturen igen, og at bruge denne lærdom på klogere vis. Jeg tror, fremtidens ‘bæredygtighed’ skal findes der hvor teknologisk udvikling indenfor raffinering og transport, møder naturligt dyrkede materialer/ afgrøder i skøn forening.

Som en meget klog mand sagde: “Vi behøver ikke at lave alle mulige regler, naturen har allerede lavet alle reglerne for os”.

Det er tankevækkende, over hvor kort tid menneskeheden har udviklet sig fra at leve i pagt med naturen, til at ødelægge den istedet. Det er en udvikling, som for alvor har taget fart indenfor de seneste 100 år. Hvis man holder det op mod menneskehedens udvikling, som strækker sig over ca 200.000 år, og tænker over at det for alvor er de nulevende generationer, som er ved at ødelægge vores klode, så kan man enten græde, eller fyldes med håb. Vi gør det sidste. Vi tror og håber på, at vi kan vende den negative spiral, vi udvikler os i, til igen at udvikle os i pagt med naturen, så vi kan genoprette balancen. Og dermed forbedre vilkårene for vores egen eksistens på jorden. For som sagt, så tror vi på at naturen bestemmer.

Cykelkulturen i Sydamerika er fantastisk. Her tænker jeg ikke så meget på, at de indfødtes cykelkultur er noget særligt. Undtagen dog Columbia, som har stærke traditioner i feltet. Det jeg mener, er at der er fantastiske muligheder for cykling, og at mange benytter sig af dette. Både bikepacking ad små snørklede bjergveje og mere traditionel tourcykling ad de større landeveje, byder på kilometer efter kilometer af unikke landskaber og spændende kulturelle møder.

Og netop fordi det er sådan, har vi fået en ny familie. En cykelfamilie. Sådan føler vi det. Vi har mødt så mange spændende, søde, sjove mennesker, som også har valgt at bruge tid på at cykle gennem Sydamerika. Vi har stoppet og snakket med alle. Nogle har vi fulgtes med i en dag eller to. Andre har vi cyklet med i flere uger. Og andre igen, har vi mødt igen og igen.

Det sjove er, at man sommetider hører om andre cyklister. Om deres bedrifter og personligheder og om deres rute. Og på et tidspunkt støder man måske selv ind i dem, og føler allerede man kender dem på forhånd. Det er sket for os flere gange. Som den norske familie vi mødte i en bus-cafe på en regnvejrsdag i Patagonien. Som Russ vi sejlede igennem Caribien med. Som Israel vi mødte ude midt i Salar de Uyuni saltørknen.

Fælles for alle disse møder er, at vi instinktivt føler os som venner. Vi forstår hinanden. Selvom mange forskellige typer mennesker tager på cykeltur, så er der alligevel fælles grundtræk, som binder os sammen. Vi kender hinandens situation. De fysiske udfordringer. De økonomiske. Ensomheden, der føder det sociale behov osv. osv.. Vi føler, vi kender hinanden lidt, uden at tingene er sagt.

Og det er rart at have en lille ny familie, som man kan være tryg i, når nu vores egne venner og familie er langt væk, for en stund.

Men det er ikke kun de andre cyklister, som er spændende møder. Vi har så mange fantastiske og fine oplevelser med at møde lokale. Vi har oplevet så stor omsorg, hjælpsomhed og varme. I Danmark er vi vant til, at man passer sine egne ting, og sit eget liv. “Mind your own business”. Men i Sydamerika er alting alles business. Det betyder også, at det er vigtigt for folk at hjælpe os, hvis vi mangler et sted at sove. Folk kunne ikke finde på at lade os i stikken. I de kolde bjerge kunne man sige, at det er en nødvendig kulturel strategi, for at folk ikke dør af kulde. Men vi oplever den samme hjælpsomhed og åbenhed i det varme lavland, så vi tilskriver det nærmere almindelig næstekærlighed og varme, samt det faktum at man i højere grad dyrker familien. Og vel egentlig også en større afslappethed omkring fremmede.

Ud over at få hjælp til fornødenheder, så gør det jo også bare rejsen så meget mere interessant og fornøjelig, at det er nemt og hyggeligt at tale med lokale, og at de er nysgerrige på os, ligesom vi er på dem.

At det så også betyder, at vi snart en million gange, har fortalt om vores tur, har nikket når folk kommenterer de store dæk på cyklerne, og er helt trætte i armene af at tegne Europa og Danmark i luften, det tager vi blot med.

Dog er vi kede af ikke at kunne mere spansk. Hvis vi skulle gøre turen om igen, ville vi have taget endnu mere spanskundervisning hjemmefra, så vi kunne indgå i endnu mere interessante samtaler.

Der er selvfølgelig også ting, vi absolut ikke kommer til at savne.

Skrald allevegne. Der findes nærmest ingen skraldespande på gaderne. Når man cykler på vejene i Peru, kan man nemt komme til at føle sig forhadt af bilister, som kaster dåser eller skrald ud af vinduet, efter een. Det er der mange cyklister, der har prøvet. Men i virkeligheden smider bilisterne blot skraldet ud, for at komme af med det. Og de er ikke så vant til cyklister, at de tænker over konsekvenserne. Vi ser bjerge af affald i vejkanten, hvor folk blot har smidt det. Vi frygter, at hvis ikke Sydamerika meget snart anlægger en politik omkring skrald, og sætter kampagner igang, så vil de drukne i deres eget lort, for at sige det som det er. Det er forfærdeligt. Og yderst kritisk.

Vi kommer heller ikke til at savne den megen larm, der er overalt. Her er en forfærdelig dyttekultur. Dvs at man dytter når: man vil sige Hej, man vil skælde ud, man kommer til et hjørne, man vil tilbyde et lift, man er træt af at holde for rødt, man overhaler, man drejer, man bliver overhalet, man er taxa og leder efter kunder, lyset skifter til grønt osv osv. Så alt i alt betyder det jo sådan cirka, at det nemmeste bare er at dytte lidt tilfældigt, hele tiden, så er man dækket ind. Og det er præcis, hvad folk gør. Det betyder jo så igen, at dytteriet fuldstændig ophæver sin egen betydning, fordi ingen tager sig af det. Og så er der kun larmen tilbage. Den larm skal jo så overdøves af noget andet. F.eks. høj musik, råben fra gadesælgere, færdselspolitiets fløjter osv. osv.. Ja – der er ekstremt meget larm alle steder.

Og hvidt brød kommer vi nok heller ikke til at savne lige med det samme. Vi gætter på at have spist dobbelt så meget hvidt brød i Sydamerika, som i resten af vores liv tilsammen. Det samme gælder sukker.

Vi må indrømme, at vi har fejlvurderet vores projekt. Det er kompliceret. Men den nemme måde at forklare det på, er at sige vi har for lidt tid, til at komme til Alaska. Når man sidder en kold vinteraften i sofaen på Vesterbro, og kigger på kort og læser andres blogs, så skal man estimere en tidsplan. Og når den tidsplan er færdig, så skal den passe med årstiderne i Patagonien, og Alaska. Så kan man file lidt på tiderne, man kan f.eks. sige at man bare kører lidt hurtigere. Og så lyder 80km om dagen ikke af så meget.

Når man så befinder sig i Perus bjerge over 4.000m, for tiende dag i træk, med tynd mave og for lidt mad, så begynder de 80km om dagen, at blive svært utopiske at opnå. Så ligger snittet pludselig under 50km om dagen. Og når vi så dertil lægger, at det kunne være sjovt at køre 300km omvej, for at se et vulkankrater, eller at man skal vente 2 uger på en reservedel fra Danmark, så falder tidsplanen fuldstændig fra hinanden.

Vi må bare erkende at vi rejser langsommere end forventet. Vi kører færre kilometer om dagen, fordi landskabet vi kører i, er sværere tilgængeligt end beregnet, og smukkere end vi drømte om. Vi bruger længere tid på de gode oplevelser end forventet, fordi vi har fundet ud af, at det er dét rejsen består af. Og vi havde glemt at indregne tid til at holde stille, når der er problemer med kroppen, eller med cyklen, eller vi bare har brug for hvile og for at tømme hovedet.

Alt i alt har det tvunget os til at tage bus, to gange i Peru, for at kunne holde den overordnede tidsplan. Vi hader det. Vi ville cykle hele vejen. Men vi må acceptere at enten skal vi bruge ca et år mere på turen, eller springe lidt over hist og pist. Vi har valgt det sidste. Indtil videre. For een ting er vi enige om; vi gider ikke skære ned på oplevelserne og drøne den lige landevej til Alaska, bare for at kunne sige at vi gjorde det.

Så er der een ting vi har lært, så er det at have tid. Tid til at møde mennesker. Tid til at sige Ja til en invitation. Tid til en ekstra omvej. Tid til at være præcis dér hvor vi er. Der sker altid noget godt i de situationer, hvor vi tog tiden til det.

Det, der står tydeligst tilbage for os, når vi tænker tilbage på Sydamerika, er de unikke møder med de fantastiske mennesker og den fantastiske natur. Det er svært at beskrive, men det berører os meget dybt.

Og vi er dybt taknemmelige.